Vänsterpartiets kongres – øredøvende selvtillid og intern kritik

Det centrale for partiledelsen – og for flertallet af de delegerede – var at ”binde Nooshi til masten” omkring kravet om at blive en del af en fremtidig regering og ikke at acceptere noget andet regeringsalternativ.

Spørgsmålet er, om man dermed har beroliget de mange medlemmer, som har været og fortsat er nervøse for de konsekvenser, som denne ultimative linje kan betyde. For eksempel et nyvalg med en ny chance til Sverigedemokraterna og Jimmie Åkesson.

“Nu eller aldrig”

Partileder Nooshi Dadgostars agitationstale på kongressen fremkaldte billedet af ”nu eller aldrig”. Vänsterpartiets valgkamp handler om at erobre den politiske magt og sætte gang i et drastisk skift i svensk politik – væk fra borgerlig klassepolitik til solidarisk velfærdspolitik:

”Nu har vi den største kamp nogensinde foran os. Vi vil indføre milliardærskat, nedsætte arbejdstiden, fastfryse huslejerne og indføre maksimumbeløb i tandplejen for et smilende Sverige.

Vores modstandere vil gøre alt for at stoppe os, men de vil ikke lykkes. Hele den svenske arbejderbevægelses historie viser, at det betaler sig at kæmpe. Jorden brænder under vores fødder! Hvis ikke os, hvem så? Hvis ikke nu, hvornår så? Vi er ikke her for at vinde spillet, men for at ændre spillereglerne og gøre håbet normalt igen.”

My Kårlycke, leder af Ung Vänster, hilste kongressen ved at sige, at valget handler om kampen mellem arbejde og kapital: “Hvilken side er du på? Er du milliardær eller proletar?”

Og indlæggene på kongressen handlede om at erobre magten for de manges, lønmodtagernes og velfærdens skyld. Ja, følelsen af, at alt stod på spil, var intens, “det vigtigste valg i vores liv” mod den “mest reaktionære regering, Sverige nogensinde har oplevet.” For et “socialistisk magtskifte” var sloganet fra partiets valgaviser. Hm.

Udrensning i forslagene

Midt i den næsten revolutionære atmosfære blev der gennemført en slags udrensning af de 557 forskellige og til tider vildtvoksende forslag om valgprogram, vedtægter, organisation og generel politik. Dels gennem det system, der blev indført på den sidste kongres, hvor 10 procent af de delegerede – dvs. 23 delegerede – skal støtte et forslag, for at det kan sættes til afstemning.

Baggrunden er erfaringerne fra tidligere kongresser, som har udviklet sig til endeløse afstemninger med meget lidt tid til debat. Med partiets fordoblede medlemstal og retten til at fremsætte forslag for alle enkeltmedlemmer ville en afstemning om hvert eneste forslag sprænge tidsrammerne. På grund af 10-procentreglen kom langt de fleste forslag ikke til afstemning. Faktisk blev der kun gennemført afstemninger om en snes forslag.

Der er også indført en slags begrænsning, når det kommer til taletid. Hvor taletiden på tidligere kongresser kunne domineres af lange, veltalende (ofte) mænd fra partiledelsen, skulle delegerede registrere sig digitalt i prioriteret rækkefølge for forskellige blokke af forslag.

På den måde fik de delegerede mulighed for at holde en 2-minutters tale inden for dagsordenens tidsrammer, og hundredvis af stemmer fra hele landet kunne blive hørt. Men samtidig fik mange talere ikke mulighed for at tale om andre emner end det punkt, de havde skrevet sig op til.

Størstedelen af ​​alle forslag opnåede ikke opbakning fra 10 procent, selvom der blev argumenteret for flere af dem fra talerstolen. Her var et væld af forslag fra dyrerettigheder, AI-skat og læseplaner til regler mod virksomhedsflytninger og -lukninger, genoprettelse af LAS [lov om sikkerhed i ansættelsen], for socialisme og sociale bevægelser. For at nævne nogle få.

Et andet eksempel var de mange forslag mod NATO, DCA-aftalen [baseaftalen med USA] og fortsat militær oprustning. De fleste nåede ikke til afstemning. Et forslag om fredsarbejde og imod DCA fra Vänsterpartiet Göteborg gik dog igennem og faldt med kun syv stemmer, 102 for forslaget og 109 for partiledelsens afvisning.

Ledelsen får sin vilje over for et betydeligt mindretal

Andre forslag, der nåede til afstemning og blev debatteret intensivt, var målet om 1 procent i udviklingsbistand og atomkraft. Flere talere kritiserede partiets finanspolitiske forslag for ikke at holde fast i målet om 1 procent som et redskab til international solidaritet.

Partiledelsen sagde, at det stadig var målet, men at niveauet efter Tidös [den nuværende regering] nedskæringer ikke kunne genoprettes med det samme. At både Centerpartiet (C) og Miljöpartiet (MP) har det med i deres finansforslag skyldtes ifølge ledelsen, at C inkluderede Ukraine-bistand, og MP valgte at investere mindre i velfærd. Forslaget faldt trods mærkbar støtte.

Når det kom til atomkraft, ønskede mange talere at inkludere modstand mod atomkraft i valgprogrammet og bruge betegnelsen vedvarende energi i stedet for fossilfri, som også kan fortolkes som atomkraft. Partiledelsen appellerede kraftigt til kongressen om ikke at inkludere atomkraft i valgkampen. Ikke med den begrundelse, at det ville gøre forhandlingerne med Socialdemokraterne vanskeligere, men fordi Tidö-partierne og medierne så ikke ville være interesserede i andet. Og ledelsen fik sin vilje mod et betydeligt mindretal.

Og sådan gik det med langt de fleste forslag, der var til afstemning. Asyl og migration med mere præcise formuleringer om permanent opholdstilladelse og en ny kurs, nogle klimaforslag, legalisering af cannabis, at bruge betegnelsen apartheid om Israel og flere andre.

Det skal her nævnes, at partiledelsen i sine afvisninger eller forslag om, at “forslaget anses for besvaret”, sjældent distancerede sig fra forslagenes substantielle indhold eller begrundelser. Ledelsen argumenterede for, at det handlede om selve kampagnestrategien, og forklarede i en kopieret begrundelse, at det foreslåede valgprogram “præsenterer partiets overordnede politik”.

Men alt i partiprogrammet, tidligere forslag og folketingsbeslutninger er uændrede. Det vanskelige ved den holdning viste sig umiddelbart efter kongressen, da Nooshi Dadgostar i tv-programmet Agenda på SVT forsøgte at undgå at besvare spørgsmålet om permanent opholdstilladelse. Generelle formuleringer om human migrationspolitik var ikke nok.

Ledelsen udfordres på parti-interne spørgsmål

Selvom der slap enkelte forslag igennem – for eksempel at erstatte betegnelsen ”lønmodtagere” eller ”folk” med “arbejdere” – var det i spørgsmål vedrørende organisation og vedtægter, at ledelsen blev udfordret.

Flere forslag og talere var bekymrede for, at medlemmernes ret til at fremsætte forslag ville blive begrænset af en ændring i vedtægterne, der fastslog, at alle individuelle kongresforslag skal gå igennem afdelings- eller distriktsniveau. Ikke for at blive stoppet, men for at få en kollektiv vurdering. Den nye paragraf blev vedtaget med et pænt flertal mod kritikerne.

Et andet spørgsmål drejede sig om lobbyisme, hvor mange talte for nultolerance både over for medlemskab for erhvervslobbyister og strenge krav om en venteperiode, hvis man kommer fra et politisk hverv. Ledelsen begrundede afvisningen med, at partiet ikke kan have et erhvervsforbud, og at en karensperiode bør reguleres i lovgivningen. Noget der blev accepteret af et moderat flertal.

Men i spørgsmålet om partiskatten kom der andre toner. Taler efter taler fra hele landet rasede imod at sænke partiskatten med fem procentpoint.

Allerede nu, sagde en repræsentant, får folkevalgte lov til at beholde lidt over 37.000 kroner af deres løn, næsten dobbelt så meget som en SOSU-hjælper. Det duer ikke i praksis at hæve de folkevalgtes nettoindkomst med flere tusinde kroner, når folk har det svært, og vi presser på for højere skatter på høje indkomster, sagde en anden. Vores folkevalgte bør ikke leve under helt andre økonomiske forhold end dem, vi repræsenterer, sagde de delegerede, og ledelsens Samuel Gonzalez Westling var ret hjælpeløs i forsvaret af forslaget.

Især argumentet om, at folkevalgte arbejder meget, blev en rød klud blandt medlemmer, der knokler løs både på arbejdet og i deres fritid. “At stille op som folkevalgt er fuldstændig frivilligt,” understregede kritikerne. Og desuden beriger det ens liv, når man arbejder med venstreorienteret politik som folkevalgt repræsentant, lød det fra en delegeret, der var brændt ud på et “almindeligt” job.

Så ledelsens forslag om reduceret partiskat tabte med 30 stemmer, 122 imod nedsat partiskat mod ledelsens 92. Men også forslaget om, at partiskat ikke skulle gælde for eventuelle ministre og statssekretærer [minder om departementschefer, men politisk udpegede, red.], tabte med 110 mod 100. Alle valgte repræsentanter skal betale den partiskat, som er besluttet.

Ellers fulgte kongressen ledelsens forslag. En tiendedel af partiforeningernes indtægter skal fortsat gå til Ung Vänster (noget der er blevet sat spørgsmålstegn ved). Kønsadskilte formøder skal fortsat være obligatoriske. Og et forslag fra fagligt udvalg om, at det faglige landsmøde skal afholdes separat og ikke drukne i partifestivalen Vänsterdagar eller noget andet, gik trods ledelsens modstand igennem.

Derudover blev det vedtaget med et snævert flertal (104 mod 101), at Vänsterpartiet skal arbejde for normal tid (det vil sige imod opdelingen i vinter- og sommertid), og med et stort flertal (122 mod 82), at partiet skal arbejde for at afskaffe loven om krænkelser af offentligt ansatte – et lovforslag, som V selv bidrog til og støttede. Det er en ren klasselov, lød det fra mange.

Vi vil udfordre højrefløjen – og vinde

Men det centrale for partiledelsen – og kongresflertallet – var at “binde Nooshi til masten” med kravet om at være en del af en fremtidig regering og ikke at acceptere noget andet regeringsalternativ. Modstanden og kritikken mod dette ultimatum, der var blevet fremsat fra flere sider før kongressen, forstummede næsten fuldstændigt.

 Måske fordi – som en repræsentant fra Göteborg udtrykte det – partiledelsen havde meldt det ud længe før diskussionerne op til kongressen og låst sig fast på retningen i offentligheden. Hvem kunne så stemme imod den – og var det demokratisk? Samtidig er det ret bemærkelsesværdigt, at de diskussioner – der gik forud for forslagene om regeringsspørgsmålet fra blandt andet partiforeningerne i Göteborg, Malmö, Uppsala og Umeå – slet ikke blev afspejlet på kongressen.

Spørgsmålet er, om det vil berolige i forhold til de bekymringer, der har eksisteret og stadig eksisterer blandt mange venstreorienterede for de konsekvenser, denne ultimative linje kan få. For eksempel et nyvalg med en ny chance for Jimmie Åkesson og Sverigedemokraterna.

Vänsterpartiets 46. kongres udtrykte også en næsten øredøvende selvtillid og kampånd forud for det kommende valg.

Talrige internationale hilsner, fra Nordmakedonien til USA, fra Palæstina til den ukrainske venstreorienterede organisation Sotsialnyi Rukh, der deltog fra scenen – for ikke at nævne alle videohilsnerne fra svenske folkebevægelser, fagforeninger, Naturskyddsföreningen og mange andre – formidlede budskabet:

Vi er en del af en bred bevægelse, der vil udfordre højrefløjen i Sverige ved valget 13. september – og vinde.

Artiklen er først udgivet på svensk på Internationalen. Den er siden oversat til dansk af Åge Skovrind og udgivet på Socialistisk Information. Solidaritet bringer her en let redigeret udgave af artiklen på Socialistisk Information. Rubrikken og mellemrubrikkerne er Solidaritets.