Venezuela med en pistol for panden

Kampen om Venezuela kan i grove træk reduceres til én lovgivning. Det er loven om kulbrinte (Ley de hidrocarburos) – loven som regulerer hele Venezuelas oliesektor.

Loven blev fremsat under præsident Hugo Chávez i 2001. Det var præcis den lov, som var en af hovedårsagerne til det fejlslagne, USA-støttede statskup den 13. april 2002. Og det er præcis tilbagerulningen af selvsamme lov, som Marco Rubio i torsdags pralede højlydt med i sin tale til det amerikanske senat. Tilbagerulningen er en direkte konsekvens af amerikanernes angreb på Venezuela 3. januar og truslen om nye angreb.

Chávez’ oprindelige lov var et forsøg på at øge national suverænitet over Venezuelas olierigdomme. I min bog Den Venezuelanske Revolution fra 2010 beskrev jeg, hvordan Venezuelas olierigdomme under den fjerde republik (dvs. før 1998) hovedsageligt blev udvundet til gavn for multinationale og et lokalt oligarki. Chavismen kan historisk forstås som et forsøg på en national-demokratisk revolution, som i processen gik i retning mod socialisme (men ikke hele vejen dertil).

Loven om kulbrinte betød konkret, at der blev opsat begrænsninger for privat kapital. 51 procent af alle de joint-venture selskaber, som udvandt og solgte olien, skulle være på statens hænder. Forpligtelsen til at betale royalties til staten blev hævet markant. Den steg fra de tidligere 16,67 procent til en fast sats på 30 procent for både let og tung råolie.

En paragraf i loven fastslog, at eventuelle legale tvister mellem de multinationale og den venezuelanske stat skulle afgøres ved lokale domstole. Og sidst men ikke mindst indebar loven, at olieindtægter blev øremærket til sociale programmer, missionerne, for at bekæmpe fattigdom og forbedre uddannelse og sundhed.

Reformen afgiver suverænitet

I slutningen af januar 2026 vedtog Venezuelas parlament en reform af loven, som ser ud til at bane vejen for massiv privatisering.

Loven var allerede blevet lempet kraftigt af Maduro-regeringen med en speciallov i 2020 (den såkaldte anti-blokadelov). Men den nye reform ser ud til at gå langt længere og vil efter alt at dømme give store indrømmelser til de multinationale.

Royalties kan variere og er ikke længere fastsat til 30 procent. Legale tvister skal nu afgøres i internationale instanser, uden for Venezuela. Venezuelas parlament skulle førhen godkende kontrakter, nu skal det blot “adviseres”. Udvindingsskatten bliver sænket fra 30 til 15 procent. Udenlandske virksomheder får mulighed for fuld operationel og salgsmæssig kontrol.

Med andre ord udgør reformen en afgivelse af suverænitet på samtlige punkter. Derfor var Marco Rubio så tilfreds – også selvom han medgav, at der muligvis skulle mere til at tiltrække investorer, men han lovede, at det blot er et første skridt.

Amerikanske sanktioner forværrer krisen

Den borgerlige finansverden fremstiller det, som om Chávez destruerede Venezuelas oliesektor. Men det er ikke korrekt. Selv i årene 2002-2003, hvor den lokale elite forsøgte at vælte regeringen med en arbejdsgiver-lockout i oliesektoren, eksporterede Venezuela over to millioner tønder olie om dagen i hele perioden.

Det var først langt senere, da Maduro var ved magten og i kølvandet på den økonomiske krise i 2014, at olieproduktionen kollapsede og nåede et lavpunkt med omkring 0,5 millioner tønder olie solgt om dagen.

Situationen var da blevet væsentligt forværret med sanktioner fra USA. De startede med præsident Barack Obamas dekret i 2015 om, at Venezuela var en “ekstraordinær og usædvanlig trussel” – og blev senere skærpet af Trump, med finansiel blokade (2017) og siden en komplet olie-embargo (2019).

Det er rigtigt, at venezuelanske regeringer – også Chávez-regeringen – begik fejl ved ikke at ruste sig til kriser og modgang. De investerede fx ikke i massiv renovering og vedligeholdelse af PDVSA (det nationale olieselskab). Men idéen om at det er national suverænitet – kulbrinteloven – som i sig selv skabte kollapset er fuldkommen forkert.

Arbejdernes rettigheder står også for skud

Kulbrinte-loven er ikke den eneste lov, som står for skud. Ved samme lejlighed vedtog det venezuelanske parlament nemlig igangsættelsen af en reform af arbejdsmarkedslovgivningen.

En lov – også fra Chávez-tiden – som oprindelig gav en lang række forbedringer for arbejdere, fagforeninger og rammevilkår med et moderat, men dog vigtigt, sæt af rettigheder. Men lidt ligesom med kulbrinteloven, så blev loven til en vis grad tilsidesat i august 2018, da Maduro-regeringen indførte en pakke med økonomiske tiltag – herunder Memorandum 2792, som de facto ophævede alle overenskomster i landet.

Der blev også indført specielle økonomiske frizoner med begrænsede arbejdstagerrettigheder. De tiltag er en stor del af forklaringen på, at vi i dag står med en enorm svækket folkelig modstand i kølvandet på nordamerikanernes luftangreb lørdag 3. januar.

En pistol for panden

Det er tydeligt at Delcy Rodriguez’ regering har en pistol for panden. Både Trump og Marco Rubio taler helt åbent om, at hun skal samarbejde, “hvis ikke hun vil lide en værre skæbne end Maduro”. I slutningen af januar sagde Delcy i en tale til Venezuelas nationalforsamling, at ”det kan være nok med ordrer fra Washington”.

Men i praksis er hun ved at tilbagerulle en lang række af grundstenene i den oprindelige bolivariske revolution. Det er netop disse grundsten, som Det Hvide Hus vil have fjernet for at få adgang til olien.

Nogle ser dette som et taktisk tilbagetog. De argumenterer med, at fjenden er for almægtig, og at man skal vinde tid. Men problemet er, at den slags taktiske tilbagetog altid skal forklares over for ens politiske bagland, hvis ikke man vil risikere at demoralisere alt og alle. Som det er nu, kommer der ikke en eneste forklaring fra den venezuelanske regeringsledelse, hverken på den militære fiasko 3. januar – hvor landets luftforsvar var næsten helt ude af drift – eller på de mange økonomiske indrømmelser over for USA.

Forrige uges møde mellem CIA-direktør John Rattcliffe og Delcy Rodriguez er heller ikke blevet kommenteret, selvom det er blevet bredt omtalt i både amerikanske og venezuelanske medier. Heller ikke den nye olieaftale med USA – hvor pengene deponeres i en konto i Qatar, hvor USA bestemmer, hvad Venezuela må bruge dem til – er blevet forklaret og fremlagt åbent. Alle disse korridoraftaler er det modsatte af at opbygge en bred anti-imperialistisk modstand.

Venezuelas fremtid er ikke afgjort

Der findes mange eksempler i verdenshistorien på, at koloniherrer og imperialister er blevet besejret af militært underlegne hære. Man kunne nævne Haiti, Vietnam eller Algeriet, men Venezuelas egen historie og uafhængighedskrig er vel det bedste eksempel.

Simón Bolívar modtog ganske vist nogen opbakning fra Storbritannien, men han fordrev ikke spanierne, fordi han havde flere heste eller bedre artilleri. Han lavede tværtimod en bred appel til masserne – til de indfødte, til de afroamerikanske slavegjorte mennesker, til bønder og landarbejdere på plantager. Sådan blev Venezuela frit dengang – sådan vil det kunne befris igen.

Kampen om Venezuelas fremtid er langt fra afgjort. Der er en klar retning i den vej, regeringen går nu. Men der kan komme modstand og nye udviklinger, som tipper balancen i den ene eller anden retning.

Hen mod slutningen af sit liv forudså Simón Bolívar, at ‘Amerikas forenede stater ser ud til at være skæbnesatte til at sprede elendighed i Amerika i frihedens navn’. Så fremsynet var manden, som døde, før USA havde udviklet sig til den industrielle imperialistmagt, det er i dag.