Venstrefløjen må afvise det falske dilemma mellem social retfærdighed og national sikkerhed

Efter USA’s beslutning om at opgive Ukraine – et land, der nu udgør den sidste forsvarslinje for Europas sikkerhed – har EU intet andet valg end at handle resolut. At sikre vores egen beskyttelse er ikke længere et spørgsmål til diskussion, men en ubestridelig nødvendighed.

For venstrefløjen er spørgsmålet, om den har et konkret program til at håndtere denne krise. Hvis den fortsætter med at beklage sig over militariseringen – uden selv at foreslå løsninger på de reelle sikkerhedstrusler, som vi alle står overfor – vil venstrefløjen stille sig fuldstændigt på sidelinjen og lade verden sejle sin egen sø, mens man selvtilfreds dyrker sin egen ideologiske renhed.

Tre forskellige løsningsmodeller

At skære i de sociale udgifter for at øge militærbudgettet er både farligt og reaktionært. Det er netop det, som neoliberale allerede står for i dag: At skære i midlerne, der er afsat til sundhed, uddannelse, pensioner og velfærd – for så at give flere ressourcer til forsvaret.

Det er indlysende, at en svækkelse af den sociale sikkerhed vil forværre ulighed, skabe sociale uroligheder og i sidste ende destabilisere demokratierne. På et tidspunkt, hvor højrepopulismen er i vækst, vil nedskæringspolitik kun styrke de antidemokratiske kræfter. I betragtning af den åbenlyse støtte, som Rusland og USA yder disse kræfter, er det netop, hvad Trump og Putin håber på.

En anden løsning er at øge skatterne på ultrarige og multinationale selskaber. De, der har haft størst fordel af demokratiet, bør bidrage mest til dets forsvar. Indførelsen af progressive formueskatter, energiskatter og strengere skatteregler for virksomheder kan generere indtægter uden at ramme den brede befolkning.

En sådan strategi kræver dog international koordinering for at forhindre kapitalflugt, da milliardærer og virksomheder utvivlsomt vil forsøge at flytte deres aktiver til skattely. Trumps nylige udmelding om gyldne visa til ultrarige viser, at han allerede forbereder sig på et scenarie som dette ved at befæste USA som en sikker havn for skatteunddragere. Schweiz befinder sig i en lignende position, da landet ikke er en del af EU … netop for at bevare sin status som skattely.

Det er ikke noget nyt. I det sidste århundrede, når andre lande hævede skatterne for at finansiere deres krigsindsats, tog Schweiz velvilligt imod milliardærer og blev skamløst rigt på det. Landet kunne meget vel gentage den samme opportunistiske strategi.

En tredje mulighed er at konfiskere de 300 milliarder euro i indefrosne russiske midler og bruge dem til at finansiere Ukraines forsvar og styrke Europas sikkerhed. På den måde vil Rusland blive holdt økonomisk ansvarlig for sine krigsforbrydelser, samtidig med at befolkningen i Europa undgår yderligere byrder.

EU-myndighederne frygter dog en sådan beslutning, da den kan skabe en præcedens, der kan underminere tilliden til deres finansielle systemer – om end alene for dem, der invaderer suveræne stater og begår krigsforbrydelser. Retfærdighed kan imidlertid være en farlig præcedens i et system, der er bygget på beskyttelse af de riges og de mægtiges interesser.

Hvis man anerkender moralske standarder i økonomiske og politiske beslutninger, risikerer man at rokke ved kapitalismens grundlag. Det er en utænkelig tanke for dem, der nyder godt af dens uretfærdigheder.

De grønne og røde må stille egne forslag

Hvis venstrefløjen vil forblive relevant, må den udvikle en klar strategi for forsvarspolitikken. At ignorere militær sikkerhed vil blot give højrefløjen monopol på debatten og lade den fremstille venstrefløjen som naiv eller svag – og i så fald ville det ikke være en urimelig anklage.

Venstrefløjen må afvise det falske dilemma mellem social retfærdighed og national sikkerhed. Sikkerhed bør ikke finansieres ved at skære i pensioner eller sundhedsvæsenet – men ved at sikre, at milliardærer og multinationale selskaber bidrager med deres retmæssige andel.

Venstrefløjen bør kæmpe for retfærdig beskatning, lukke skattehuller, der tillader virksomheder at undgå beskatning, og slå hårdt ned på skattely, herunder Schweiz.

Intet europæisk land kan forsvare sig selv alene. I stedet for at øge de nationale militærbudgetter massivt bør EU styrke de kollektive sikkerhedsmekanismer. Energisikkerhed må også betragtes som en integreret del af den militære strategi: Ved at reducere afhængigheden af russiske fossile brændstoffer kan vi forhindre fremtidig økonomisk afpresning.

Frem for alt må venstrefløjen handle hurtigt for at sikre konfiskationen af russiske statslige aktiver. At udskyde denne beslutning for at beskytte finanselitens interesser tjener kun til at opmuntre angribere.

Oversat til dansk via ChatGpt og renskrevet af Bjarke Friborg. Originalen blev bragt på italiensk af det uafhængige mediekollektiv Valigiablu 7. marts 2025.