Venstrefløjens alternativ til EU skal handle om konkret politik

Enhedslisten skal forsøge at samarbejde med alle venstre-orienterede kræfter, uanset om de ønsker Danmark ud af EU.

Af Per Clausen

Pia Olsen Dyhrs afslutning på SFs landsmøde var et frontalangreb på Enhedslisten for at være allieret med Le Pen og andre højrepopulister. Hermed lagde hun sig i forlængelse af en række centrum-venstre-personer, som har gjort dette tema til deres foretrukne i de seneste måneder. Siden Brexits vedtagelse i Storbritannien, har man fra disse forsøgt et tegne et billede af, at enten var man ubetinget tilhænger af EU, eller også var man allieret med højrepopulisterne.

Venstre mod højre

I denne proces har disse mennesker bakket massivt op bag Merkel, hvis styring af EU’s økonomiske politik har kastet millioner af mennesker ud i arbejdsløshed og fattigdom i de sydeuropæiske lande. De glemmer tilsyneladende også, at EU’s ”humane” flygtningepolitik dækker over et ønske om at lukke grænserne og i den sammenhæng indgår man gerne aftaler med typer som Erdogan, som med sikkerhed fører til overgreb på disse menneskers menneskerettigheder.

For dem står hovedmodsætningen i Europa mellem de ”anstændige og ansvarlige” over for de ”uanstændige og uansvarlige”. Ellers truer opløsning af Europa i nationalstater, som regeres af højreekstreme kræfter, et svækket Europa, som er underlagt Trump og Putins beslutninger. Vores udfordring er, at man ikke kan afvise dette scenarium som usandsynligt. Når man kigger ud over Europa i dag, er det slet ikke et usandsynligt udfald. Til gengæld tager alle tanker om at revitalisere EU udgangspunkt i det grundsynspunkt, at mere såkaldt ”frihandel” er af det gode og at EU’s traktatgrundlag ikke forhindrer, at der kan føres en mere solidarisk og grøn økonomisk politik i Europa. Man erkender dog, at det ikke vil ske, fordi der er et solidt borgerlige flertal i EU som helhed, men afviser alligevel, at det er vigtigt at skabe et større nationalt råderum, som venstrefløjs-regeringer kunne benytte sig af.

EU-modstanden er styrket

Sagen er da også, at der er tale om en betydelig forenkling, når modstand mod og kritik af EU reduceres til de højrepopulistiske partier og strømninger. I en række sydeuropæiske lande baserer en stigende kritik mod EU sig på konkrete erfaringer med EU’s indblanding i den nationale politik for at blokere for en mere solidarisk og ekspansiv økonomisk politik. Grækenland er det mest berygtede eksempel, men vi har også set det i Portugal, hvor venstrefløjen forsøger at presse Socialistpartiet til at opretholde en politik, der bryder med EU’s direktiver og i Spanien og Italien.

Hertil kommer den folkelige modstand, som er opstået i lande, hvor konsekvenserne af arbejdskraftens frie bevægelighed er blevet alvorlig for de lokale lønmodtagere på grund af svækkede fagforeninger og EU-regler, der sætter hensynet til markedet over hensynet til lønmodtagerne og har betydet, at mange lønmodtagere – med rette – opfatter disse regler, som nogen, der ødelagt deres løn- og arbejdsvilkår og i nogen tilfælde været med til at ekskludere dem fra arbejdsmarkedet.

I den situation virker det ikke som en oplagt vinderstrategi, at ville samle venstrefløjen bag en strategi, hvor vi sammen med det politiske centrum og den EU-venlige højrefløj genopbygger EU. Ikke desto mindre er det, hvad SF og en stor gruppe centrum-venstre-debattører opfordrer til.

Det er nødvendigt, men ikke tilstrækkeligt, at påpege det håbløse og det farlige i deres strategi. Der er ikke megen tvivl om, at en opgivelse af EU-modstanden og den kritiske tilgang til EU fra vores del af venstrefløjens side, vil være en kærkommen gave for de højrepopulistiske partier og kun vil medvirke til at styrke dem yderligere.

EU-modstanden er styrket

Sagen er da også, at der er tale om en betydelig forenkling, når modstand mod og kritik af EU reduceres til de højrepopulistiske partier og strømninger. I en række sydeuropæiske lande baserer en stigende kritik mod EU sig på konkrete erfaringer med EU’s indblanding i den nationale politik for at blokere for en mere solidarisk og ekspansiv økonomisk politik. Grækenland er det mest berygtede eksempel, men vi har også set det i Portugal, hvor venstrefløjen forsøger at presse Socialistpartiet til at opretholde en politik, der bryder med EU’s direktiver og i Spanien og Italien.

Hertil kommer den folkelige modstand, som er opstået i lande, hvor konsekvenserne af arbejdskraftens frie bevægelighed er blevet alvorlig for de lokale lønmodtagere på grund af svækkede fagforeninger og EU-regler, der sætter hensynet til markedet over hensynet til
lønmodtagerne og har betydet, at mange lønmodtagere – med rette – opfatter disse regler, som nogen, der ødelagt deres løn- og arbejdsvilkår og i nogen tilfælde været med til at ekskludere dem fra arbejdsmarkedet.
I den situation virker det ikke som en oplagt vinderstrategi, at ville samle venstrefløjen bag en strategi, hvor vi sammen med det politiske centrum og den EU-venlige højrefløj genopbygger EU. Ikke desto mindre er det, hvad SF og en stor gruppe centrum-venstre-debattører opfordrer til.

Det er nødvendigt, men ikke tilstrækkeligt, at påpege det håbløse og det farlige i deres strategi. Der er ikke megen tvivl om, at en opgivelse af EU-modstanden og den kritiske tilgang til EU fra vores del af venstrefløjens side, vil være en kærkommen gave for de højrepopulistiske partier og kun vil medvirke til at styrke dem yderligere.

Konkrete politiske krav er svaret

Jeg synes, at en offensiv for disse grupper bør basere sig på den grundholdning, at det ikke er afgørende for et samarbejde på venstrefløjen, om vi tror på, at EU kan reformeres eller ej. Vi anerkender, at også EU’s konkrete politik påvirkes af de politiske styrkeforhold og vi stiller gerne krav til EU. Vi mener, at et eventuelt opgør med EU i Danmark må tage udgangspunkt i en situation, hvor dette er nødvendigt for at undgå nogen alvorlige forringelser eller for at kunne gennemføre nogen konkrete forbedringer.

Det handler derfor ikke først og fremmest om at komme ud af EU, men om at opstille de rigtige krav til den politik, vi vil føre i Danmark og så være villige til at bryde med EU, hvis EU blokerer for denne politik eller for at give Danmark nye frihedsrettigheder i forhold til at forhindre social dumping, forbyde farlige stoffer, udvide den offentlige service m.v.. Set i det lys var Enhedslistens udmelding i forbindelse med Brexit med krav om en folkeafstemning en fejl, der har svækket os i den videre diskussion.

For os bør forslag om udmeldelse af EU altid være koblet op på konkrete politiske krav, vi ønsker at få indfriet. Det er vel også den logik, der har præget Enhedslistens arbejde for Plan B på europæisk plan. Et arbejde som vi bør forsøge at få langt mere fokus på. ■