Verdens dygtigste faglærte kræver bedre uddannelser

Et lærlingeoprør ruller ud over medielandskabet og mobiliserer til demonstrationer for ordentlige forhold for erhvervsskolernes elever. Tirsdag 24. maj mødes lærlinge, elever og unge politisk aktive til demonstration, efter hundredvis af lærlinge for nylig skrev under på et opråb. De beder om investeringer – massive investeringer – i deres uddannelser, der gennem årtier er blevet skåret på og glemt, når midlerne skulle fordeles.

Opråbet rammer en øm tå hos et Socialdemokrati, der gerne igen vil være arbejderklassens parti, men mest af alt kæmper for den ældre og snart nedslidte del af denne arbejderklasse. For selvom regeringen i skåltaler ofte peger på, at flere skal tage en erhvervsuddannelse, er det yderst begrænset, hvilke tiltag der faktisk er blevet taget i den retning de seneste tre år. 

Bevares, man har ihærdigt forsøgt at forringe alle andre uddannelsestilbud, så erhvervsuddannelserne skulle blive mere attraktiv end deres gymnasiale og videregående pendanter. Men problemet er, at de færreste vælger en uddannelse til, bare fordi de andre uddannelser er for dårlige. Hvert fald ikke så længe at man på landets erhvervsskoler bruger maskiner, der er årtier gamle, og ikke har råd til at opdyrke stærke sociale fællesskaber på skolerne. 

Uddannelsessnobberi

Jeg husker tydeligt, da jeg selv gik i gymnasiet, og man begyndte at tale om at for få valgte erhvervsuddannelserne. Det undrede mig ikke, for i min egen folkeskoleklasse kendte jeg ikke til en eneste, der var gået direkte på en erhvervsuddannelse. En del mener, at de lave optagelsestal på erhvervsuddannelserne skyldtes mange års snak om, at flere skulle have sig en videregående uddannelse og altså dermed tage den gymnasiale vej. Nogle tilfører også konceptet ’uddannelsessnobberi’ en del af forklaringen. Og sidst men ikke mindst handlede det nok også om at udskyde de afgørende beslutninger i ens liv tre år endnu, så man stadig kunne gå til klassefest med de samme venner, som man havde gjort i folkeskolen.

“…det stod lysende klart, at politikerne ikke en gang selv troede på, at erhvervsuddannelserne var et attraktivt valg, selvom de i skåltaler ofte fortalte om faglærtes vigtighed for samfundet og om gode lønvilkår.”

Uanset hvad årsagen var, var der ingen tvivl om, at vi havde at gøre med et problem. Prognoser spåede, at vi i en nær fremtid ville mangle tusindvis af håndværkere og andre faglærte. Så der skulle politisk handling til. Derfor afskaffede man den individuelle uddannelsesvejledning og satte et karakterkrav på ungdomsuddannelserne – først på erhvervsuddannelserne og sidenhen et højere krav på de gymnasiale uddannelser. Tilbage stod den gennemsnitlige skoleelev uden individuelle samtaler om egne kompetencer og ambitioner, men til gengæld med to tal, der klart indikerede, at gymnasiet var for de dygtige, mens erhvervsuddannelserne var for resten. 

Det vil næppe være overraskende for dig som læser, at denne aftale ikke resulterede i at flere tog en erhvervsuddannelse. Og hvordan nogen nogensinde i ramme alvor har tænkt, at det ville det, er mig en gåde. For selvom færre fik mulighed for at gå på gymnasiet, stod det også lysende klart, at politikerne ikke en gang selv troede på, at erhvervsuddannelserne var et attraktivt valg, selvom de i skåltaler ofte fortalte om faglærtes vigtighed for samfundet og om gode lønvilkår. 

Erhvervsuddannelser er endnu mindre attraktive end for 10 år siden

Et hav af økonomiske aftaler startende med det nu heldigvis afskaffede omprioriteringsbidrag – hvor hver uddannelse skulle spare 2 % om året – har siden resulteret i, at erhvervsskolerne i dag er endnu mindre attraktive end de var, da jeg blev færdig i folkeskolen for et årti siden. Derfor er der ingen tvivl om, at det budskab, der nu har samlet lærlinge, elever, studerende og ungdomspolitiske organisationer på tværs af typiske skel, er vigtigt. Vi må prioritere investeringer. Rigtige, massive investeringer bredt i vores erhvervsuddannelser. 

I Danmark har vi nogle af verdens dygtigste faglærte. De er højt specialiserede i forhold til i mange andre lande. Men det kan ikke blive ved sådan, hvis vi ikke indser, at den uddannelse vi tilbyder dem ikke er god nok – hverken god nok til dem, der vælger at tage den, eller god nok til at være et attraktivt valg for unge, når de går ud af folkeskolen.

Lærlingeoprøret er vanvittigt vigtigt, og jeg krydser alle mine fingre for – at Socialdemokratiet for en gangs skyld lytter til de unge.