Vi gør det ikke godt nok – lad os gøre det lidt bedre. Derfor er SF med i uddannelsesreformen

Beslutningen om at gå med i reformen er svær – men i mine øjne ikke desto mindre klar. Vi må spørge os selv: Hvorfor skal de unge kastes rundt, når vi kan lave en struktur, der tilgodeser færre valg og mere forudsigelighed? Kort sagt, hvorfor tøve, når vi kan sikre et godt ungemiljø for nogle grupper, som lige nu ikke har det.

Jeg forstår godt reformtrætheden – jeg tager selv del i den som folkeskolelærer. 2013-reformen, jamen altså. Mage til møg håber jeg aldrig, man kommer til at implementere igen. Men jeg kan også se utrolig mange – især drenge – som vokser op med en mistro til systemet, fordi det ikke er indrettet til dem. Det skal vi prøve at forbedre.

Jeg må på forhånd undskylde over for STX-eleverne. Ikke over for deres lærere. De må leve med en konkurrerende gymnasieuddannelse i EPX. Måske får de også HF-elever, det er da horisont-udvidende.

Lad os forbedre forholdene for alle – ikke kun for de riges børn

Jeg mener ikke, at man kan stille unge til ansvar for en bestemt klassebevidsthed. Som i historien om Det Gyldne Kompas antager unges bevidstheder mange former. Vi skaber netop rammer til dem, så de kan forme deres bevidsthed.

Det er ikke de unges skyld, at fremtiden nogle gange ser konfus ud, hvis man ikke er en 12-talspige. Det må vi ændre. Som voksen kan jeg godt se, der er sket en skævvridning blandt de unges livsmuligheder – som konsekvens af ulighed i uddannelse og ulige vilkår mellem land og by. I sidste ende er der jo ulighed i længden på folks liv. Der er en tydelig sammenhæng mellem uddannelse og livslængde. Det er da ikke i orden.

Lad os nu prøve at forbedre forholdene for alle – og ikke kun for de riges børn. Jeg er med på, at STX er et godt tilbud, men STX har heller ikke kunnet trylle alle unge om til boglige gymnasiaster. Reformen ligner et seriøst forsøg, og den bliver i hvert fald kun bedre med SF om bord.

Elevernes oplevelse betyder alt

Når det er sagt, så er vi i SF’s uddannelsesudvalg ret nysgerrige på, hvordan fagligheden på den nye uddannelse skal få ro til at gro. Visse akademiske fag som fx musik har allerede en udpræget praksisfaglig dimension. Det skal de have i alle uddannelser – ikke kun i gymnasieskolen.

På venstrefløjen har vi aldrig set teater og kunst som noget, der kun skal udbredes i visse kredse. Reformen skal måles på den folkelige sammenhæng, den efterlader til kommende generationer.

Hvis det nye gymnasielandskab ikke skilles op i klassebestemte siloer, men centrerer sig om fagligheder i sig selv, så når vi langt. Disse fagligheder udøver henholdsvis håndværksmæssig, merkantil og boglig vidensproduktion, og det skal stå centralt i vores forståelse af institutionerne.

Den skal ikke baseres på en stereotyp elevtype, og jeg vil ikke engang gentage fordommene om eleverne på de forskellige ungdomsuddannelsesinstitutioner her. Der bliver et kæmpe image- og brandingarbejde, som de enkelte institutioner skal løse.

Det bliver enormt spændende og fuldstændigt afgørende, men som gammel efterskolelærer ved jeg, at man i sidste ende kun har eleverne til at markedsføre for sig. Deres oplevelser er altafgørende for rekruttering og søgning.

Ingen reform uden knaster

Reformen introducerer et højt karakterkrav for at få adgang til STX – sammen med forskellige karakterkrav mellem de forskellige ungdomsuddannelser. Det er et problem, uanset hvordan man vender og drejer det. Vi i SF og resten af venstrefløjen må fortsat bestræbe os på at arbejde frem mod at ændre det.

Der har også været kritik af, at reformen vil forringe mulighederne for at gå i 10. klasse. Den skal nu integreres i EPX – for at løfte elever ind på uddannelsen uden tvang, og fordi der efter første år på EPX kan åbnes andre døre. Det er i mine øjne et udmærket tiltag.

Jeg tror, at EPX kan levere noget bedre end STX’ tårnhøje frafaldsstatistik på første år. Noget hænger i dag ikke sammen mellem ansøgere og tilbuddets art. Eksklusion fremmer aldrig den sociale sammenhængskraft. Ulighed er ikke vejen frem for noget samfund. 

Lad os gøre det lidt bedre

Reformen er, mellem os sagt, en virkelig smart måde at nå det gamle, lidt firkantede mål om, at næsten alle skal være studenter uden at drive vold på nogen. Vi må håbe, at uddannelsessektoren får arbejdsro til at lade brikkerne falde på plads – det er såmænd bare vores fælles kultur, sjæl og fremtid, vi kæmper for.

Og i mellemtiden må vi ikke lade den forberedende grunduddannelse (FGU) flyve under radaren – det er alle vores børn og unge, vi er ansvarlige for.

Jeg ved godt, at udtrykket “man bør ville, hvad man kan” kan lyde som konservatisme, hvis det betyder, at man ikke skal sætte højere idealer, end man kan gennemføre. Tro mig – det er ikke blevet SF’s nye tilgang til politik.

Faktisk er det i forbindelse med SF’s støtte til ungdomsuddannelsesreformen en kritisk og insisterende hammer. Vi gør det ikke godt nok i dag. Lad os gøre det bedre. Det tør vi godt, for vi ser det som en selvfølgelighed, at vi skal være lige her i Danmark – også i uddannelsesvilkår.