Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
25. november. 2022

Vi tager den lige én gang til: Det er ikke anti-semitisme at være modstander af Israels apartheid

Et forslag i FN forsøger at få vedtaget en vildledende og stærkt farvet definition på antisemitisme. Det er et kynisk forsøg på at fritage Israel fra kritik, og misbruger den antiracistiske kamp til at gøre palæstinenerne tavse, skriver Jamie Stern-Weiner i dette debatindlæg.

Eksplosion efter israelsk luftangreb på Gaza City i august 2022. Der er ikke noget antisemitisk ved at kritisere det israelske styres apartheid-politik, skriver Jamie Stern-Weiner, der selv har jødisk baggrund. Foto: Ashraf Amra.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Gennem to årtier har pro-israelske lobbygrupper slået til lyd for en stærkt fordrejet definition på antisemitisme. Den er nu blevet accepteret som den officielle definition af NGO’en International Holocaust Remembrance Alliance (IHRA). Organisationens formål er helt tydeligt at stigmatisere og knægte helt legitim kritik af Israel. Der bliver lige nu arbejdet på højtryk for at sikre, at teksten også kan blive accepteret af FN.

Det bliver vi nødt til at gå imod. IHRA’s definition er totalt ubrugelig, hvis man vil kæmpe imod den faktiske antisemitisme. Til gengæld er den et glimrende redskab til at gøre palæstinensere og deres støtter tavse.

Hverken klart eller sammenhængende

Blandt eksperter er der bred enighed om, at IHRA’s udlægning af antisemitisme hverken er klar eller sammenhængende, og at den samtidig er en trussel mod ytringsfriheden. Selv tekstens forfatter, Kenneth Stern, har gentagne gange advaret mod at bruge den til at sanktionere regeringer eller offentlige organer. Det er ikke så underligt.

Teksten indledes med at definere antisemitisme som “en bestemt opfattelse af jøder, der kan komme til udtryk i had til jøder.” Det kan betyde nærmest alt eller intet. Teksten fortsætter med flere eksempler på tale, der “set i en større sammenhæng” kunne betragtes som antisemitisk. Men i praksis bliver denne større sammenhæng altid ignoreret, og dens tilhængere insisterer på, at den slags beskrivelser altid er antisemitiske – uanset sammenhængen. En række eksempler gør det efterfølgende klart, hvad man må og ikke må sige om Israel. Mere end 100 forskere inden for antisemitisme, Holocaust-studier og jødisk historie har bedt FN om – ikke at vedtage IHRA-definitionen.

Ét af eksemplerne fordømmer den “dobbeltmoral”, der tages i brug over for Israel, når man “forventer at landet opfører sig bedre end andre demokratiske lande.” Men hvem er det egentlig, der betragtes som dobbeltmoralske? Ifølge de pro-israelske stemmer i debatten er det blandt andet Amnesty International, Human Rights Watch, Den Internationale Straffedomstol, EU og FN selv. Det er med andre ord alle større organisationer i verden, der forsøger at stille Israel til ansvar for dets brud på de internationale konventioner.

De mere end hundrede forskere, der har opfordret FN til ikke at acceptere IHRA’s udlægning, beskriver den som “vag, usammenhængende og en potentiel trussel mod ytringsfriheden.” Ugen før havde FN’s særligt udsendte for racisme advaret om, at den ville blive brugt som et våben mod forsvarere for palæstinensiske menneskerettigheder.

Det vigtigste modsvar til den voksende kritik er kommet fra EU-Kommissionens ansvarlige for at bekæmpe antisemitisme, Katharina von Schnurbein. Hun stod også i spidsen for, at EU optog IHRA-defintionen som del af Unionens egen strategi for at bekæmpe antisemitisme, der nu er blevet fremhævet som et eksempel til efterfølgelse i FN. Von Schnurbein forsvarede udlægningen med tre argumenter. Ingen af dem holder vand.

Argument 1: Definitionen er brugbar

“Vi går ind for evidensbaseret politik”, siger von Schnurbein. Hendes mantra når det kommer til antisemitisme er, at “man ikke kan bekæmpe det, hvis man ikke kan definere det.”

At det skulle være umuligt må komme som en overraskelse for mange, fx historikere i Anti-Defamation League (jødisk lobbyorganisation i USA, red.) eller American Jewish Committee. Jødiske borgerrettighedsorganisationer som disse har på forbilledlig vis bekæmpet antisemitisme mange årtier før udkastet fra IHRA. Hvis der er brug for en klar definition, før vi kan bekæmpe racisme og fordomme, er det så et udtryk for, at EU ikke tager islamofobi og racisme mod sorte alvorligt? Ingen af disse kampe er på samme måde blevet sat på formel.

Hverken von Schnurbein, EU eller andre har på noget tidspunkt fremlagt skyggen af bevis for, at det skulle mindske antisemitisme at vedtage deres tekst. Tværtimod fortalte den øverste rabbiner i Italien netop von Schnurbein: “Siden din udnævnelse er antisemitismen eksploderet.”

Det er også svært at tage von Schnurbeins øjensynlige respekt for “fakta” seriøst, når hun fordrejer fakta i forsøget på at få vedtaget IHRA’s definition. De 31 lande, der i 2016 var medlemmer af IHRA, kunne dengang først blive enige om ordlyden efter de stærkt politiske, pro-israelske eksempler var blevet fjernet fra teksten.

Tyske Katharina von Schnurbein er udpeget af EU-Kommissionen til at bekæmpe antisemitisme, men risikerer med forsøget på at vedtage IHRA’s definition på begrebet i FN kun at gøre problemet værre. Foto: EU-Kommissionen

Argument 2: De fleste jøder støtter definitionen

Von Schnurbein fremhæver en meningsmåling, der skal understrege, at IHRA-definitionen “afspejler, hvad langt de fleste jøder mener er antisemitisk.” Men først og fremmest er EU’s udlægning af en “offerbaseret tilgang” enormt selektiv. EU’s tilgang gør samtidig en ekstrem dobbeltmoral tydelig.

Den undersøgelse, Von Schnurbein bygger på, som er foretaget blandt jøder i 12 EU-medlemslande viser, at størstedelen erklærer sig “helt enig” eller “overvejende enig” mener det er antisemitisk at støtte en boykot af Israel. Mens der i Danmark er lavest opbakning til det synspunkt (63 %), ligger Spanien i den øverste ende (89 %), og gennemsnitligt støtter 82 % af de adspurgte det synspunkt. Men hvis et flertal af russere eller iranere mente EU-sanktionerne mod deres respektive lande var russofobiske eller islamofobiske, ville EU så klassificere dem som sådan? Selvfølgelig ikke. Seriøst lovgivningsarbejde kan ikke tage udgangspunkt i, hvad parter i sagen selv føler, men må udformes af eksperter ud fra nogle objektive fællesstandarder.

Derudover må man også være opmærksom på, at de fleste grupper ser verden gennem farvede briller. Derfor kan lovgivning ikke bare tilpasses deres interesser. Af samme grund optager grupper, der holder øje med antisemitisme, heller ikke ukritisk alle “antisemitiske hændelser” de får i hænde. I stedet vurderer de hver enkelt hændelses troværdighed.

I von Schnurbein’s egen undersøgelse bliver det konkluderet, at knap 40 % af jøder i de tolv medlemslande er “helt enige” eller “overvejende enige” i, at det kan betegnes som antisemitisme blot at kritisere Israel uden nærmere forklaring. Hvis det tal havde været blot 10 procent højere, kunne man spørge, om EU’s egen fordømmelse af Israels bosætterpolitik er et udtryk for antisemitisme?

I Spanien svarer 60 % af de adspurgte jøder ja til det spørgsmål. Betyder det, at den spanske regering bliver nødt til at lægge afstand til al kritik af Israel fra EU’s side?

Argument 3: Definitionen er ikke en trussel mod ytringsfriheden

Von Schnurbein påstår også, IHRA-definitionen ikke truer ytringsfriheden. Men hvad nu, hvis man er stærkt uenig med IHRA’s udlægning af Israel som et “demokratisk land“, eller hvis man ikke er enig med von Schnurbeins egen påstand om, at “Israel, som det eneste demokratiske land i regionen… også er det mest europæiske land”? Hvis man nu ikke kan støtte synspunktet fra organisationens tidligere talsperson om, at “Israels sag grundlæggende set er retfærdig lige meget hvad”? De, der støtter IHRA’s definition har fra starten gjort det klart, at det skal gøres til ‘den gængse opfattelse’ af, hvad der kan kaldes antisemitisme.

“Von Schnurbein forsvarer også IHRA-definitionen med, at den ikke ville være juridisk bindende. Men det behøver den sådan set heller ikke være for at kunne undergrave ytringsfriheden.”

Vil IHRA-definitionen komme kritikere af den holdning til undsætning? Hvad hvis man mener, at de fremtrædende menneskerettighedsorganisationer – såvel internationalt som i Israel – har ret, når de kalder Israel et apartheid-regime, der fører jødisk overherredømme-politik, og begår massive krigsforbrydelser mod palæstinenserne? Pro-israelske grupper har allerede beskyldt disse organisationer for at være antisemitiske – og har netop lænet sig op ad IHRA-definitionen.

Det ville være betryggende, hvis von Schnurbein utvetydigt og eksplicit understregede, at den slags kritik af Israel stadig kunne fremføres i FN og andre organer, selv om man vedtog IHRA-definitionen. Men vil von Schnurbein garantere det offentligt?

Von Schnurbein forsvarer også IHRA-definitionen med, at den ikke ville være juridisk bindende. Men det behøver den sådan set heller ikke være for at kunne undergrave ytringsfriheden. Den vil stadig få stor betydning for, hvordan retsvæsenet tolker hate speech i lovgivningen.

Som en pro-israelsk lobbyorganisation konkluderer, vil “vedtagelsen af IHRA gøre yderligere lovændringer overflødige.” EU-Kommissionen lader også til at forestille sig en sådan proces, hvor indirekte påvirkning på lovgivningen, sådan som det bliver anbefalet i IHRA’s egen håndbog, kan bruges til at påvirke retsvæsenet.

Fortalerne for IHRA’s defintion på antisemitisme har fra starten haft et mål om, at deres forståelse af ordet ville sive ind i det generelle sprog som et pejlemærke for, hvad man kan betegne som antisemitisk. De er langsomt men sikkert ved at lykkes med det mål i den ene del af civilsamfundet efter den anden – fra universiteter og politiske partier til fodboldklubber og endda flyselskaber. Én efter en bukker de under for presset fra den pro-israelske PR-maskine.

Hvis organisationer bliver opfordret til at bekæmpe antisemitisme, kan de kun – hvis de ellers accepterer IHRA’s definition på antisemitisme – reagere ved at censurere eller udelukke folk, der bryder med den. Det sker allerede i takt med, at ordlydens pro-israelske støtter utrætteligt forsøger at gøre det til normalen.

Dumt – men farligt

Når ‘hindufobi’ bliver betegnet som “forsøg på at forbinde hinduisme og ulighed i det indiske samfund”, og når islamofobi bliver beskrevet som “at nægte muslimske befolkninger retten til selvbestemmelse” i Kashmir eller Palæstina, er det ikke ligefrem raketvidenskab at se den politiske dagsorden, der er på spil. Når jødiske interesserorganisationer sidestiller antisemitisme med kritik af Israel, burde det på samme måde være tydeligt for enhver, at der er tale om en farvet dagsorden. Det kan ikke bruges til noget i den faktiske kamp mod antisemitisme, men har vist sig at være særdeles effektivt til at skærme Israel fra berettiget kritik.

“Det er tragikomisk at skulle bevidne så mange eksperter vende hvert et komma og bogstav, som var de i gang med at dissekere en hellig lovtekst. I virkeligheden er det bare en omgang tynd havregrød på tekstform. Der er ingen grund til at tage den store dykkertank med når man skal soppe i babybassinet.”

Et væld af forskere har metodisk og utrætteligt dokumenteret, at IHRA’s definition på antisemitisme er grundlæggende forkert. Men man behøver ikke være ekspert på området for at se problemerne med den. Det er endda nærliggende at tænke, at der aldrig er blevet skrevet så meget om noget, der er så indlysende absurd. Det er tragikomisk at skulle bevidne så mange eksperter vende hvert et komma og bogstav, som var de i gang med at dissekere en hellig lovtekst. I virkeligheden er det bare en omgang tynd havregrød på tekstform. Der er ingen grund til at tage den store dykkertank med når man skal soppe i babybassinet.

IHRA-definitionen på antisemitisme er muligvis dum. Det betyder ikke, at den er ufarlig. For selv om den er ubrugeligt – og endda kontraproduktiv i kampen mod antisemitisme, bliver den brugt til at værne Israel mod kritisk granskning. Det ville være en katastrofe for Israels palæstinensiske ofre, hvis den blev vedtaget. Og det ville sætte spørgsmål ved de internationale spillereglers integritet – også blandt de mange jøder i Israel og resten af verden, der bravt kæmper for at stille de samme, universelle krav om menneskerettigheder til Israel som alle andre.

Oversat af Morten Hammeken for Solidaritet. Bragt i samarbejde med Jacobin Magazine. Læs den originale artikel her.


Om skribenten

Jamie Stern-Weiner

Jamie Stern-Weiner

Ph.d.-studerende ved Oxford Universitet. Forsker i antisemitisme, og er redaktør på bogen Moment of Truth: Tackling Israel-Palestine's toughest questions. Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER