Vikaren fra helvede

Kristendemokraterne har med sit nye ansigt udadtil fået ny vind i sejlene. Den pæne facade skjuler imidlertid, at “hendes familiepolitik er med til at usynliggøre de vælgere, hvis liv ikke passer ind i Kristendemokraternes forstokkede verdensbillede”, advarer LGBT-forsker og aktivist Jannick Friis Christensen.

Af Jannick Friis Christensen

I Stig Grenovs fravær er Isabella Arendt trådt til. Kristendemokraterne selv kalder hende vikaren fra himlen. Men får hun og partiet magt, som de har agt — Gud forbyde det — kan hun meget vel vise sig at være vikaren sendt fra helvede.

Isabella Arendt påstår blandt andet i Jydske Vestkysten og Fyens Stiftstidende at have mødt lige præcis nul vælgere, der interesserer sig for kvinders ret til fri abort og rettigheder for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transkønnede (LGBT).

Jeg vil gerne tro hende, når hun siger, at hun ikke møder vælgere, der interesserer sig for de to spørgsmål. Det er bare ikke det samme som at ingen vælgere interesserer sig for dem.

Isabella Arendt lader til at lave fejlslutningen: ”Jeg oplever ingen interesse, ergo er der ingen interesse.” Hvis hun ikke støder på vælgere, der viser interesse for kvinders og seksuelle minoriteters rettigheder, er det nok snarere et udtryk for, at Isabella Arendt befinder sig i et ekkokammer.

Kristendemokraterne kæmper, som vikaren siger, for alle børn og alle familier. De kæmper bare lidt mere for nogen familieformer, og så er det måske ikke så overraskende, hvis de ikke hører fra de vælgere, som partiet med al tydelighed ikke repræsenterer – en selvopfyldende profeti.

Det er irriterende for Isabella Arendt, når journalister passer deres arbejde ved vedholdende og kritisk at spørge ind til Kristendemokraternes familiepolitik, som angiveligt ingen interesserer sig for. Det skaber en pseudovirkelighed – en medieskabt virkelighed.

Men det, der for Isabella Arendt kun er pseudovirkeligt, er for andre den skinbarlige virkelighed. Spørgsmålet er derfor, om det ikke er Isabella Arendt selv, som lever i en pseudovirkelighed uden blik for, hvordan dele af Kristendemokraternes politik er med til at stemple bestemte grupper som andenrangsborgere, og med virkelige konsekvenser for hvilke liv, vi kan leve?

Taget for pålydende fremstår Isabella Arendts holdning, at ingen har ret til børn, både ret og rimelig (såfremt man er enig); alle er lige for loven.

Problemet med grundholdningen om, at ingen har ret til børn, er i Kristendemokraternes tilfælde, at den dækker over en diskriminerende politik, hvor homoseksuelle par og regnbuefamilier har lidt mindre ret end borgere, der lever i heteroseksuelle forhold.

For mens Isabella Arendt mener, at det ikke er en rettighed at få børn, så mener hun samtidig også, at par, ’der har et biologisk begrundet håb om, at man kunne have fået børn’, skal have privilegeret adgang til fertilitetsbehandling finansieret af det offentlige.

Uanset hvad Isabella Arendt måtte mene, bliver det at få børn med Kristendemokraternes politik en særrettighed for gifte heteropar. Lesbiske par er —ligesom enlige kvinder— ikke inkluderet. Deres rettigheder bliver i fald rullet tilbage med den konsekvens, at der kommer ulighed for loven.

Så når Isabella Arendt ikke kan se, at der er vælgere, der interesserer sig for kvinders ret til abort og homoseksuelles lige ret til hjælp af det offentlige til at få børn, skyldes det, at hendes familiepolitik er med til at usynliggøre de vælgere, hvis liv ikke passer ind i Kristendemokraternes forstokkede verdensbillede.

Men vi er her. Vi eksisterer. Åbn øjnene.

Jannick Friis Christensen er ph.d.-stipendiat på Institut for Organisation, Copenhagen Business School (CBS). Han er med-initiativtager til CBS’ deltagelse i Copenhagen Pride under sloganet ’Love Suits Everyone’. Jannick er desuden en del af den kollektive ledelse for Danish LGBT Business Network, og så bor han på Vesterbro sammen med sin mand Lars og hankatten Kirsten..