Whistlebloweren fra Frederiksberg stiller op for Alternativet
Den tidligere ergoterapeut Bitten Vivi Jensen stiller op ved det kommende folketingsvalg for Alternativet. Whistlebloweren håber at kunne bruge sine erfaringer med at kæmpe mod et uretfærdigt beskæftigelsessystem til at lave det om fra Christiansborg.
Efter i årevis at have kæmpet mod jobcenter-systemet indefra, skifter Bitten Vivi Jensen nu spor. Den tidligere ergoterapeut på Frederiksberg stiller nemlig op til Folketinget for Alternativet, når Mette Frederiksen beslutter sig for at udskrive det længe ventede valg.
Baggrunden for, at hun stiller op i politik er da heller ikke til at tage fejl af, når man snakker med Bitten Vivi Jensen: Hun ønsker ganske enkelt at tage kampen op på et højere niveau end de enkeltsager, hun hidtil har siddet med. “Kommunerne i landet behandler syge borgere her i landet absolut forfærdeligt. Jeg vil kæmpe for, at vi får behandlet borgerne ordentligt og efter bogen i første hug”, siger Vivi Jensen til Solidaritet. Planen er at gøre op med den ineffektive beskæftigelsesindsats, og i stedet fokusere på at imødegå omsorgssvigt ‘fra vugge til grav’.
“Jeg har i mange år været bisidder i et utal af sager, og set ting, der slet ikke må foregå i et land, der ellers bryster sig af retssikkerhed.”
Fra sin tid som ergoterapeut forklarer Bitten, at hun har været vidne til lidt af hvert – på den dårlige måde. “Jeg har i mange år været bisidder i et utal af sager, og set ting, der slet ikke må foregå i et land, der ellers bryster sig af retssikkerhed”, forklarer hun til Solidaritet.
Bitten Vivi Jensen mener retssikkerheden reelt er forsvundet for mange borgere. “Jeg har hjulpet alt for mange borgere ud af fuldstændigt nyttesløse, helbredsnedbrydende, absurde forløb. Jeg har set mennesker visne og dø af jobcenterbehandlingen. Men jeg kan ikke hjælpe mange nok – det slider mig ned”, forklarer hun om beslutningen om, nu at tage kampen op på et ‘højere plan’.
Ikke mindst vil hun i sit politiske arbejde gøre hr. og fru Danmark bevidst om, hvad der egentlig foregår i jobcentrene. “Folk fortjener indsigt i, hvad vi gør ved vores mødre, fædre, børn og oftest tidligere kollegaer, når de bliver syge”, siger hun.
God dialog med Alternativet
At hendes politiske karriere er startet hos Alternativet handler om, at partiet for Bitten Vivi Jensen at se er det bedste bud på at skabe reelle forandringer. Men i virkeligheden handler mange af forandringerne også om at genoprette det ødelagte.
“Jeg er nok en slags klassisk socialdemokrat, der tror på et stærk velfærdssamfund. Desværre findes Socialdemokratiet ikke længere”, siger hun og fortsætter: “Alternativet har det absolut stærkeste program på social/beskæftigelsesområdet. Vi har et program, der ikke kun taler økonomi, men også menneskelig blomstring. Hos Alternativet står kampen mod økonomisk ulighed i forreste række”.
Beslutningen om at stille op for det grønne parti, er resultatet af en hurtig og god dialog mellem partiet og jobcenter-aktivisten, hvor førstnævnte tog kontakt til Bitten. “De henvendte sig, vi havde virkelig gode møder, og så blev det en aftale”, forklarer hun.
Opslidende kamp i retten
Bitten Vivi Jensen blev et kendt navn i 2016, hvor hun tog en række sager om syge borgere i Frederiksberg Kommune med hjem, og senere fortalte en journalist fra Information om den gruopvækkende praksis i kommunen. Af sagerne fremgik det blandt andet, at Frederiksberg Kommune tvang dødeligt kræftsyge borgere i aktivering, og at kommunen forsøgte at spare så mange som muligt ved at nægte folk at komme på førtidspension, og i stedet sende dem i ressourceforløb. De grufulde historier fra Frederiksberg er desværre ikke en enlig svale. Også i andre af landets kommuner sender jobcentrene dødsyge mennesker arbejdsprøvning, som det senest var tilfældet med en sag fra Vejle Kommune.
“Det er med egen økonomi, sjælefred og livsnetværk som indsats, når man kæmper mod systemet. Jeg har mistet al min grundlæggende tillid til forvaltningen.”
Bitten Vivi Jensen
Efterfølgende trak kommunen den nu tidligere ergoterapeut i ‘rehabiliteringsteamet’ for retten, hvor hun både i Byret, Landsret og Højesteret blev dømt for at have videregivet fortrolige oplysninger i de knap 90 personsager. Højesteretten valgte dog at give den mildest mulige dom på 5.000 kroner i bøde + sagsomkostninger på lige under 100.000 kr. De høje sagsomkostninger blev dog stort set dækket af en indsamling fra frivillige, der støtter Bittens kamp. Samtidig anerkendte både Frederiksberg Kommune og retten, at Bitten Vivi Jensen havde handlet med samfundets bedste for øje.
Hovedpersonen fortryder da heller ikke, at hun tog kampen op på vegne af borgerne mod den tidligere arbejdsgiver, selv om rollen som whistleblower har været opslidende.
“Det er med egen økonomi, sjælefred og livsnetværk som indsats, når man kæmper mod systemet. Jeg har mistet al grundlæggende tillid til forvaltningen, og eftersom jeg har været virkelig heldig med min aktivisme, har jeg altså også fået lov at opleve danske myndigheder, når de bliver sure. Det er bestemt ikke rart”, siger hun.
Ny kultur
Bitten Vivi Jensen håber at kunne bruge sine erfaringer med at skulle forvalte syge mennesker i et sygt system til at ændre på lovgivningen inden for beskæftigelsesområdet. Samtidig vil hun gerne være med til at skabe en ny politisk kultur, ganske som Alternativet havde til formål, da de efter stiftelsen i 2013 bragede ind på Christiansborg ved valget i 2015, og blev landets sjettestørste parti.
Et eksempel på den type energi, hun ønsker at bringe ind i dansk politik kom i fredags, hvor hun sammen med to andre jobcenter-aktivister deltog i et politisk debatmøde med Nanna W. Gottfredsen, der er folketingskandidat for Moderaterne.
“Det er netop ønsket om at gøre op med den rådne kultur – og selvfølgelig hendes store erfaring med aktiveringssystemet – der gør Bitten til en fantastisk kandidat.”
Esben Maaløe, kampagneleder
“Det var fedt at gå på tværs af de politiske fløje, og opleve, at de også ser nogle af de samme grundlæggende problemer som vi gør”, forklarer Esben Maaløe, der sammen med Bitten har været med til at hive folk ud af de forfærdelige jobcenterforløb siden 2017. Han har af samme grund kastet sig helhjertet ind i Bittens valgkamp, hvor han vil fungere som kampagneleder og rådgiver.
Også tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen var med til mødet hos Moderaterne, og selv om Vivi Jensen og Maaløe langt fra er enige med det nye ‘iværksætterpartis’ politik, er det netop den type samtaler på tværs, de håber kan ryste op i den politiske kultur.
“Vores oplevelse med at deltage i mødet var, at der på tværs af partierne kan være den samme irritation over den politiske kultur. Det er netop ønsket om at gøre op med den rådne kultur – og selvfølgelig hendes store erfaring med aktiveringssystemet – der gør Bitten til en fantastisk kandidat”, siger Esben.
Det bliver dog ikke kun den politiske kampplads, der kommer til at tage Bitten Vivi Jensens tid i efteråret. Foruden valgkamp for Alternativet, skal hun i retten igen til september, hvor hun står anklaget for at have chikaneret en række københavnske sagsbehandlere. Bitten Vivi Jensen får også en markant rolle i en TV-2 dokumentar om jobcentersager i to dele, som er programsat til 8. og 15. september.
Den tidligere ergoterapeut og medlem af Frederiksberg rehabiliteringsteam – som måske kan skrive folketingspolitiker på CV’et inden længe – vil dog helst kigge fremad, og bruge alle kræfterne på valgkamp. Med det større mediefokus håber Bitten, at hun i den kommende tid kan dreje offentlighedens opmærksomhed over på de syge jobcentre, og den fejlslagne kultur de er udtryk for.
Spørger man Bitten, hvad hun ser mest frem til, falder svaret derfor prompte og energisk:
“At komme i gang.”
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER