Yahya Hassan har efter 7 års pause udgivet sin anden digtsamling. Foto: Mogens Engelund
8 min. læsetid

Yahya Hassan har skrevet nye digte. De er igen sat med versaler, som om han er bange for ikke at blive hørt. Også Gyldendals redaktør Simon Pastinak synes at have været i tvivl. Han har været i blækhuset og skrevet to siders argumentation for bogens relevans og aktualitet.


Af Morten Ranum

Den meget unge forfatter brød igennem lydmuren for syv år siden, kun 18 år gammel. Hans første bog blev en kæmpe kommerciel succes med mere end 100.000 solgte eksemplarer, og han blev selv et fænomen i mediebilledet. Der var næsten ingen grænser for, hvilken betydning Hassan havde for dansk litteratur, hvis man skulle tro anmeldere på de store aviser og prominente danske forfattere. Jeg læste selv bogen, da den udkom i 2013 og følte mig efterladt med en forbløffelse over, om det mon var den samme bog, vi havde læst – fordi jeg slet ikke kunne genkende billedet.  

Voldtaget af kulturparnasset

Min konklusion tilbage i 2013 var, at det ikke handlede om litteratur, men derimod at Yahya Hassan udfyldte et tomrum, fordi han slukkede en tørst hos den danske kulturelite.

Yahya Hassan: 2. Gyldendals Forlag (2019),

Det klingede sødt i ørerne på mange, at der var en ‘brun’ dreng fra ghettoen, som fortalte bramfrit om vold, overgreb og dagens vilkår i områder af samfundet, som den ”hvide” danske elite ellers kun har ringe adgang til.    

Derimod var det langt sværere at forstå, hvorfor hans digte blev betragtet som litterært banebrydende, fordi der egentlig ikke var tale om litteratur. Nyheden om Yahya Hassens anden bog var derfor ledsaget af spænding, om det var mere af samme skuffe(lse) – eller om den ville antyde et egentligt forfatterskab.

Forsvundet fra jordens overflade

Umiddelbart efter den første bogs udgivelse befandt Hassan sig midt i en storm. I den periode havde han nogle interessante stunts i offentligheden – blandt andet udvandrede han fra et interview i Deadline, fordi han syntes studieværtens spørgsmål var tåbelige. Han var også skarp i sine betragtninger af, hvordan medierne jagtede sensationen og gjorde ham til et fænomen – og dermed stigmatiserede ham – men efter en kort, hæsblæsende tid forsvandt han fra mediebilledet. Efter at have været i slåskampe og fået en voldssag på nakken, mistede kultureliten interessen for ham. Siden har der været helt tavst om hans person.

Det var egentlig en meget sørgelig historie. Man fik fornemmelsen af, at mediernes søgelys havde suget kraften ud af Yahya Hassan, og mange tvivlede på, om han nogensinde ville kunne skrive igen. Jeg hørte selv til dem, som beskyldte kulturparnasset for at have misbrugt Yahya Hassan til at fremme deres egen dagsorden.

Overraskende comeback

Hassans comeback kom derfor som en positiv overraskelse. Selvom såvel forlaget som kultureliten generelt har forsøgt at genopføre deres teater fra den første bog, så er det en sejr for Yahya Hassans ære, at han ikke forsvandt i glemslen. Humøret hos forlaget var højt, da bogen skulle udgives, og de proklamerede, at den var trykt i 25.000 eksemplarer. Der kom imidlertid aldrig nogen melding om, hvordan det er gået med salget, så det er nok ikke gået helt så godt som sidst. Måske fordi det er svært at sælge historien om en ”brun” dreng fra ghettoen, der skriver digte, to gange – når bøgerne er så forholdsmæssigt ens, som tilfældet er.

Teksterne i bog nummer to ligger nemlig desværre i direkte forlængelse af, hvad Hassan skrev for syv år siden. Også denne gang sidder man tilbage med en lidt flad fornemmelse, fordi der ikke rigtig er tale om litteratur. Når en næsten enig anmelderstand alligevel roser bogen til skyerne, kan det kun skyldes teksternes tema – som falder i den pæne middelklasses smag – fordi Hassan beviser, at digte kan skrives af andre end forfatterskoleelever – og handle om andet end den kreative klasses skilsmisser og graviditeter.

Redaktøren bekender kulør

Normalt ledsages en ny udgivelse af en pressemeddelelse. Det er en meget kortfattet A4-side med faktuelle oplysninger om bogen og forfatteren. Nederst på pressemeddelelsen findes altid kontaktoplysninger til den presseansvarlige på forlaget, mens der aldrig nævnes et eneste ord om redaktøren.

“I den første bog var det kun det afsluttende langdigt, som kunne siges at have digterisk værdi. I den aktuelle bog er det tankevækkende, at når han bevæger sig væk fra sine sædvanlige temaer og har mere distance til det biografiske stof, så hæver teksterne sig op over den almindelige og umiddelbare hverdag og bliver til litteratur”

Som noget helt uset har forlaget valgt at lade udgivelsen af Yahya Hassan II ledsages af hele to siders rå tekst skrevet af redaktøren, Simon Pastinak. Det virker, som om forlaget har følt et behov for at forsvare og argumentere for udgivelsen. I noget tågede vendinger og floromvundne formuleringer kæmper Simon Pastinak med at overbevise modtageren om, hvorfor bogen udgives og hvorfor netop nu. Henover Pastinaks skriv strøs der med sprudlende superlativer om bøgerne og Hassans store litterære betydning, hvilket virker meget postulerende og slet ikke overbevisende.  

Få lyspunkter dukker op i fakta-fiktionens sorte røg

Teksterne i begge bøger minder meget om hinanden. I begge tilfælde er der tale om meget hverdagsagtige beskrivelser, der i et 1:1 perspektiv afspejler forfatterens eget liv og umiddelbare tanker. I den første bog minder teksterne om dagbogsnotater, mens vi i den nye bog får serveret en række, kortfattede statements og konstaterende sætninger. I begge tilfælde er der ikke gjort noget forsøg på at arbejde sprogligt med erfaringerne i teksterne.

Der er imidlertid i begge bøger enkelte undtagelser, som er værd at lægge mærke til, for her afslører forfatteren sig som digter. I den første bog var det kun det afsluttende langdigt, som kunne siges at have digterisk værdi. I den aktuelle bog er det tankevækkende, at når han bevæger sig væk fra sine sædvanlige temaer og har mere distance til det biografiske stof, så hæver teksterne sig op over den almindelige og umiddelbare hverdag og bliver til litteratur – fx i digtet ’Dyr’ på side 15:

DYR

JEG RYGER NATUREN FRA MENNESKEHÆNDER

JEG HØRER GUDEN FRA MENNESKEMUNDE

JEG TRÆFFER DYRET I MENNESKEMYLDERET

NYE BEKENDELSER VÆKKER VÆKKER?? GAMLE MINDER

TOLERANCE TRUMFES AF AVERSIONER OG IDIOSYNKRASIER

HOMOSEKSUELLE OG HANDICAPPEDE

STENES MED UNDERHÅNDSKAST

ONDSKABEN HAR STÅPIK

OG ET RØVHUL TILSMUDSET AF SYNDER

KOM MIN KÆRE

DU SKAL BEVIDNE MIN GODGØRENHED

DU SOM OVERLEVEDE DØDEN

BARE FOR AT DØ AF AT OVERLEVE

JEG KOLLIDERER MED DIN OMHU

JEG SMED JERES SMYKKER DA DE ÆTSEDE MIN HUD

JEG GYLPEDE MIG FRI AF BESÆTTELSEN

SKYGGERNE BAR PÅ NOGET DØDBRINGENDE

JEG BLIVER GENKENDT PÅ EN GOLD KLODE

JEG HAR EN PIKHÅND TIL PØBLEN

JEG GÅR AD EN GADE

EN DANSKER DER VIL DANSKE

OG EN STAKKEL DER VIL SKADE

JEG DRATTER I SØVN

DRØMMER OM AT MYRDE ELLER MYRDES

JEG VIL BEVIDNE DET

MED ÅND I KROPPEN

ELLER MED BEVIDSTHED UDEN KROP

RUINER RUTINER RITUALER

TIDEN SKRIDER SOM KLITTER

BLADENE BLAFRER FRA AURA

JEG HAR ET GODT UDSEENDE

NARCISSIST TIL SKINNEBENET

BEUNDRER MIT SPEJLBILLEDE

VAKLER MED HJULBEN FRA BEHOV TIL BEHOV

TARMEN PRESSER SIG PÅ

JEG GÅR PÅ UDKIG EFTER ET BELEJLIGT STED TIL MIN LORT

JEG BAGER MIT BEGÆR

JEG ER HUNGRIG OG JEG HIDSER MIG SELV OP TIL FØDE

JEG BAGBINDER FREMSKRIDTET

JEG AFKLÆDER HEDONISTEN MED HEDONISMEN

VÆGELSINDET

JEG TROMLER EN TROFAST

MED DEN TROFASTE UTROSKAB

AF NATUR HAR JEG UKRUDT I HJERTET

OG UKRUDTET GROR PÅ NY

UNDER MINE ARME

UD AF MIN RØV

RUNDT OM OG LANGS AD EN OMSKÅRET PIK

JEG SKÆRER DET NED

OG SPRINGER PÅ HOVEDET LIGE LUKT I HELVEDE

MED AFSTANDEN MELLEM ØST OG VEST”

Yahya Hassan: 2 er udgivet på Gyldendals forlag


Morten Ranum er digter og forfatter. Han skriver anmeldelser af kunst og kultur, laver interviews med kunstnere, og har særligt fokus på sociale og kulturelle forhold i det østlige og sydlige Afrika. Han har tidligere boet i Uganda, og opholder sig for tiden 3-4 måneder om året i Sydafrika.