Ytringsfriheden er truet - men af grunde, de danske medier forbigår i tavshed. Illustration: Anton Moss / Solidaritet
6 min. læsetid

Muhammedtegninger får altid sindene i kog. Men hvor er ytringsfrihedens helte når det kommer til at forsvare den frie presse i almindelighed?

Solidaritets leder er udtryk for redaktionens holdning.

Har du lyst til at besvare dette eller et andet indlæg bragt på siden? Så skriv en Replik til Solidaritet


Af Morten Hammeken

Efter den modbydelige halshugning af en fransk lærer, er debatten om det franske satiremagasin Charlie Hebdos Muhammedtegninger igen blevet aktuel. Mordet har antændt en gammel konflikt mellem Recep Erdogan og Emmanuel Macron, som hver især kan bruge den til at fremme sin nationale dagsorden. For Erdogans vedkommende en kærkommen mulighed for at fjerne opmærksomhed fra en skrantende tyrkisk økonomi; for Macron en chance for at få landsmændene til at glemme hans egen stats undertrykkelse af demonstranters ytringsfrihed.

Også på den danske venstrefløj har det skabt debat, og Solidaritet er i ytringsfrihedens navn blevet opfordret til at trykke satiretegningerne. Men hvad dækker begrebet ytringsfrihed over? Først og fremmest handler det om, at man ikke forhindres (af statsmagten) i at komme til orde med sine holdninger. I en dansk sammenhæng har stort set alle mennesker adgang til såvel Charlie Hebdos som Jyllands Postens tegninger af profeten, bare ved at tænde for deres computer. Er man ikke blandt de 93 % af befolkningen, der har internet derhjemme, kan man gå ned på det nærmeste bibliotek og se tegningerne, hvis man mod forventning ikke allerede har set dem 100 gange. Der er ingen mennesker, der i Danmark 2020 bliver smidt i fængsel for at håne andre menneskers religion. Tværtimod er ens ytringsfrihed sikret i så omfattende grad, at man får en politieskorte på 20-30 betjente, når man tager på koranafbrændings-turne uden for almindelige menneskers boliger.

“Den direkte kamp for ytringsfrihed, som heltemodige journalister på et medie som Masr udkæmper, er udsat for en dobbelt censur. Først bliver de tæsket til lydighed af den egyptiske stat. Derefter bliver de udsat for en anden slags censur, som vi kunne kalde ’tavshedens tyranni’.

‘Ytringsfrihed’ handler ikke bare om den formelle ret til at ytre sig som en abstrakt værdi, men derimod om den virkelige undertrykkelse af menneskers holdninger, som finder sted verden over. Og den er rigtigt nok også truet i mange muslimske lande, men af helt andre grunde, end de danske medier bringer op. Se blot på situationen i Egypten, hvor staten, anført af militærdiktatoren al-Sisi, aktivt forhindrer folks meninger i at blive bragt. Hvor var ytringsfrihedens forsvarere, da vi sidste år bragte nyheden om, at vores samarbejdspartnere på det egyptiske nyhedsmedie ’Mada Masr’ blev anholdt, at deres kontorer jævnligt bliver ransaget, og at deres journalister arbejder under et konstant pres om fængsel?

Charlie Hebdos tegninger, og hele polemikken om dem, handler ikke om ytringsfrihed. Det handler om, hvorvidt man kan afkræve andres opbakning til sine ytringer. For hvis skyld er det, man skal demonstrere sin principielle ret til at gøre, som man vil? De mennesker, man angiveligt vil hjælpe af med underkastelse? Eller ens egen selvhævdelse? Kravet om ’solidaritet’ kommer sjældent fra dem, der bruges som argument i debatten.

Havde vores undertrykte kammerater på Masr bedt os om at trykke tegningerne i solidaritet med deres kamp, havde det været en helt anden sag. Men den direkte kamp for ytringsfrihed, som heltemodige journalister på et medie som Masr udkæmper, er udsat for en dobbelt censur. Først bliver de tæsket til lydighed af den egyptiske stat. Derefter bliver de udsat for en anden slags censur, som vi kunne kalde ’tavshedens tyranni’. For det meste er den ikke en gang et udtryk for ond vilje; men er på sin vis værre i al sin banalitet. Medier som Masr’s virkelige kamp for presse- og ytringsfrihed er nemlig så uinteressant for de borgerlige medier, at historien ikke en gang er værd at bringe op på redaktionsmøderne rundt om i mediehusene. Den kan jo ikke bruges til at angribe danske muslimer med – og hvordan skal den så nogensinde få clicks?

Tænk, hvis Jyllands Posten, Politiken, Berlingske eller andre ytringselskende medier gad ofre bare en brøkdel af deres betragtelige journalistiske ressourcer, på at fortælle om den kamp for presse- og ytringsfrihed i Egypten, Irak eller Saudi Arabien, der ikke handler om deres egen andedam? Det ville selvfølgelig have den ubehagelige konsekvens for deres verdensopfattelse, at det ville gøre det sværere at frame diskussionen som en ”kulturernes sammenstød”. Hvis man begynder at fortælle om de mange mennesker i muslimske lande, der med livet som indsats kæmper for retten til at demonstrere, og ytre deres mening, er det nemlig svært at holde fast i fortællingen om “det frihedselskende Vesten vs. den totalitære muslimske verden”.

Hvis den franske præsident Macron virkelig vil gøre noget for ytringsfriheden, der ikke handler om at øge sin egen popularitet, kunne han starte med at lade være med at sælge våben til det regime, som fængsler journalister og blokerer folks adgang til hjemmesider. ”Jeg vil ikke belære al-Sisi [Egyptens diktator, red.] om menneskerettigheder”, forklarer den ellers så stolte ytringskæmper med en anderledes pragmatisk tone.

“Hvis de danske medier vil foregive at være en seriøs forsvarer af den frie presses rettigheder, kunne man passende begynde at oplyse befolkningen om, hvad i alverden der foregår i den absurde skueproces mod Julian Assange.”

Hvis den danske stat vil lege frihedens fyrtårn, kunne man have startet med at give frihedshelten Edward Snowden asyl, eller lade være med at beordre politimagten at fjerne lovlige demonstranter mod Kinas undertrykkende regime. Og hvis de danske medier vil foregive at være en seriøs forsvarer af den frie presses rettigheder, kunne man passende begynde at oplyse befolkningen om, hvad i alverden der foregår i den absurde skueproces mod Julian Assange. Her kan vi tale om principper under pres. Weekendavisen og Berlingske, der ville trykke Hebdo-tegningerne under stort postyr, har ikke skrevet et ord om Assanges retssag i 2020.

Det er et dejligt privilegie, at man kan lave præcis de tegninger man vil – også selv om de støder millioner af mennesker. De tegninger skal alle have lov til at kigge på – eller ignorere. Men at den manglende genoptrykning af let tilgængeligt materiale skulle vise, at ytringsfriheden er under pres i Danmark, er svært at tro på for alle med internetadgang.

Debatten udstiller en galoperende dobbeltmoral i de danske medier, der opfatter sig selv som ytringsfrihedens absolutte forsvarere, men som er tavse som graven om de mange vigtige kampe for ytringsfrihed, der foregår verden over.



Morten Hammeken

Cand.mag. i idehistorie og europastudier. Ansvarshavende redaktør på Solidaritet.

Læs mere af Morten Hammeken