19-årige Shahar skal for tredje gang i israelsk fængsel. Læs militærnægterens åbne brev her

Jeg har netop tilbragt min 19-års fødselsdag bag tremmer – og har allerede siddet i fængsel af to omgange i samlet 28 dage. Ved min sidste tur i retten blev jeg idømt yderligere 30 dages fængsel. Det bliver ikke sidste gang; jeg har udsigt til at ryge i spjældet igen og igen, så længe jeg nægter at deltage i den israelske besættelse af de Palæstinensiske Selvstyreområder (I Israel gælder værnepligten både for unge mænd og kvinder, red.)

Jeg skriver til dig hjemmefra. Når man sidder i et israelsk militærfængsel, må man nemlig ikke skrive. Som person kan jeg godt lide at skrive mine tanker ned, og jeg tegner kruseduller når jeg skal koncentrere mig. Jeg nedfælder mine planer og idéer på papir, og bruger tomme sider til at udkrystallisere mine tankestrømme. Men da jeg første gang ankom til militærfængslet, havde jeg medbragt et penalhus, der blev taget fra mig. Jeg fik at vide af de vagter, der visiterede mig, at jeg ikke måtte tage nogle skriveredskaber med i min celle, og at jeg kun måtte skrive på bestemte tidspunkter af dagen og med en pen, som fængslets ansatte kunne udlevere.

Send en tanke til Shahar

Vil du støtte den 19-årige fredsaktivist, Shahar Perets, der igen skal i fængsel? Så opfordrer Refuser Network til, at man sender hende et støttebrev, som hun kan læse, når hun igen bliver løsladt.

Du kan skrive til Shahar Perets her

+

Det gik langsomt op for mig, at de tidspunkter man kunne få lov til at skrive på, afhang af vagternes humør. Nogle dage måtte jeg få en kuglepen i 10 minutter, mens jeg om lørdagen eller på helligdage slet ikke måtte få noget. Privatliv er en luksus man ikke har som indsat, og jeg fik ikke lov til at skrive noget uden resten af de indsatte, vagterne og deres overordnede vidste, hvad der stod. Da jeg havde afsonet min straf, tog jeg hjem med en fuldstændig tom notebog.

I fængsel er det at skrive en slags aktivisme. Det kan bruges til at dele budskabet om vores valg, og gøre andre opmærksom på, at nægtelse er en slags modstand mod besættelsen. Ved at frarøve mig dén mulighed sørgede fængselsmyndighederne for, at jeg ikke kunne dokumentere, hvad der foregår bag tremmer. Det har også gjort det sværere for mig at skrive artikler, og jeg har haft sværere ved at finde ud af, hvordan jeg kan dele mine oplevelser med at sidde i fængsel, når jeg bliver løsladt om et par dage. Militæret vil ikke have mig til at skrive, tale eller dele mine tanker. De vil bare have mig til at holde kæft.

Mundkurven på militærnægtere er bare en lille del af et større voldsregime, der handler om at gøre den palæstinensiske menneskerettighedskamp på Vestbredden og i Gaza tavs. Anholdelser af palæstinensere, der protesterer og sætter sig til nødværge mod det israelske militærs voldelige adfærd, og den voldelige undertrykkelse af fredelige palæstinensiske proteser, er bare to af de mest iøjnefaldende eksempler på en generel politik, der skal undertrykke alle, som forsvarer palæstinensere og kritiserer den israelsk stat.

Derfor er det ikke overraskende, at man – efter på daglig basis at have holdt sandheden om besættelsen skjult for befolkningen og at have usynliggjort dens ofre – nu forsøger at lukke munden på de af os, der protesterer mod den. Men selvsamme forsøg på at gøre mig tavs og at slette, skjule og benægte tingenes virkelige tilstand, gør mig bare så meget desto mere stolt over at nægte i fuld offentlighed. Selv om jeg ikke kan fortælle jer om, hvad der foregår, mens jeg er i fængsel, glæder det mig at kunne dele den her besked med jer alle sammen lige nu.

Solidaritet – fra Shahar.

Oversat af Morten Hammeken for Solidaritet.