Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
16. juni. 2021

4 historier om hvordan coronaen har påvirket minoritetsetniske borgeres arbejde

Under Corona-pandemien har der været en tendens til, at medier og politikere har haft et negativt fokus på minoritetsetniske borgere – f.eks. ved at udstille dem som arnested for smitte. Mino Danmark har i stedet valgt at hylde de mange minoritetsetniske borgere, som under Corona-pandemien har været samfundshelte ved at arbejde i fysisk udsatte jobs. Jobs hvor man som medarbejder har været særligt udsatte for Corona-smitte. Her kan du læse fire arbejdere og samfundsheltes egne historier.

7 min. læsetid

Ruqiyas historie

Ruqiya Saleh arbejder som pædagogisk leder på fritidshjem i København. Hun fortæller her om den øjenåbner, hun har mødt som leder – og stoltheden i at hun kan se, det lykkes, når man står sammen. Foto: Amanda Thomsen Photography

Da Mette Frederiksen genåbnede institutionerne efter påske sidste år, blev jeg grebet af panik og tænkte: ”HOOOOW”?!
Heldigvis er børn taknemmelige – de er vant til regler og restriktioner, så de gør jo bare det, vi beder dem om.
I dette corona-år er det som leder vigtigt at huske på, at medarbejdere har deres egne personlige holdninger til Corona og dens utallige restriktioner.

Der er nogle, som er bange; nogle som ikke rigtigt tror på alle restriktionerne, og nogle som sagtens kan være i det. Så nu er det vigtigere end nogensinde før at have fokus på hvorfor, vi er her. Og vi er her for at skabe gode rammer for børnene, hvor de kan lege og udvikle sig og føle sig set og hørt. Når vi husker os selv på det, så kan restriktionerne bedre ”tåles” af medarbejderne.
Men hold op – jeg er så megastolt over, hvordan alle mine medarbejdere får dagene til at hænge sammen. Det har været en vanvittig hård tid…


Ibrahims historie

Ibrahim El-Hassan har under corona-pandemien arbejdet som salgskonsulent for Telenor i Bilka, Odense. Han fortæller her om den udskamning, som han også har oplevet under corona-krisen. Foto: Amanda Thomsen Photography

Jeg arbejder fuldtid som salgskonsulent i Telenor i Bilka Odense. Til dagligt er der utrolig trafikeret i Bilka. Jeg har – som mange af mine venner og naboer fra Vollsmose – mødt ind på arbejde hver dag under det meste af nedlukningen og givet service til mine medborgere.
Jeg får den fedeste følelse, når jeg formår at hjælpe mine medmennesker med at finde løsninger på deres udfordringer. Her er det underordnet, om der er tale om et defekt telefonbatteri – eller om kunden ved en fejl er kommet til at slette Facebook-appen, og er kommet hen til mig i frustration. Glæden, som fylder deres øjne, når jeg løser deres problem, er det hele værd – også selvom jeg udsætter mig selv for øget smitterisiko, når jeg dagligt møder ind på arbejde og betjener de mange kunder.

Men gid den gode følelse stod alene

For til trods for min indsats og mit bidrag har jeg i lang tid måttet lægge øre til, at medier og politikere har haft utrolig travlt med at udskamme mine naboer og migeg, da smitten på et tidspunkt spredte sig hurtigt i mit boligområde, Vollsmose. Det gjorde ondt at opleve, da nuancerne slet ikke blev italesat. Men dem vil jeg italesætte her.
Når jeg kommer hjem fra arbejde, kommer jeg hjem til en husstand på otte mennesker, hvor fire af os er på arbejde hver dag. Hvis en af os bliver smittet med corona, er det nærmest uundgåeligt, at hele familien også bliver det. Og jeg ved, at hvis smitten først indtræffer i mit hjem, så kan det have dødelige konsekvenser for nogle, da de er i langt øget risiko. Er jeg så egoistisk? Er det egoistisk at sætte mig selv i kæmpe smitterisiko, ved at møde smilende ind på arbejde hver dag. Mit bidrag er vigtigt, men jeg ved også, at hvis jeg tager smitten med hjem, så er det sandsynligt – at jeg kan miste nogle, jeg har kær? Når jeg så ovenikøbet er vidne til den enorme udskamning af mine naboer og mig selv – til trods for vores bidrag – er det så det hele værd?
Med støtte fra min familie og naboer formåede jeg at bevare en standhaftighed i min tro. Troen på at vi hver især er vigtige, hvis vi skal komme igennem denne epidemi og officielt kalde den historie. Og troen på, at jeg uanset min hudfarve og religion bør gøre alt i min magt for at bidrage til samfundsdynamikken og beherskelse af epidemien, da det er min pligt som medborger.
Og det er netop den tro, som hver dag motiverer mig til at møde ind på arbejde.

Min bøn er simpel

Lad os i stedet for at udskamme minoriteter og hinanden, stå sammen i denne svære tid og hjælpes ud af den, for det ved jeg, vi kan. For hvis nogen kan, så er det os danskere. 🙏🏽


Lootes historie

Loote Argo har under Corona-pandemien været medarbejder på et plejehjem. Her fortæller hun om det at skulle arbejde fysisk med en sårbar befolkningsgruppe. Foto: Amanda Thomsen Photography

Som medarbejder på plejehjem er vi som regel altid dem, der er tættest på vores beboere. Vi er dem, der er der – fra de vågner til de går i seng. Vi kender deres rutiner, mønstre, og gode og dårlige dage.

Da corona ramte, blev de ældre rigtigt isoleret. Vi som medarbejdere skulle også isoleres i rigtig stor grad, da vi havde ansvaret for ikke at tage smitten med ind på plejehjemmet. Det gjorde vi ved at begrænse vores omgangskreds helt vildt meget, spritte alle overflader hvor der har været kontakt (borde, håndtag, stole osv.) mindst to gange om dagen. Vi holdt kun jul og nytår med dem fra vores husstand, vi bliver testet 2-3 gange om ugen, og til sidst har vi jo været så heldige at få tildelt vaccinen. Selvom alle beboere er færdigvaccinerede, og næsten hele personalet også er det, så bliver vi i dag stadig testet 2-3 gange om ugen, og mødes kun med folk vi ved er testet negativ inden. Det er et stort ansvar at arbejde med ældre og være deres plejepersonale, men under pandemien er det ansvar vokset utroligt.

Vi ved, at størstedelen af de ældre ikke ville kunne overleve at være smittet, så vi gør alt for at beskytte dem. Og vi bliver ved, indtil vi er sikre på, at det er sikkert for vores beboere!


Khalisas historie

Khalisa Mohamed er socialrådgiver og fortæller bl.a. om nogle af de udfordringer, hun har oplevet under Corona-pandemien. Foto: Amanda Thomsen Photography

Min familie og jeg kom til Denmark, da jeg var 4 år. Jeg er nyuddannet som socialrådgiver og arbejder på en selvejende non-profit institution, som støtter unge med psykiske lidelser. De unge, som jeg til dagligt arbejder med, har sociale og psykiske vanskeligheder, som typisk kan være ADHD, OCD, skizofreni, spiseforstyrrelser, tilknytningsforstyrrelser, personlighedsforstyrrelser og PTSD. Der er ofte tale om komplekse problemstillinger – og mange af de unge har oplevet svigt, vold, overgreb og meget andet. Som medarbejder skal jeg finde balancen mellem at støtte de unge – og undgå at tage ansvaret for deres eget liv fra dem. Yderligere arbejder vi med at støtte de unge i hverdagen. 

Min hverdag går ud på at tilbyde omsorg, psykosocial rehabilitering og støtte til unge mennesker med sindslidelser. Under corona har vi oplevet mange udfordringer. De unges trivsel er blevet påvirket af de mange restriktioner og begrænsninger, der er nødvendige for at stoppe spredningen af COVID-19. Når hverdagen forandrer sig så drastisk, som den har gjort under corona, kan det påvirke de unges trivsel negativt. En struktureret hverdag er særlig vigtig for de unge, som har en psykisk sårbarhed eller lidelse. Mange oplever, at netop de faste strukturer i dagligdagen er blevet frataget – på grund af corona epidemien.


Du kan finde flere historier på Mino Danmarks Instagram:

Om skribenten

Mary Consolata Namagambe

Mary Consolata Namagambe

Mary er Udviklings- og kampagneansvarlig for Mino Danmark Læs mere

Om skribenten

Matthew Daniali

Matthew Daniali

Matthew er kommunikationsansvarlig på Mino Danmark Læs mere