Åndet oprustning – Berlingskes såkaldte huspoet skuffer

Jeg sagde flere gange nej til at skrive denne anmeldelse. Det er simpelthen for forudsigeligt for en anmelder på Solidaritet at konkludere, at den mand, Berlingske har ansat som huspoet, skriver dårlige digte. Men der er ikke nogen vej uden om.

Og nej, det skyldes ikke digtenes politiske indhold, men at der er tale om så grov en omgang hjerte-smerte-poesi, at mit hjerte er i smerte og min tå, den er blå.

Ulejlighedsdigte

Tidligere var han mest kendt for at have været en af drengene fra Randers i Sommer i Sunny Beach på TV3. Men nu er han altså blevet huspoet på Berlingske. Han hedder Emil Salzer, og han har regelmæssigt skrevet digte for Berlingske siden efteråret 2025.

Genremæssigt er vi ude i lejlighedsdigte. Det er en genre, der sådan helt generelt kræver et større talent end dem, der kaster sig ud i den, har. Lejlighedsdigte er mest populære til bryllupper og konfirmationer, men dyrkes åbenbart også på Berlingske, der med ansættelsen af Salzer nu bringer lejlighedsdigtet ud til flere end blot de nære og kære.

Jeg ville ønske, at de ikke havde gjort sig den ulejlighed.

Ligesom alle andre lejlighedsdigte er det største problem ved Salzers digte, at de er gudsjammerligt kedelige. Tag eksempelvis følgende strofe fra digtet Verdens lys er Irans kvinder:

”Hvor er I henne
alle I fromme
der tordner i flok for Gaza
og kaster hårde domme?
Hvor længe kan I klare jer
uden internet?”

En klassisk trope: Den skinhellige venstrefløj, der ikke ser bjælken i sit eget øje, og som i øvrigt bruger alt for meget tid på internettet. Et klassisk rim: Fromme rimer rigtig nok på domme. Det er så klassisk, at det halve kunne være nok; det kvarte formentlig også.

Grum, krum, dum. Bummelum

Da jeg lige var begyndt på filosofistudiet, gjorde mine undervisere meget ud af at lære os, at vi altid skulle anlægge barmhjertighedens princip, når vi gengav argumenter, vi ikke selv var enige i. Det er der ikke meget af her, hvor fokus i stedet er på korte ord, der rimer. Her fra Skammens tid er forbi:

”I, skamhumanister!
som siger
at dansk er ond
og hvid er grum.
Jeres racisme
vil huskes krum”.

Det er svært at føle sig ramt af et digt, der er så karikeret, at det får Muhammedtegningerne til at se vellignende ud.

Jeg er sikker på, at Salzers digte gør sig godt på teenageværelset, hvor man hidser sig op i nærmest erotisk fryd over at have regnet hele verden ud.

Men som digte? Bare fordi der er mange linjeskift i en tekst, behøver man altså ikke at kaste dømmekraften ud ad vinduet.

Åndelig oprustning eller bare åndet?

At Berlingske vælger at ansætte en huspoet, er i sig selv ikke overraskende. De borgerlige var i gang med den åndelige oprustning længe før, statsministeren efterlyste den.

Eller måske skulle man hellere kalde det en åndelig udrustning, for når man bladrer igennem Berlingskes kultursektion eller scroller ned over borgerlige onlinemagasiner som Årsskriftet Critique, Kontrast eller Modstrømmen, er det svært ikke at få den tanke, at det mere er en æstetik end et egentligt projekt.

Eksempelvis er det direkte diskvalificerende for mediets kulturdækning, at Kontrast skriver, at Emil Salzer er det største digteriske naturtalent siden Yahya Hassan. For at citere digtertalentet selv: ”Folket siger fra!”

Det er glædeligt, hvis Berlingske er begyndt at interessere sig for digte. Men er de virkelig det?

De digte, Berlingske har valgt at udgive, kunne lige så godt være debatindlæg. Bortset fra at de tilsyneladende sætter større krav til den litterære kvalitet af debatindlæg end af digte.

Og bortset fra at niveauet for den politiske kritik i hans digte er så lavt, at jeg simpelthen ikke kan tro på, at Berlingske oprigtigt kan være overbevist om, at Salzers digte leverer en dyb indsigt i den socialistiske sjæl.

Berlingskes nye huspoet kan rime, men det er så også det eneste. Hvorfor man har valgt at udnævne ham til huspoet, har jeg ikke den fjerneste idé om.