Årets Rebildfest bliver et besynderligt vennetræf

4. juli er en dag med meget stor indbygget symbolik. Det var på denne dato i 1776, at Storbritanniens 13 kolonier i Nordamerika indledte løsrivelsen fra kolonimagten med vedtagelsen af en uafhængighedserklæring.

Det blev starten på en kolonikrig, som syv år senere sluttede med Storbritanniens anerkendelse af USA’s selvstændighed.

Amerika blev i tider med krise og befolkningseksplosion for mange europæere mulighedernes land med udsigt til høj løn og billig jord – og blev dermed en magnet for udvandring for mennesker uden rigdom, men med råd til en billet over Atlanten, fra en række lande, herunder Danmark.

Omkring 32 millioner europæere udvandrede til USA mellem 1820 og 1930. Danskerne udgjorde omkring 336.000.

Fra lykkedrøm til storbyslum

Drømmen om landet med de mange muligheder brast dog for mange emigranter, som danske Jacob A. Riis dokumenterede det med sit kamera, efter at han som emigrant i flere omgange selv havde oplevet at gå til bunds i New Yorks slum.

Også den nystiftede arbejderbevægelse bidrog til udvandring, da to af stifterne af den fælles forløber for Socialdemokratiet og fagbevægelsen – Louis Pio og Harald Brix –  svækket af fængselsophold og med rejsepenge på lommen betalt af større danske virksomheder, i hemmelighed rejste til USA for at skabe en socialistisk koloni for udvandrere i Kansas.

Også i min slægt lokkede udlængslen, som fik min mormors søster Agnethe til sammen med sin ægtefælle Sigurd Gotlieb at købe en enkeltbillet til Canada. En anden søsters barn, som barnefaderen ikke ville kendes ved, fik for at skjule skammen også en enkeltbillet til Canada for at blive adopteret af Agnethe og Sigurd. De drev i mange år en farm, og kom fra tid til anden til Danmark for at besøge familie og venner i det medbragte dollargrin – en sort Packard Custom Eight – som i den grad vakte opsigt og beundring blandt børnene på villavejen i Vanløse.

På samme måde lagde mange danskere i USA sig i selen for at opretholde deres danske identitet med danske foreninger, dansksprogede dagblade og danske kolonier i det nye fædreland og for at opretholde forbindelse til familie og venner i Danmark.

Det førte i 1912 til etableringen af en dansk-amerikansk venskabsforening Rebildselskabet, som står for festligholdelsen af den amerikanske uafhængighedsdag i Rebild Bakker.

Rebildselskabet, der er den største af sin slags uden for USA, gør meget ud af at være upolitisk:

“Vi bliver spurgt, om vi er en politisk organisation? Svaret er, at det er vi ikke. Heller ikke selv om vi forud for hver fest modtager en hilsen fra den siddende amerikanske præsident. Vi har altid været beærede og stolte af denne hilsen – uanset hvordan den politiske situation har været – fordi vi ser det som en anerkendelse af vores arbejde for at holde fast i og styrke de dansk-amerikanske relationer – ikke på politisk niveau, men i forhold til de amerikanere, som har en særlig relation til Danmark, samt for de danskere, som har en særlig relation til USA. På samme måde er vi glade for, at den amerikanske ambassadør i Danmark er hyppig gæst til festerne, og at mange politikere gennem årene har deltaget og bakket vores arbejde og initiativ op.”

Min fantasi rækker ikke til at forestille mig, at Donald Trump evner at udforme en positiv hilsen, som Rebildfonden kan være stolt af at modtage, med understregning af de mere end 100 års venskabelige relationer – uden at fremkomme med ubehageligheder over for Danmark eller Europa. Eller i det mindste uden at stå i skærende og dermed hyklerisk modsætning til hans angreb på Danmark og Europa.

Og selvom fonden er glad for de amerikanske ambassadørers deltagelse gennem årene, så udebliver den amerikanske ambassadør forhåbentligt i år fra arrangementet, efter ambassaden har ført Trumps værdikrig ind på dansk grund.

Den uværdige værdikrig

Trump-administrationen fører nemlig ikke kun værdikrig inden for USA’s grænser.

Dens krigeriske fremfærd mod anti-diskriminations-politikker virker så at sige præventivt.

Allerede i marts rådede brancheorganisationen DI således sine medlemsvirksomheder til at holde lav profil med offentlige udmeldinger om indsatser mod diskrimination på grund af race, køn, religion, seksuel orientering osv. for ikke at komme i amerikansk søgelys. Der skulle så at sige omformuleres til det mere luftige og uforpligtende af hensyn til Trump og Co.

Den amerikanske ambassade i Danmark har efterfølgende som i andre lande direkte stillet krav til danske virksomheder, om at de ikke optræder i strid med amerikansk lovgivning, hvis de skal gøre sig forhåbninger om at blive leverandører til den amerikanske stat. De danske virksomheder skal altså ikke selv bestemme over deres egen personalepolitik. I stedet skal de underkaste sig Trumps opgør med mangfoldighed, lighed og inklusion.

Og kravet kommer direkte fra den amerikanske præsident, oplyser ambassaden, som er i gang med at gennemgå alle kontrakter og bevillinger m.v. for at sikre, at de lever op til Trumps dekreter, der slår fast, at mangfoldighed er “farligt, nedværdigende og umoralsk”, og at det ”modarbejder, miskrediterer og underminerer de traditionelle amerikanske værdier om hårdt arbejde, dygtiggørelse og individets stræben”.

Og ambassaden har ovenikøbet forlangt en tilsvarende erklæring fra Københavns Kommune som forudsætning for at købe parkeringspladser af kommunen.

Trump repræsenterer amerikanerne – også når det gælder Grønland

Uanset hvad man mener om et lands leder, så repræsenterer ledere i demokratier befolkningen.

Det gælder Trump såvel som Mette Frederiksen.

En venskabsforening kan på papiret erklære sig upolitisk, men venskab på tværs af demokratiske landes grænser indebærer ikke kun venskab mellem venner og familier, men også mellem nationer.

Derfor kan Rebildselskabet i mine øjne ikke som Burt i den for længst hedengangne – i øvrigt amerikanske – tv-sæbeopera “Skum” knipse med fingrene for at blive usynlig, når virkeligheden banker på døren.

Rebildselskabet kan ikke betragte Donald Trumps trusler om at annektere Grønland og starte en handelskrig mod Danmark og EU som noget, der kun vedrører ham som præsident og det amerikanske folk. Truslerne påvirker også grundlaget for den fælles fejring af den amerikanske uafhængighedserklæring mellem de to befolkninger.

Lige så lidt som de to hovedtalere – udenrigsministeren og formanden for Dansk Industri – vil kunne ignorere kravet om amerikansk ejerskab til og kontrol med Grønland og erklæringen af handelskrig over for Danmark i deres taler. De repræsenterer begge ikke sig selv, men derimod danske interesser.

Trump har end ikke villet afvise at bruge militær magt mod rigsfællesskabet for at få grønlænderne indlemmet i USA. Det er ganske enkelt himmelråbende uacceptabelt.

Og Trump gentager budskabet om overtagelsen igen og igen.

At de danske beslutningstagere efterhånden tager Trumps uendelige strøm af krav på grønlændernes territorie og råstoffer alvorligt, understreges af, at den danske udenrigsminister for nyligt valgte at indkalde den amerikanske ambassadør til samtale om en amerikansk avisomtale af, at USA vil øge spionagen mod Grønland.

Overtagelsen af Grønland blev allerede præciseret som hovedopgaven, da Trump udpegede sit bud på USA’s kommende ambassadør I Danmark.

På samme måde, som Trump udpegede tech-milliardæren Elon Musk til at være den reelle leder af et benhårdt opgør med de føderalt ansatte – for gennem masseafskedigelser at bidrage med oprindeligt totusinde milliarder dollars til nedbringelse af det amerikanske budgetunderskud – så får tech-milliardæren Ken Howery opgaven med at bidrage til med alle midler at vriste Grønland ud af det danske rigsfællesskab.

Rebildfesterne har før været kritiseret

Rebildfesten i år har skabt nogen kritik og forslag om boykot.

Kritikken kommer også fra tidligere deltagere og talere, som ellers har haft en positiv holdning til USA, men nu må stå af, efter Donald Trump overtog det ovale værelse.

Det matcher den stigende kritik i Danmark og den voksende boykot af amerikanske varer – ikke mindst af højprofilerede mærker som Coca Cola og Tesla.

Sammenhængen er enkel. I perioder, hvor USA’s popularitet har været faldende, har arrangørerne oplevet kritik.

Det vakte opsigt, da den tidligere socialdemokratiske minister Bodil Koch som hovedtaler ved Rebildfesten i 1970 kritiserede den amerikanske kommunistforskrækkelse og den amerikanske krig i Vietnam.

Og da Bodil Koch ovenikøbet citerede The Black Panther Party for Self-Defence’s informationsminister Eldridge Cleaver, som på det tidspunkt var flygtet ud af USA efter en skudepisode mellem politi og medlemmer af de sorte pantere, blev det for meget for Rebildselskabet, som slettede citatet fra gengivelsen af hendes tale: “Du behøver ikke lære en rose at blive rød eller et træ at springe ud. Du skal bare lade det være i fred og ikke kaste salt på rødderne. Og rosen vil blive rød og træet springer ud.”

Den mest opsigtsvækkende kritik blev dog leveret af 40 skuespillere til hest klædt som indianere, der i 1976 protesterede mod behandlingen af Amerikas oprindelige befolkning og senere undertrykkelse af andre minoritetsgrupper.

Disciplinering af uddannelserne

Valget af årets hovedtalere synes at afspejle det anspændte forhold til Grønland og frihandel.

Lars Løkke Rasmussen var som statsminister også hovedtaler ved Rebildfesten i 2011. Her talte han blandt andet med varme om udvandrernes stræben efter muligheder og frihed, de ikke havde hjemme, og om de muligheder de dansk-amerikanske relationer tilbyder nutidens unge:

“Også i dag drager mange over Atlanten. Og også i dag er drivkraften frihed. Mange unge danskere tager til USA for at studere. Mange amerikanere kommer til Danmark for at læse. Og uddannelse er den enkeltes frihedsbrev. Uddannelse giver nye perspektiver på den verden, vi lever i. Med uddannelse kan vi hoppe højere og komme længere i livet. Udvekslingen beriger begge vores samfund.”

Netop uddannelsesrelationerne mellem USA og Danmark er en central del af det, som Rebildfesten skal fejre. Den tilknyttede Rebildfond uddeler i forlængelse heraf legater til unge danskere og amerikanere, som ønsker udveksling eller universitetsophold i enten USA eller Danmark.

De varme ord om uddannelses- og studieophold ville udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen – eller for den sags skyld ingen anden taler – ikke kunne bruge i dag, hvor Trump-administrationen går målrettet efter at ensrette og detailstyre uddannelsessystemet på områder, som ikke matcher værdier og politiske dogmer med det amerikanske yderste højre.

Uddannelsessektoren er allerede stillet overfor krav om at fjerne politikker for mangfoldighed, lighed og inklusion for elever og studerende.

Det er er tydeligt, at Trump-administrationen nu lægger op til at kølhale uddannelsessystemet og universitets-verdenen. Og ikke mindst til at sindelagskontrollere de mange udlændinge på udvekslings- og universitetsophold.

Det kan næppe komme bag på Rebildfonden, at Trump ville gå efter at generobre, disciplinere og ensrette undervisningssektoren, som i det Trump’ske verdensbillede er “domineret af marxistiske galninge og sindssyge”, hvis han igen kunne indtage Det Hvide Hus.

Det gjorde han allerede klart i en kampagnevideo i 2023: “Tiden er inde til at genvinde vores engang så fantastiske uddannelsesinstitutioner fra den radikale venstrefløj, og det vil vi gøre. Vores hemmelige våben vil være college-akkrediteringssystemet.”

Trump-administrationens intentioner kommer tydeligt til udtryk i den magtkamp, der har udspillet sig med det prestigefyldte Harvard Universitet. Universitetet har nægtet at efterkomme krav om, at staten skal overtage dele af universiteternes selvstyre. Som reaktion har Trump-administrationen iværksat en række tiltag, herunder indefrysning af milliarder af dollars i føderale tilskud. 

Derudover har man truet med at fjerne universitetets skattefrihed. Senest har regeringen forsøgt at forhindre Harvard i at optage internationale studerende. Samtidig har den fremsat krav om at få udleveret oplysninger om universitetets nuværende studerende fra 140 forskellige lande.

Og man skal vist være en ualmindelig loyal Trump-støtte, hvis man skal tage den amerikanske minister for indenrigssikkerhed Kristi Noem alvorligt: “Denne administration holder Harvard ansvarlig for at fremme vold, antisemitisme og koordinere med det kinesiske kommunistparti på dets campus. Det er et privilegium, ikke en ret, for universiteter at indskrive udenlandske studerende og drage fordel af deres højere undervisningsgebyrer.”

En øverste ledelse på Harvard Universitetet, der koordinerer eller har ansvaret for koordinering af universitetets aktiviteter med det kinesiske kommunistparti … du milde … den svada burde da kunne få en hvilken som helst legattildelende upolitisk venskabsforening til at ryste grundigt på hånden.

Lav profil

Der er grunde nok til at sætte et stort spørgsmålstegn ved det aktuelle venskab mellem Danmark og USA. Mellem David og Goliat. Mellem to suveræne stater og medlemmer af samme forsvarspagt.

Selvfølgelig bliver danskere, der rejser ud, eller de, der kommer til Danmark, ikke automatisk til skurke, fordi deres nye fædreland opfører sig helt urimeligt. Familiemæssige bånd og venskabelige forbindelser skal naturligvis ikke hæfte for staters optræden.

Men derfra og til at fejre staternes venskaber i Trumps æra er der alligevel et langt stykke. Et alt for langt stykke.

Mon ikke det ville have været klogt for venskabsforeningen at skrue ned for Rebild-blusset, så længe USA’s venskab med andre nationer styres med trusler.