Demonstration for løsladelse af Abdullah Öcalan. Den kurdiske leder har siddet fængslet siden 1999, hvor det tyrkiske militær med hjælp fra CIA pågreb ham. Foto: O. Kose / AFP
8 min. læsetid

I mere end to årtier har Abdullah Öcalan siddet indespærret på fængelsøen Imrali. Den politiske fange kommer her med sit bud på en “demokratisk nation” som kan samle borgere på tværs af etnicitet og kulturelle traditioner.

Oversat af Morten Hammeken


Af Abdullah Öcalan

Kapitalistisk modernitet udgør den mest dødbringende, vedvarende civilisationskrise i menneskets historie. Det er særligt tilfældet, når vi kigger på de seneste 200 års hærgen, som har forstyrret tusinder af evolutions-kæder i naturens verden. Vi er højst sandsynligt ikke engang klar over endnu, i hvilket omfang vi har forvoldt skade på plante- og dyreverdenen. Hvad der imidlertid står krystalklart er, at disse verdener, ligesom atmosfæren, er begyndt støt at sende en række nødsignaler.

Hvor længe endnu kan menneskeheden holde til den her modernitet, som har påført miljøet ødelæggelse med vidtgående konsekvenser, og som har fået samfundet til at gå i opløsning? Hvordan har menneskeheden tænkt sig at lindre smerten og lidelsen fra krig, arbejdsløshed, sult og fattigdom? Påstanden om, at nationalstaten beskytter samfundet, er en kæmpe illusion. Den har tværtimod gjort samfundene mere militariserede, og placeret dem i en slags krigstilstand. Jeg kalder den for ‘samfundsmord’ (societycide), og ser den blive indført på to måder.

For det første sker det gennem statsapparatets kontrol, undertrykkelse og overvågning af civilsamfundet. For det andet har de seneste 50 års ‘informationsteknologi’ (særligt mediemonopolerne) erstattet det virkelige samfund med et virtuelt af slagsen. Hvordan kan samfundet forsvare sig over for de dogmer, som nationalismen, religiøsiteten, sexismen, scientismen (den ukritiske tro på videnskaben som forklaringsmodel for alt, red.), kunsten, underholdningsindustrien (sport, sæbeoperaer etc.) bombarderer os med døgnet rundt i medierne?

For mig at se er der en tredje verdenskrig i gang på et globalt plan, og Mellemøsten er dens omdrejningspunkt. Hvad angår omfang og varighed, er denne verdenskrig både dybere og længere end de første to.

+

Det står stadig mere klart, at nationalstats-kærligheden i Mellemøsten faktisk er et af den kapitalistiske modernitets mest effektive undertrykkelsesredskaber. Ganske som Versaillestraktaten i Europa, var Sykes-Picot-aftalen, som blev tilrettelagt af Storbritannien og Frankrig i 1916, det springende punkt i Mellemøsten: “Fredsaftalen over dem alle.”

Områdets nationalstater har i dag samme betydning som Romerrigets guvernører en gang havde, men de er endda større kollaboratører i deres underordnen sig den kapitalistiske modernitet – og er endnu mere fremmede for regionens kulturelle normer. De bekriger derfor både deres egne folk internt og hinanden udadtil. Opløsningen af de traditionelle samfund betyder krig mod dets befolkninger – og rigide landkort trukket op med lineal indbyder til krig mellem stater. Ingen af disse lande er i stand til at overkomme den stadig større krise; tværtimod gør deres eksistens kun krisen endnu værre.

En verdenskrig under radaren

For mig at se er der en tredje verdenskrig i gang på globalt plan, og Mellemøsten er dens omdrejningspunkt. Hvad angår omfang og varighed er denne verdenskrig både dybere og længere end de første to. Resultatet er forfald og opløsning. Den eneste måde at afslutte krigen på er ved at skabe en ny regional eller global balance. Det er derfor min påstand, at den kapitalistiske modernitets tredje verdenskrig vil blive afgjort af udviklingen i Kurdistan. Det viser sig med al tydelighed når man ser på, hvad der sker i Irak og Syrien.

Nationalstatens eksistens er en anomali, en afvigelse, når man ser på Mellemøstens historie. At insistere på at opretholde dem har derfor katastrofale følgevirkninger. Den tyrkiske nationalstat mener den med et endeligt folkemord på kurderne kan gøre sig selv evig – en nationalstat der nu har integreret sit eget land og nation. Med mindre Tyrkiet forlader det princip, vil det utvivlsomt grave endnu en grav under områdets folkeslag og sociale kulturer, herunder også for tyrkerne selv. På samme måde er det også usikkert, hvad Irans fremtid bringer, både for landet selv og resten af regionen.

Men kurdernes vilkår – hakket i små stykker af nationalstats-ideologien i Mellemøsten, som har påtvunget forskellige former for assimilation eller udslettelse – er en vaskeægte katastrofe. Kurderne er blevet dømt til en langsom, pinefuld død.

Kurdisk modstandskamp

Omstændighederne har imidlertid ændret sig, og kurderne har gennem deres kamp gjort det muligt at undslippe den folkemords-knibtang, de har siddet i. Det er blevet muliggjort af en demokratisk nation, som bygger på frie, lige borgere, der sameksisterer solidarisk, og som giver plads til de forskellige kulturelle og religiøse afsæt. Det kurdiske projekt er derfor som skabt til at blive smedet sammen med andre folk i området. Den konkrete metode til at opnå målet er lige nu i gang med at blive udviklet gradvist.

Den ambition om en demokratisk nation, som er blevet fremført af kurderne, har gjort dem i stand til at uskadeliggøre Daesh, der er et produkt af religiøs ensporethed, på hele menneskehedens vegne. Det skyldes utvivlsomt også vores idéer om kvinders frihedsrettigheder, der gør den til en rollemodel for hele verden.

+

Rojava og hele det nordlige og østlige Syrien – som bliver styret af en selvstændig, multietnisk og multireligiøs regering, der bygger på kvinders frihed – rejser sig som et frihedens fyrtårn. Her ser vi en model, som både kan virke for befolkninger og nationalstater. Den søger ikke at benægte nationalstaternes eksistens, men foreslår i stedet at binde dem op på demokratiske, forfatnings-orienterede løsninger. På den måde sikres både “nationalstaten” – den nation, som er skabt af staten – og den demokratiske nation.

Det rige væld af etniciteter, religioner, trosretninger og deres kulturer, som findes i regionen, kan kun blive holdt sammen af en sådan fælles ambition om en demokratisk nation, som skaber fred, lighed, frihed og demokrati. Alle kulturer kan på den måde udvikle sig som en del af et demokratisk, nationalt fællesskab. Samtidig kan de sameksistere på et højere, demokratisk plan med de andre kulturer, som de i forvejen bor sammen med.

Kurdistan – ofret i Sykes Picot-aftalen

• I maj 1916 blev grænserne til de moderne nationalstater i Mellemøsten trukket op. Det skete ved den såkaldte ‘Sykes Picot-aftale’, som blev designet af franske Francois Georges-Picot og britiske Mark Sykes, og som blev godkendt af de andre lande i ‘Tripelententen’, bl.a. Rusland.

• Aftalen opdelte store dele af det ottomanske kejserrige i mindre lande, men gik til gengæld imod det britiske løfte om at skabe et fælles arabisk hjemland. Også kurderne blev nægtet at få deres eget hjemland.

• I dag bor omkring 30-35 mio. kurdere i et område, der spreder sig over dele af Syrien, Irak, Armenien, Azerbaijan, Tyrkiet og Iran.

+

Den ambition om en demokratisk nation, som er blevet fremført af kurderne, har gjort dem i stand til at uskadeliggøre Daesh (‘Islamisk Stat’. red.), der er et produkt af religiøs ensporethed, på hele menneskehedens vegne. Det skyldes utvivlsomt også vores idéer om kvinders frihedsrettigheder, der gør den til en rollemodel for hele verden.

Kampen for fremtiden

Udviklingen i det nordlige og østlige Syrien er nu nået til et afgørende stadie. Anerkendelsen af administrationen i området og det lokale demokrati det repræsenterer for såvel kurdere som arabere, armenere, assyrere og andre folk, kommer til at være en afgørende del af udviklingen for både Syrien og resten af Mellemøsten. Når der først er blevet udråbt en syrisk, demokratisk forfatning, vil det desuden være muligt for vores folk at vende tilbage fra Europa, Tyrkiet og andre steder.

Vores syn på den kurdisk-tyrkiske konflikt, som har varet i snart et århundrede, er helt klar. Vi har været i gang med at udvikle en demokratisk løsning på det kurdiske spørgsmål siden 1993. Vores holdning – som den kom til udtryk i 2013-forhandlingerne med den tyrkiske regering, der blev afholdt i Imrali – er nu vigtigere end nogensinde. Vi har styrket det synspunkt i den syv punkts-erklæring, vi fremsatte i 2019. Her insisterer vi på behovet for social genforening og demokratisk forhandling, som kan erstatte den polariserede, konfliktfyldte stemning.

Nu om dage kan vores problemer ikke længere løses med fysisk vold, men derimod med ‘blød magt’. Under de rigtige betingelser kunne jeg sætte ting i søen, der kunne afslutte konflikten inden for en uge. Den tyrkiske stat står imidlertid ved en skillevej. Den kan enten, som resten af nationalstaterne i området, fortsætte ud af sit nuværende spor mod at gå i opløsning, eller også kan den gå med i en værdig fredsforhandlingsproces, der arbejder for en demokratisk løsning.

Til syvende og sidst vil det blive afgjort af kampen mellem parterne. Hvorvidt det bliver en succes kommer til at afhænge af den fredspolitik og demokratiske retning, kurderne kæmper for skal blive slutresultatet.

Og friheden vil sejre!

Denne artikel er oprindeligt bragt i Jacobin Magazine: Abdullah Öcalan: My Solution for Turkey, Syria, and the Kurds”


Abdullah Öcalan er grundlægger af Kurdistans Arbejderparti (PKK). Han har siddet fængslet i mere end 20 år i Tyrkiet, de sidste 11 år på Imrali-øen, hvor han sidder som den eneste fange.