7 min. læsetid

Almen Modstand i Aarhus råber vagt i gevær mod “et voldsomt overgreb på de almene boliger og de mennesker, der bor i dem”. Bevægelsen kalder på handling imod en nedrivningsplan, som ‘forudsætter, at folk bøjer nakken og falder til patten’.


Af Almen Modstand Aarhus

På de ekstraordinære repræsentantskabsmøder den 27. maj 2019 i Brabrand Boligforenings repræsentantskab, og 29. maj 2019 i Østjysk Bolig, skal det bestemmes, om 1000 betalelige, velfungerende almene hjem i Århus skal rives ned, og over 3000 mennesker tvangsflyttes. Der skal stemmes JA eller NEJ til de såkaldte ”Udviklingsplaner” for henholdsvis Bispehaven og Gellerup/Toveshøj.

I Almen Modstand, mener vi, at planerne er et voldsomt overgreb på almene boliger som sådan, og på de mennesker, der bor i de berørte almene boliger. Vi kæmper for at stoppe overgrebene og for at bevare almene boliger.

Vi ved, I stilles overfor store dilemmaer. Vi ved, det er uklart og svært gennemskueligt, hvad du kommer til at tage ansvar for, ved henholdsvis et JA eller et NEJ. Vi ved, det berører jer dybt, og har den største respekt for den umage, I gør jer med opgaven, I er pålagt:  At stemme JA eller NEJ.

Ansvaret for de udemokratiske planer er det politiske flertal i Folketing og Byråd. Men planerne kan de ikke gennemføre uden jeres stemme.

Så hvad skal du, som ansvarlig og samvittighedsfuld beboerdemokrat, vælge ud fra? Vi synes, det er fair, at stemme ud fra hjertet. Vi ved, det banker for de almene boliger og for de almene beboere.

Stemmer du JA, stemmer du for nedrivning af 1000 betalelige, fungerende hjem, og tvangsflytning af flere tusinde børn og voksne.

Et NEJ er din mulighed for modstand. Et NEJ er solidarisk støtte til de ramte beboere. Med et NEJ viser du de ramte, at deres boligorganisation står på deres side. Med et NEJ viser du politikerne og befolkningen, at politikernes nedrivningsvanvid ikke er jeres plan.

Hvorfor trusler i stedet for argumenter?

Trusler bliver brugt for at få planen vedtaget. Kommunen kan ikke gennemføre planen uden boligselskabernes medvirken og samarbejde.

Sandheden er, at boligorganisationerne med et JA påtager sig den fulde genhusningsopgave. Tilmed skal Landsbyggefonden – det vil sige dem selv – betale udgifterne ved nedrivningerne ved et ja.

Hvis I siger NEJ, kan kommunen vælge at gennemføre planen alligevel, men så skal kommunen selv betale udgifterne og sørge for genhusning. Mon byrådet har pengene til det? Næppe. Kommunen er derfor afhængig af boligorganisationernes og af jeres ja, for at kunne fuldføre planen omkostningsfri for kommunen.

Hele vejen igennem er der brugt trusler i stedet for argumenter. Kommunen siger, at hvis I ikke makker ret og gennemfører planen, så kommer ministeren og gør det, og han/hun river mange flere boliger ned, end kommunen vil. Men: Det kan ministeren ikke!  Det kan ministeren ikke!  Det kan ministeren ikke!

Almen Modstand i aktion 1. maj under Nicolai Vammens tale på Aarhus Havnefront. Foto: Almen Modstand Aarhus

Hvad sker der, hvis repræsentantskabet siger nej til den såkaldte udviklingsplan?

Faktum er, at hvis en af parterne i aftalen om udviklingsplanen ikke godkender planen, så vil den fremlagte udviklingsplan bortfalde. Det sandsynlige scenarie er derefter, at Århus Kommune beder ministeriet om en forlænget frist, til at komme med en ny plan. Kommunen vil efterfølgende, på ny, indgå i forhandlinger med ØB og BBB og forsøge at nå til enighed om den nye plan. Fordi det ellers kan komme til at koste kommunen mange penge.

Forhandlingerne kan medføre nogle ændringer i og forbedringer af udviklingsplanen. F.eks. færre nedrivninger, flere penge til renoveringer, bedre genhusningsplaner. Det er i kommunens interesse at blive enige med boligorganisationerne af økonomiske grunde, men også fordi de færreste politikere vil ønske at sætte ind med tvang og ekspropriation, som er næste scenarie, hvis planen forkastes igen. Politikere vil gerne bevare magten og vælges igen ved næste valg. Mon midler som tvang og ekspropriation er vejen til genvalg? Nej vel. Så truslerne er tomme.

Hvis det ikke lykkes kommunen, at blive enige med jer, i anden omgang, kan ministeren pålægge kommune og boligorganisationer, at udarbejde en såkaldt ”afviklingsplan”, hvor kun 25 % almene familieboliger bliver tilbage i Bispehaven, Gellerup og Toveshøj. Ministeren skal ikke udarbejde en afviklingsplan, som det ofte påstås. Han kan. Vælger ministeren et påbud om en ”afviklingsplan”, får I så igen mulighed for at stemme nej til den. Gør I det, kan den kun gennemføres ved statsovertagelse gennem ekspropriation.

Der er i virkeligheden ikke taget højde for et NEJ fra boligorganisationerne i lovgivningen. Loven bygger i sine forudsætninger på, at I bøjer nakken og falder til patten. Ministeren kan ikke afvikle almene boligområder og ”nedbringe antallet af almene familieboliger til 25 %” uden medvirken af enten en enig kommune og boligorganisation eller et flertal i Folketinget.

Der er i virkeligheden ikke taget højde for et NEJ fra boligorganisationerne i lovgivningen. Loven bygger i sine forudsætninger på, at I bøjer nakken og falder til patten

Der skal vedtages en lov om ekspropriation for hvert boligområde, hvis ministeren vælger den vej. Vedtagelse af Lov om ekspropriation af jeres boliger forudsætter, ifølge Grundloven, at nedrivninger tjener ”almenvellet”. Hvilket er tvivlsomt rent juridisk. Men skulle det lykkes staten at   overtage jeres ejendom ved ekspropriation, vil det under alle omstændigheder udløse erstatning til boligorganisationerne. En bekostelig affære for statskassen. Har Folketingsflertallet mon råd til det?

Endelig vil et NEJ fra Boligorganisationernes Repræsentantskaber stille beboere, der agter at gå til domstolene, stærkere og styrke hele kampen mod nedrivninger og støtte kampen for bevaring af vore almene boliger.

Ved at stemme imod den såkaldte udviklingsplan, viser I, at I ikke vil være med til tvangsforflytninger og til at tilsidesætte beboerdemokratiet. Repræsentantskabet sender et klart signal om, at I ikke lægger jer fladt ned for trusler.

Hvordan overgreb?

Udviklingsplanen for Bispehaven og Gellerup-Toveshøj er overgreb på beboerne, også fordi:

  • Beboerdemokratiet i Bispehaven og Gellerup-Toveshøj er sat ud af spil. Bispehavens og Gellerup-Toveshøjs borgere har ingen indflydelse haft på planerne, som kommer til at få store konsekvenser for deres liv.
  • ”Ghetto”lovgivningen er et direkte angreb på den almene sektor, som rammer os alle.
  • 1000 velfungerende boliger bliver revet ned. Det er et enormt spild af samfundets ressourcer. Det sker på et boligmarked, hvor det allerede er svært at finde billige, gode almene boliger. Ventelisterne er lange. Og selvom der bliver bygget nyt, vil huslejen i nybyggeri være højere, og de boliger, borgmesteren lover at bygge som erstatning, er alle mindre boliger end de, der rives ned.
  • De unødvendige nedrivninger vil medføre et stort CO2 misbrug, hvad der er direkte imod FN verdensmål.
  • Størstedelen af finansieringen til nedrivningen, i den fremlagte udviklingsplan, kommer fra Landsbyggefonden, som er finansieret af lejerne selv. Milliarder af kroner, som skulle bruges til renovering af mange trængende boligafdelinger, bliver i stedet brugt på at gennemføre ”ghetto”planen, hvis boligorganisationerne siger ja. Det vil på sigt betyde, at der i hele den almene boligsektor, vil være afdelinger, der kommer til at forfalde, fordi milliarderne reserveres ”ghetto”planen..
  • Vi finder planen diskriminerende mod bestemte befolkningsgrupper. Folk skal have lige rettigheder uanset, hvor man bor i Danmark.

Vi håber, at du vil støtte beboerne, de almene boliger og kampen mod overgrebene. Dit NEJ vil give håb om en anden vej.


Almen Modstand er en progressiv aktionsgruppe mod nedrivninger og mod byrådets og regerings ghettoplaner. Følg bevægelsen her.