Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
21. februar. 2020

‘Exit’: Ædende ond, smuk og modbydelig

Den norske TV-serie ‘Exit – de norske milliardærer’ leverer nådesløs kapitalismekritik, og udstiller borgerskabets larmende stank.

Billede fra TV-serien ‘Exit -de norske milliardærer’.

‘Exit’ leverer underholdende timer og minutter med aggressiv samfundskritik og elegant hudfletning af det neoliberale, individcentrerede, selvoptagne menneskesyn. Den norske tv-serie handler om fire yngre finansmænds foretagsomme liv. Over 8 afsnit af hver 35 minutter får vi udfoldet flere parallelle handlinger om de tilsyneladende muntre og selvsikre pengedrenge Adam, William, Henrik og Jeppes, liv i nutidens Oslo. Er det et sødt liv? Nej, slet ikke.

Deres formuer er enorme (hurtigt tjent gennem spekulation) og i deres elegante – dog lidt skødesløse –  jakker kan de fire nyde tilværelsen  med det hele: BMW,  Porsche, pragtvillaer, grænseløst forbrug, de ædleste vine, coke i lange baner, smukke koner og ditto kærester.

Forholdene til koner og kærester er dog problematiske. Deres kærlighedsliv udfoldes mest med betalte kvinder, det er jo nemmest at knulre nogen, man ikke mener at have forpligtelser overfor.

Skinnende pengetilbedelse

De fire mandlige hovedkarakterer, Adam (Simon Berger), William (Pål Sverre Hagen), Henrik (Tobias Santelmann) og Jeppe (Jon Øigarden) har grundlagt deres formuer som ganske unge. William er startet med ejendomshandel, men ellers hører vi ikke noget om i hvilke brancher og hvordan. Det betyder heller ikke noget. Penge er noget ganske abstrakt. Man kan spille med penge, begære flere penge og, som karakteren William formulerer det, anerkende pengene som “den eneste fælles religion”.

I de første afsnit møder vi personerne én ad gangen gennem interviewes med en journalist, som klippes sammen med den øvrige handling. I interviewene fortæller de åbenhjertigt om sig selv og deres tanker om deres usædvanlige liv. De nedskrevne interviews bliver senere en del af handlingen, og viser en lidet flatterende side frem til offentligheden. Det kan være ødelæggende for det renommé, som er nødvendigt at opretholde for at kunne vække tillid som forretningsmand. Men de meget opfindsomme pengemennesker ved heldigvis også, hvordan man kan afpresse en journalist til tavshed. For med penge er det ingen sag at forme en korrupt verden som man vil.

Den mesterlige fotografering har lagt vægt på at få det hele til at skinne. Vi ser pengedrengenes verden i det smukkeste lys, deres imponerende køretøjer, Oslofjordens skønhed,  lokkende vin skænket op i store glas og de flotteste panoramaer over Oslo. Midt i al denne pragt render de fire hovedpersoner rundt; aggressive, frastødende og drevet af de mest nedrige tilskyndelser. Det er en stærk kontrast mellem den store skønhed i omgivelserne og de hæslige hovedpersoner, og det hele er humoristisk indhyllet. Der er noget voldsomt komisk over personerne, deres intrigante handlinger og deres udspekulerethed. Man får rørt både sit alvorlige jeg og sin humoristiske sans.

“Ønsket om at kunne “være sig selv” kan lyde som noget dybt og kierkegaardsk. I tv-seriens fortælling er det, der kommer frem når man er sig selv, dog blot en ynkelig barnagtighed, og et konstant ønske om mere. De rige mænds selvforståelse drives ikke af andet end lyst. Bagved larmer den store tomhed.”

Handlingen er intet mindre end forrygende. De rablende scener skifter hurtigt, og det hele tager nye, overraskende vendinger. To hovedspor trækker igennem alle afsnittene, og danner en samlende ramme for fortællingen, der udspiller sig henover et par måneder i den tidlige sommer i Oslos villakvarterer, ved den smukke fjord og i det smarte city-område.

Magtspil og paranoia

Historien er centreret om to hovedspor: det første om Adam, og hans grusomme magtrelation til hustruen Hermine, blændende spillet af Agnes Kittelsen. Hun fastholdes i en underordnet rolle til sin mand gennem kontrol, ydmygelser, løgne og groteske manipulationer. De rige er ikke lykkelige. De rige tror bare de er lykkelige.

Henriks største løgn over for hende afsløres imidlertid, og nu tager hun handling. Den indledningsvist tillids- og håbefulde Hermine viser sig at kunne manipulere lige så dygtigt – eller endda bedre – end hendes Adam. Magtens perverterende styrke gennemsyrer også hende, der først var offer for den. At Hermine kommer ud af Adams overtag, er ikke den undertryktes frigørelse, blot en omvending af magtrelationen.

Det andet hovedspor handler om Williams mentale deroute. Han udvikler en paranoia med hallucinationer – det voldsomme forbrug af coke har ubehagelige bivirkninger, forstås! I den lyse sommernat forsøger han – uden held – at begå selvmord, og ved seriens udgang er han gået under mentalt. Den omsorg familiens au pair og senere personalet på hospitalet viser ham, er måske den eneste, han overhovedet kommer til at modtage. Men han har sandelig heller aldrig givet noget selv.

Seriens hovedpersoner er alle besat af  pengenes magt. Den betyder, at de har et instrumentelt forhold til deres omverden. Man kan spille med penge, og med penge kan man spille med mennesker. Det instrumentelle gennemsyrer også de fires forhold til hinanden, hvor de har forskellige mere eller mindre gennemskuelige magtspil mod hinanden og deres kone og kærester. Kvinderne er, som Adam formulerer det reduceret til at måtte fylde livet ud med at “få ordnet negle og gå til frisør. Træne. Holde sig slanke og pæne”.

Agnes Kittelsen spiller Hermine på overbevisende maner – hustruen og tilbehøret til finansmanden Adam. Billede fra tv-serien.

Tomt raseri og begær

Penge gør verden til én stor legeplads og de lever hver på deres måde med det primære mål “at have det sjovt”. At have det sjovt betyder at dyrke det drengede fællesskab og at give sig selv nydelser. Det hele går op i slå sig løs med et stadig større antal prostituerede, hvilket ikke kræver ‘sin mand’, men snarere den rigtige mængde viagra. De glade drenge slår sig også løs helt bogstaveligt: Bliver man irriteret på nogen, er folk for grimme eller vækker de ens jalousi, er reaktionen umiddelbar: Brutale tæsk, ubønhørlige slag og spark, indtil de sagesløse ofre bogstavelig talt er banket på plads. De  dækker med selvfølgelighed over hinanden som vidner, så retslige efterspil undgås.

Hvis man bare var sig selv. Og jeg mener ikke den tillærte version. Hvis man bare var 100% udadtil som man var inden i”. Sådan formulerer Henrik sin drøm. For den store selvoptagede individualist er de andre noget ubehageligt. Nogen, der har påduttet en det tillærte. Ønsket om at kunne “være sig selv” kan lyde som noget dybt og kierkegaardsk. I tv-seriens fortælling er det, der kommer frem når man er sig selv dog blot en ynkelig barnagtighed, og et konstant ønske om mere. De rige mænds selvforståelse drives ikke af andet end lyst. Bagved larmer den store tomhed.

Henrik kan fortælle, at han tjente de første 100 millioner før han var 30, men så er det også blevet svært at finde udfordringer man får et kick af”. Han ledes ved den “tunge trummerum af gråt socialdemokratisk helvede.Og lige efter kommer aggressionen: “Jeg kan blive vred, bare jeg tænker på det”, som han afslutter sætningen.

Karaktererne i serien forestiller sig åbenbart, at de er rigtigt sig selv, når de giver den gas og opsøger lysten med store biler, strømme af coke og blondiner. At de derved kommer deres dybeste, autentiske jeg nærmere. Men filmen fortæller noget andet; at begæret efter lysten blot er én mulighed for at realisere sig selv.

Serien fortæller os ikke om det begær, der driver dem er noget grundlæggende menneskeligt, eller om det er noget, der har sin oprindelse i det samfund, som omgiver dem. 

I deres higen efter at have det sjovt, støder de meget foretagsomme mænd konstant ind det omgivende samfunds normer. Det giver sammenstød, men løsningen kan altid købes for penge.

William flyder dog slet ikke ovenpå. Paranoiaen larmer. De øvrige ser hans vanskeligheder med at styre forretningen, og holder krisemøde. Her får vi så et af mange vidunderligt morsomme, kyniske og afslørende replikskifter:  “Han bliver sindssyg ” siger Adam. “Det behøver man ikke at gå konkurs af”, svarer Henrik. Nej, det gør man ikke, og så længe formuen er intakt, så går det. Pengemændene er i en tilstand,  hvor de også selv er slaver af deres formue og forretning. Pengene og magtbesættelsen rammer deres omgivelser, deres nærmeste koner og kærester, deres indbyrdes forhold, og endeligt deres opfattelse af dem selv.

Et sygt system

Exit er en serie om pengemagten der forkrøbler mennesker.  Men den forkrøbler ikke kun dem der er er spundet ind i deres eget guld og deres nærmeste.

I sidste episode får vi udfoldet en pragtmonolog af karakteren Jeppe. Han taler til sin kreds af unge investorer. De smiler sødt og glæder sig, mens han med et voldsomt kropssprog, blottede tænder og vilde øjne fortæller om at det slet ikke handler om grådighed, nej “økonomiske ambition” er betegnelsen han foretrækker.

Tager vi Jeppe-figuren på ordet, ser vi at kapitalismen producerer forkrøblede mennesker. Derfor handler serien kun på overfladen om nogle mennesker i et meget, meget snævert miljø. På et dybere plan handler det om kapitalismens ødelæggelse af mennesker.”

Med alvorlig mine udruller han sin gennemført banale filosofi: “Vi skal se ind i fremtiden, og det er der pengene ligger”, fortæller han de andægtige tilhørere. “Kapitalismen kan ikke bedømmes ud fra motiver. Den kan kun bedømmes ud fra de frugter den har givet os, ikke som enkeltmennesker – men som art”. Der krydsklippes samtidig til de øvrige pengedrenge, hvor vi ser Adam i chok over, at hans Hermine har fået skovlen under ham, og William, der sidder ensomt som et udslukt menneske under hospitalspersonalets forvaltning. Og charmerende Henrik? Han står og brækker sig.

Tager vi Jeppe-figuren på ordet, ser vi at kapitalismen producerer forkrøblede mennesker. Derfor handler serien kun på overfladen om nogle mennesker i et meget, meget snævert miljø. På et dybere plan handler det om kapitalismens ødelæggelse af mennesker. Perspektivet åbnes op og gøres generelt: “Økonomisk ambition er den mentale motor der driver verden” rabler Jeppe. “Vi med økonomisk ambition trækker de andre med sig”, fortæller han til sine unge investorer. Jeppefigurens idé er den liberale floskel, at de riges rigdom trækker andre op. Men når vi ser episoderne, kan vi se de faktisk trækker resten ned. Og perspektivet åbnes helt om med Jeppes ord om at den økonomiske ambition påvirker “mennesker som art”.

Exit er blevet den mest streamede serie nogensinde i norsk tv-historie. I Danmark har den foreløbig kun fået beskeden interesse. Reaktionerne i pressen tyder på, at Exit kun bliver set som kritik af et bestemt miljø, men serien er meget mere end det. Hvis man kun hæfter sig ved det absolut specielle miljø serien foregår i, ser man ikke serien som den kapitalisme-kritik, den er.


Om skribenten

Steen Gottlieb

Steen Gottlieb

Steen Gottlieb er cand. mag. og arbejder som indvandrerlærer. Han er medlem af Gert Petersen-selskabet. Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER