Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
10. maj. 2025

Afvis spionage og USA’s nye ambassadør – og luk konsulatet i Grønland

Med præsident Donald Trumps fornyede trusler om at annektere Grønland må den danske regering skærpe sin position og i samarbejde med Grønland give et diplomatisk – men klart – modsvar. Det skriver Tue Magnussen i dette indlæg

MAGA-guden Trump. Illustration: Per Johan Svendsen

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Det er godt, at udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har indkaldt den fungerende amerikanske ambassadør til en samtale efter, at Wall Street Journal onsdag skrev, at USA vil optrappe spionagen mod Grønland og Danmark.

Ifølge det ansete amerikanske dagblad er de amerikanske efterretningstjenester blevet bedt om at identificere folk i Grønland og Danmark, der støtter de amerikanske mål for Grønland. Trump-administrationen har ikke dementeret artiklen i Wall Street Journal.

Militær eller økonomisk tvang

Trumps interesse i ekspansion på det nordamerikanske kontinent og få kontrol med Grønland er seriøs og vedholdende. Det bekræfter såvel Trumps udtalelser som vicepræsident Vances besøg på Pituffik-militærbasen og senest den intensiverede spionage mod Grønland og Rigsfællesskabet.

Trump gentog søndag i et interview med mediet NBC News, at USA har “virkelig meget brug for” Grønland af hensyn til USAs sikkerhed. Samtidig gentog Trump, at han fortsat ikke udelukker at bruge militær magt i Grønland. 

”Jeg siger ikke, at jeg vil gøre det, men jeg udelukker ikke noget. Vi har brug for Grønland af hensyn til international sikkerhed”, sagde han ifølge CNN.

Tilbage i januar udtrykte Trump direkte adspurgt, at han ikke ville afvise militær eller økonomisk tvang for at sikre, at Grønland bliver en del af USA. 

Trump og hans støtter baserer sig på to sæt argumenter dels sikkerhedspolitiske hensyn og dels økonomiske interesser. Når Trump omtaler økonomiske interesser, der spænder fra en potentiel udnyttelse af naturressourcer som mineraler, olie og gas, sker det oftest i en geopolitisk ramme med henvisning til USAs nationale og økonomiske sikkerhed. 

Revurdering af forholdet til USA

Efter mere end 100 dage ved magten står det derfor klart, at Trump på ingen måde har ændret sin politik, når det gælder en annektering af Grønland – der står i skrigende modsætning til såvel folkeretten som alliancen mellem USA og Danmark i de seneste 75 år. Alt tyder på, at Trump selv er drivkraften bag USA’s interesse for Grønland.

Samtalen med den amerikanske ambassadør er også en god lejlighed for den danske udenrigsminister til, at Danmark aktuelt revurderer det diplomatiske forhold til USA.

Det er vigtigt at erindre, at allerede før sin tiltræden meddelte Trump, at han havde udpeget forretningsmanden og tidligere ambassadør i Sverige, Ken Howery til ny amerikansk ambassadør i Danmark. 

Det skete i et opslag lillejuleaften 23. december med ordene, “Ken vil gøre et vidunderligt stykke arbejde med at repræsentere USAs interesser”, som præciseredes til “ejerskab og kontrol over Grønland”. 

Uhyggelig klar tale fra Det Hvide Hus, som kun fodslæbende og spagt indtil nu er blevet modsagt af den danske regering. Udnævnelsen af den ny ambassadør afventer nu Senatets formelle godkendelse efter en høring af Ken Howery torsdag aften. Derpå fremsender USA udnævnelsen til den danske udenrigsministers godkendelse.

Nok har statsminister Mette Frederiksen søgt og fået en vis opbakning fra EU-partnerne og de nordiske lande, men man har helt undladt at bruge Folkeretten og Danmarks to-årige plads i FN’s sikkerhedsråd til at få en global afstandtagen til USA’s trusler mod såvel Panama, Canada som Grønland. 

Klart svar efterspørges

Trump har ikke vist det mindste tegn på at trække truslerne mod Grønland tilbage. Tværtimod er de nu blevet fulgt op af spionage mod en traditionel allieret. Og endelig er Ken Howery fortsat udnævnt til ny ambassadør.

Men med et sådant kommissorium og Trumps fortsatte trusler om brug af økonomisk og militær tvang bør Lars Løkke Rasmussen under samtalen med den fungerende ambassadør ikke alene tage afstand fra spionagen. men tillige afvise at godkende udnævnelsen eller i det mindste kræve en ændret opgavebeskrivelse for hans afløser Ken Howery. Samtidig bør Lars Løkke kræve lukning af det amerikanske konsulat i Nuuk, medmindre man får en garanti for, at konsulatet ikke vil drive spionage.

Det vil være et klart dansk modsvar til den aktuelle amerikanske udenrigspolitik, der gennem ejerskab og kontrol over Grønland ikke respekterer Grønlands selvbestemmelsesret. Et klart dansk modsvar, der både er diplomatisk korrekt, og som ikke kan misforstås.

Om skribenten

Tue Magnussen

Tue Magnussen

Cand.mag., aktivist og skribent for bl.a. Globalnyt.dk
Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER