Aktionsstrategi: Blokader giver sejre!

På uddannelse efter uddannelse viser det sig i disse år, at studerende – som blokerer eller truer med at blokere deres administration – vinder deres kampe. Når ledelser og rektorer ikke lytter til de ansatte eller til de studerende, så er blokader ikke bare effektive, men afgørende for at genskabe dialog og sætte demokrati i centrum for udvikling af uddannelserne.

Aftale efter seks dages blokade

Det så man senest, da psykologistuderende på Københavns Universitet den 13. december 2022 besatte gangen ind til administrationen på Institut for Psykologi. Blokaden blev afblæst knap en uge senere efter indgåelse af en aftale mellem institutledelse og en forhandlingsgruppe fra Psyk.rådet. Så herfra skal der ikke bare lyde et kæmpestort tillykke til de studerende på Institut for Psykologi i København med at få en aftale. Jeg vil også forsøge at lave en refleksion over de sejre, der er kommet ud af blokaderne.

” En vigtig erfaring fra blokaderne er at bygge op nedefra – og netop ikke starte med blokader, men med organisering og happenings. På psykologistudiet har de studerende gennem et år forhandlet og diskuteret med ledelsen omkring 11 krav. ”

Kontrol og ensretning

Jeg er selv pædagog og tidligere studerende på Campus Carlsberg – der i en periode var bedre kendt som ‘Campus Kaos’.

Jeg har oplevet, hvordan det er, når fagligheden og ens vilkår som studerende ser ud til at smuldre mellem fingrene på en. Oplevet hvordan det er, når udviklingen går i en bestemt retning. En retning styret af et politisk mål om uddannelse til erhvervslivets behov. Det sker gennem ensretning og øget kontrol fra ledelsen og politikerne.

Studerende i opbrud

Og jeg har også set, hvilken vigtig rolle blokader, faglig og studiepolitisk organisering og aktivisme spiller i at skabe mere kvalitet gennem indflydelse for studerende og undervisere.

På pædagoguddannelserne, filmskolen, universiteterne og andre uddannelsesinstitutioner viser der sig i disse år en klar og tydelig udvikling. Ignorerer man de studerendes engagement og ønsker til forbedring af deres uddannelser, og tror man på ledelsesgangene, at man har alle svarene, så er det oplagt for de studerende at gøre, hvad de kan.

Samling om praksisnære krav

Ved at samle mange studerende om praksisnære hverdagskrav kan man organisere sig til forbedringer. Og vil man ikke lytte på ledelsesgangene, så vil de studerende handle for at opnå deres krav.

Skal alle elever og studerende, som oplever ikke at blive hørt så gå ud og blokere deres uddannelsesinstitutioner i morgen? Nej.

En vigtig erfaring fra blokaderne er at bygge op nedefra – og netop ikke starte med blokader, men med organisering og happenings. På psykologistudiet har de studerende gennem et år forhandlet og diskuteret med ledelsen omkring 11 krav.

På pædagoguddannelsen organiserede vi os også omkring 11 krav til forbedringer af vores uddannelse – og det var dem, som flere hundrede studerende var engageret omkring, da forhandlingerne brød sammen, og en blokade blev igangsat.

På pædagoguddannelsen i København varede den 19 dage, på KUA varede den 38 dage, og på psykologistudiet varede den seks dage.

Ligheder – alle forskelligheder til trods

Det er opsigtsvækkende hvor mange ligheder, der har været blokaderne imellem – på trods af  vidt forskellige fagligheder og baggrunde.

Samlende for erfaringerne er, som jeg ser det, tre ting:

1. Først og fremmest at stille krav, som er letforståelige, og som samler studerende på tværs af årgange.
2. At organisere sig på en måde, så man inviterer folk ind, ikke skræmmer dem væk, men langsomt udvider rummet for, hvad der er muligt.
3. At stille krav, som giver mening for flere end bare de studerende, og som i sidste ende handler om et alternativ til centralisering og markedsgørelse af uddannelserne.

Ingen vinder alene

Den helt centrale erfaring er, at man kan skabe forandringer og forbedringer på sit uddannelsessted. Ingen af os kunne have vundet alene.

Støtteerklæringer, donationer og anden hjælp til organisering, pressearbejde og forhandlinger gør en kæmpe forskel.

Det er erfaringer, som jeg håber vil blive taget med videre i de kommende år, når vi igen står over for nedskæringer og reformer af uddannelserne.

Tager politikere og ledelser ikke de studerende, fagligheden og underviserne alvorligt, så får de et problem – på den ene eller den anden måde.
Tak til de psykologistuderende for igen at minde os om, at organisering kan betale sig!