Foto: Christine Vassaux Noe.
11 min. læsetid

Statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) forslag om en SV-regering har endnu engang udstillet manglen på en samlet opposition til venstre for ham. Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, går efter at danne regering alene; og partierne til venstre for hende, nemlig Enhedslisten, SF og Alternativet, kan ikke blive enige om at pege på den samme statsminister. Men hvad kan de blive enige om? Det har Solidaritet spurgt folketingskandidater fra de tre partier om.


Af Kim Kristensen

Hør afsnittet af Radioaktivs Partiprogrammet ovenfor – og følg Podcastserien her

Folketingsvalgkampen var kun få dage gammel, da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) afslørede, hvad han i virkeligheden de senere år havde siddet og tænkt på under de mange statsråd, regeringsseminarer og ugentlige ministermøder – nemlig at det nu i stedet kunne være rart med en SV-regering. I bogen »Befrielsens øjeblik« afslørede statsministeren, at »meget politik laves allerede inde på midten i dag«, og at det i den aktuelle politiske situation vil være det rigtige for Danmark, at der for første gang i over 40 år bliver dannet en regering hen over denne midte med Socialdemokratiet og Venstre.

»Jeg synes jo på mange måder, at det er lidt barokt, at det, der italesættes som den største konflikt i dansk politik, skulle være mellem Socialdemokratiet og Venstre,« som Lars Løkke Rasmussen forklarede.

Den aktuelle politiske situation udmærker sig også på flere måder: På stemmesedlen står 13 partier (og ikke mindst risikerer et tocifret antal faktisk at klare spærregrænsen). Seks partiledere føler sig kaldet til at blive statsminister. Og ultimative krav, i forskellige afskygninger, fylder næsten dagligt medierne.

Følg folketingsvalget på Solidaritet

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, går ganske vist efter at danne regering alene – og altså uden hverken Venstre eller andre partier til højre, eller venstre, for hende. Men foreløbig kan partierne til venstre – Enhedslisten, SF og Alternativet – ikke blive enige om at pege på hverken Mette Frederiksen eller andre.

Solidaritet har derfor sat folketingskandidaterne Mai Villadsen (EL), Carl Valentin (SF) og Rolf Bjerre (ALT) stævne i Solidaritetshuset i Griffenfeldsgade, for at diskutere, hvad der samler – og skiller – dem og hvordan valgkampen forløber. Hvor Mai Villadsen er opstillet i Nordsjællands Storkreds, står Carl Valentin og Rolf Bjerres navne på stemmesedlen i Københavns Storkreds. Og hvor Mai Villadsen og Carl Valentin har stor chance for valgt, er Rolf Bjerres chance mindre. Selv vurderer folketingskandidaten den for, i bedste tilfælde, at være fifty-fifty.

Video: Asger Kallesøe

VÅS-regering

»Det er jo meget interessant at snakke om en SV-regering og hvilke politiske konsekvenser, det vil have – og hvad sandsynligheden er for den,« siger Carl Valentin. »Jeg tror, at det vil være en katastrofe for Danmark. Det vil blive den vildeste administrationsregering, som ikke ville kunne gennemføre noget progressivt, og i stedet vil holde fast i den nuværende situation: En fortsat stram udlændingepolitik og ingen lighedsskabende fordelingspolitik. Jeg kan ikke se nogle områder, hvor det ville være interessant. Det er jo de to partier i Danmark, der er mest optagede af at bevare samfundet, som det er«.

»Ja, på mange måder,« siger Rolf Bjerre. »Nu prøver jeg at drømme højt: Jeg tror, at hvis Socialdemokraterne og Venstre går samme, så bliver det en administrativ videreføring af ingenting, så jeg tænker, at de bliver nødt til at danne en VÅS-regering! Det kan jo også se ud som om, at de kan mangle et enkelt parti eller to for at få flertal, så de bliver måske nødt til det. Så kan de stå på hver sin side og tage æren for at løfte Alternativet op, og lige pludselig ikke bare have lånte fjer om klimaet i en valgkamp, men faktisk få fire år, hvor de bliver greenwashed. Så jeg ser frem til et samarbejde i VÅS-regeringen«.

»Vil du gerne det?« spørger Mai Villadsen.

RB: »Jeg kan godt se nogle rædselsscenarier, som er væsentligt værre end en SV-regering. Hvis jeg skal stille to modsætninger op, som hedder VÅS-regeringen eller en ræverød regering uden Alternativet, så kunne jeg godt af egoistiske årsager se fornuften i det.

CV: »Det fatter jeg ikke«.

MV: »Alternativet vil jo blive fuldstændig smadret, for så vil I skulle lægge stemmer til deres skattelettelser, ikke ret meget bedre velfærd – og de er jo heller ikke særligt progressive på det grønne«.

RB: »Jeg tænker lidt, at vi kunne få en rolle lige som Dansk Folkeparti, selv om de jo ikke sad med i regeringen. Vi ville være udslagsgivende«. MV: »Men Dansk Folkeparti har haft den rolle, fordi de netop ikke sad med i regering«. RB: »Det ved jeg«. CV: »Tror du ikke, at de hellere ville tage de Radikale end jer?« RB: »Det tror jeg er rigtigt. Det har du nok ret i«. CV: »Jeg vil sgu hellere have en ræverød regering, som totalt ignorerede SF end en SVSF-regering. Det må da være politikken, som er afgørende. Ikke om ens eget parti er med«.

Jeg tænker lidt, at vi kunne få en rolle lige som Dansk Folkeparti, selv om de jo ikke sad med i regeringen. Vi ville være udslagsgivendeRolf Bjerre, Alternativet
“Jeg tænker lidt, at vi kunne få en rolle lige som Dansk Folkeparti, selv om de jo ikke sad med i regeringen. Vi ville være udslagsgivende” forklarer Alternativets Rolf Bjerre. Foto: Christine Vassaux Noe.

RB: »Der er også noget med, hvad man så kan sammen. På venstrefløjen mangler vi jo i den grad at konsolidere os. Så jeg kan være i tvivl om, der ikke også går hat-og-briller i den del«. MV: »Lige nu står venstrefløjen til at få det bedste folketingsvalg siden 1970’erne. Jeg tror, det er derfor, at Lars Løkke Rasmussen begynder at tale om en SV-regering. Det har ikke en skid at gøre med Rasmus Paludan og hans parti Stram Kurs. Hvis der er en strømning til højre, så synes højrefløjen, at det skal være den mest højreorienterede regering, vi kan få: Mere Liberal Alliance og flere skattelettelser og privatiseringer. Men nu går strømmen i den modsatte retning, så Lars Løkke Rasmussen forsøger at samle midten. Det er derfor, at vi på venstrefløjen skal prøve at stå sammen. Vores partier kan, tilsammen, ende med at blive større end Socialdemokraterne og kunne udfordre dem. Det er da målet, for så kan vi ændre politikken«.

CV: »Lars Løkke Rasmussen prøver at fange nogle af vælgerne i midten, som synes, at det på en måde kunne være spændende med en SV-regering. Statsministeren får Mette Frederiksen til at distancere sig fra tanken – og ikke virke så favnende – hvorimod han virker som landsfaderen«.

Kørt over af De Radikale

MV: »Der er mange som har glemt, hvad De Radikale egentlig står for fordelingspolitisk. Det er jo helt skørt. Bare fordi et parti kan sige noget fornuftigt om uddannelsespolitik og flygtninge, så er det som om, partiet er venstreorienteret. Det lukrerer De Radikale på lige for øjeblikket«.

CV: »Vi har ikke så mange debatmøder om arbejdsmarkedsforhold og fordelingspolitik, så vi har også et fælles ansvar om at minde om, hvor De Radikale faktisk står, når det kommer til de spørgsmål. Jeg kan sgu’ godt huske, hvordan det var sidst. Jeg var formand for SF Ungdom, dengang vi sad med i regeringen og blev kørt over på nogle af de afgørende spørgsmål, fordi De Radikale ikke ville være med. Det vil fandme være stort, hvis vi kan blive uafhængige af dem – og dejligt, hvis Alternativet så vil være med«.

Carl Valentin (SF): “Jeg var formand for SF Ungdom, dengang vi sad med i regeringen, og blev kørt over på nogle af de afgørende spørgsmål, fordi De Radikale ikke ville være med. Det vil fandme være stort, hvis vi kan blive uafhængige af dem – og dejligt, hvis Alternativet så vil være med ”

RB: »Vi har jo nogle krav«. MV: »Det har vi alle. Men SF ønsker jo en flerparti-regering, og så kan Mette Frederiksen sige: ”Ja, men det bliver med De Radikale”«. CV: »Vi har sagt, at det er afgørende, at Mette Frederiksen undersøger muligheden for en flerpartiregering. Og det skyldes, at en sådan regering vil være bedre, hvis SF var med i den. Helt klart. Om det også gælder, hvis De Radikale kommer med i den, er svært at sige. Det kommer an på styrkeforholdet. SF skal selvfølgelig ikke gå med for enhver pris. Men får vi et flertal uden De Radikale, så synes jeg, at det kunne være interessant, at SF gik med. Især hvis vi går frem«.

Trængsel i bussen

MV: »Der er jo trængt på vores plads i bussen, når alle partier lige pludselig synes, at velfærd er noget, de virkelig prioriterer. Når alle lige pludselig vil af med uddannelsesloftet. Når De Konservative og Liberal Alliance lige pludselig også synes, at det synd, hvordan børnene har det på Sjælsmark. Jeg kan virkelig godt forstå, at der bliver politikerlede, når folk på den måde…  Og nåh, ja, klimaet. Hold da op! Det er virkelig blevet en konkurrence om at være mest rød og grøn, og det kan godt provokere, når du føler at have slidt og slæbt for at trække bare en lille smule i den rigtige retning de seneste fire år – og så melder de sig lige pludselig ind i kampen«.

RB: »For mig er politik jo det muliges kunst og de fleste, som er dygtige til det, går til grænsen. Og hvis du ikke har nogen reelle løsninger, så må du jo sige noget, der lyder som noget. Så for mig at se er politik fyldt op af halve sandheder, og det som befolkningen gerne vil høre. Jeg går jo også til grænsen i min kommunikation og hvad jeg, etisk og moralsk, synes, at jeg kan. Vi er nogle heste som er stillet op til skulle løbe hen mod målstregen – og vi vil gerne gøre det etisk rigtigt, men vi vil også gerne hurtigt i mål. Det er en konstant udfordring at være sober og ærlig og samtidig stå sammen med nogle, som scorer billige points på at være noget andet«.

“Det er virkelig blevet en konkurrence om at være mest rød og grøn og det kan godt provokere, når du føler at have slidt og slæbt for bare at trække bare en lille smule i den rigtige retning de seneste fire år – og så melder de sig lige pludselig ind i kampen” siger Enhedslistens Mai Villadsen. Foto: Christine Vassaux Noe.

CV: »Jeg oplever tit under debatmøder, at der sidder nogle politikere, som bare siger ja til nogle ting, som de ellers ikke normalt ville sige ja til – som deres repræsentative partier ikke bakker op om. En af mine mærkesager er at fjerne brugerbetaling på psykologhjælp, hvilket også er SF’s politik. Det oplever jeg nu, at alle partier pludselig synes er fint, når jeg er ude og debattere. Og det provokerer mig, for det har vi jo ikke kunnet få igennem Folketinget. Så det er vigtigt for at mig at få vælgerne til at forstå, at de er nødt til at stemme på nogle, som mener det – og vil gøre det, når det kommer til en afstemning i folketingssalen«.

MV: »Det er sindssygt kompliceret at stå ude til de debatmøder. I går stod jeg sammen med en konservativ folketingskandidat som sagde, at vi i morgen skulle tage imod 5000 kvoteflygtninge. Det var jo vild flot, men det er bare ikke partiets politik. Skal jeg så bruge min taletid på at afsløre det? Eller skal jeg bruge tiden på at fremlægge vores egen politik. Jeg kan godt forstå, at vælgerne bliver så trætte af politikere, fordi der bliver lovet guld og grønne skove og – som vi kan se i valgkampen om klimaet og velfærden – så er det jo tomme løfter«.


Følg Radioaktiv på Solidaritet.dk