Alternativet: Særloven er statsracisme, og udstiller dansk flygtningepolitik
At en dansk særlov for en gruppe europæiske flygtninge skulle bane vej for, at Inger Støjbergs paradigmeskifte skulle rulles tilbage i en mere human retning, er i bedste fald naivt – i værste fald spin, skriver bl.a. politisk leder for Alternativet, Franciska Rosenkilde.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.
Regeringens særlov på flygtningeområdet tydeliggør, hvordan dansk flygtninge- og udlændingepolitik er rodfæstet i en diskriminerende politisk tankegang, hvor mennesker vurderes og sorteres på baggrund af deres etnicitet. Derfor kan Alternativet ikke støtte særloven. Det samme burde regeringens støttepartier undlade. For her er tale om statsracisme.
Særloven blev vedtaget i fredags af et flertal af Folketingets partier i relation til Ruslands invasion af Ukraine og de tusinder – og snart millioner – af flygtninge, der er på vej ud af landet og blandt andet rejser mod Danmark.
Loven giver ukrainske flygtninge øjeblikkelig opholdstilladelse i Danmark. Derudover får de adgang til arbejdsmarkedet, velfærd og uddannelse. Med andre ord ønsker man med loven, at ukrainerne skal behandles som anstændige mennesker, når de kommer til Danmark. Alternativt kunne man behandle dem som en art asylfanger, og stuve dem sammen i isolerede centre, hvilket ellers er Danmarks sædvanlige velkomst af flygtninge.
På den måde tegner tendenserne i særloven et billedet af en flygtninge- og udlændingepolitik, som vi i Alternativet faktisk godt kan bakke op om. Problemet er bare, at den kun gælder for nogen. Det burde være en lov og ikke en særlov.
Hvorfor en hastelov alligevel ikke bør være et dansk bidrag
Naturligvis skal ukrainerne hjælpes – det er Danmarks vigtigste opgave lige nu at bidrage humanitært. At støtte de tilbageværende ukrainere samt hjælpe de flygtende sikkert væk fra krigshandlingerne. Men der skal ikke en særlov til.
“Alternativets udgangspunkt for forhandlingerne var, at man med fordel kunne bruge de seks måneder til at formulere en ny og ansvarlig flygtningelov. En lov, der én gang for alle gjorde op med Inger Støjbergs racistiske paradigmeskifte.”
For det første er det ikke nødvendigt med en særlov for at sikre ukrainerne ophold nu og her. De kan trygt være i Danmark på turistvisum, der gælder op til seks måneder. For det andet er det danske lokalsamfund i fuld gang med at mobilisere støtte, sengepladser og meget anden opbakning til de ukrainske flygtninge. Danske lokalpersoner, civilsamfund og kommunale instanser står klar til at hjælpe med stort og småt – der behøves ingen statsstyret særlov.
Alternativets udgangspunkt for forhandlingerne var, at man med fordel kunne bruge de seks måneder, som et turistvisum varer, til at formulere en ny og ansvarlig flygtningelov. En lov, der én gang for alle gjorde op med Inger Støjbergs racistiske paradigmeskifte.
At en særlov er nødvendig, udstiller dansk politik
I retsstater er loven lige for alle. Når et flertal i Folketinget tillader sig at lave særlove, fordi ”de rigtige flygtninge” dukker op, så ser vi endnu en gang statsracismens grimme ansigt.
I Alternativet er vi frygteligt bekymrede for, at denne særlov danner en præcedens for forskelsbehandling og endnu mere statsracisme.
Regeringens støttepartier har siden vedtagelsen været på overarbejde med paroler om, at partierne hermed har gjort ‘dagens gode gerning’ ved at vedtage særloven. At der med særloven er åbnet et vindue for, at den danske udlændingepolitik kan udvikle sig i en mere human retning. En opfattelse, som vi stiller os ekstremt kritiske over for i Alternativet.
At en dansk særlov for en gruppe europæiske flygtninge skulle bane vej for, at Inger Støjbergs paradigmeskifte skulle rulles tilbage i en mere human retning, det er i bedste fald naivt – i værste fald spin.
En formøblet chance for en mere human politik
Ja, der var muligvis et moment, og en mulighed for at trække dansk udlændinge- og flygtningepolitik i en mere human retning, da Rusland invaderede Ukraine. Men dén mulighed har støttepartierne forspildt med den snart vedtagne særlov.
“I Alternativet frygter vi, at partierne nu har hamret de sidste søm i den kiste, der indeholder mulighederne for en fremtidig empatisk og fagligt funderet udlændingelov.”
I stedet har man nu skabt præcedens for, at flygtninge kan forfordeles eller diskrimineres på baggrund af deres statsborgerskab.
I Alternativet frygter vi, at partierne nu har hamret de sidste søm i den kiste, der indeholder mulighederne for en fremtidig empatisk og fagligt funderet udlændingelov. Støttepartierne skulle have nægtet at indgå i en særlovsaftale og i stedet kæmpet benhårdt for at ændre asylreglerne for alle flygtninge.
De burde, ligesom Alternativet, have holdt fast i, at flygtninge ikke skal diskrimineres på baggrund af deres oprindelsesland. Det er statsracisme.
Der er ingen, der flygter fra krig for sjov. Alle skal behandles lige – uanset deres baggrund, etnicitet, religion eller kultur. Som privilegeret samfund har vi overskud til at have en human flygtningepolitik. Særloven er desværre ikke et skridt i den rigtige retning.