Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
12. november. 2025

Alternativet vil give lejere bedre mulighed for at blive andelshavere: “København skal være en by, man kan bo i – ikke bare investere i”

Hvordan får man flere billige boliger i København? Det er et af de helt centrale spørgsmål ved det forestående kommunalvalg, og nu melder Alternativet sig ind i debatten. De vil skabe flere andelsboliger ved at lade kommunen stille med økonomisk sikkerhed, så lejere får bedre mulighed for at opkøbe de boliger, de bor i

Karoline Lindgaard. Foto: Morten Frøslev

Billigere boliger lader til at være et af de vigtigste valgløfter, du kan give, hvis du stiller op for et venstrefløjsparti i København. Enhedslistens Line Barfod vil bygge 41.000 billige boliger inden 2040. SF’s Sisse Marie Welling vil bruge 10 milliarder kroner på at opkøbe ejendomme og leje dem ud til københavnere. Og Alternativet har også meldt sig.

Alternativet i København og deres spidskandidat til kommunalvalget, Karoline Lindgaard foreslår nemlig en ny model, der skal gøre det lettere for lejere at stifte andelsboligforeninger, når deres udlejningsejendom bliver sat til salg. Karoline Lindgaard siger, at målet er at give almindelige københavnere en reel chance for at eje deres egen bolig – og samtidig bremse kapitalfondes opkøb af byens ejendomme.

“København skal være en by, man kan bo i – ikke bare investere i. I dag bliver alt for mange ejendomme opkøbt af kapitalfonde, mens de mennesker, der faktisk bor der, aldrig får en reel chance for at købe deres eget hjem. Det er både uretfærdigt og kortsigtet,” fortæller Karoline Lindgaard til Solidaritet.

En kommunal garanti

Ifølge Alternativet skal kommunen kunne stille garanti for en del af lånet, så banker og kreditinstitutter vil være mere tilbøjelige til at låne penge til at stifte nye andelsforeninger. Hvis der stadig mangler startkapital, skal kommunen kunne gå ind som midlertidig andelshaver ved at købe en mindre andelspost.

Når foreningen er økonomisk stabil – hvilket den ifølge Alternativet typisk vil være efter nogle år – kan kommunen trække sig ud igen ved at sælge sine andele til beboerne eller nye andelshavere på venteliste.

Det er Københavns Kommune faktisk også begyndt på. I en nylig sag er Københavns Kommune gået ind og har garanteret at købe andelslejligheder til en værdi af 5 millioner kroner, så en ny andelsboligforening i Vanløse kan hjælpes i gang.

Ifølge jurist og lektor ved Københavns Professionshøjskole, Badar Shah er der dog en økonomisk risiko ved sådan en model:

”Hvis en andelsforening går konkurs – som man så i Højesterets dom om andelsforeningen Duegården i 2016 – kan kommunen risikere at miste de penge, den har stillet garanti for. Det vil være politisk svært at forsvare, hvis offentlige midler går tabt”, oplyser han i en mail til Solidaritet, hvor han også understreger, at beboerne næppe i alle tilfælde vil have økonomisk mulighed for at købe kommunen ud, når tiden kommer.

Til kamp mod kapitalfonde

Allerede i dag har lejere ret til at opkøbe lejligheden, når deres ejendom sættes til salg, men mange beboere har svært ved at finde pengene til det. Ifølge Alternativet betyder det, at mange ejendomme i stedet bliver solgt til kapitalfonde, som kan handle hurtigere og betale kontant.

Med den nye model skal kommunen kunne hjælpe med finansieringen, så beboerne får en reel mulighed for at overtage ejendommen og danne en andelsboligforening, mener Karoline Lindgaard.

“Andelsboligformen er en af de mest geniale opfindelser i dansk boligpolitik. Den giver folk mulighed for at eje en del af deres hjem uden at gøre bolig til et spekulationsobjekt,” siger Lindgaard, som fortsætter: “Det er en model, der skaber tryghed og stabile priser, og som holder værdien i hænderne på beboerne, ikke på investorer.”

Badar Shah giver Alternativet ret i, at kapitalfonde ofte har et forspring, når det handler om at overtage lejeboliger, der er sat til salg:

”Lejere har ofte meget kort tid til at stifte en forening og finde finansiering. Kapitalfonde kan derimod handle kontant og uden forsinkelse, så det er sjældent en reel konkurrence. Derfor ender mange ejendomme på fondes hænder”, forklarer han til Solidaritet.

Fokus på boliger, folk har råd til

Alternativets forslag lægger vægt på, at ordningen skal målrettes ejendomme, hvor boligafgiften kan holdes på et niveau, der er til at betale for almindelige københavnere.

Ifølge Karoline Lindgaard handler det om at bremse udviklingen, hvor antallet af andelsboliger i København falder år for år.

“Vi ser desværre, at antallet af andelsboliger i København falder, mens flere ejendomme ender i hænderne på kapitalfonde. Det er en bekymrende udvikling, fordi andelsboligen netop er den boligform, der gør det muligt for almindelige mennesker at eje en del af deres hjem uden at blive fanget i spekulation,” siger hun.

“Med vores forslag vil vi rette op på det – ved at give beboerne en reel chance for at købe deres ejendom, når den er til salg.”

Socialt fremskridt eller boligstøtte til middelklassen?

Ifølge Badar Shah vil Alternativets forslag nok være en hjælp til nogle borgere, men det skaber også andre spørgsmål. For hvor et potentielt tab ved Alternativets andelsbolig-model vil blive socialiseret i kommunen, vil en gevinst – når andelen stiger i værdi – blive privatiseret blandt andelsforeningens beboere.

Karoline Lindgaard medgiver, at forslaget ikke løser Københavns boligproblemer, og at det ikke kan stå alene.

”Vi har brug for et bredt greb, hvor der både bygges flere billige, almene boliger, så byens mest udsatte og lavtlønnede borgere kan finde en bolig, og hvor vi samtidig skaber flere muligheder for, at almindelige lønmodtagere og unge familier kan komme ind på boligmarkedet”, skriver hun til Solidaritet.

Hun fremhæver dog udspillet om at omdanne lejeboliger til andelsboliger som et vigtigt led i en løsning, da det vil give flere mennesker mulighed for at have en stabil boligsituation uden at optage store lån.

”Det er også værd at bemærke, at mange fra middelklassen i dag bor i almene boliger, ikke fordi de ikke ønsker at flytte, men fordi de ganske enkelt ikke har råd til at købe. Det betyder, at nogle af de billige almene boliger bliver optaget af mennesker, der egentlig ville have råd til at bo i en andelsbolig, hvis der fandtes flere af dem”, skriver hun.

På den måde kan flere andelsboliger ifølge Karoline Lindgaard være med til at frigøre almene boliger til dem, der har mest brug for dem.

Om skribenten

Jonas Neivelt

Jonas Neivelt

Redaktør på solidaritet.dk Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER