Alternativets grønne afgiftspolitik mangler strukturelle løsninger

Jeg er medlem af Alternativet og var tidligere i år til partiets landsmøde. Her var hovedemnet vores nye klimaudspil. Alternativet har nemlig i forbindelse med fornyelsen af Klimaloven i 2025 foreslået, at “Danmark skal være 100 % klimaneutralt i 2035.” En del af Alternativets kampagne går på, at det skal være billigst at være grøn.

I dag er det billigere at købe et kilo flæskesteg end et kilo økosvampe. Det er billigere at flyve til Paris end at tage toget til Paris. Og det er også billigere at forurene vores drikkevand med pesticider end at beskytte grundvandet. Det er dog kun på den korte bane, at disse ting er billigere. Vi betaler prisen senere i form af klimaflygtninge, naturkatastrofer og hungersnød.

Det bør være omvendt, så det grønneste valg allerede i dag er det billigste. Så når den enkelte forbruger går ned i supermarkedet, behøver de ikke tænke på, om produktet er økologisk, biodynamisk eller fra permakultur. Det kan man blandt andet gøre ved at indføre en høj, ensartet CO₂-afgift og afskaffe momsen på frugt og grønt. Alle disse ting er kernen i Alternativets nye klimaudspil.

Jeg støtter helhjertet Alternativets vision om, at det skal være billigst at være grøn. Det vil gøre det nemmere for forbrugerne, når de handler i supermarkedet. Det vil få den enkelte landmand til selv at betale for sine klimasynder. Og det vil medregne de egentlige omkostninger ved produkterne. Det lyder umiddelbart besnærende — hvorfor skal vi ikke kæmpe for, at det skal være billigst at være grøn?

Strukturelle problemer – strukturelle løsninger

Det gik op for mig — hvad nu hvis Alternativets iver efter at gøre det billigst at være grøn overser en strukturel løsning, der på sigt vil medføre, at det grønneste valg er det eneste valg, fordi virksomhederne rent faktisk har incitament til at producere til menneskers behov og ikke et profitmotiv?

Jeg satte mig for at undersøge, hvordan det kan lade sig gøre, og jeg faldt over to ting, der definerede min holdning til denne produktionsmåde: Móndragon-kooperativerne i Spanien og Pariserkommunen i 1871.

Móndragon-kooperativerne har verdens største samling af kooperativer og råder over alt fra forskning til industri til teknologi. Móndragon-kooperativerne blev oprettet i 1956 og har siden kun vokset sig større. I dag er mere end 70.000 medarbejdere i Móndragon en del af et kooperativ.

Kooperativerne er blevet kendt for at tænke nyt, løfte i flok og afprøve en ny virksomhedsform, hvor virksomhederne slår sig sammen om at være fælles om produktionen, så produktionen baserer sig på samarbejde frem for konkurrence. Det har reduceret virksomhedernes økonomiske pres i en sådan grad, at forskere konkluderer, at spanske kooperativer klarer sig bedre end private virksomheder.

Virksomhederne behøver ikke at tænke på profit, fordi de ikke er bange for at gå konkurs, medarbejderne ikke er bange for at blive fyret, og virksomhederne ikke er bange for at blive udkonkurreret.

Det giver virksomhederne reel frihed til at fokusere på, hvad der skal produceres, til hvilket formål og hvem der skal inddrages i beslutningerne. I Móndragon-kooperativerne ejer medarbejderne produktionsmidlerne i fællesskab, så de har reel kontrol over produktionen. På den måde er der ikke bare én kapitalist, der udnytter arbejdskraften, fordi de er fælles om produktionen.

Móndragon-kooperativerne har samtidig en lønforskel på 6:1, hvilket betyder, at den højest lønnede i kooperativet maksimalt må tjene seks gange så meget som den lavest lønnede. På den måde bliver lønnen fordelt mere ligeligt mellem medarbejderne, så ingen stiger unødigt i løn på andres bekostning.

Móndragon-kooperativerne er blevet kendt på verdensplan og har inspireret virksomheder i en række lande til at organisere sig i kooperativer. I fx Italien, Canada og Danmark er der også store, velfungerende kooperative virksomheder. Det viser, at kooperativer, demokratisk ledelse og arbejderdemokrati er vejen frem for virksomheder. Ved at samarbejde, inddrage medarbejderne og være fælles om produktionen kan Móndragon-kooperativerne fokusere på at producere til menneskers behov og ikke et profitmotiv.

Afgifter er til for at ændre forbrugsmønstre, men hvis vi ændrer produktionsformen i samfundet, vil afgifterne slet ikke være nødvendige. På den måde kan Alternativets målsætning om, at det skal være billigst at være grøn, lykkes gennem strukturel, behovsbaseret produktion – fordi kooperativer netop kan prioritere klimavenlig produktion uden at være presset af profitkrav.

Kapitalismens oligarki

Problemet er, at vi har et socioøkonomisk system, hvor magten er samlet hos en lille elite, der har interesse i at fastholde status quo.

Vi ser i disse år, at staten varetager snævre interesser. Som når SVM-regeringen kun inviterer én klimaorganisation med i Den “Grønne” Trepart — vel at mærke en lobbyorganisation — til forhandlinger om deres egen straf. Som når man tillader landbruget at slippe med frivillige aftaler, forurene vores drikkevand og øve rovdrift på naturen. Og som når man prioriterer skattelettelser for en lille elite frem for anerkendelse af det store flertal af befolkningen, der får samfundet til at køre rundt.

Disse eksempler viser, hvordan systemet er indrettet efter et mindretal, der fokuserer på at tilegne sig profit på andres bekostning. Selv hvis et stort flertal i befolkningen vælger en progressiv, socialistisk regering – som vi så det med SYRIZA i Grækenland, der blev valgt på at blive gældfrie, stoppe sparepolitikken og privatiseringen af velfærd samt skabe demokratisk kontrol over virksomheder – bliver de stadig mødt af kapitalflugt, sanktioner og strenge krav fra EU, som tvang dem til at stoppe den politik, de havde fået mandat til.  

Den nuværende stat er perfekt til at skjule den oligarkiske magt under kapitalismen. Langt de fleste danskere kan stemme, gå gratis til lægen og blive reddet af samfundet gennem vores “sociale sikkerhedsnet”. Det bringer mange til den konklusion, at vi lever i et frit og lige samfund, hvor alle har lige mulighed for at få indflydelse på beslutningerne.

Langt de fleste danskere tænker samtidig ikke over, hvor stor indflydelse partistøtte og lobbyisme har på politik. Og hvem i lobbyorganisationer er det typisk, der giver penge til politikerne? Jeg vil mene, at det er dem, der ejer produktionsmidlerne.

Arbejderdemokrati

Derfor er det ikke muligt at skabe et ægte arbejderdemokrati inden for den nuværende stat, fordi staten er skabt til at fastholde interesserne for dem, der ejer produktionsmidlerne. Hvis produktionsmidlerne er ejet af få mennesker, der har kontrol over produktionen, bliver politikken også bygget på snævre interesser.

Dermed bliver vi nødt til at bryde med staten for at opbygge en arbejderstat, der værner om flertallets interesser og menneskers behov over profit. Når først vi har gjort folk bevidste om systemets barrierer, åbner det også for mulighederne ved et nyt system.

Men hvordan skal et sådant system så fungere i praksis? Pariserkommunen fandt i 1871 en alternativ måde at organisere samfundet på. Efter en gruppe engagerede borgere i Paris overtog magten, gennemførte de på 72 dage reformer som adskillelse af stat og kirke, oprettelse af folkemilitser og etablering af demokratiske råd. Kommunen blev dog brutalt nedkæmpet af den franske stat, fordi de gik imod statens kapitalinteresser.

Eksemplet fra Pariserkommunen viser, at når man bygger politik fra bunden på borgernes præmisser, laver regler for at undgå magtmisbrug og etablerer en stat, der varetager flertallets interesser, kan man skabe strukturelle løsninger, der på sigt vil medføre, at virksomhederne rent faktisk har incitament til at producere til menneskers behov og ikke et profitmotiv. Disse regler inkluderer, at politikerne ikke må tjene mere end en gennemsnitlig arbejder, embedsmænd bør være demokratisk valgt, og der bør oprettes arbejderråd i alle kommuner.

Pariserkommunen var ikke uden begrænsninger. Pariserkommunen manglede centraliseret ledelse, politisk erfaring blandt borgerne og evnen til at udbrede sine idéer og politiske indflydelse ud over Paris. Alligevel er den i mine øjne et godt historisk udgangspunkt for et bedre samfund.

Borgerinddragelse

Gennem borgerinddragelse og ny teknologi kan vi nemmere finde ud af, hvad borgerne har behov for og så producere det. Hvis en arbejderstat kan oprette arbejderråd, der kan indsamle information om borgernes behov, kan vi inddrage borgerne meget mere i beslutningerne om, hvad der skal produceres.

Borgerne vil dermed komme med input til virksomhederne, men selve produktionen vil være overladt til medarbejderne. Medarbejderne vil dermed bruge ny teknologi til at mikroanalysere efterspørgslen.

Hvis man for eksempel har et landbrugskooperativ, kan medarbejderne vælge en bestyrelse og sammen beslutte, hvad der skal produceres mest af og mindst af. Vegetabilske fødevarer får “pluspoint” og animalske fødevarer får “minuspoint” i et simpelt skema, så vegetabilske fødevarer bliver billigere og produceres mere, mens animalske fødevarer bliver dyrere og desuden gradvist udfases, fordi det er unødvendigt for menneskers sundhed og ekstremt klimaskadeligt.

På den måde kan vi planlægge produktionen demokratisk ud fra menneskers behov og hensynet til klimaet i stedet for profit, og der er ikke længere brug for afgifter som statslig prisregulering.

Jeg mener derfor, at afgifter kun er en lappeløsning, fordi de dækker over det egentlige problem: at virksomhedernes produktion i dag styres af profit og ikke af menneskers behov.