Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
27. november. 2020

Amazons ekspansion møder modstand i Frankrig

Amazon drager fordel af coronakrisen, og er i gang med at etablere sig massivt i blandt andet Frankrig. Men modstanden breder sig.

Den franske præsident, Emmanuel Macron tager imod Jeff Bezos og Lauren Sanchez fra Amazon. Virksomheden er lige nu ved at udvide sit forretningsimperium i Frankrig, og nyliberale Macron stiller sig gerne til rådighed for verdens rigeste mand. Andre steder i Frankrig er modstanden mod den fagforeningsfjendske tech-gigant dog voksende. Foto fra Instagram.

Amazon drager fordel af coronakrisen, og er i gang med at etablere sig massivt i blandt andet Frankrig. Men modstanden breder sig i landet, med et forenet krav om stop for nye Amazon-distributionscentre.



Af Finn Kjeller

300 var på gaden den 17. november ved Montbert syd for Nantes i det vestlige Frankrig for at sige nej til et kæmpe distributionscenter, som Amazon vil opføre. På stedet, hvor Amazon næste år vil bebygge 184.000 m2 med en lager- og pakkehal, holdt aktivisterne en ”festlig skovtur” – som en optakt til større protester.

Montbert er kun én af mindst 10 franske lokaliteter, hvor Amazon har planer om at oprette nye lagre og distributionscentre det næste års tid. Det vil være omtrent en fordobling – og Amazon er allerede i gang med at fordoble sit lagerareal.

Udnytter corona-pandemien

Coronapandemien har givet den amerikanske e-handelsmastodont yderligere vind i sejlene. Mange sidder hjemme og bestiller dagligvarer, tøj og elektronik på nettet i stedet for at gå i butikker. Siden begyndelsen af 2020 er koncernens omsætning skudt i vejret, så verdens rigeste mand Jeff Bezos, har øget sin formue til over 200 milliarder dollars.

”For Jeff er det en drøm. Så pyt med, at det har kostet 20.000 corona-smittede ansatte, en eksplosion i antallet af importerede produkter og mere forurenende transport, nedlæggelse af tusindvis af arbejdspladser i nærbutikker og bebyggelse af jorder,” siger Attac France.

Op til Black Friday i dag (27. november) mobiliserer franske græsrodsbevægelser mod Amazons hastige ekspansion og for bæredygtige alternativer. Nogle af de mest aktive er den franske miljøbevægelse Les Amis de la Terre (den franske afdeling af Friends of the Earth) og Attac France.

”Hvis Amazons udvidelse ikke standses, kan den føre til en fordobling af firmaets markedsandel og nedlæggelse af 100.000 arbejdspladser rundt om i Frankrig. Den vil også føre til distribution af 2 milliarder ekstra produkter om året og trække os endnu længere i retning af klimakaos,” hedder det i en appel, som er lanceret af 120 repræsentanter for miljøbevægelser som Greenpeace og Amis de la Terre, fagforeninger som CGT og FSU, og partier fra de Grønne til la France Insoumise, men også forlæggere og boghandlere m.fl.

De forlanger, at der indføres et midlertidigt stop for nye distributionscentre, og at Amazon m.fl. pålægges en corona-særskat, som skal gå til at finansiere jobbevarelse og støtte nærbutikker.

Ønsket om at stoppe udvidelsen af butiksbyggerier, inklusive e-handelens, var med blandt 150 forslag, som blev fremsat af det franske klima-borgerting tidligere i år. Regeringen har lovet at lovgive på grundlag af klima-borgertingets forslag, men præsident Emmanuel Macron har sørget for, at et forslag i parlamentet ikke bremser byggerier til brug for e-handel.

Miljøbevægelsen retter en skarp kritik mod Macron, som de beskylder for at være en af hovedmændene bag Amazons ekspansion i Frankrig – først som økonomiminister, siden som præsident.

”Vi må gribe Black Friday som en chance for at forhindre Amazon i at fordoble sin aktivitet i Frankrig og cementere sit monopol. Vi må tage stærkt afstand fra Emmanuel Macron og hans flertals medvirken til de sociale og miljømæssige katastrofer, der er på vej!” siger Amis de la Terre.

Ved Black Friday i 2018 fik Amazons franske hovedkontor i Paris-forstaden Clichy en hilsen fra miljøbevægelsen: Aktivister dumpede 15 kubikmeter el- og elektronik-affald foran kontoret i protest mod Amazons overtrædelse af lovgivningen om at tage affald tilbage. Foto fra Amis de la Terres’ aktion

Byggerier listes igennem

Distributionscentrene møder lokal modstand mange steder i Frankrig.

I en lille by med 1.100 indbyggere i departementet Gard i Sydfrankrig tog en borgerforening kampen op mod Amazon. De ville ikke have en kæmpe kasse af et distributionscenter med massiv lastbiltrafik få kilometer fra den romerske bro Pont du Gard – UNESCO-verdenskulturarv og en af de ældste og mest besøgt turistattraktioner i landet. Men der blev stillet 150-200 job i udsigt med deraf følgende skatteindtægter. Borgmesteren gav Amazon byggetilladelse, og præfekten, dvs. statens repræsentant i departementet, stod klar med en miljøtilladelse.

”Amazons strategi er altid den samme. Selskabet afpresser arbejdsløsheds-plagede lokalområder på beskæftigelsen og får dem til at konkurrere indbyrdes,” siger Alma Dufour, kampagneansvarlig for kamp mod overproduktion og overforbrug i Amis de la Terre. ”Projektet holdes hemmeligt indtil sidste øjeblik ved hjælp af tavshedsklausuler, som de folkevalgte skriver under på uden at blinke, fordi de er tiltrukket af løfterne om arbejdspladser.”

Job i fare

“Det multinationale selskab udnytter den nød, som er skabt af arbejdsløshed i udkantsområderne, og rykker ind med løfter om nye job, men i realiteten er de med til at nedlægge job. Amazon er næsten fritaget for skat, mens de små virksomheder betaler langt mere.” Sådan sagde en repræsentant for de Gule Veste, da hun var med til at blokere Amazon-kontorer i juli 2019.

”Hvis centrene bliver til virkelighed, vil det koste 100.000 arbejdspladser her i landet,” siger Amis de la Terre. ”De seneste studier fra USA, hvor Amazon allerede er stærkt etableret, viser, at 1 job, der skabes hos Amazon, forårsager nedlæggelse af 4,5 job i den traditionelle handel.”

Nærbutikkerne er aktuelt hårdt ramt af corona-nedlukning, og de nye lagre vil være dødsstødet, der udløser konkurser på stribe, vurderer Amis de la Terre.

“Amazons strategi er altid den samme. Selskabet afpresser arbejdsløsheds-plagede lokalområder på beskæftigelsen og får dem til at konkurrere indbyrdes.”

Alma Dufour, Amis de la Terre

Samtidig vokser kritikken af de job, som Amazon faktisk opretter. Lager- og pakkearbejderne udsættes for et hårdt arbejdspres under vanskelige vilkår, som i sig selv fører til stor udskiftning. Desuden bliver mange af dem hyret på korttids-kontrakter.

De ansatte overvåges tæt af et it-system, som styrer, hvordan arbejdet skal udføres. I 2018 fik Amazon ligefrem godkendt to patenter på elektroniske armbånd, hvorigennem systemet overvåger arbejderens hånd-bevægelser og med vibrationssignaler puffer arbejderen i retning af det korrekte objekt.

Mens arbejderne i stigende grad bliver vedhæng til Amazons algoritmer, investerer selskabet betydelige ressourcer på at indføre robotter, som mindsker behovet for menneskelig arbejdskraft. I Brétigny-sur-Orge syd for Paris åbnede Amazon i oktober 2019 et anlæg med flere tusinde mobile robotter.

Amazon-ansatte i Spanien, Polen, Storbritannien, Tyskland og Frankrig har de seneste år været ude i en række aktioner og strejker for bedre forhold. Under corona-pandemien har de reageret på selskabets langsomme og mangelfulde indsats for at beskytte de ansatte mod smitte. I april indklagede franske fagforeninger Amazon for at bringe de ansattes liv i fare med utilstrækkelige beskyttelsesforanstaltninger. Selskabet blev tvunget til lukke de franske lageranlæg i en periode og til sidst indgå en aftale med repræsentanter for de ansatte.

Går efter dominans

Amazon er på få år blevet nr. 1 forhandler af elektronikvarer i USA, Tyskland og Storbritannien og nr. 2 forhandler af tøj i USA. I Frankrig er selskabet ikke nået så langt – det er “kun” nr. 2 inden for elektronik og kun nr. 1 tøjforhandler på nettet. Det skal den aggressive udvidelse med nye centre gøre noget ved.

Amazons økonomiske model bygger på, at man sætter sig på markedet ved at sælge til priser, hvor konkurrenterne ikke kan være med. “Vi vil fortsat træffe investeringsbeslutninger ud fra hensynet til at få lederskab i markedet på langt sigt, frem for hensynet til rentabilitet på kort sigt. […] Vi har valgt at prioritere vækst, fordi vi tror, at skala er centralt for at realisere vores forretningsmodels potentiale,” forklarede ledelsen tilbage i 1997 i et brev til Amazons aktionærer.

De finansielle muskler er ikke kun opnået ved at udskyde udbyttebetaling, men også ved systematisk at sikre sig lav eller ingen skat og anden offentlig understøttelse. Det er sket ved at snyde med selskabsskat og moms og ved at lægge pres på lokale myndigheder.

“I USA, men også i Frankrig forhandler Amazon lokale skatter alle de steder, hvor de etablerer deres lagre. Selskabet nyder godt af massiv indirekte støtte, mens de lokale myndigheder påtager sig at sørge for de nødvendige veje til ca. 600 lastbiler, der hver dag kører ud fra deres lagre,” skriver Amis de la Terre.

Løssluppen kapitalisme. Jeff Bezos’ formue er siden årtusindskiftet vokset enormt, og Amazon-stifteren er i dag verdens rigeste mand. Hans formue er vokset enormt under coronakrisen, alt imens antallet af akut sultne mennesker er blevet fordoblet. Bezos anslås nu at have en formue på over 1,1 billioner kr. Illustration fra FactoFusion.

Fuld fart på overforbruget

Amazons økonomiske model kortslutter den traditionelle distributionskanal med grossist- og detailhandel for at nå direkte ud til kunden, og samtidig gør selskabet sig også til markedsplads for millioner af leverandørers varer, som Amazon lagrer og distribuerer mod betaling.

“Ud over det overforbrug, det skaber, opstår der også store mængder af usolgte varer,” påpeger Amis de la Terre. ”3 millioner nye produkter er således blevet destrueret af Amazon i Frankrig i 2018, og selskabet bruger de samme metoder i Storbritannien og i Tyskland, hvor Greenpeace anslår, at 30 % af de returnerede varer ender som skrot, fordi det ikke er rentabelt at teste og ompakke dem.”

Ved hjælp af skjult kamera afslørede tv-programmet Capital i januar 2019, hvordan 300.000 nye varer blev kasseret i løbet af blot tre måneder på det mindste af Amazons dengang fem lagre i Frankrig.

Amazons aggressive vækststrategi er på kollisionskurs med Paris-aftalens målsætning om, at holde den globale opvarmning et godt stykke under 2 grader, og at stræbe efter at begrænse den til 1,5 grader.

Amazon har efter pres, blandt andet fra ansatte i USA, erklæret en målsætning om at være ”klimaneutral” i 2040. Men ifølge en rapport fra Amis de la Terre, Attac og den faglige sammenslutning Solidaires er Amazons aggressive vækststrategi på kollisionskurs med Paris-aftalens målsætning om at holde den globale opvarmning et godt stykke under 2 grader og stræbe efter at begrænse den til 1,5 grader.

Alene fremstilling og transport af tekstil- og elektronikvarer står allerede for en fjerdedel af Frankrigs drivhusgasudledninger, viser en undersøgelse af produkters miljøpåvirkning fra den franske miljøstyrelse ADEME.

Amazon vil ifølge sin 2018-beretning sikre fortsat vækst i omsætningen ved at satse på lavere priser, hurtigere levering og udvidelse af sortimentet.

Den hurtige levering af varerne, som ofte produceres i Fjernøsten, klarer Amazon ikke mindst gennem øget flytransport – den mest klimaskadelige transportform. “Det er ikke tilfældigt, at de planlagte nye lagre alle ligger højst en halv times kørsel fra en lufthavn,” bemærker Alma Dufour.


Deltag i debatten og kommenter på artiklen (kun for medlemmer)

Om skribenten

Finn Kjeller

Finn Kjeller

Forfatter til bogen Økosocialisme – fra systemkritik til alternativ. Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER