Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
5. december. 2024

Amnesty International: Israel begår folkedrab

Den internationale domstol undersøger det – nu siger Amnesty International det lige ud: Israel begår folkedrab mod palæstinenserne. Det fremgår af en ny rapport, som NGO’en har lavet

Israel begår folkedrab mod palæstinenserne i Gaza. Det er konklusionen i rapporten ”’You feel like you are subhuman. Israel’s Genocide Against Palestinians in Gaza”.

“Amnesty International har nu fundet tilstrækkeligt dokumentation til at konkludere, at Israels regering har begået og fortsat begår folkedrab mod palæstinenserne i den besatte Gaza-stribe. At det internationale samfund har ladet det ske, vil for evigt være en ”skamplet på vores kollektive samvittighed”. Det udtaler Amnestys internationale generalsekretær Agnès Callamard på Amnestys hjemmeside.

Et wakeup-call

Amnesty International konkluderer i rapporten, at Israels handlinger i Gaza har det formål at udrydde den palæstinensiske befolkning i Gaza. Det gør, at Israels krigshandlinger også ifølge FN’s folkedrabskonvention har karakter af et folkedrab.

”Rapportens konklusioner er et wakeup-call til det internationale samfund. Det her er folkedrab. Det skal stoppe nu”, udtaler Agnès Callamard på Amnestys hjemmeside.

NGO’ens internationale generalsekretær opfordrer på den baggrund Israels støtter i Vesten – særligt USA, Tyskland og Storbritannien – til øjeblikkeligt at handle for at stoppe folkedrabet. Hun bakkes op af Amnesty International Danmarks generalsekretær Vibe Klarup, som også har en klar opfordring til den danske regering:

”Så længe den danske regering fortsat tillader eksport af våbenudstyr til israelske bombefly, lever vi ikke op til forpligtigelsen om at forhindre folkedrab på palæstinenserne i Gaza”, udtaler Vibe Klarup på Amnestys hjemmeside.

“Palæstinenserne står over for en langsom og kalkuleret død”

Israel retfærdiggør sine ødelæggelser i Gaza med, at de har et militært mål om at udslette Hamas. Men ifølge Amnesty er Israels militære gengældelse for Hamas’ angreb mod Israel 7. oktober 2023.

”De grusomme forbrydelser, som Hamas og andre væbnede grupper begik mod Israel den 7. oktober 2023 – herunder massedrab og gidseltagning – kan aldrig retfærdiggøre Israels regerings folkedrab mod palæstinenserne i Gaza”, siger Agnès Callamard.

Med andre ord kan Israel – ifølge Amnesty – godt samtidig have til hensigt at udrydde Hamas og på samme tid udslette den civile palæstinensiske befolkning i Gaza. Ifølge Amnestys rapport er forholdene i Gaza også blevet endnu værre i løbet af de seneste måneder frem til rapportens udgivelse.

Befolkningen sulter og bliver dræbt under Israels fortsatte bombeangreb. Samtidig er der restriktioner på den humanitære hjælp, som får lov til at komme ind på Gaza-striben.

Amnesty har talt med civile palæstinensere om livet i Gaza under Israels krig. For eksempel Mohammed, som sammen med sin familie siden krigens begyndelse har levet på flugt forskellige steder i Gaza.

”Her i Deir al-Balah er det som en apokalypse. Man er nødt til at beskytte sine børn mod insekter, mod varmen. Her er ikke noget rent vand, ingen toiletter. Og samtidig stopper bombardementerne aldrig. Man føler sig som et undermenneske her”, fortæller Mohammed.

Det er blandt andet på baggrund af disse samtaler, at Amnesty når frem til den klare konklusion:

”Den israelske regerings handlinger i Gaza har ført til en dødelig blanding af underernæring, sult og sygdomme.

Palæstinenserne står over for en langsom og kalkuleret død.”

Et veldokumenteret folkedrab

Amnesty bygger ikke kun sin konklusion i den 296 sider lange rapport på samtaler med palæstinensere. NGO’en har også analyseret mønstrene i den israelske hærs angreb, ligesom de har gennemgået de udtalelser, som ledende folk i Israels militær og Israels regering har kommet med.

Det drejer sig om ikke mindre end 102 udtalelser siden 7. oktober 2023, hvor palæstinenserne dehumaniseres, og hvor et folkedrab mod palæstinenserne berettiges.

Amnesty har også undersøgt Israels påstand om, at deres krig mod Hamas er udført efter krigens regler, og at de civile tab skyldes, at Hamas-medlemmer har gemt sig i Gazas civilbefolkning. Men Amnesty har ikke fundet påstanden troværdig, og under alle omstændigheder fratager det ikke Israel fra ansvaret om at tage forholdsregler for at beskytte civilbefolkningen.


Om skribenten

Jonas Neivelt

Jonas Neivelt

Redaktør på solidaritet.dk Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER