Analyse: Er der virkelig risiko for krig i Ukraine – og er Rusland den aggressive part?

I månedsvis har vestlige politikere og vestlig presse nu forudset, at Rusland vil angribe Ukraine. Man kan fx læse i The Economist at ”mere end 100.000 russiske soldater er samlet ved Ukraines østlige grænse”. Joe Biden sagde 19. januar på sin første pressekonference i mange måneder, at han ”gættede på”, at Rusland ville angribe. Han kom så også til at sige, at hvis det kun var ”en mindre indtrængen”, gjorde det ikke så meget, hvilket de blev arrige over i den ukrainske regering. Hans pressemedarbejdere fik travlt med at forklare, hvad præsidenten mente. 

Den amerikanske – og nu også den britiske – ambassade evakuerer ”ikke-essentielt personale”. Den ukrainske regering er nu så træt af det cirkus, at den ukrainske præsident fortæller, at der ikke er akut risiko for et russisk angreb. Ukraines forsvarsminister, Oleksij Reznikov, bakker ham op og siger, at der “for nuværende ikke er nogen grund til at tro”, at en russisk invasion står for døren. De russiske tropper har ikke indfundet sig i “kampgrupper”, siger han. Så ukrainerne er faktisk på linje med russerne i at sige, at de ikke mener, der er en akut krigstrussel.

Rusland insisterer på bindende aftaler

Russiske ledere som udenrigsminister Sergei Lavrov og præsident Putin afviser konstant, at man har nogle planer om at angribe Ukraine. I stedet fastholder de, at krisen i det østlige Ukraine skal løses efter de aftaler, der blev indgået i Minsk i 2014 og 2015. Efter den model skal borgerkrigen løses gennem forhandlinger mellem Kiev-regeringen og udbryderrepublikkernes ledere, og der skal laves en forfatningsmæssig ændring i Ukraine, med vidtgående føderalt system og selvstyre til Donetsk og Lugansk-områderne.

“Et dansk krigsskib er blevet sendt på rundtur i Østersøen – selv om det ganske vist er et skib, der mangler de missiler, som ville gøre skibet farligt for russerne. Men den gode vilje viser den danske regering da.”

Faktisk er ”100.000 russiske soldater ved den russiske grænse” ikke særligt meget. Grænsen er mere end 2000 kilometer lang – og Ukraine grænser op til Ruslands tættest befolkede områder. Så det er ikke så underligt, at en stor del af den russiske hær befinder sig der.

100.000 soldater ville slet ikke være nok til nogen større invasion. Måske nok til at stive de to udbryderrepublikker af, men ikke til at tage eller holde større områder.

Oprustningen fortsætter

Briterne og amerikanerne sender våben til Ukraine, og NATO er også på dupperne. Et dansk krigsskib er blevet sendt på rundtur i Østersøen – selv om det ganske vist er et skib, der mangler de missiler, som ville gøre skibet farligt for russerne. Men den gode vilje viser den danske regering da. Den danske regering har nu også fået en ønskeliste fra Ukraine over våben, man gerne vil modtage.

Vesten støtter oprustning i Ukraine, og konflikten i Østukraine mellem regeringen og udbryderrepublikkerne fortsætter. Men ruster Rusland da ikke op? Jo, Rusland ruster op, og er i gang med at modernisere sin hær og lave nye våbensystemer. Nogle af disse er også mere avancerede end de vestlige, fx er russerne foran med at lave hypersoniske missiler – altså missiler, der flyver flere gange lydens hastighed og derfor er svære at forsvare sig imod.

“Da Putin fik magten i Rusland i år 2000, talte han endda om, at Rusland skulle være medlem af NATO”

Men Rusland opruster også som et svar på vestlig oprustning. Der er en oprustningsspiral i gang; når Vesten laver en militærmanøvre i De Baltiske Lande, laver Belarus og Rusland en i Belarus.

Vesten missede en historisk chance for nedrustning i sidste dele af forrige årtusinde. I årene efter Sovjetunionens sammenbrud – altså 1992 og fremad – var Rusland på fallittens og sammenbruddets rand. I mange år investerede landet ikke ret meget i våben og militær. Landets militær skrumpede ind, og tanks og skibe blev mere og mere rustne. Der blev ikke bygget nye fly. Rusland var venskabeligt indstillet over for Vesten, og da Putin fik magten i Rusland i år 2000, talte han endda om, at Rusland skulle være medlem af NATO – en holdning, han havde arvet fra Jeltsin.

Fra NATO-kandidat til ny kold krig

Men i stedet for at fremme venskab med Rusland i den periode og få nedrustet Europa, indledte de vestlige lande en kavalkade af aggressive skridt og især USA øgede år for år sine militærbudgetter.

NATO udvidede mod øst og etablerede raketsystemer i Polen og Rumænien, som kan affyre atomraketter – kan ramme Rusland på få minutter (Disse raketsystemer har ikke i dag atomvåben, og NATO siger de har anti-missil formål, men de kan bruges til atomraketter).

“USA – og i nogen grad EU har været den udfarende, aggressive kraft. Det gælder også i Ukraine.”

NATO gik i krig mod Serbien over Kosovo og gennemførte en langvarig bombekampagne. Senere gik man ind i Afghanistan og Irak. Rusland følte sig truet af denne vestlige aggressive linje og begyndte selv at ruste op.

Alt det er en gammel historie, men den har en helt aktuel pointe: USA – og i nogen grad EU har været den udfarende, aggressive kraft. Det gælder også i Ukraine.

I dag er forholdet mellem Rusland og Vesten på et lavpunkt – den gensidige mistillid er enorm. 

Storebror og lillebror på godt og ondt

Ukraine og Rusland har været i samme stat i århundreder. I Sovjettiden var Ukraine og Rusland i et fælles økonomisk system, og havde enormt tætte forbindelser. Massevis af russere var bosat i Ukraine – og omvendt. Sådan er det stadig i dag. Ukrainsk og russisk er to sprog, som er tæt på hinanden. Russisk er stadig et dominerende sprog i Ukraine, især i de store byer. Det er virkelig to broderfolk – selv om det også er sandt, at storebror ofte har domineret og plaget lillebror.

Ved opløsningen af Sovjetunionen blev Ukraine selvstændigt i 1991 – men det tætte økonomiske og sociale samliv fortsatte. Man købte og solgte hos hinanden, og producerede sammen. Grænsen var åben mellem de to lande.

“Økonomien er forfaldet, og landet bliver stadig mere fattigt. Der har været en massiv folkelig kamp og flere bølger af folkelige opstande, rettet mod korrupte ledere og fattigdom – men uden noget klart politisk program.”

I årene efter Ukraines selvstændighed foregik der en voldsom politisk og økonomisk kamp i landet. Men den var kun delvist en kamp om forholdet til Rusland. Økonomisk blev den tidligere statsøkonomi privatiseret, og landets industri blev delt op mellem oligarker – nogle få rigmænd – mens landet stagnerede og fortsætter med at stagnere.

Landbrugsjord er stadig i princippet statsejendom i Ukraine, men jorden er blevet udliciteret til store producenter, som driver monokultur. Også danske landmænd har etableret kæmpe svinebrug i Ukraine.

Økonomien er forfaldet, og landet bliver stadig mere fattigt. Der har været en massiv folkelig kamp og flere bølger af folkelige opstande, rettet mod korrupte ledere og fattigdom – men uden noget klart politisk program.

Ukraine splittet i øst og vest

I Ukraine har der også været en drøm om at blive en del af EU. Man forestillede sig, det kunne føre til en levestandard som i de vesteuropæiske lande. EU pressede på for at få lavet en handels- og samarbejdsaftale, der ville betyde, at Ukraine skulle lukke grænsen til Rusland. Der skulle derfor etableres en grænse, hvor der tidligere ikke rigtig havde været nogen, hvilket ville vende landets økonomi væk fra Rusland.

“Janukovitj flygtede, og blev afløst af en nationalistisk regering i Kiev, som førte en massivt nationalistisk kampagne mod Rusland”

Den daværende præsident Janukovitj tøvede, men sagde til sidst nej til EU. Det provokerede den ukrainske nationalistiske opposition så stærkt, at der opstod et nyt Maidan-oprør i Kiev. Janukovitj flygtede, og blev afløst af en nationalistisk regering i Kiev, som førte en massivt nationalistisk kampagne mod Rusland, uden dog at rette op på landets elendige økonomiske situation.

I det russisktalende Østukraine ville dette være en katastrofe, og der opstod derfor en bevægelse mod den nationalistiske regering i Kiev og for selvstændighed og/eller at blive en del af Rusland. Bevægelsen omfattede de to millionbyer Lugansk og Donetsk.

På Krim var flertallet af befolkningen russiskorienterede, men vigtigere var det måske, at Rusland havde kontrol over flådebasen Sevastopol. Den er en forudsætning for, at Rusland er en stormagt i Sortehavet. Der opstod en vis bevægelse for at Krim skulle være russisk, og russisk militær overtog hurtigt kontrollen.

De etablerede en folkeafstemning, som de også vandt. Den blev på den ene side gennemført under omstændigheder, som næppe kan kaldes demokratiske. På den anden side var der næppe tvivl om, at tilslutning til Rusland var, hvad flertallet på Krim ønskede.

I dag bliver Krim mere og mere integreret i Rusland. Der er blevet bygget en ny bro mellem Krim og Krasnodar-regionen, og Rusland har ikke under nogen omstændigheder tænkt sig at opgive Krim igen.

Det kom den tyske viceadmiral Kay Achim Schönbach til at sige på et besøg i Indien, hvilket kostede ham jobbet. På samme besøg fortalte han også, at han betragtede det som usandsynligt, at Rusland ville angribe Ukraine.

Minskaftalen og den fastfrosne konflikt

Da krigen mellem Kiev-regeringen og separatisterne startede i 2014-15, var der fredsforhandlinger i Minsk. Her deltog regeringer fra Tyskland, Frankrig og Rusland, og dels de stridende parter i Ukraine. Der blev lavet aftaler om en forfatningsmæssig reform i Ukraine, hvor kernen var en decentralisering, som tog hensyn til særforholdene i Donetsk og Luhansk, og at man skulle forhandle med repræsentanter for disse områder. Aftalerne indeholdt også våbenhvile, og at tunge våben skulle trækkes ud af frontlinjen.

Konflikten har siden været fastfrosset, selv om der hyppigt er skydning over frontlinjen. Der er intet sket for at fremme den politiske løsning. Rusland henviser uafbrudt til Minsk-aftalen, mens de vestlige regeringer kun nødtvunget husker på den.

Sanktioner vil ramme begge veje

De vestlige ledere forudser, at Rusland vil angribe Ukraine og drøfter derfor intenst, hvordan de kan lave sanktioner mod Rusland. Diskussionen om sanktionerne har vist, at man ikke rigtig kan blive enige om hvilke sanktioner der skal indføres, og hvor hårdt de vil ramme Rusland.

“EU kan næppe finde kilder til at dække sit gasbehov andre steder. Faktisk er der allerede ret stor international mangel på naturgas – og priserne er stærkt stigende. Det giver intern splittelse og konflikter i den vestlige lejr.”

En mulig sanktion ville være imod køb af russisk energi især gennem North Stream II gaslinjen mellem Rusland og Tyskland. Gasledningen er bygget færdig. Den kan tages i brug i morgen – men EU er i gang med en kompliceret bureaukratisk manøvre, for at give den tilladelse, og den vil formentlig først blive taget i brug til sommer. 

I det amerikanske senat er der en heftig kamp, hvor republikanske senatorer vil lave sanktioner mod – og demokratiske senatorer forhaler processen, selv om Bidens administration ellers i princippet er tilhængere af sanktioner.

Problemet både for Demokrater og Republikanere er, at man ikke kan stoppe brugen af den samme gasledning to gange. Derfor kan man ikke både allerede nu lave sanktioner af North Stream II, og samtidig true med at gøre det, hvis Rusland angriber Ukraine. 

EU har voldsomt brug for den russiske gas, og modtager i dag over en tredjedel af sin energi fra Rusland. Særligt Tyskland er afhængigt af russisk gas. Danmark er også begyndt at importere gas fra Rusland via Tyskland.

EU kan næppe finde kilder til at dække sit gasbehov andre steder. Faktisk er der allerede ret stor international mangel på naturgas – og priserne er stærkt stigende. Det giver intern splittelse og konflikter i den vestlige lejr.

Rusland vil gøre sig fri af USA

I dag får EU en stor del af den gas man importerer fra Rusland, med gasledninger, der går igennem Ukraine. Et mål med konflikten mellem Rusland og NATO er faktisk at tvinge Rusland til fortsat at bruge disse ledninger, der både giver Ukraine en transit-indtægt, og giver Ukraine mulighed for at skaffe sig gas ved at tappe af ledningerne på vejen.

Hvis krigen faktisk bryder ud, er der stor risiko for, at leverancen gennem Ukraine vil stoppe. I den situation vil en afvisning af at bruge North Stream II føre til stor mangel på gas i Europa. Sanktioner mod Rusland vil ramme landet økonomisk, men man kan sælge store dele af gassen til Kina.

Sanktionerne vil til gengæld ramme EU på energiforsyningen, og kan medføre en samfundsmæssig og økonomisk krise. Både Tyskland og Frankrig er store modstandere af sådanne sanktioner.

“Resultatet er alt i alt, at vestlige sanktioner næppe vil virke, og at hele balladen om Ukraine har afsløret den vestlige svaghed.”

Der har også været tale om som en sanktion at udelukke Rusland fra det internationale betalingssystem SWIFT. Men det har to svagheder. I forlængelse af, at EU har brug for Ruslands energieksport, så har EU også brug for metoder til at betale for den – og europæiske firmaer har brug for, at russerne bruger noge af pengene i Europa fx til at købe maskiner i Tyskland. EU’s store lande og firmaer er derfor ikke interesseret i den sanktion.

Den anden store svaghed er, at Rusland formentlig hurtigt vil omstille sig til at etablere et andet internationalt betalingssystem. Landet har allerede lavet sit eget interne system – og man har i lang tid arbejdet for at gøre handel med Kina, Iran m.fl. uafhængigt af dollars og amerikansk kontrol. 

USA’s problem er, at de allerede begyndte at lave sanktioner mod Rusland i 2015, hvilket ikke har ikke stoppet Ruslands udvikling, men måske snarere ført til, at Rusland har styrket sig militært og økonomisk.

På sidstnævnte er man blandt andet blevet mere selvforsynende med landbrugsvarer, og har udvidet sine valutareserver, og skabt en stærkere alliance med Kina. Resultatet er alt i alt, at vestlige sanktioner næppe vil virke, og at hele balladen om Ukraine har afsløret den vestlige svaghed.

Ændring i de globale styrkeforhold

Baggrunden for konflikten i Ukraine er et internationalt skifte i styrkeforholdet, hvor de vestlige lande og USA bliver svagere, og blokken anført af Kina og Rusland bliver stærkere. Årsagen er først og fremmest udviklingen i Kinas økonomi og samfund, som gør Kina ledende på flere og flere områder.

“Rusland og Kina er i de senere år kommet tættere og tættere på hinanden og arbejder nu sammen, også om militære og udenrigspolitiske spørgsmål. Denne alliance er blevet fremskyndet af, at USA behandler begge lande som fjender.”

Kina har mange gange flere indbyggere end USA, og er ved at udvikle større industrielle muskler. Men Rusland er også ved at komme sig over den dybe krise, som landet har været i de første tyve år efter Sovjetunionens opløsning. Industrien er ved at blive genopbygget.

Tidligere sanktioner mod Rusland har medført, at landet har lukket for import af europæiske fødevarer og nu er et selvforsynende – endog fødevare-eksporterende land. Rusland og Kina er i de senere år kommet tættere og tættere på hinanden og arbejder nu sammen, også om militære og udenrigspolitiske spørgsmål. Denne alliance er blevet fremskyndet af, at USA behandler begge lande som fjender.

Skiftet i styrkeforholdet blev klart, da USA i sommer trak sig ud af Afghanistan. Det betød, at 20 års krig mod terror blev afsluttet med halen mellem benene, og at USA’s indflydelse på det asiatiske fastland blev markant mindre.

Kun en tåbe frygter ikke krig

Kun en tåbe frygter ikke krig – og krige starter ofte, selv om analytikere kan påvise, at de er for farlige for alle parter. Ja, der er risiko for krig i Ukraine – selv om det næppe er sandsynligt, at Rusland vil invadere.

Hvis der skal en positiv udvikling i gang, er der brug for en spiral af konflikt-nedtrapning, nedrustning og diplomati.

Det ville være klogere, hvis vesten påbegyndte en mere forsonlig linje, hvor man forsøger at nedtrappe konflikten i Ukraine, og førte en dialog om, hvordan man nedtrapper konfliktniveauet i både Europa og på den globale scene.

---