Anders Bondo Christensen i ny bog: Spørgsmålet er, hvornår man skal tage konfrontationen

Anders Bondo Christensen viser i En stærk lærerprofession. Forudsætningen for den gode skole, at den praktiske erfaring med demokrati og den professionelle indsigt i, hvad der skal til for at skabe en god skole, er sat ud af spillet af politikerne på Christiansborg.  

Det globale styringsregime New Public Management (NPM) har i de seneste 30 år med effektiviseringer, måling og kontrol revet selve forudsætningen for at skabe den gode skole væk under benene på Danmarks ellers traditionsrige skolekultur.

Det har Bondo sat sig for at dokumentere via centrale skolepolitiske hændelser ud fra historiens lærestykke: Lærerne må selv gå forrest, hvis kampen for en stærk profession skal lykkes. Der er kommet en rigtig god bog ud af det, og alle politikere fra partier på både venstre- og højrefløjen samt dem i midten bør læse bogen og forhåbentlig indse sammenhængen mellem et demokratisk samfund og de demokratiske muligheder skolen gives – med henblik på at genskabe en god skole.

Den professionelle lærer og mennesket bag

Bondos bog viser, hvordan topstyring med undervisningskoncepter, læringsplatforme, test, kvalitetsmålinger og en massiv forringelse af lærernes arbejdsbetingelser ødelægger skolens muligheder for et godt møde mellem læreren og eleven – og samfundets mulighed for nye demokratiske borgere forringes.  

Undervisning bygger nemlig på tillid og elevens åbenhed for en lærers ´omdirigering´ af opmærksomhed, så en ægte motivation kan opstå – til at lytte til historiens gang, udregne matematiske ligninger og erfare, hvordan man selv må sige til og fra og vægte et godt fællesskab.

Pædagogik og didaktik er lærerens metier, som ikke kan erstattes af nogen eller noget udefra. Det har afgørende og vidtrækkende betydning for børns og unges liv, at de hver dag mødes af professionelle lærere, der menneskeligt tager ansvar, bedømmer og handler i det komplekse arbejde, det er at holde skole.  

”For mange lærere er det at lykkes som lærer en vigtig del af det at lykkes som menneske”. Sådan citerer Anders Bondo Christensen filosoffen Jørgen Husted på første side, og det står som en fin, forklarende ramme om hele bogen.

Historie

I 1899 opnåede Danmarks Lærerforening for første gang, at lærerne fik lovgivningssikret ret til at udtale sig om skoleanliggender.  I årene herefter fik lærerne stille og roligt medindflydelse og forbedrede arbejdsforhold i form af lærerråd, fælleslærerråd og skolekommission.

Disse institutionelle rammer gav mulighed for en opblomstring af den såkaldte reformpædagogik, det vil sige demokratiske traditioner og metoder. Det danske samfund blev verdenskendt for sin menneskelige skole, hvor lærerne havde gode betingelser for at udøve deres profession.

Men i 1990´erne ændrede den danske skolemodel sig fundamentalt, da det globale styringsregime New Public Management som en stormflod skyllede ind over det danske samfund.

Skolen skulle fra nu af have ét primært formål, nemlig at optimere fremtidens arbejdskraft. Demokrati, tillid og respekt for lærerprofessionens indsigt og erfaring var nu åbenlyst ikke mere skolepolitiske prioriteringer.

Ren, rå magtudøvelse

Med tre reformer i løbet af 11 år (2002 til 2013) blev vejen banet for Finansministeriet og de daværende regeringspartier Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og SF til at tage det endelige opgør med lærernes medindflydelse og arbejdsforhold. 

De tre regeringspartier gav hinanden håndslag på at ”ville gå hele vejen” for at fratage lærerne deres arbejdstidsregler, sloganet lød ”Nu skal lederne lede og fordele arbejdet”. Lærerne skulle formidle fagligt stof, hvor svært kunne det være? Underforstået var, at al lærersnak om pædagogik og didaktik – det var slet ikke nødvendigt for at holde skole.

Planerne om at ville genetablere ´den sorte skole´, hvor pædagogik og didaktik skulle erstattes af styring og kontrol, stod ikke til forhandlingsmæssig diskussion. Kommunernes Landsforening (KL) opsagde simpelthen lærernes arbejdstidsaftale forud for forhandlingerne om overenskomsten i 2013.

Forhandlingsmødet varede mindre end 45 minutter, og man nåede aldrig til reelle forhandlinger. Med et påstået (alt var, dokumenteret, på forhånd aftalt udenom lærerne) forhandlingssammenbrud, varslede og gennemførte KL en total lockout af lærerne.

Regeringsindgrebet lå nu lige til højrebenet, og ud fra den på forhånd aftalte lov mellem regeringen og KL blev lærerne nu dikteret helt nye arbejdsbetingelser. Loven hed Lov 409.

Lærerne må selv gå forrest

I håbet om at genvinde lærernes selvrespekt efter dette overgreb valgte Anders Bondo Christensen og Danmarks Lærerforening (DLF) at afholde en række medlemsmøder, hvor budskabet var, at uanset hvilke rammevilkår, der var til stede for lærerarbejdet, måtte lærerne hjælpe hinanden med at kunne lykkes med den vigtige opgave: at skabe en god skole.

Selv om mange lærere var vrede og meget oprørte over behandlingen i 2013, satsede man på sammenholdets styrke – fagforeningens kræfter blev derfor investeret i den interne kommunikation i DLF.

Lærernes profession var godt nok fuldstændigt sat over styr efter Lov 409 i 2013, og den fælles, demokratiske drøftelse af selve formålet med skolen var forsvundet. Skolens opgave var nu endt med at være ”at skaffe soldater til konkurrencestaten” (Ove Kaj Petersens udtryk).

Derfor var der brug for at skabe et alternativ.  Det var således med til at holde modet oppe og give ny energi til den daglige undervisning hos en del lærere at blive involveret i lærerforeningens strategi: at opstille folkeskoleidealet.

Med Anders Bondo Christensen som fagforeningsboss skulle skolen have tankegodset fra reformpædagogikkens fædre – Grundtvig, Kold, Løgstrup m.fl. – tilbage, og idéen var at genfinde fælles fodslag ud fra skolens retslige formål: Demokrati, ligeværd og frihed.

Stadig ingen vilje fra arbejdsgiverne til at forlade lov 409

Men der skulle dog igen vise sig alvorlige forhindringer: Kampen for en god overenskomst i 2018 var barsk, fordi arbejdsgiverne overhovedet ingen vilje havde til at forlade Lov 409. Det spørgsmål, der derfor nu rejste sig var, om man skulle konflikte eller holde fast i samarbejdskursen?

DLF valgte igen samarbejdskursen, hvilket gav alvorlige forklaringsvanskeligheder ift. medlemmerne, som efterhånden var godt møre efter brutal topstyring fra arbejdsgiverne. Men analysen viste, at strejkekassen hurtigt kunne tømmes, og at der ikke var stor sandsynlighed for en tilstrækkelig god aftale.

Overenskomstaftalen i 2018 blev vedtaget med 75 procent, men uden jubelstemning. Herefter var det op til kongressen – som lærerforeningens øverste myndighed – at fastlægge en fælles strategi.

Ny start efter 2020

Ud fra det vedholdende ønske om en stærk lærerprofession og demokrati som værn mod den økonomiske topstyring og NPM – lykkedes det efter overenskomsten i 2018 med ihærdigt arbejde at samle lærerne og kommunerne i et tæt samarbejde.

Endelig lykkedes det for Anders Bondo Christensen at nå frem til det, han som professionel lærer og fagforeningsmand med livet som indsats havde kæmpet så hårdt for.

Mantraet fra 2013 ”Nu skal lederen lede og fordele arbejdet” var brudt. Sammen med parterne kunne Bondo i 2020 underskrive en aftale, der sikrede lærerne ret til at udtale sig om skoleanliggender. Spørgsmålet var dog, om det var tilstrækkeligt med udtaleretten?

Dilemmaet i 2025: Konfrontation eller samarbejde?

Ifølge Anders Bondo Christensen er det i 2025 stadig problematisk, hvis ikke alle kommuner/skoler lever op til aftalen fra 2020. Det er en overenskomst, der kan støttes ret på, og det er derfor ikke op til den enkelte kommune eller skoleleder, om de vil overholde aftalens samarbejdsbestemmelser. Her er det nødvendigt at drøfte, hvornår der skal iværksættes fagretslige skridt.

Sammen om skolen bør ses i lyset af, at de historiske, institutionelle fora – lærerråd, fælleslærerråd og skolekommission er afskaffet. Reformpædagogikken er afløst af ´den sorte skole´, og lærernes betingelser forringet til uigenkendelighed. Dette afføder en debat om, hvornår man skal tage en konfrontation i det fagretslige system.

Spørgsmålet er, hvornår nok er nok? Hvornår skal man erkende, at samarbejdssporet – vel at mærke med lederne for bordenden og lærerne uden reel indflydelse – må konfronteres?

Med andre ord, hvornår er sammenholdet og professionsbevidstheden stærkt nok til at sige nej til det politiske styresystem, som uanset alle pæne ord – ikke fører til reelt samarbejde men derimod til dårlig ledelse med topstyring?

Det er det dilemma, Anders Bondo Christensens bog En stærk lærerprofession i sin helhed peger på. En væsentlig, velunderbygget bog om et solidt, ansvarligt fagforeningsarbejde. Stafetten gives videre.

Anders Bondo Christensen: En stærk lærerprofession – forudsætningen for den gode skole
Forlaget Fjordager, 2025.
72 sider.
Vejledende pris: 128 kr.