Andreas Malms tale ved Palæstina-demonstrationen 4. oktober: “Befrielsen af Palæstina vil være befrielsen af verden”

Kammerater, brødre og søstre, venner af Palæstina.

Vi er blevet fortalt, at et folkemord er den ultimative forbrydelse. Vi er blevet fortalt, at folkemord er noget, der aldrig må få lov til at ske. Vi er blevet fortalt, at folkemord er noget, som andre, onde folk begår – hutu-ekstremisterne i Rwanda, nationalisterne i Serbien, Islamisk Stat i Irak – men ikke os. Sikken en løgn, vi er blevet fortalt.

Dette ved vi nu: Gaza forandrer alting. Det er et folkemord, som bliver begået af vores landes regeringer og virksomheder. På jorden bliver folkemordet måske nok udført af zionister, men de er kun fodsoldater for den kapitalistiske verden, også kendt som ”Vesten”.

De ville aldrig have været i stand til at gøre noget af den slags uden al den støtte, de har modtaget – alt udstyret, al brændstoffet, al softwaren, al ammunitionen, alle F-16’erne og F-35’erne, Humvees, bulldozere og fjernstyrede køretøjer fyldt med sprængstoffer – listen har ingen ende.

Tag ikke fejl, dette er Mærsk, Volvo, BP, Chevron, Microsoft og Lockheed Martins folkemord. Dette er et folkemord af den tyske regering, den som fra begyndelsen hastede med at deltage; dette er den svenske regerings folkemord, som stædigt nægter at finansiere UNRWA og hellere ser palæstinenserne sulte ihjel; og dette er, frem for alt, naturligvis USA’s folkemord. Israel er bare deres skjold, Israel er bare deres satellit.

Den zionistiske stats oprindelige formål var, som Theodor Herzl beskrev det, at være ”et bolværk for Europa mod Asien, civilisationens udpost over for barbariet.”

Da besættelsesmagten udvidede sit folkemord i Gaza med et uprovokeret blodbad i Iran, mente Tysklands kansler, at Israel ”udførte det beskidte arbejde for hele Vesten”. Sveriges vicestatsminister erklærede, at ”Israel gør hele verden en tjeneste”. Det har været fortællingen, lige siden koloniseringen af Palæstina begyndte. Vi ser nu, hvad de hele tiden har ment – Gaza fungerer som en apokalyptisk åbenbaring. Besættelsesmagten fungerer som Vestens bolværk ved at begå forbrydelsen over dem alle.

Israel bekræfter sin status som den europæiske civilisations forpost ved at udrydde Gazas palæstinensiske befolkning. Vi lever i en folkemorderisk maskine.

Selvbestaltede korsfarere

Det er den sandhed, vi har levet med i to år – men nye lag af denne sandhed dukker hele tiden op. For nogen tid siden afslørede BBC noget, som – hvis alle menneskeliv var lige meget værd – skulle have forårsaget en verdensomspændende skandale:

Den såkaldte Gaza Humanitarian Foundation er blevet en central del af folkemordets apparatur. De lurer palæstinensere hen til steder i Gaza, hvor der ligger melsække i bunker. Når de udsultede og desperate masser nærmer sig, bliver de mejet ned. Det sker dag efter dag i en normaliseret nedslagtning af folk, der prøver at skaffe mad.

Nu viser det sig, at Gaza Humanitarian Foundation bliver drevet af en islamofobisk, amerikansk biker-gruppe med navnet ”The Infidels”. Ifølge BBC drejer det sig om veteraner fra USA’s invasion af Irak, der ser sig selv som korsfarere. De kører rundt på alt for store motorcykler og har tatoveringer med korsridder-symboler.

De har lavet forskellige anti-muslimske manifestationer. De er blevet sendt på mission til Palæstina for at gøre Gaza ”great again”, som et af deres bannere siger, når de bevæbnet til tænderne poserer i et ingenmandsland.

I hvilken syg verden sender man racistiske, benzinslugende, hvide mænd til Gaza for at massakrere sultende palæstinensere? Hvilken syg verdensorden tillader dette at ske?

Man kan også læse The Guardians rapporter om mænd med velhavende tilværelser i Chicago og München, der melder sig som frivillige for besættelsesmagten og bliver snigskytter, der dræber ubevæbnede palæstinensere i Gazas gader – bare for morskabens skyld.

Man kan også følge de seneste udmeldinger fra Det Hvide Hus. Nu har præsident Trump besluttet sig for at belønne folkemordets lokale bagmænd med en plan, som vil kvæle enhver tanke om selvbestemmelse og lade besættelsesmagtens kampvogne blive, så længe som de har lyst til. Ønskerne og planerne er at gøre Gaza til en såkaldt ”mirakelby” for den amerikanske kapitalmagt.

Et totalt brud med den zionistiske stat

Kampens frontlinjer forflytter sig. De kommer til vores breddegrader. Det er vores ansvar, vi der tilfældigvis lever inde i dette modbydelige, frastødende fænomen kaldet ”Vesten” – at rejse os og standse folkemordets maskineri.

Og det er derfor, de går efter os. Fordi dette folkemord er et kollektivt projekt for Vestens herskende klasser, angriber de os og glemmer alt, hvad de nogensinde har sagt om ytringsfrihed. Derfor tager de vores flag, smider os ud fra universiteterne, fyrer os fra vores job og forbyder vores slogans. Derfor forfølger de vores organisationer, deporterer os og truer med at gøre det hele igen og igen.

Men betyder det, at vi giver op? Giver vi så op? Nej. Vi eskalerer. Hvis de gør det til en terroristisk lovovertrædelse at sige ordene ”Jeg bakker op om Palestine Action”, sender vi tusinder på gaderne for at sige præcis de ord. Hvis de beslaglægger 44 både i vores nødhjælpsflåde, sender vi 144 både i den næste flåde, og 444 både i den næste. Hvis de tilbageholder vores aktivister, skal vores fagforeninger starte en generalstrejke og tilbageholde alle de varer, som er på vej til deres havne.

Det er vejen frem. Og vores inspiration kommer ikke fra Vesten, men fra det globale syd – fra det eneste land, som har opført sig med normal anstændighed under dette folkemord. Jeg taler naturligvis om Gustavo Petros Colombia.

Besættelsesmagtens største leverandør af kul har indført en total embargo af kuleksporten. De har afbrudt alle forbindelser, sendt alle diplomaterne hjem og revet frihandelsaftalen i stykker. Præsident Petro dristede sig endda til at ønske en international styrke til at befri Palæstina.

Kammerater, brødre og søstre, venner af Palæstina – dette er vejen frem: Et totalt brud med den zionistiske stat.

Modstand

Når nu koloniseringen er blevet til et fuldtonet folkemord, ændrer kampen i Palæstina karakter. Det er nu en kamp for bare den mindste grad af overlevelse. Enhver palæstinenser, som overlever bare en dag mere, er en del af modstanden.

De folk, der koger linsesuppe og serverer det for udsultede børn i folkekøkkener, er en del af modstanden. De sygeplejersker, som arbejder i døgndrift for at redde de piger, der er blevet reddet ud fra murbrokkerne, og de drenge, der er blevet skudt i hovedet, er den del af modstanden. De sidste journalister, som rapporterer – efter næsten alle journalisterne er blevet udryddet – er en del af modstanden.

Beboerne i flygtningelejrene, som forvandler dronernes summen til en viral sang, er en del af modstanden. Pigen som går ned til stranden med en tegning af Gazas hånd, der rækker ud med flådens hånd, er en del af modstanden. Enhver palæstinenser, som sætter sig og læser i flygtningelejrene, efter alle universiteterne er blevet udslettet, er en del af modstanden. Og ja – den kriger, der klatrer op på en pansret mandskabsvogn, åbner lågen og smider en sprængladning ind, gør modstand mod forbrydelsen over dem alle.

Den kriger, der gemmer sig i ruinerne og rammer en israelsk kampvogn i kanontårnet, gør modstand mod udryddelsen af hans folk. Krigerne, som vender tilbage til deres baser i tunnellerne, overlever endnu en dag og planlægger de næste aktioner, gør modstand mod den værste af alle forbrydelser. Og Gud være lovet – Kataeb al-Shahid Izz al-Din al-Qassam, Sarya al-Quds og Kataeb al-Shahid Abu Ali Mustafa gør stadig modstand.

Befri Palæstina, befri verden

Den palæstinensiske modstand er menneskelighedens anker. Hvis palæstinenserne havde givet op, accepteret deres skæbne, og var døde i stilhed, ville vi alle flyde hen mod et evigt tomrum af skam ved at se et folk, som var blevet udryddet af Vesten. Men takket være modstanden i alle dens former – dens soliditet, urokkelighed og fuldkomne heltemod – har vi noget at holde fast ved.

Denne modstand stopper ikke. Denne modstand fortsætter, indtil alle fanger er befriet fra torturkældrene, indtil det sidste stykke muren går i stykker, indtil den sidste bosættelse er forladt, indtil den sidste centimeter af al-Quds al-Arabi er befriet, indtil den sidste flygtning har fået ret til at vende tilbage til sit hjemland.

Dette vil være øjeblikket, hvor de døde i Gaza kan rejse sig igen, og martyrernes heltemod kan bekræftes. Som den store jødiske marxistiske tænker Walter Benjamin sagde: ”Selv de døde vil ikke være sikre mod fjenden, hvis han sejrer.” Efter to års folkedrab er der flere døde end nogensinde. Det gør vores pligt og ansvar endnu tungere. For dem, der er faldet, må modstanden fortsætte – selvom fjenden indtil videre ”aldrig har ophørt med at sejre”.

Det øjeblik, hvor maskinen endeligt bryder sammen, vil være en tid med stor omvæltning. Fordi ødelæggelsen af Palæstina drives af alle undertrykkelsens mekanismer fra det avancerede kapitalistiske centrum, kan landets frihed kun opnås gennem forandringer langt ud over Gazas grænser.

Befrielsen af Palæstina vil være befrielsen af verden.

Teksten er oversat fra engelsk af Jonas Neivelt. Mellemrubrikkerne er Solidaritets.