Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
USA
2. september. 2022

Andrew Yangs nye moderate parti er dømt til at fejle – som alle andre af sin slags

Lars Løkke, Emmanuel Macron eller Andrew Yang: ‘Moderate’ politikere vil hverken gå til venstre eller højre. Derfor ender de med bare at gå i stå, mener den amerikanske lingvist George Lakoff.

Moderate partier vil hverken gå til højre eller venstre. Derfor ender de med ikke at komme nogen vegne, mener George Lakoff. Illustration: Solidaritet.

Andrew Yang er en politisk taber. Hans to valgkampe – som kandidat ved præsidentvalget i 2020 og som borgmester for New York i 2021 – endte begge i nederlag. Hvad end det er, Yang prøver at sælge, er vælgerne ikke interesserede i at købe.

I 2022 er Yang så tilbage på den politiske scene. Denne gang har han taget et endnu mindre attraktivt produkt med: The Forward Party, et ‘moderat parti’, som han mener kan afhjælpe det polariserede klima i amerikansk politik.

Den forestilling rummer mange problemer. Det største af dem er, at det grundlæggende er umuligt at forene moderate bag et bestemt sæt værdier. Det forklarer også, hvorfor Moderaterne – stiftet af Yang, den tidligere guvernør Christine Todd Whitman og David Jolly (begge eks-Republikanere) – bringer lige præcis nul idéer med til torvs.

Findes der en moderat holdning til tvangsfødsler?

Lige så snart et ‘moderat parti’ mener noget om et kontroversielt emne, bliver dets iboende tåbelighed udstillet. Dermed ikke sagt, at der ikke findes politisk moderate mennesker. Der er masser af mennesker, der er konservative på nogle områder, og progressive på andre. Konservative og progressive tænkemåder kan sagtens blive brugt i forskellige sammenhænge. Der findes derimod ikke noget sammenhængende, moderat verdensbillede, fordi der ikke er et idégrundlag, som kan udgøre et ‘tyngdepunkt’ – en ‘moderation’, om man vil.

“Hvis det var muligt at få succes med et politisk parti – uden at skulle tage stilling til kontroversielle eller polariserende emner, ville andre for længst have knækket den nød. “

Når man forestiller sig en moderat, er det klassiske billede en person, som er frisindet på sociale spørgsmål og konservativ, når det gælder økonomi. Den type moderate finder sig ofte til rette i ét af de etablerede partier.

Kigger man på spørgsmålet om tvangsfødsler, kan man for eksempel spørge: Hvad er den sammenhængende ‘moderate’ holdning til spørgsmålet om, hvorvidt en kvinde kan undgå tvangsfødsel gennem fri abort? Hvad er den moderate holdning til den amerikanske højesterets beslutning om at omstøde abortlovgivningen Roe v. Wade?

Spørger man Andrew Yang, må man vente længe på et svar. Han fik stillet netop det spørgsmål af Jim Acosta på CNN, og stammede sig gennem et ikke-svar.

Jeg mener selv, at kvinders reproduktive rettigheder er en menneskeret, men The Forward Party har ikke en holdning til højre eller venstre, men derimod en fremadskuende holdning, selv på kontroversielle og polariserende områder som dette“, sagde Yang.

Hvis man vil stå i spidsen for et land, bliver man nødt til at træffe svære valg, Andrew”, svarede Acosta.

Her kommer vi ind til kernen. Hvis det var muligt at få succes med et politisk parti – uden at skulle tage stilling til kontroversielle eller polariserede emner, ville andre for længst have knækket den nød.

Hvad betyder ‘fremad’ overhovedet i forhold til en politisk holdning? Skal vi bevæge os fremad ved at beskytte kvinders ret til at bestemme over deres egen sundhed? Eller skal vi bevæge os fremad gennem lovgivning, der tvinger kvinder til at føde børn, uanset om de har lyst til det eller ej?

Yang lader til at tro, at hans nye parti ikke behøver tage stilling til abortspørgsmålet, selvom det er et grundlæggende frihedsspørgsmål. Partiets slogan burde være: “Vi går ikke til venstre. Vi går ikke til højre. Vi går ingen steder hen.” Andrew Yangs moderater er uholdbar – og i sidste ende også amoralsk.

Som den sydafrikanske ærkebiskop, Desmond Tutu berømt sagde det: “Hvis du forholder dig neutralt over for uretfærdigheder, har du allerede valgt undertrykkerens side.”

Skal kvinder tvangsføde, eller beholde friheden til at få en abort? Den type spørgsmål kan et seriøst politisk projekt ikke snige sig udenom, mener George Lakoff. Foto: Getty / AFP

Tomhed på den politiske midte

The Forward Party bygger på en bagudskuende idé, der ikke giver mening fra et politisk – eller et kognitivt-videnskabeligt – perspektiv. Men blot fordi idéen er tåbelig, kan den sagtens være farlig.

Hvis Yangs naive politiske projekt får tilstrækkeligt med penge og medieopmærksomhed, kan han få stemmer nok til at ødelægge Demokraternes muligheder ved midtvejsvalget i en række afgørende delstater. Historien viser os, at det er sket mange gange tidligere.

“The Forward Party bygger på en bagudskuende idé… men blot fordi idéen er tåbelig, kan den sagtens være farlig.”

Det er svært at se, hvordan støtte til de stadig mere autoritære, konservative Republikanere gør den politiske scene mere moderat. Desværre lader den slags spørgsmål ikke til at optage Andrew Yang synderligt; han er hovedsageligt interesseret i at promovere sig selv og sine leverpostejsfarvede ambitioner.

Hvorfor skulle Demokrater sætte kryds ved Yangs moderater? Er det fordi de tænker sig selv som åbensindede? I så fald er de så åbensindede, at enhver sammenhængende tanke allerede er fløjet ud af hovedet på dem. Folk der har progressive værdier, har næppe tænkt sig at opgive dem til fordel for centristisk tomhed.

Moderation er altid moderation af noget – hvad enten det noget ligger til højre eller til venstre på det politiske spektrum. Moderation er ikke noget neutralt. Yang har derfor grundlæggende misforstået, hvad moderat egentlig betyder.

Derfor tror han også fejlagtigt, at han kan bygge en politisk bevægelse alene på fraværet af positive visioner.

Oversat af Morten Hammeken for Solidaritet. Bragt i samarbejde med George Lakoff. Læs artiklen her.


Om skribenten

George Lakoff

George Lakoff

Professor i kognitiv linguistik ved Berkeley Universitet. Har blandt andet udgivet bøgerne Moral Politics og Don't Think of an Elephant! Læs mere