Angolas udvikling hæmmes af hæmningsløs magtkoncentration

Lægen så begejstret på mig – jeg var kun nr. to, der skulle til Angola i hans tid på vaccinationsafdelingen. Angola er meget lidt kendt og omtalt i Danmark, og dog er det et kæmpeland med en broget og tragisk historie, som burde rejse sig som Fugl Fønix af asken.

Efter uafhængigheden fra Portugal i 1975 udbrød en borgerkrig, der varede i 27 år. I 1979 døde den første præsident og frihedshelt Agostinho Neto, og José Eduardo dos Santos – ligeledes fra det dominerende parti MPLA – overtog posten, som han beholdt indtil valget i 2017. Efterfølgeren João Lourenço fra samme parti annoncerede et opgør med forgængerens nepotistiske og sammenspiste politik ved at fyre Isabel – dos Santos’ initiativrige datter – som chef for det statslige olieselskab Sonangol – grundpillen i Angolas økonomi. Lourenço lagde også op til retsopgør med andre nøglepersoner i det tidligere regime, men da det ville ramme hele den økonomiske struktur, fes det ud i sandet.

Så nu, knap 9 år efter, hvor er Angola? Præsident Lourenço er gået den diplomatiske vej, mægler mellem DR Congo og Rwanda, og Angola promoverer sig selv internationalt som turistdestination bakket op af bl.a. CNN, der gerne panorerer hen over boulevarden Marginal i Luanda, når tv-kanalen skal vise, hvor imponerende og moderne hovedstaden er. Den ligger også smukt ved en bugt, og en halvø, Ilha do Cabo, strækker sig på ydersiden langs med byen.

Der er gang i store projekter, vandkraftværker bygges med kinesisk finansiering og entreprise. Næste år vil ikke mindre end fire vandkraftværker med en samlet kapacitet på over 5.500 MW ligge i kort afstand af hinanden på Kwanza-floden, der har givet navn til møntfoden. Et par store solcelleprojekter, der bl.a. har modtaget svensk eksportkredit, kan noteres i provinsen Benguela. Der er så vidt vides ingen, der kalder dem jernmarker.

Det betyder ikke, at der kommer lys i de små hytter, for det er en meget koncentreret kapacitet, og landet er på 1,246 mio. kvadratkilometer med en befolkning på 36,6 mio., hvoraf mindst en fjerdedel bor i hovedstaden Luanda.  

Det vigtigste projekt lige nu er Lobito-korridoren mellem Angola, DR Congo og Zambia. Havnebyen Lobito, der er så godt som smeltet sammen med den gamle koloniby Benguela, ligger lidt over 500 km syd for Luanda. Korridoren udgør området omkring den gamle koloniale jernbane, som er blevet rehabiliteret og går til Kolwezi i DRC. Den skal udvides med en gren ind i kobberbæltet i Zambia.

Korridorprojektet støttes af EU gennem Global Gateway og endog af USA med kreditter samt af mange andre finansielle institutioner og bygger på en tre-lande aftale under den sydlige afrikanske samarbejdsorganisation SADC. USA indrømmer skamløst, at projektets betydning ligger i at sikre mineraler. 

Et andet initiativ er en hovedvej mellem Angola og Zambia, der deler en grænse på 1500 km, men indtil videre uden asfalteret vej mellem dem.

Ud af olieafhængigheden?

Angola klarede sig igennem borgerkrigen ved hjælp af indtægterne fra den fossile energi. Olieproduktionen er dog gået kraftigt tilbage og er nu på omkring 1,1 mio. tønder om dagen mod 1,85 mio. i 2015, men gasudvindingen er stigende. Samtidig har landet forgældet sig til særligt Kinas offentlige banker, der ikke er meget for gældseftergivelse. Gælden er på snart 64 mia. dollars, og i år skal der betales 16 mia. bare i renter og afdrag. Det udgør over 46 procent af regeringens budget. Alligevel vil gælden ikke falde, den vil kun udgøre en mindre del af BNP.

Der er en bevægelse fra lån i udlandet til indlandet, hvor renterne er højere. For nylig har Angola fået en tosidet aftale med Verdensbanken, som vil reducere gældsbyrden en smule til fordel for investeringer i uddannelse. Kina, der aftager ca. 70 procent of olien, har taget sikkerhed i olieressourcerne for en – dog faldende – del af den udestående gæld.

94 procent af eksporten og 60 procent af statens indtægter kom i 2024 fra olie og gas ifølge IMF. Andre mener, andelen er 98 procent og højere end i 2014. Initiativer går ud på at reducere importen. Således er der gang i byggeriet af 3 nye raffinaderier. Det ene – i enklaven Cabinda, som kiler sig ind mellem DR Congo og Congo-Brazzaville – er klar til at starte produktionen. Det andet, der skal kunne håndtere 200.000 tons råolie om dagen, er ved at blive bygget uden for Lobito. Det tredje mangler endnu en finansieringsaftale.

Cementindustrien skal også have et løft. Import blev forbudt men åbnet op igen, og der er en vis eksport til DR Congo, men den samlede kapacitet er underudnyttet. Produktionen er dyr og ineffektiv.

Den officielle politik går ud på at øge bredden i økonomien, fremme sort granit og landbrugsvarer til eksport. Kaffeproduktionen skal genoplives, derudover er der avokado, bananer og mango. Sukkerproduktion og raffinering er også på dagsordenen. Ved de store energiprojekter rundt om i landet ser man flere moderne agroindustrier. Om det er gået ud over småbønders jordrettigheder, skal jeg lade være usagt.

Mange kinesiske virksomheder har slået sig ned. De står for byggeri og vedligeholdelse af veje, der kritiseres for at være af dårlig kvalitet, og af boligkomplekser samt for aluminiumsproduktion (fra 2027), landbrugsindustri og forbrugsgoder. Men der er færre kinesere i landet end tidligere.

Små tynde børn

Investorer klager over ’capital humano’, og det er der god grund til, for skolegangen er højst mangelfuld. Det er chokerende at få at vide, at hvor der i 2014 måske var 2 mio. børn, der ikke gik i skole, er det nu snarere 3-4 mio. Der bygges skoler, men de ligger ikke nødvendigvis, hvor børnene er flest.

Derfor spiller NGO’er en betydelig rolle i at sikre skolegangen for i hvert fald nogle af de børn, der ellers ikke ville komme i skole. Jeg besøgte et alfabetiseringsprojekt i en udørken af et slumområde uden for Benguela, hvor heroiske lærere underviste grupper af elever – også nogle voksne kvinder – ved hjælp af tavleopslag, som eleverne artigt noterede ned i deres kladdehæfter.

Mamas Optimistas hedder den angolanske NGO, der står for tiltaget med bidrag fra ’soroptimister’ og en dansk-angolansk venskabsforening i Nord- og Vestjylland. Også seminarieundervisning får hjælp af NGO’er. ADPP (Ulandshjælp fra Folk til Folk) har ud over aktiviteter i civilsamfund, sundhed og landbrug opbygget seminarier i 14 af de 21 provinser, som er meget tæt på befolkningens behov og muligheder. Det sker i samarbejde med regeringen, der betaler undervisernes løn. I øvrigt bliver projekterne støttet af internationale organisationer og private fonde.

Det er ligeledes chokerende, at sult er udbredt. Små tynde børn render rundt på landet og i slumområder. Sundhedsområdet er også nødlidende, men det har jeg ikke sat mig nærmere ind i.

Vandmangel er udbredt. Kysten er præget af tørre landskaber, og mod syd ligger Namibe-ørkenen. Derudover er der tale om ressource-udtørring og mindre regnmængder, uden tvivl som resultat af klimaforandringer. Det går ud over både landbrug og brugsvand.

Når man kører rundt i landet, ser man overalt ruiner, dels blot og bart forfald, dels som resultat af borgerkrigens ødelæggelser, dels ufærdigt byggeri eller bygninger, der bare ikke er i brug. Indtrykket er rod. På landet bor de fleste i hytter lavet af adobe (jord, sand, kalk og strå) med enten strå- eller blik-tag med sten lagt ovenpå. De er også i varierende grad af forfald.

Men så pludselig er der ’fint’ nybyggeri. Det er på ingen måde entydigt.

Meget af det her drejer sig om regeringsførelsen, ikke om landets mangel på midler. Institutionerne er stivnede, bureaukratiske, hierarkiske. Budgetbevillinger er i høj grad fiktive. Undervisningsinstitutioner får måske en bevilling, men får ikke det fulde beløb, eller den udbetales i naturalier. Man kan forestille sig, at mellemleddene så får lidt ekstra på den måde.

Kolonitid og borgerkrig

Angola blev officielt en portugisisk koloni i det 16. århundrede, og slavehandlen ikke bare blomstrede, men den central-vestafrikanske kyst blev det område, der sendte flest slaver til den nye verden. Portugisere slog sig ned og blandede sig i en behersket grad med befolkningen i Luanda og Benguela og efterlod sig relativt moderne landbrug, fiskeri, infrastruktur og ganske flotte bygningsværker.

Tre forskellige befrielsesbevægelser kæmpede for uafhængigheden fra slutningen af 1960’erne. MPLA står som de mere venstreorienterede, ja til at begynde med socialistiske, og var derudover dominerende i hovedstaden og det nordlige kystområde. UNITA hørte hjemme i syd og øst og FNLA mod nordøst, begge med en konservativ traditionalistisk orientering.

Der opstod også indbyrdes kampe, dels på grund af politisk orientering, dels på grund af etniske modsætninger. De blev senere kendt for at blive holdt i live af de ressourcer, som blev udnyttet i deres respektive territorier, olien sad MPLA på, og UNITA havde diamanterne. FNLA og UNITA kæmpede mod MPLA. Uafhængigheden d. 11. november 1975 var ledsaget af midlertidig stilstand i kamphandlingerne, men de blussede op igen.

FNLA holdt ikke længe, mens UNITA fortsatte. Inden selvstændigheden var MPLA blevet hjulpet af Sovjetunionen og Cuba, mens USA (CIA) og Sydafrika stod på den anden side. De medbragte moderne våben. Det mønster fortsatte, indtil USA i 1993 skiftede sine sympatier til MPLA under Bill Clinton, som satte gang i 90’ernes fredsproces.

Da borgerkrigen endelig var afsluttet i 2002, blev UNITA et kristent-demokratisk og liberalt parti, i dag det største i oppositionen. Lederen af det største parti bliver automatisk præsident og udnævner regeringen, så derfor drejer det sig for MPLA blot om at have absolut flertal blandt nationalforsamlingens 220 medlemmer, og det har det med 124 medlemmer mod UNITAs 90. FNLA er også blevet til et parti, men det er ganske lille.

Er fjendtlighederne så virkelig skrinlagt? UNITA mener ikke de er det, for så vidt som MPLA gør alt for at holde UNITA væk fra indflydelse og synlighed og bliver ved med at betragte partiet som undergravende, selvom regeringsstyrkernes drab på den uforsonlige UNITA-leder Jonas Savimbi banede vejen for fredsafslutningen. Men en forsoning har ikke fundet sted. UNITA, der under borgerkrigen jævnt hen blev portrætteret som ’the bad guys’, har nu påtaget sig rollen som kritiker af offentlige misbrug og revser af folkets unødige lidelser.

I 2025 udbrød der uroligheder, startet af taxachauffører, der demonstrerede mod stigende dieselpriser. Andre utilfredse grupper sluttede sig til, og det udviklede sig til et mindre socialt oprør mod regeringen. Politiet slog brutalt til og mindst 22 døde (kritikere mener 90), 277 blev såret og op til 1500 arresteret. Det kan også ses som udtryk for, at MPLA er ved at miste opbakningen.

Forfatningen fra 2010 tilsiger, at lokale myndigheder skal vælges, men det er endnu ikke gennemført. Måske er det en grund til, at traditionelle ledere har stor indflydelse i landområderne. Der er i øvrigt også det meget fundamentale problem, at mange mennesker ikke eksisterer juridisk. Der er ingen systematisk registrering af fødsler. Da en stor del af befolkningen ikke har identitetskort, kan de ikke stemme til valgene. Provinserne er statsligt administrative enheder med en guvernør i spidsen.

“Systemet”

Det politiske system er nu som under dos Santos én stor sammensmeltning af politiske og økonomiske interesser, kanaliseret gennem Sonangol, gennem MPLAs finansielle holdingselskab GEFI eller direkte gennem præsidenten og hans inderkreds. GEFI har ejerskab i 64 selskaber og er med til at finansiere MPLA.

Novo Jornal – den ene ud af to aviser, der ikke er regeringskontrolleret – har i februar i år offentliggjort, at kontrakter for 20 mio. dollars om dagen i gennemsnit er blevet tildelt uden offentligt udbud, siden præsident Lourenço trådte til i 2017, alt i alt 61,5 mia. dollars. Selv det forsigtige IMF indrømmer i sin korruptionsrapport, at over 80 procnt af alle kontrakter er blevet tildelt uden konkurrence og mere præcist – at i 2023 og første halvdel af 2024 udgjorde åbne udbud kun 0,4 procent og 3,3 procent af alle kontrakter.

Det er seks virksomheder, der håndterer regeringens interesser, Gemcorp, Mitrelli, Omatapalo, Simportex, Odebrecht, Sinohydro. De har også nogle interessante indbyrdes finansielle afdækninger, hvor de i fællig kan få kradset 25 procent mere ud af lån til staten.

Finansieringen af Lobito-raffinaderiet illustrerer, hvordan krumspringene virker. China Development Bank har givet lån på 4,8 mia. dollars gennem Sonangol, som finansministeriet så afdækker via international låntagning. Den ene transaktion lægger sig oven på den anden, hvad der kan skabe uklarheder, som kan udnyttes til andre formål.

Når man ser de kæmpeinvesteringer, som regeringen/Sonangol/GEFI alle har del i, er der ingen undskyldning for, at de i forvejen ikke særligt imponerende budgetter til undervisning (6,9 procent af statsbudgettet i 2026) jævnligt skæres ned igennem året.

Regeringen vil fortsat gå vejen ad Sonangol, der nu også skal udvikle andre forretningsområder end olie, bl.a. mineraler. Sonangol står godt nok på listen over firmaer, der skal privatiseres, men den proces trækker ud.

Præsident Lourenço kan ikke genvælges i 2027, og kilder mener ikke, at han vil prøve at blive genopstillet, snarere at han vil udpege sin efterfølger. Valget af MPLA som fortsat største parti skal nok blive sikret.

International bistand og omtale

Men hvad med IMF og Verdensbanken, står de ikke for gennemførelse af god regeringsførelse og ’ren’ kapitalistisk udvikling? IMF kommer med sine råd om makroøkonomisk balance og valutamarkedet, der er kontrolleret – det er svært for angolanere at få fremmed valuta – men opfølgningen mangler. Kwanzaen er konstant faldet i værdi.

I 2014 var én dollar lig med 100 Kwanza, i dag er det over 900 Kwanza. Og lønningerne er ikke fulgt med, minimumslønnen blev for nylig hævet til 100.000 Kwanza om måneden, ca. 700 kr.; men leveomkostningerne i byerne er høje, da det meste er importeret, inklusive fødevarer. Små næringsdrivende må nøjes med at betale en månedsløn på 50.000 Kwanza. Universitetslærere går for en sulteløn.

IMF har som omtalt produceret en forsigtig og ukonkret korruptionsrapport, hvor man kan læse, at der skete fremskridt til 2022 og derefter gik bekæmpelsen af misbrug i stå, om ikke direkte tilbage. Et af problemerne er i øvrigt domstolene, der er langt fra uafhængige.

Alt i alt har Verdensbanken igangværende projekter til det svimlende beløb af over 5 mia. dollars. Det er altså ikke, fordi landet ikke får bistand udefra, selvom størstedelen af Verdensbank-støtten er lån. Jeg hørte nu ingen, der direkte nævnte Bankens indsats som en positiv faktor i bekæmpelsen af fattigdom, dårlig uddannelse og ungdomsarbejdsløshed, selvom alle disse områder får støtte. Dem jeg diskuterede det med syntes Banken ligesom IMF var for eftergivende over for magtstrukturen i landet.

Et af programmerne kaldes Kwenda. Den første fase fra 2020-2024 blev finansieret med 320 mio. dollars fra Banken og 100 mio. dollars fra regeringen. Det gik ud på at fordele penge direkte til 1,6 mio. fattige samt hjælpe med identitetspapirer og skolegang, men kritiseres for at gå igennem MPLA. Godt eller skidt, så følges det op af en anden fase, der er på 400 mio. dollars.

På grund af først borgerkrigen og senere dets betragtelige olieindtægter er Angola ikke blevet oversvømmet af bilaterale donorer. Det officielle Danmark gør intet væsen af sig, men Angola er også kun det ene af de otte lande i det sydlige Afrika, som den danske ambassade i Pretoria dækker ud over Sydafrika.

Det billede er en kontrast til andre afrikanske lande, hvor regeringsapparatet bliver nødt til at vise en vis åbenhed for at få fat i bistandsmidler. Det går heller ikke glat, men kontrasten til Angola er påfaldende. Jeg havde ikke nogen institutioner i ryggen, men dog gode kontakter, der hjalp mig. Det var en kamp for dem at få autorisationer til selv simple informationssøgende møder. Flere gange blev vi sendt bort, selvom alt tydede på, at vi havde tilladelserne i orden.

For at promovere sig selv som turistland, reklamerer Angola på CNN med billeder af det flotte vandfald, Kalandula, interessante geologiske formationer og nationalparker. Til gengæld rejser CNN også gerne selv til Angola for at fortælle om det dynamiske land. Blandt andet har det interviewet en iværksætter, der ikke bare har stiftet det første rent private angolanske olieselskab, Alfort, men også fået en onshore oliekoncession i en nationalpark.

CNN lagde ukritisk mikrofon til hans fremtoning som self-made man. Allerede inden udsendelsen kunne man imidlertid læse, at Alfort havde fået et lån på 35 mio. dollars i startkapital fra Sonangol, hvor iværksætterens far i øvrigt er administrerende direktør. Er det for naivt at forvente bedre af CNN?

Hvor er Angola på vej hen? De modsatrettede tendenser

Angolas udvikling væk fra socialisme som andet end retorisk pynt startede allerede ved uafhængigheden, hvor MPLA godt nok nationaliserede portugisernes ejendom, men samtidig inviterede udenlandske investorer ind i oliesektoren. Ikke nok med det, det undertrykte også arbejderklassens organisationer og autonomi. Efter de mange års brutale borgerkrig er billedet i grunden det samme.

Selvom regeringen prøver at dirigere landets udvikling i retning af dets egne udviklingsmål, er det finansafhængigt af internationale investorer – for ikke at sige imperialistiske interesser.

Udenrigspolitisk balancerer landet elegant mellem de forskellige poler. Lourenço var indtil februar i år præsident for Den Afrikanske Union. Joe Biden besøgte landet sidst i sin præsidentperiode for at underskrive USA’s Lobito-finansiering, Kina er til stede på officielt, forretningsmæssigt og borgernært plan, og Rusland er involveret i militærudstyr og træning. Indtil Ukrainekrigen var det direkte investeret i diamantminer, men på grund af sanktionerne håndteres dets diamantinteresser nu gennem Bank of Oman.

Lobito-korridoren vil blive interessant, for her er alle interesser på spil, inklusive afrikanske. Også arabiske lande vil være med. Mange af de mineraler, der skal transporteres, kommer fra kinesisk-dominerede miner.

Samtidig kan problemerne opsummeres: For det første hæmmer regeringen og regeringspartiets autoritære politik udviklingen af den hjemlige private sektor. For det andet er der stadig udestående forsonings-spørgsmål. For det tredje er der det grundlæggende problem, at tiltagene for at forbedre befolkningens levevilkår er helt utilstrækkelige, om ikke forfejlede, og det gælder både stigende ulighed, ekstrem fattigdom og faldende levestandard for den traditionelle bymiddelklasse. For det fjerde mangler de formelt demokratiske institutioner den legitimitet, de skulle have.

Nogle af disse tendenser er internationale. En afrikansk autokrat kan jo så nemt lade sig inspirere af Trump, Putin, Modi eller Xi Jiping.

Får befolkningen nok en dag? UNITA sværger på, at det kun ønsker fredelige forandringer.  Næste valg er i august 2027.

---