Anmeldelse af “En tynd blå linje” – Så kan du godt pisse hjem til Nørrebro. Er du med på den?

Er jeg med på, at jeg skal pisse hjem til Nørrebro? Ja, det er jeg. 100 procent. Nørrebro er et dejligt sted. Men jeg er ikke med på, at en organisation – der angiveligt kæmper for bedre arbejdsmiljø og mere anerkendelse til offentligt ansatte – dæmoniserer venstrefløjen, indvandrere og mit kvarter.

Det sker desværre i En tynd blå linje: danske politifolk om at være først på gerningsstedet – udgivet af interesseorganisationen Thin Blue Line Denmark, som jeg anmelder her.

En tynd blå linje er en samling korte biografier, der udkom i efteråret 2025. Bogen blev lanceret med et par vilde anklager, leveret af Ekstra Bladet.

Anklagerne var taget fra bogen og handlede om dels et mystisk dansk folketingsmedlem, som angiveligt havde slået en politikvinde til “lirekassekvinde” (Ekstra Bladets udtryk) tilbage i 1980’erne sammen med nogle bz’ere i Ægirsgade på Ydre Nørrebro. En venstreorienteret kvinde, som siden har nået en høj position i politik, skulle ifølge anklagerne også have deltaget i urolighederne, den dag politikvinden blev overfaldet. Og tilmed sidenhen pralet af sin revolutionære fortid uden at angre.

True police kalder forlaget genren i et forsøg på at opfinde et begreb for en undergenre til true crime, som ikke findes på engelsk. Men fint nok. Det er egentlig true crime, og det skal ikke skille os ad, at forfatterne gerne vil dramatisere historierne lidt for at gøre dem mere spændende. Samtidig skal bogen introducere læseren for interesseorganisationen Thin Blue Line Denmark, som er stiftet for dels at øge anerkendelsen af politiets indsats og dels at støtte betjente, som har taget skade af at gå på arbejde.

Ekstra Bladets historie om de to kendte voldspersoner kunne have været en genial måde at lancere den form for genrelitteratur på, med garanteret salg til sensationshungrende og forargelses-parate læsere. I tilgift kunne historien have skabt sympati for Thin Blue Line Denmark, øget medlemstallet og rejst nogle donationer ud over pengene fra bogsalget. Problemet er bare, at det er meget let at identificere den ene af de to politikere, som bliver hængt ud som ekstrem voldsmand i historien.

Så fanden var løs, da bogen udkom, for der er ikke rigtigt nogen dokumentation for, at den maskerede person bag overfaldet faktisk er identisk med den anklagede politiker. Konsekvensen af de injurierende påstande blev, at Thin Blue Line Denmark umiddelbart efter udgivelsesdagen fik trykt et rettelsesblad, som siden er blevet stukket ind i bogens første oplag. Af rettelsesbladet fremgår det, at påstanden om voldspersonens identitet som folketingspolitiker er usand, og stammer fra en unavngiven journalist.

Den anklagede, kvindelige venstreorienterede er der dog ikke skrevet noget rettelsesblad om. Mudder flyver gennem luften, og hvem ved? Måske hænger det en dag fast på en person. Eller nogen bliver usikre på kvinder med en fortid på Københavns venstrefløj i det hele taget.

At lancere bogen med en påstand så direkte injurierende, at man ligefrem er nødt til at sætte et rettelsesblad i bogen, er måske ikke den allerbedste reklame. Men bogen har solgt pænt, og jeg konstaterer, at den er købt hjem i mange eksemplarer til bibliotekerne, og at en stor del af dem er lånt ud.

Sådan en bog er man som venstrefløjser nødt til at kigge nærmere på.

En enkelt skive citronmåne og nul røde faner

Det er et eksemplar fra det første oplag med rettelsesblad, som jeg har lånt hjem fra Aalborg Bibliotekerne. Bogen er sat med store, letlæselige typer og er inddelt i ni overskuelige kapitler samt et forord. Målgruppen er tydeligvis den brede befolkning, som ikke er vant til at læse så meget. Det er jo helt fint.

Det indledende kapitel er Thin Blue Line Denmarks stiftelseshistorie. Den vender jeg tilbage til. Derefter går det over stok og sten med ni historier, som hver især portrætterer en betjent og en for personen skelsættende historie fra arbejdslivet. Efter den første historie tænker jeg, at den her kan godt få et par citronmåner ud af seks. Den handler om angrebet i børnehaven Ønskeøen i Næstved i 2016, hvor en sindslidende mand endte med at blive skudt af en af de tilkaldte betjente, da han i en psykose fægtede og truede med en kniv.

Det er true crime, og det er godt skrivehåndværk. Der er gang i den, og den portrætterede betjent reflekterer over hændelserne på en måde, så han viser fagetik og omtanke. Men som læsningen af de næste kapitler skrider frem, viser det sig, at denne bog hverken rummer skrivekunst, dyb psykologi eller troværdig samfundsskildring.

Alle historierne er skrevet med korte sætninger og i et godt flow. Det er et “jeg” og et “vi”, der er i centrum hver gang. Det er scenisk og i nutid. Ren action og fart over feltet. Her er godt med sgu-ord, lidt jargon og lidt slang, og det er ikke for pænt til, at man umiddelbart føler, at det er utroværdigt. Og så alligevel. For sprogbrugen og tempoet i alle kapitler er helt ens, selvom historierne skildrer flere end 10 vidt forskellige hovedpersoners indre liv og oplevelser.

“Der er kun mig og min mission. En gerningsmand. En, der kalder. Det er på én gang en uhyggelig og en fantastisk oplevelse. Jeg knuger min pistol i hænderne.” (s. 226)

Det er bogens grundtone.

Dygtige forfattere skildrer forskellige erfaringshorisonter og personligheder ved at vælge sprogbrug, fagudtryk, lokal jargon og sproglige billeder med stor omhu, så hvert menneskes psykologi og miljø karakteriseres præcist og særegent i kraft af stilen. Sådan er det ikke her.

En kvindelig betjent fra Kolding, som tidligt i livet er endt på helbredsrelateret førtidspension, genoplever i nutid en fyrværkeriulykke fra begyndelsen af 00’erne, hvor hun var politielev. I fortællingen får hun imidlertid tildelt præcis samme sprog og fortælletempo som Tom Behnke – den erfarne folketingspolitiker fra Fremskridtspartiet og senere De Konservative – der også i nutid genoplever dagen for postrøveriet i Købmagergade i København i 1988, hvor han selv var ung politielev.

Det kan ikke passe. Det er forfatterne Martin Q. Magnussens og Mette Sofie Thranes professionelle dramatiserende kriminalreporter-skrivestil og tjubang-rekonstruktion, ikke fagfolks levede erfaringer og erindringer afspejlet i sprog og bevidsthed.

De to citronmåner smuldrede, da jeg læste videre i En tynd blå linje. De endte med at svinde ind til en enkelt skive. Skiven ender bogen med at få, fordi den alt til trods tilsyneladende fungerer fint som propaganda for organisationen bag, selvom indlevelsen bliver amputeret lidt af true crime-stilen, hvor spænding er vigtigere end empati.

Den får til gengæld ingen røde faner ud af seks mulige. For hvis man virkelig vil gøre noget for arbejdsmiljøet, så tror jeg ikke, at true crime er vejen frem.

En sort-hvid verden

Der er ikke plads til mange nuancer i En tynd blå linje. Verdensbilledet er ekstremt sort-hvidt. Der er entydigt onde og gode mennesker.

“… så kan du godt pisse hjem til Nørrebro. Er du med på den?” bliver fyret af over for en gruppe af citat: “mellemøstligt udseende” unge mænd, der laver ballade ved Nørreport Station. Sådan er det hele vejen igennem. Nørrebro bliver beskrevet, som om det er helvede. Det er en trussel, hvis man bliver bedt om at tage til Nørrebro, finder man ud af, når man læser bogen.

De onde i En tynd blå linje er varianter af venstreorienterede og folk, hvis etniske baggrund altid beskrives detaljeret, som om den var helt central for forståelse af begivenhederne. Hvorfor er det vigtigt for bogens formål, at læseren ved, at en drabsmand har bosnisk baggrund og er født i Vordingborg?

Der er også nogle enkelte grønjakker blandt de onde – dvs. højreekstremister i grønne bomberjakker – men deres nærvær i gadebilledet tilbage i 1980’erne og 1990’erne bagatelliseres. Hell’s Angels i Jægersborggade på Nørrebro får til gengæld tak for at tæve nogle “autonome”, dvs. ungdomshusaktivister.

De gode er “almindelige mennesker”, men især topledere og ikke mindst kongehuset. Samt naturligvis betjentene selv. Men, interessant nok, ikke nødvendigvis deres nærmeste ledere. Det skyldes formodentlig, at organisationen Thin Blue Line Denmarks formål i et vist omfang også er at forbedre visse arbejdsvilkår for betjentene. De onde er også Den Uafhængige Politiklagemyndighed og den kritiske presse.

I midten af bogen er der en række tavler med farvefotografier. Størstedelen forestiller dramatiske begivenheder med folk fra venstrefløjen i centrum som kriminelle. Der er særligt fokus på BZ, Christiania, gadekampe på Nørrebro om Jagtvej 69 og Blekingegadebanden.

Desuden er der nogle billeder af medaljer og en betjent, der beskytter politikere, men alle politikerne på billederne er amerikanske præsidenter. Der er ikke en eneste dansk politiker iblandt. Det er der til gengæld i historierne, hvor hele to af de fortællende betjente beskriver, at de er eller har været aktive i politik. Den ene er, som nævnt, Tom Behnke, den anden er aktiv i Danmarksdemokraterne.

De ni kapitler har fokus på sager, hvor en eller flere politibetjente kom alvorligt til skade, døde eller blev traumatiseret. Eller måske bare ikke følte, at han fik anerkendelse nok og er bitter over det. Forordet er den danske organisations stiftelseshistorie, hvor der også er fokus på en sag. Ud af ti udvalgte sager handler de seks om enten venstrefløjsaktivister eller muslimer. Man aner et mønster.

Konfrontation med og frygt for organiseret kriminalitet er til gengæld slet ikke nævnt. Det samme gælder højreekstremister, bortset fra de bagatelliserede grønjakker. Drabssager og ekstreme voldssager, som involverer mænd, der dræber eller begår vold mod partnere og eventuelt børn, er også fraværende. Ligesom sager, hvor man kommer ud til ensomme mennesker, der har ligget døde meget længe. Jeg tænker, at den type sager ellers må være ret hårde at komme ud til som betjent.

Det virker bemærkelsesværdigt, at det især er venstrefløjen og muslimer, der fremhæves i de fleste af de traumatiserende sager, som forfatterne mener er vigtige at fokusere på. Formålet er at øge befolkningens forståelse for, at politifolk har brug for mere støtte – både til at forebygge og behandle arbejdsskader og, i de værste tilfælde, håndtere konsekvenser som drab i tjenesten eller tidlig død som følge af alkoholmisbrug eller selvmord.

For en som mig kommer det måske ikke som en overraskelse, at Thin Blue Line mildt sagt læner sig til højre og derfor har særligt fokus på venstrefløj og muslimer. Det vender jeg tilbage til. Jeg behøver vist ikke på pædagogisk vis at forklare, hvorfor det er et problem, at en interesseorganisation for et politikorps maler politiske og etniske fjendebilleder op.

Uden for samfundet

Hvad der kommer som en overraskelse, er den åbenlyse mangel på basal samfundsforståelse og historisk verifikation af begivenhedsforløb og sammenhænge, som bogen også er præget af. Jeg kan nævne mange eksempler på scener og beskrivelser, der ikke kan klare et basalt kildetjek.

Den historiske verificerbarhed har det ikke så godt i En tynd blå linje. Lige så slemt er det åbenlyse, at den sammenhængende og nuancerede forståelse af de miljøer og små samfund, som politiet kommer ud i, er helt fraværende i flere afsnit.

Mest tydeligt bliver det i kapitlet om Ungdomshusets rydning. Et er, at husets historie er helt skæv, og at fortælleren tilmed tror, at Ruth Evensen stadig ejer grunden Jagtvej 69. Noget andet og værre er, at betjentene åbenbart tror, at der er 4.000 “autonome” (det er udtrykket, som er brugt i bogen) i København, og at ingen “almindelige mennesker” (igen, bogens udtryk) nogensinde har haft sympati for Ungdomshuset.

Hvis det er udbredt i politikorpset at have det samfundssyn og den tilgang til faktatjek af påstande om virkelige begivenheder og personer, der præger bogen, så vil jeg klart anbefale, at man indfører grundlæggende samfundsfag og læring af basal kildekritik på politiskolens grunduddannelse. Ellers får almindelige betjente godt nok svært ved at samle troværdige beviser eller forstå den virkelighed, som de navigerer i, når de patruljerer rundt i gaderne.

Men måske er det slet ikke mangelfuld politiuddannelse, der er årsagen til bogens verdensbillede og sære omgang med fakta.

Lad os bare tage Købmagergade-røveriet som et eksempel. Der står flere gange i bogen, at betjenten i Købmagergade blev skudt med et gevær, der blev stukket ud af en smadret bagrude i røvernes flugtbil.

Men det fremgår helt utvetydigt af Beretning afgivet af Blekingegade-kommissionen fra 2014, at drabsmanden steg ud af bilen fra bilens forsæde for at skyde. Det er selvsagt vigtigt, fordi der er tale om en alvorlig kriminalsag, og vedkommende, som sad bag i bilen, var den eneste, der sad dér, og offentligheden ved, hvem han er. For dem, der ikke kan huske sagen, blev alle frikendt for drabet, da man ikke kunne dømme kollektivt for drab – og da det ikke var muligt at identificere en drabsmand entydigt, idet der sad tre personer foran i bilen.

Igen mere mudder, som minder om mudderet, der udløste kravet om et rettelsesblad. Der er mere af slagsen, når man gennemgår bogen, hvis man orker det. Jeg gør ikke og er glad for, at jeg ikke har investeret i den, men kan aflevere den på biblioteket lige om lidt.

Hvem er Thin Blue Line?

Thin Blue Line får en klokke til at ringe. En klokke, der har bimlet siden 2014, da organisationen Blue Lives Matter blev stiftet i USA som modsvar til Black Lives Matter. Black Lives Matter blev oprettet på foranledning af politidrab mod afroamerikanske borgere. Blue Lives Matter blev oprettet på foranledning af drab på betjente.

Virksomhedens Thin Blue Line USA markedsfører logotøj og andet merchandise, som benyttes af Blue Lives Matter, og donerer overskuddet til velgørenhed for betjente og deres familier. Logoet er i USA et sort Stars and Stripes med hvide stjerner og striber, og en tynd blå linje som en af striberne. Varianter af samme logo – hvor et nationalflag i sort kombineres med hvid grafik og en tynd blå linje – bliver i dag markedsført i mange lande.

Det blev set båret både som banner og patch af mange deltagere i Stormen på Kongressen tilbage i januar 2021. Det er endog kommet så vidt, at nationale logoer, der associerer til Thin Blue Line-konceptet, er blevet forbudt at bære for politistyrker i nogle lande, herunder i dele af Australien, grundet dele af organisationens forbindelse til racistiske og højreradikale miljøer.

Logoet er fx også forbudt at bære og hænge op som banner på politistationerne, hvis man er betjent i Los Angeles politi. I London er betjente også blevet forbudt at bære logoet, og at nogle har valgt at gøre det alligevel, har været kontroversielt for offentligheden, grundet forbindelsen til den yderste højrefløj i USA.

Alt dette holdt dog ikke nogen fra at stifte en organisation med samme navn i Danmark, selvom de har deres eget logo, som ikke er kombineret med et dansk flag. Thin Blue Line Denmark er åbenlyst forbundet med udenlandske organisationer og virksomheder med Thin Blue Line-navnet og i nogle tilfælde også det nævnte problematiske logo i en national variant.

Thin Blue Line Denmark blev stiftet i 2016. Interessant nok er den officielle stiftelseshistorie med i bogen. Den lyder næsten for vild til at være sand. I forbindelse med at en betjent blev skudt på Christiania, lykkedes det en af stifterne at rejse 600.000 kroner på to døgn til støtte for betjenten og hans pårørende. I løbet af få dage steg beløbet til over en million.

Det var angiveligt de logistiske problemer forbundet med indsamlingen kombineret med den store interesse, der lå til grund for stiftelsen af den frivillige forening Thin Blue Line Denmark i december 2016. Thin Blue Line skal angiveligt bare symbolisere, at politiet er den tynde blå linje, der skiller orden fra kaos. Okay, så.

Såvel beløbets størrelse som organisationens navn og stiftelsestidspunkt er alligevel påfaldende. For hvornår er det nogensinde lykkedes på så få dage at indsamle så mange penge til folk fra andre faggrupper, der er blevet dræbt eller er kommet alvorligt til skade på jobbet? Og hvorfor lige stiftelsen i året 2016? Og hvorfor er der så meget amerikansk? Og hvorfor er størstedelen af bestyrelsesmedlemmerne ansat i private sikkerhedsfirmaer?

Inden det begynder at ligne en konspirationsteori, vil jeg nøjes med at konstatere, at Thin Blue Line Denmark har et problem med deres branding, som øger risikoen for, at de bliver slået i hartkorn med al den ballade, der har været omkring konceptet i andre lande.

Og bogen En tynd blå linje: danske politifolk om at være først på gerningsstedet hjælper slet ikke på det. Snarere tværtimod. Men det er jo ikke sikkert, at det er formålet.

Måske er formålet at kolportere et bestemt sort-hvidt syn på samfund og retshåndhævelse, der minder mere om forholdene i USA. Den urolige fornemmelse i kroppen håber jeg virkelig ikke, at jeg får bekræftet fremover.

---

Søren Baastrup, Martin Q Magnussen & Mette Sofie Thrane: En tynd blå linje: Danske politifolk om at være først på gerningsstedet
Grønningen 1, 2025.
342 sider.
Lån den på biblioteket!