Anmeldelse: Benhård socialrealisme fuld af kærlighed og selvrespekt

Romanen Shuggie Bain, skrevet af Douglas Stuart, er to vilde historier. Romanen i sig selv er benhård socialrealisme fra de steder, som middelklassen sjældent møder: Steder, vi ikke nødvendigvis kender til, fordi vi ikke møder den i vores ellers skærmede liv, hvor social elendighed oftest, hvis i det hele taget, er et eksotisk indslag i en lang arbejdsdag.

Men Shuggie Bain er også historien om, hvordan Douglas Stuart modtog hele 44 afslag på udgivelse af sin debutroman, før den endelig blev accepteret og tillige vandt den prestigefyldte litteraturpris Booker Prize.  

Dermed er romanen i sig selv et vidnesbyrd om, at underklassen og arbejderklassen ikke har den store interesse i middelklassens og den kreative klasses øjne. Og det kan man til dels godt forstå, for Shuggie Bain er ikke det kønneste selskab.Men trods den afgrundsdybe elendighed er ’Shuggie Bain’ også fyldt med kejtet kærlighed i et miljø, hvor det måske er det eneste, man har tilbage at give  hinanden. Hvis man da overhovedet har det.

Bingo og alkohol

Shuggie Bain er den eneste søn af Agnes og Shug Bain. Begge har forladt deres tidligere partnere og Shug også sine børn, for at kunne gifte sig med hinanden for at nærme sig det, de begge forestiller sig vil være et bedre liv. Det bedre liv støder dog hurtigt på grund i Margaret Thatcher’s Glasgow, hvor kulminerne lukkes en efter en og arbejdsløsheden stiger med tusinder og tusinder.

Mens Agnes drømmer om at have sit eget hjem med en lille have, og Shug kører taxa og passer sine elskere, bor hele familien hos Agnes´ forældre, hvor især Agnes er ved at kvæles. Eneste lindring er bingo med veninderne og alkoholen, som tillader hende at have det sjovt, men også langsomt trækker hende ud af genkendelighed og væk fra familien.

I et anfald af endelig vrede underskriver Shug en lejekontrakt, der skal få dem ud af Agnes’ forældres lejlighed og ind i et rækkehus med have. Men Shug’s kufferter kommer aldrig over dørtrinnet. Han efterlader Agnes, lille Shuggie og Agnes’ to børn fra hendes tidligere ægteskab i huset med skimmelsvamp, udsigt til de faldefærdige nabokoner og nedlagte kulminer, og kører selv hjem til den elskerinde, som han nu vil flytte sammen med. Hermed slutter ét mareridt, mens et andet tager fart.

“Shug’s kufferter kommer aldrig over dørtrinnet. Han efterlader Agnes, lille Shuggie og Agnes’ to børn fra hendes tidligere ægteskab i huset med skimmelsvamp, udsigt til de faldefærdige nabokoner og nedlagte kulminer”

I sin kamp for at stå oprejst med stolthed falder Agnes dybt ned i alkoholens selvforglemmelse, og den eneste rest, der er tilbage af hende, er hendes forsøg på at overbevise omverdenen om, at hun er bedre end dem og stadig står stolt og fast på sine ben.

I denne kamp forsvinder dét, hun kæmper for; hendes liv, hendes værdighed, hendes glæde og til dels også hendes børn. De trækker sig, beskytter sig, forsvinder. Men Shuggie bliver. Og tålmodigt og kærligt støtter han hende gennem hendes druk og tømmermænd, hovedpiner og opkast og evige pelsklædte stolthed, mens hun langsomt giver mere og mere slip på den verden hun burde leve i.

Omkring Agnes og Shuggie hersker en verden, der ligger på kanten af de forladte kulminer. Her vokser der ikke noget i forhaven. Her virker verden grå i grå. Man fornemmer en lige linje mellem Thatchers respektløse nedslagtning af fagforeningerne og brugen af minearbejderne som brikker i et politisk skakspil, og den manglende respekt og selvrespekt, der dominerer på hver sin side af det beskyttende rækværk mellem gaden og hjemmet. Det bliver dog ikke et skel mellem tryghed og utryghed, men kun mellem dem og os. Mellem udsat og mindre udsat.

Her ifører mændene sig hver dag deres arbejdstøj, og tager ned i den nedlagte mines skurvogn, hvor de sidder og drikker og spiller kort indtil fyraften, hvorefter de igen tager hjem i deres stadig skinnende rene arbejdstøj, men nu som skygger af, hvad de burde have været; nemlig stolte arbejdere, der kunne forsørge deres familier.

Hjemme venter familien på overførselsindkomst; mandagsalmisser fra den stat, der svigtede dem og nu har sendt dem ud i passiv nedværdigelse i en aldrig sluttende kø til socialkontoret. Med et hoved fyldt af tal, der skal gøre regnestykket mad kontra alkohol op. Mæthed eller selvforglemmelse.

Kærlighed, glæde – og selvrespektens tveæggede sværd

Lyder det lige så deprimerende, som det er at læse? Hvorfor skal man læse en bog, som er så fuld af sorg og smerte og råhed? Fordi den også er fyldt med kluntet kærlighed og oprigtig kærlighed; den kærlighed, der skal beskyttes, fordi den kommer fra et så lille og sårbart sted, at den næsten ikke tåler at blive vist og delt.

Og den kæmpe store kærlighed til noget, der kan synes helt umuligt; nemlig en mor, der forsvinder i druk, mens barnet bliver siddende ved hendes seng og ofrer sig for hende i håbet om at redde hende. Og den diskrete kærlighed, der trods alt spirer i noget, der kunne blive forsigtige venskaber på tværs af erfaringer, og som hjælper hovedpersonerne ud af sig selv og giver deres erfaringer mening i en verden, der kan synes meningsløs.

Lige her, midt i alt dette, står lille Shuggie med sin dukke i hånden i en verden omgivet af kul og med en mor, der endnu engang er fuld, og prøver at finde en vej for sig selv. Hans søster flytter til Sydafrika, og hans bror isolerer sig på sit værelse langt væk fra alle. Shuggie prøver at holde sammen på de rester af betydningsfuldt liv, der kan føre hans mor væk fra alkoholen, samtidig med, at hans seksualitet kaster skygger ind i andres måder at se og behandle ham på. Det er ikke velanset at være anderledes i en rå verden, hvor de færreste kan leve op til den normative forestilling om, hvordan man bør være. At bevæge sig væk fra denne forestilling, ubevidst eller bevidst, er derfor forbundet med fare.

Og netop forestillingen om, hvordan man bør være, hvad man bør finde glæde og selvrespekt i, er et gennemgående tema i ‘Shuggie Bain’, hvor selvrespekt bliver et tveægget sværd, der både kan løfte dig op og tvinge dig ned. For Agnes er en stolt og smuk kvinde, der kun lader de færreste trampe på sig, men til gengæld ved, hvordan hun skal holde hovedet højt.

Som da hun f.eks. beder Shuggie om at danse for hende. Og Shuggie gør det, først tøvende, og så med den løsslupne glæde, der gennemstrømmer hans krop, indtil han kigger ud ad vinduet og ser naboens frygteligt krigeriske børn, der kigger og ler hånligt. Shuggie bliver først bange og fordømmer hende indvendigt, for hvordan kunne hun gøre det her ved ham? Hvordan kunne hun ofre ham på nabobørnenes bål?

Men hun beder ham om at blive ved med at danse, at glemme dem og stå ved sig selv, og han danser til blikket fra nabobørnene og sin fulde mor og giver dermed både slip på sig selv og står ved sig selv. Måske det eneste, hans mor har kunnet lære ham.

Og det er egentlig dét, der er så vildt med Shuggie Bain, for forfatteren tegner alle karaktererne med en enorm respekt og forståelse, og med et blik for ønsket om at leve et liv som et ordentligt menneske. Forfatteren insisterer på at fremvise alle karaktererne som hele mennesker, der bare stræber efter at få lov til at leve et godt liv, hvad det så end er. Blot er omstændighederne helt af helvedes til. For hvordan stabler man et godt liv på benene, når økonomien er i ruiner? Hvordan genfinder man solidariteten, når den netop er blevet slagtet og brændt på neoliberalismens bål?

Fordømmelsens blindhed

Solidariteten og menneskeligheden viser sig i glimt. Som når naboen velmenende anbefaler Agnes piller fremfor alkohol. Eller når Agnes vasker og fletter den beskidte nabopiges hår. Eller i lige præcis det øjeblik, hvor Agnes har sat sig op til at smadre nabokonens liv, men i stedet ser nabokonens mand gå fra sin kone, hvorefter hun falder bevidstløs om på åben gade uden trusser på. Der ligger naboen med blottet køn, mens naboerne tøvende ringer efter en ambulance, og  Agnes, der egentlig havde drukket sig fra sans og samling, trækker bandende sine sidste helt hvide trusser af for at trække dem på nabokonen i stedet. På trods af, at naboen i Agnes’ øjne ikke fortjener et par helt hvide trusser, fortjener hun trods alt at blive hentet af ambulancepersonalet med sin værdighed i behold. Og denne lille gave giver Agnes hende, mens resten af naboerne ser forundrede på.

“Shuggie Bain er en virkelig smuk bog skrevet med en indsigt og skarpsindighed, der ser kærligheden og stoltheden i handlinger, man ellers så nemt fordømmer, fordi man ikke forstår dem.”

Ligesom forsiden på ’Shuggie Bain’ er et sort-hvid foto, er det i det hele taget svært at forestille sig livet her som i andet end gråtoner, hvor kulminens manglende tilbud om arbejde danner den permanente baggrund for handlingen. Og i det hele taget er farver og glæde ikke en del af fortællingen. De må træde til side for kropslige beskrivelser af moderens fuldskab, hendes revnede strømpebukser, den evindelige strøm af taxachauffører og mænd med poser fulde af øl. Veninder, der som en loyal hund kommer på besøg, indtil de erfarer, at huset er tomt for alkohol, hvorefter de med deres næser opstøver andre og mere fyldte alkoholbeholdninger.

Men så er der lige glimtet af roserne, der hentes af Agnes og Shuggie i motorvejsrabatten midt om natten, så ingen skal se deres tyveri, og plantes i forhaven så den stråler om kap med forestillingen om en rigtig engelsk forhave og et bedre liv med større værdighed. Roserne har stået dér i motorvejsrabatten hele tiden, og står nu i Shuggies forhave, hvor de gør forestillingen om det gode liv mere levende, og håbet mere nærværende. Således forholder det sig også med Shuggies håb: Et bedre liv er inden for rækkevidde, hvis han strækker sig efter det.

Shuggie Bain er en virkelig smuk bog skrevet med en indsigt og skarpsindighed, der ser kærligheden og stoltheden i handlinger, man ellers så nemt fordømmer, fordi man ikke forstår dem. Og netop fordømmelsen skaber blindhed overfor kampen, modet, stoltheden og håbet. Skaber blindhed overfor, hvad der driver et menneske. Også derfor skal du læse Shuggie Bain.

Douglas Stuart: Shuggie Bain. Politikens Forlag 2020, 496 sider, vejl. pris 300 kr.