Anmeldelse: Et puslespil af minder om Venstresocialisterne

Hvad er udgivelsen Græsrøddernes Parti – om Venstresocialisternes tid ikke?

Den er ikke tænkt som en egentlig partihistorie. Endsige et posthumt bud på en autoriseret og velfriseret partihistorie. Tværtimod. En sådan oldschool, entydig og færdigstøbt selviscenesættelse ville også stride imod VS’ ideologiske DNA og dets brogede og fortolkningsåbne historie. Og dermed lade hånt om at partiets dannelse bl.a. var et opgør med netop den type partimodel og politisk forståelse, som ligger bag formålstilskåret ”historieskrivning”.

Græsrøddernes Parti er heller ikke en klassisk faghistorisk skildring baseret på et kildekritisk, gennemarbejdet materiale. Men derimod en blandet buket af overvejende personlige erindringer fra et bredt udsnit af politikområder og aktiviteter. Både i partiet og i de nærliggende bevægelser.

Samtidig repræsenterer artiklernes forfattere en palet af fortidens politiske ståsteder. Og velsagtens også nutidige. Herunder kritiske stemmer, som fx Anne Grete Holmsgaard, der på grund af politisk uenighed i sin tid forlod partiet. At give spalteplads til kritikere som hende er en både relevant og sympatisk disposition fra redaktionens side.

Bidragenes forskelligartede ophav giver tilsvarende forskellige vinklinger og tilgange til historien. Der er bl.a. stemmer fra miljøkampen, Folketinget, fagforenings- og lærlingebevægelsen, gruppeteatre, Internationalt Udvalg, Chilekomiteen, partiafdelinger, kvindeoprøret m.m. Tilsammen tegner deres erfaringer et facetteret billede af Venstresocialisterne og venstresocialismen.

Eller rettere: af hvordan VS huskes i 2025.

Erindringen som historisk kilde

For de øjenvidner eller ’deltagerobservatører’, som her beretter, bygger jo i høj grad deres indlæg på erindringen. Og erindringsbaseret historiebeskrivelse rummer en labyrint af faldgruber, der svækker mulighederne for troværdige eller i hvert fald bastante konklusioner.

For hukommelsen er, hvad den er: selektiv, dårlig, opblandet med andenhåndsviden og senere erfaringer, farvet af bias, nutidigt ståsted osv. osv.

Når Græsrøddernes Parti alligevel har værdi – som mere end et af nutiden farvet blik på historien eller subjektivt erindrede billeder af den – skyldes det dels omfanget og variationen af indlæg samt de mange fælleselementer og overlap mellem dem, som peger på en række centrale træk i VS’ historie.

Og dels at mange af bidragene i varieret omfang også rummer faktuel historisk viden, som det personligt oplevede eller erindrede relateres til.

Fx Claus Bryld, der i beskrivelsen af partiets første år, formår at forene det selvoplevede og erindrede med historikerens overblik over de større linjer. Noget tilsvarende finder man hos bl.a. Preben Wilhjelm, Ingrid Hind og Per Bregengaard.

Partiet og samtiden

Som bogens flertydige undertitel om Venstresocialisternes tid finurligt antyder, så fokuserer bogen både på partiets virksomme år såvel som på den samtid, det virkede i. Hvilket selvfølgelig altid giver god mening. Men som er endnu mere påkrævet i tilfældet VS, da det både i egen selvforståelse men også i høj grad reelt var græsrodsbevægelsernes parti.

Og derfor – både som politisk organisation og ideologisk strømning – tæt sammenvævet med tidens politiske konjunkturer, spørgsmål og kampe. Partiet var både barn og medskaber af nogle af tidens politiske dagsordner. Eller ’tidsånden’, om man vil.

Desuden kan undertitlen om Venstresocialisternes tid med lidt god vilje tillige læses, så den også handler om venstresocialisterne som personer; dvs. som medlemmer, sympatisører og aktivister. Det vil i hvert fald give god mening, da det jo netop er 35 gamle aktivister, som i antologien deler ud af deres erindringer om VS. Herunder beretninger om hvordan og hvorfor de selv fandt vej ind i partiet – og i nogle tilfælde også ud igen.

Med antologien som form og skribenternes frihed til at skrive, hvad de vil, har udgiverne af bogen benyttet en tilgang, som matcher VS’ ideologiske ståsted. Og derfor fået et værk, som langt hen ad vejen afspejler væsentlige træk ved partiet og venstresocialismen.

De enkelte indlæg bærer i sagens natur præg af, hvor i partiet og i livet man var i den beskrevne periode. Men er som tidligere nævnt selvfølgelig også farvet af den mellemliggende tid samt vedkommendes nutidige udkigspunkt.

Genopførelse af gamle kampe

I en række af artiklerne er der sekvenser, som er rene partsindlæg. Her genoptages gamle, genkendelige diskussioner og stridspunkter. Som læser er det både underholdende og interessant at overvære genopførelsen af disse slagudvekslinger. Men også lidt patetisk.

Et par steder er striden garneret med forskelligartede udlægninger af den samme sag. Hvilket bekræfter selve spørgsmålets fortsatte prioritet for skribenterne.

Men man kan stedvis godt savne lidt mere retrospektiv selvrefleksion, hvor man prøver at se nogle af de gamle konfliktspørgsmål fra modpartens synsvinkel. For derigennem måske at anerkende, at der til tider faktisk kan være dilemmaer, hvor ingen af valgene er optimale.

Fx om holdningen til Vietnams invasion i Kampuchea i 1978, hvor de afsatte De Røde Khmerers rædselsregime. Men samtidig overtræder folkeretten og VS’ afvisning af, at socialisme kan indføres med aggression.

Et rummeligt eksperimentarium

De forskelligartede synsvinkler anskueliggør, at VS var karakteriseret ved en stor politisk rummelighed. Ikke altid til alles udelte glæde, men sådan var det. Rummeligheden blev blandt andet muliggjort af en udbredt fraktions- og diskussionsfrihed og mindretalsbeskyttelse. Det var en del af opgøret med den kommunistiske partitradition.

Det gav partiet mulighed for at være det, Claus Bryld kalder et eksperimentarium for mange teorier og partimodeller. Uden at nogen af dem blev stående. Mens døren altid stod åben for nye.

Fraktionskampenes kulmination i midten af firserne var også med til at lukke og slukke partiet. Mange følte sig tilsyneladende ikke forpligtet til at udføre den vedtage politik og arbejde for partiets bedste.

Parti og bevægelse

En anden fællesnævner var kritikken af socialdemokraterne og kommunisternes (og SF’s) centralisme og umyndiggørelse af parti- og fagforeningsmedlemmer.

Som Finn Sørensen giver et eksempel på fra bryggeribranchen, ønskede VS’erne modsat DKP ikke fagforeningen styret af partifraktioner. Heller ikke deres egen. Dette var en meget gængs opfattelse af, hvordan forholdet mellem partiet og bevægelserne burde være.

Både partiets antileninister og de – i selvforståelsen – mere eller mindre leninistisk inspirerede venstresocialister var fortalere for arbejdernes selvorganisering nedefra med arbejderrådet som perspektiv. Det kom bl.a. til udtryk, da arbejderne på Trykkeriet Uniprint i 1975 besatte virksomheden i protest mod beslutningen om dens udflytning.

Denne selvorganiserede arbejdskamp om produktionens lokalisering blev af mange set som et muligt kim til den selvorganiserede arbejdsplads. Bredt i partiet hentede man ligeledes inspiration fra de franske LIP-arbejderes overtagelse af fabrik og produktion.

Mange vedkendte sig også – i hvert fald i princippet – antiautoritære og udogmatiske værdier og omgangsformer. Partiets tilstræbte kollektive ledelsesformer, urafstemninger, rotationsregler og arbejderløn til folkevalgte synes der også at have været konsensus om.

Enhedsarbejdets forrang

Den diversitet og de afledte indre spændinger og brudflader, som partiet rummede, genfindes i artiklerne. Fx i holdningen til mål og midler i internationale konflikter, demokrati og ”røde linjer”, det faglige arbejdes betydning og folketingsgruppens rolle og prioriteringer.

Men samtidig udtrykker flere af indlæggene, at i VS’ernes mere konkrete samarbejde ude i fagforeningerne og bevægelserne spillede de parti-interne fraktionsstridigheder en nedtonet eller ingen rolle. Således beretter Finn Sørensen, at da fraktionskampene i midten 1980’erne spidsede til, formåede VS-Brygbranchegruppe at holde disse uenigheder uden for fagforeningsarbejdet, som alle var ”rørende enige om”.

Et summarisk vue over nogle af de områder og sager, som behandles i bogen, hvor VS eller VS’ere var pionerer eller spillede en væsentlig rolle kunne se sådan ud:

Kampen mod Atomkraft
Miljøpolitik og miljøbevægelse
Selvorganiserede arbejdskampe
Det internationale arbejde vedr. Chile, Nordirland, Palæstina, kampen mod apartheid
Byplanlægning: Byggeren, Københavns byfornyelse, Havneparken på Islands Brygge
Arbejdsmiljøet: boykot-epoxy-kampagnen
Boligpolitik
Retssikkerhed

Med de mange forskellige bidrag og emner kan Græsrøddernes parti ses som et stort puslespil, hvor det endelige motiv afhænger af valget af brikker, idet der flere steder er alternative valgmuligheder til at udfylde pladsen. Ligesom ikke alle brikkerne passer sammen.

Som medlem af VS fra 1973-93 har læsningen været en tur ned ad memory lane, som har genkaldt mindeværdige oplevelser, fortrængte situationer og sorgmuntre stemninger. Og lidt nostalgi.

Men først og fremmest har læsningen givet en slags tumultarisk overblik over de mange væsentlige spørgsmål, som VS imellem fraktionskampene trods alt fik arbejdet med. Og sat nogle aftryk på.

Bogen kan købes på Solidaritets hjemmeside. Der er halv pris, hvis du melder dig ind i Solidaritet.