Protesterne i Paris' gader var blandt de mest ikoniske i 1968-oprøret, der bredte sig til hele verden. Ny bog ser på forholdet mellem dengang og nu. Arkivfoto (Literary Hub).
8 min. læsetid

Antologien ”Protestkritik” kredser om protestens problematik fra 1968 -2018, men på vidt forskellige måder og i vidt forskellig stil, politisk og kunstnerisk.



Af Reinout Bosch

Øjet tiltrækkes med det samme af, at Próblēma har valgt at udgive en særlig flot bog. Siderne er tykke, og teksten er flot sat op. Bogen er indbundet i beige stof, med ordet Protestkritik trykt med autoritative bogstaver på bogryggen. Det blanke omslag fremstår som et krøllet kort, der sporadisk viser centrale positioner i København, mens røde pile simulerer ordrer eller angrebsretninger. Ufrivilligt ledes tankerne i retningen Coup d’État: A Practical Handbook, den i 1968 udgivne håndbog til at gribe statsmagten ved oprør eller kup. 

Mikkel Bolt, Tania Ørum m.fl: Protestkritik. Forlaget Próblema, 2020.

Det er i skyggen af denne ånd, at ‘Protestkritik’ forsøger at tegne et nutidigt billede af protesten – i en tid, hvor selve idéen om at gribe statsmagten virker lige så antikveret som håndbogen om det.

Bogen er en antologi bestående af bidrag, der udspringer af Próblēmas seminarrække PROTEST ’68 -’18, som blev afholdt for to år siden. Alle bidrag kredser således om protestens problematik, men på vidt forskellige måder og i vidt forskellig stil. Læseren mødes både af velargumenterede politiske tekster,  af kunstneriske tekster, og essays der reflekterer over begge.

(Arbejder)klasseløs klassekamp 

Mest konkret bliver de i de indlæg, der er at finde i bogens midte med Kristian Thorup og Mikkel Bolt som forfattere. Her skildres begivenhederne omkring ungdomsoprøret som en lang bevidsthedsudvidelse, der strakte sig fra 1968-1973, hvor der kan ses en parallel til de europæiske revolutioner, der fejede hen over kontinentet fra 1917 – 1921. Men frem for at være en opblomstring for venstrefløjen og arbejderklassens organisationer, var det her de netop blev taget på sengen.  

De gamle ledere så ikke det gryende ’68-oprør komme, og frem for at kunne spille ind i det, opstod et reelt nyt venstre. Dens protestkultur kastede sine klassegevandter af sig, for i stedet for klasser og ulighed at fokusere mere på sociale roller og forholdet til naturen. Frem for at begrænse sin kritik til den økonomiske sfære åbnede de unge revolutionære kamppladsen op til at omfatte alle aspekter af det moderne liv. En kritik der ikke kun rettede sig mod kapitalismen som produktionsmåde, men mod de arbejdere og funktionærer der gennem deres livsførelse opretholdt den. Den forældregeneration, som ungdommen opfattede som magelig, fordi den fandt sig til rette i forbrugssamfundet.  

“Protestkritik’ forsøger at tegne et nutidigt billede af protesten – i en tid, hvor selve idéen om at gribe statsmagten virker lige så antikveret som håndbogen om det.”

+

Pludseligt befandt arbejdere, der i økonomisk henseende var at regne for venstreorienterede, sig værdipolitisk på den konservative side. Den nye kulturkritiske venstrefløjstænkning vendte sig således ikke blot væk fra arbejderklassen, men vendte sig i mange henseender også mod arbejderklassen. Det ændrede både venstrefløjens sammensætning, hvor akademikere kom til at dominere, samtidigt med at det forskød kampen væk fra opnåelsen af materielle goder og i retningen af kulturændringer.  

Men. På trods af dette skift i politisk arena, viste heller ikke kulturkampen sig fri for at kunne blive indlemmet i kapitalismens udvikling. Mens nogle kampe blev vundet, og andre tabt, mistede 68erne igennem denne integration samtidig deres endelige mål for øje. Kritikken af arbejdslivet og den snævre borgerlige moral, der skulle have skabt grundlaget for det mere frie menneske, blev i stedet vendt til selvrealisering og hedonistisk nydelse. Som ’68 ægteparret, der i en Wulffmorgenthaler stribe med forfærdelse ser deres ungdomsdrømme om mediernes demokratisering og fri sex blive virkeliggjort i den nyeste sæson af Paradise Hotel.  

Illustration: Mikael Wulff / Twitter

Protestens forudsætninger 

Den idehistoriske gennemgang og analyse akkompagneres af antologiens mere teoretiske artikler, der forsøger at anskueliggøre protestens nutidige muligheder inden for postmodernismens dominans. Dette henvender sig måske mere til de mere nørdede læsere eller akademikere, der arbejder med feltet. Interesserer man sig for det, er der dog en del at hente i disse artikler, som strækker det lærred ud, protesterne afspiller sig på.  

Brian Benjamin Hansen følger udviklingen af forskellige diskurs-former. Altså måder at tale om verden på, hvorigennem vi forstår den. Tidligere, argumenterer han, herskede Mesterdiskursen, hvor handlinger og udsagn orienterede sig i retning af en overordnet (totalitær) autoritet. I dag er det dog Universitetsdiskursen, der hersker, som ikke referer til en tydelig autoritet, men i stedet til noget andet, begreber uden for den selv: Fremskridt, udvikling, vækst.   

Denne tænkemåde udtrykker sig i nødvendighedens politik, hvor enhver oppositions position forsøges udfordret ved en nægtelse af, at der overhovedet skulle eksistere andre politiske muligheder end den foreslåede. Hvilket for dem, der ønsker forandringen, omsætter sig til en trang til at arbejde hårdere, tilskyndet af vores skam over ikke at gøre nok. Og skriver Benjamin Hansen: ”Jo mere vi giver afkald på at ændre verden grundlæggende, jo mere frenetiske bliver vi i vores iver efter at handle i den.” Således nutidens amputerede slagmark.  

Fra en anden vinkel forsøger Kirsten Hyldgaard at gribe vigtigheden ikke bare af protesten selv som begivenhed, men også af, at protester bliver navngivet. Forstået sådan, at protesten ikke kun skal finde sted, men at den også skal anerkendes siden hen, som havende fundet sted. Med andre ord er begivenheden ikke nok i sig selv. Den skal også italesættes som begivenhed og dyrkes som protest. Herigennem kan de, der har gennemlevet protesten, også senere føle troskab over for begivenheden – og fortsætte kampen for dens mål.

Occupy Wall Street, Black Lives Matter og De Gule Veste: For at opnå succes, er det vigtigt at sætte navn på sin bevægelse. Kirsten Hyldgaard udfolder den pointe i den nye bog, ‘Protestkritik’, som undersøger den røde tråd i protestbevægelser dengang og nu. Foto: John Makely.

Den røde tråd på universiteterne

Det knytter meget fint an til beskrivelsen af den mere nutidige protest, som kan findes i Rasmus Bro Clemmesens artikel Et andet universitet er umuligt, lad os skabe det. Her gennemgår forfatteren, der selv var initiativtager til studenterbevægelsen Et andet universitet, bevægelsens udvikling i en anekdotisk artikel. Fra ’68ernes slogan om en anden verden der er mulig, til parolen om et andet universitet går der en rød tråd. Ligesom erobringen af talerstolen og flyer-nedkast performativt vækker mindelser om ungdomsoprøret. Her gives gode råd til læseren, til hvorledes man ikke i aktivismen bliver nedslået af ikke at være så mange, som man kunne ønske. Forfatteren introducerer begrebet konfliktuel legitimitet, der beskriver, hvorledes mulighederne for at positionere sig i legitime eller illegitime positioner ændres i konflikter. Hvorved at spørgsmålet om protestens legitimitet ændres. 

Hardt og Negri præsenteres med en artikel fra sidste år, hvor de genbesøger deres analyser fra ’Imperiet’. Ligesom en art manifest fra Sisters Academy skrevet af kunstneren Sister Hope og Gry Worre Hallberg, og kommentarer til det, udgør den mere kunstneriske side af værket. Denne side giver nok bedre mening i sammenhæng med seminarrækken og forekommer ikke direkte logisk sammen med de andre tekster. 

En sidste finurlighed, gør bogen til noget for sig, rent æstetisk. For den kunstneriske ånd fra PROTEST ’68-’18 seminarrækken går også igen mellem de forskellige bidrag. Her er der fotokopier af collager, som deltagerne har lavet til seminarerne. På denne måde indrammes på fin vis en antologi, der også selv er en collage, sammensat af vidt forskellige personer, med vidt forskellige perspektiver. Der dog alle cirkler om det samme håb om modstand og protest.   


Reinout Bosch

Gadeplansarbejder og uddannet historiker fra Københavns Universitet, og er bestyrelsesmedlem i Enhedslisten København. Han er medstifter af Institut for Marxistisk Analyse og forfatter til bogen Historisk Materialisme (2020).

Læs mere af Reinout Bosch