Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
21. juni. 2021

Anmeldelse: The Father er årets hidtil bedste film

Florian Zeller får i sin instruktørdebut følgeskab af store navne som Olivia Colman og Anthony Hopkins. Det er der kommet en forrygende film ud af, skriver filminstruktør og forfatter Christian Braad Thomsen.

Anthony Hopkins er fremragende i rollen som ‘Anthony’, der kæmper med demens. Foto fra filmen.
Denne artikel tager cirka 3 minutter at læse.

”The Father” er utvivlsomt årets hidtil bedste film. Den er et produkt af det forbavsende møde mellem den debuterende filminstruktør Florian Zeller, og den 83-årige skuespiller Anthony Hopkins. Hvor Zeller i film-sammenhæng er et ubeskrevet blad, spænder Hopkins vidt gennem en lang karriere. Fra brede publikumssucceser som Jonathan Demme’s ”Ondskabens øjne”, til mere snævre kunstfilm som James Ivory’s ”Howards End” og ”Resten af dagen”. Men sjældent har man set ham mere vital og gribende end i rollen som den demente olding, Anthony. Det er uhørt, at en ung instruktør finder sammen med en veteran i et så harmonisk samarbejde.

Anthony’s orienteringssans er vaklende. Hans datter, Anne (Olivia Colman) tager sig af ham, men er hun nu på vej til Paris for at slå sig ned med en ny kæreste, skønt de jo end ikke taler engelsk på de kanter? Eller bor Anthony sammen med hende og hendes mand i en stor lejlighed i London? Der er hele tiden glidende overgange mellem hans fantasi og den virkelighed, han har det så vanskeligt med. Og Zeller er ikke den, der visuelt lader os ane, hvornår noget er virkeligt, og hvornår det ”bare” er fantasi. For fantasien er jo også virkelig.

På det punkt kan filmen minde om de film, som Alain Resnais lavede i 1960’erne og Luis Bunuel i 1970’erne. Også i deres film er skellet mellem fantasi og virkelighed uklart, men hvor de arbejder med mennesker, der er nødstedt i deres hverdag, fordi de ikke kan skille de to livsområder fra hinanden, skildrer Zeller en dement, for hvem det er sidste station på vejen. Og dog magter han på forunderlig vis at få os til at identificere os med Anthony.

At miste vinden og regnen

Vi siger, at når vi bliver ældre, går vi i barndom, og det er præcist, hvad Anthony gør. Mange børn har en ”usynlig ven”, som kan ledsage og rådgive dem gennem en fortumlet hverdag. Nogle gange står han uden for vinduet og opmuntrer dem, andre gange sidder han med ved middagsbordet. Denne fantasi kan antage skiftende former gennem et menneskeliv, ind til den vender tilbage til sit udgangspunkt som hos Anthony. I hans tilfælde optræder den usynlige ven endda så bizart, at han næppe længere kan kaldes en ven.

Da Anthonys datter til sidst definitivt er rejst til Paris, og han selv er havnet på plejehjem, ser han i et klart øjeblik sin situation i øjnene med denne poetiske refleksion: ”Jeg mister mine blade og grene samt vinden og regnen.” Det er hans sidste replik, før kameraet panorerer til grønne blade uden for hans vinduer.

Filmen er baseret på et teaterstykke skrevet af filmens instruktør, Florian Zeller, men på intet tidspunkt føles det forstyrrende, at vi næsten ikke kommer uden for Anthonys lejlighed. Klaustrofobien er et vilkår, og det ville snarere være generende, hvis instruktøren havde forsøgt at bløde den op – i stedet for at fastholde den.

The Father vises lige nu i 49 biografer landet over. Læs mere her.


Om skribenten

Christian Braad Thomsen

Christian Braad Thomsen

Forfatter, filminstruktør og filmproducent. Kunstnerisk leder af Odense Film Festival fra 1997 - 2009. Braad Thomsen har udgivet en lang række bøger, som kan findes på hans hjemmeside. Læs mere