Antonio Gramsci: Jeg hader nytår!

Skal du i nytårsstemning inden festen? Så skal du nok ikke læse den her artikel.

Oversat af Carsten Jensen

Af Antonio Gramsci

Hver morgen, når jeg vågner under himlens mørke skyer, føler jeg, at det er nytårsdag. Det er derfor, jeg hader disse nytår, der falder med faste mellemrum, og som gør liv og menneskelig ånd til kommercielle overvejelser, med deres respektable bundlinjer, deres udestående beløb og deres budget for næste år. De får os til at miste kontinuiteten i livet og ånden. Man ender seriøst med at tænke, at mellem et år og det næste er der en pause, at en ny historie er begyndt; du laver nytårsløfter, du fortryder din ubeslutsomhed, og så videre, og så videre. Dette er i almindelighed, hvad der er galt med mærkedage.

Man siger, at kronologi er historiens rygrad. Fint. Men vi skal også acceptere, at der er fire eller fem grundlæggende datoer, som enhver anstændig borger skal indlejre i sin hjerne, men som har spillet historien nogle slemme puds. De er også nye år. Den romerske (antikke) histories nytår, middelalderens nytår, eller den moderne tidsalders nytår.

Og de er blevet så invasive og forstenede, at vi nogle gange fanger os selv i at tænke, at livet i Italien begyndte i 752, og at 1490 eller 1492 er lig bjerge, som menneskeheden krummer sig ind over, for pludselig at finde sig selv i en ny verden, der kommer ind i et nyt liv. Så bliver datoen en forhindring, en mur, der forhindrer os i at se, at historien løbende udfolder sig langs den samme grundlæggende uforanderlig linje, uden pludselige stop, som dem man oplever i biografen, når filmen knækker, og der er opstår et interval af blændende lys.

“… socialismen vil kaste alle disse datoer, der ikke giver nogen genklang i vores ånd, i skraldespanden. Og hvis den skaber andre, vil de i det mindste være vores egne”

Det er derfor, jeg hader nytår. Jeg vil, at hver morgen skal være et nyt år for mig. Hver dag vil jeg regne med mig selv, og hver dag ønsker jeg at forny mig selv. Ingen dag afsat til hvile. Jeg vælger mine pauser selv, når jeg føler livets intensitet til fulde, og jeg ønsker at fordybe mig i den sensualitet, der giver mig nye kræfter.

Ingen åndelig aftjening af tid. Jeg vil have hver time af mit liv til at være ny, men forbundet til dem, der er gået. Ingen festdage med deres obligatoriske kollektive rytmer, der skal deles med alle de fremmede, jeg er ligeglad med. Fordi vores bedstefædre med videre fejrede, bør vi også føle trangen til at fejre? Det er kvalmende.

Også derfor glæder jeg mig til socialismen. For den vil kaste alle disse datoer, der ikke giver nogen genklang i vores ånd, i skraldespanden. Og hvis den skaber andre, vil de i det mindste være vores egne, og ikke dem, vi uden forbehold er nødt til at acceptere fra vores dumme forfædre.

Denne tekst blev offentliggjort første gang 1. januar, 2016 i bladet Avanti! (Fremad!). Gramsci skrev en klumme fra 1916 til 1920 med titlen Sotto La Mole, løst oversat: Under muldvarpen.