Arbejderklassen forsvinder – sprogligt, men ikke i virkeligheden

Sprog er ikke neutralt. Når medierne vælger at bruge “arbejdstager” i stedet for “arbejder”, reduceres arbejderen til en passiv modtager af et job, snarere end en del af en klasse med fælles interesser og en fælles kamp. Men i begrebet arbejder ligger retten til at strejke, forhandle og organisere sig.

Det fællesskab forsvinder i den borgerlige, teknokratiske sprogbrug, som medierne ukritisk anvender.

Denne sproglige forskydning er ikke isoleret. Lukningen af tænketanken Cevea, der tidligere var en stærk stemme for arbejderbevægelsen, understreger en bredere tendens, hvor arbejderklassens perspektiver marginaliseres.

Som Netavisen Pio har bemærket, risikerer arbejderbevægelsen at tabe kampen i den offentlige debat, fordi dens sprog og ideer fortrænges.

Samtidig er det værd at bemærke, hvordan begrebet “enighed” i overenskomstforhandlingerne fremstilles som et naturligt resultat af balancerede forhandlinger. Men virkeligheden er, at arbejdsgivernes første udspil sjældent er nok, og det er kun gennem organiseret pres, at arbejderne kan opnå bedre vilkår.

Det så vi også i de netop afsluttede overenskomstforhandlinger på det private arbejdsmarked, hvor de endelige resultater blev presset frem af kollektive kræfter – ikke af en abstrakt enighed.

Når medierne ubevidst eller bevidst tilslører disse magtforhold, medvirker de til at fastholde illusionen om harmoni mellem arbejdsgivere og arbejdstagere.

Hvis sproget fjerner arbejderklassen – hvem husker så kampen?