Arbejdernes Landsbank bør gå forrest og hjælpe de bolig-fattige unge
Arbejdernes Landsbanks generalforsamling er en velkommen lejlighed til at kigge nærmere på, hvad bankerne kan gøre for at hjælpe de unge, som i dag har umådeligt svært ved at komme ind på boligmarkedet. Det skriver Lars H Nielsen i dette debatindlæg
Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.
Mandag 24. marts er der generalforsamling i Arbejdernes Landsbank. Jeg håber, at forsamlingen vil diskutere ungdommens bolignød, og hvad banken kan gøre for de boligfattige unge?
Stadigt færre unge kan få foden indenfor på boligmarkedet. I dag er der det laveste antal unge førstegangskøbere på boligmarkedet i ti år. Det konkluderer en ny rapport fra Finans Danmark.
Boligpriserne er høje. Forbrugerpriserne er høje. Derfor har unge mellem 18 og 29 år svært ved at betale de høje renter.
Høje renter, dvs. høj pris på penge, burde udlignes med lavere priser på bolig. Men det er ikke sket. De unge oplever en dyb bolig-fattigdom.
Den helt store skurk er de høje renter. Gevinsten ved de højere renter tilfalder i alt overvejende grad de store danske banker. I 2024 opnåede Danmarks syv største banker et samlet overskud efter skat på 47,3 milliarder kroner.
Danske Bank – 23,6 mia. kr., Nykredit – 11,7 mia. kr., Jyske Bank – 5,3 mia. kr., Sydbank – 2,76 mia. kr., Spar Nord 2,22 mia. kr. og Arbejdernes Landsbank – 1,63 mia. kr.
Nordea har sit hovedkvarter i Finland, men i 2024 havde banken et overskud på 37,7 mia. kr.
Hvem scorer bankernes profit?
Spørgsmålet er: Hvem scorer bankernes profit? Hvem ejer bank-aktierne? Det gør de største rigmænd i Danmark, i udlandet og den højere middelklasse i Danmark. Det er fortrinsvis midaldrende og seniorer i Danmark. Der er en generationskonflikt her.
De unge skal låne til tårnhøje renter, mens de ældre kapitaliserer en stor gevinst på generationens børn og børnebørn.
Konsekvenserne er mange i den unge generation: Følelsen af magtesløshed, følelsen af at være i en taberrolle sammenlignet med forældrenes placering på boligmarkedet i samme alder.
Frustration over at skulle bo med børn i små boliger eller bruge sine unge år på at pendle mellem sit arbejde og en bolig ude i periferien.
Staten beskytter bankerne. Hvem beskytter de unge?
Bankerne lever i et beskyttet miljø med staten som garant. I modsætning til aktionærer i NOVO, så har bankerne både en krykke og en rollator. Krykken er Finansiel Stabilitet. Rollatoren er “den sidste udvej” – “the last resort.” Bankerne har statskassen som den sidste mulighed eller den sidste ressource, hvis de fejler fælt.
Arbejdernes Landsbank har det privilegium at kunne låne i Nationalbanken til en rente på 2,25 procent. Til gengæld skal bankens unge kunder betale renter på boliglån på op til 5, 7 eller 8 procent.
Arbejdernes Landsbank kan vise handlekraft og gennemføre en ungdomsstrategi ved at tilbyde boliglån til unge på kun 3,25 procent. Dvs. Nationalbankens udlånsrente plus 1 procent til at dække bankens finansieringsomkostninger og kapitalbehov. Det kunne være innovation i verdensklasse.
Det kan presse andre banker til at følge efter og bane vejen for et lettere generationsskifte på boligmarkedet.
Bankerne er stort set en sektor uden innovation. Hvad får danskerne ud af den høje rentemarginal og høje overskud i bankerne?
I 2013 fik vi MobilePay. Hvad har vi egentlig fået siden da?
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER
