Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
14. maj. 2021

Arbejdsmedicin – i krydsfeltet mellem medicin og politik (1)

Artiklen tager cirka 1 minutter at læse.

Artiklen tager cirka 1 minutter at læse.

 

 

Arbejdsmedicin – i krydsfeltet mellem medicin og politik (1)

 

Af Johan Hviid Andersen og Kurt Rasmussen

 

Kritisk Revy bringer her en artikel ”Arbejdsmedicin – i krydsfeltet mellem medicin og politik” der første gang blev bragt i tidsskriftet Bibliotek for læger nr. 4, december 2020. Efter tilladelse fra de to forfattere genoptrykker vi 1. del i dette nummer. 2. del bringes i Kritisk Revy nr. 5.

Det er en velskrevet historie om hvordan arbejdsmedicin/arbejdsmiljø udviklede sig fra alene at prioritere arbejdsgivernes interesser over hvordan det fra 1970’erne i et samarbejde mellem arbejdere og akademikere lykkedes at sætte arbejdsmiljø på dagsordenen til i dag at være en vigtig politisk kampplads både når det gælder de fysiske og psykiske rammer på arbejdspladsen - og pensionsalderen. Forfatterne har selv spillet aktive roller i opbygningen af det arbejdsmedicinske fagfelt i Danmark, i udredningen af patienter og i arbejdsmiljøforskningen.

Efter redaktionens mening er det en spændende historie, der fortjener udbredelse ud over lægefaglige kredse.

 

Om forfatterne

Professor, overlæge, ph.d. Johan Hviid Andersen & Fhv. ledende overlæge, ph.d. Kurt Rasmussen Regionshospitalet Herning og Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet.

 

Formålet med denne artikel er at beskrive arbejdsmedicinens historiske udvikling. Efter en kort gennemgang af den tidlige udvikling vil vægten blive lagt på forløbet i moderne tid. Fra en langsom start i slutningen af 1800-tallet begyndte faget så småt at udfolde sig i 1930'erne og 3-4 årtier frem. Men først fra de tidlige 1970'ere til midten af 1980'erne tog udviklingen for alvor fart, og her kom studenteroprøret samt de kritiske lægestuderende og yngre læger til at spille en nøglerolle. Der blev etableret alliancer mellem de unge medicinere og dele af fagbevægelsen, der som noget nyt satte arbejdsmiljø på den faglige og politiske dagsorden.

 

Artiklens sigte er at beskrive, hvordan dette førte frem til den nutidige prioritering af arbejdsmiljø i offentlige og private virksomheder samt i det politiske system. Hvordan var denne udvikling mulig, hvilke kræfter lå bag, og hvorfor er arbejdsmiljøet og det arbejdsrelaterede helbred i dag så højt profileret i samfundet? Det er ikke artiklens formål at beskrive arbejdsmedicinens historie detaljeret fra a til z, men derimod at tilbyde læseren en fortælling om, hvordan faget er blevet til i et krydsfelt mellem medicin og politik.

 

Den tidlige arbejdsmedicin

At man kan blive syg af at arbejde, er gammel visdom, som er blevet omtalt, siden man byggede pyramiderne. Den første systematiske gennemgang tilskrives ofte den italienske læge Bernardino Ramazzini (1663-1714), som i begyndelsen af 1700-tallet skrev den første egentlige lærebog i arbejdsmedicin, »De morbis artificium«, mens han bestred en lærestol på universitetet i Padua [1]. Hans vigtigste budskab var måske:

»Når en læge besøger et arbejderhjem, skal han være tilfreds med at sidde på en trebenet stol, hvis der ikke forefindes en forgyldt stol, og han skal tage sig tid til sin undersøgelse, og tilføje spørgsmålet: Hvad er dit arbejde?« [2, s. 10].

 

Ramazzinis arbejdsmetode bestod i at gå ud på landevejene og observere, hvad mennesker arbejdede med, og hvordan det nærmere bestemt foregik – og her mødte han alt fra pottemagere og tinsmede til bagere og ammer. Hans lærebog blev med en forsinkelse på 300 år oversat til dansk i 2007.

 

Den britiske læge Charles Turner Thackrah (1795-1833) fulgte i 1832 op på Ramazzinis skelsættende bog med afhandlingen »The effects of arts, trades, and professions, and of civic states and habits of living, on health and longevity: with suggestions for the removal of many of the agents which produce disease, and shorten the duration of life« [3]. Heri konstaterede han blandt andet, at »(…) de fleste, som reflekterer over emnet, vil være tilbøjelige til at indrømme, at vores arbejde i betydeligt omfang er skadeligt for helbredet, men de tror, eller forsikrer andre om at de tror, at det skadelige ikke kan ændres, og de fremhæver, at en undersøgelse af det skadelige blot vil betyde yderligere smerte og utilfredshed. Med baggrund i kendsgerninger og observationer svarer jeg, at i mange af vores erhverv kan de skadelige faktorer umiddelbart fjernes eller reduceres« [3, s. 6, egen oversættelse].

 

På dette tidspunkt var den vestlige verden – med England og Tyskland som de mest iøjnefaldende eksempler – i gang med den største samfundsmæssige forandring, som nogensinde var foregået: overgangen fra det feudale bondesamfund til det kapitalistiske industrisamfund. Millioner trak bort fra landet og ind mod byernes nye inferno af fabrikker, høj befolkningstæthed og usle boligforhold.

 

Hvad det betød for arbejdernes forhold er næppe bedre beskrevet end i afhandlingen »The condition of the working class in England« af den tyske samfundsteoretiker Friedrich Engels (1820-1985) [4]. Engels kom som 24-årig til Manchester for at inspicere sin fars fabrikker, og det han så, kom til at præge hans livsbane – og verdenshistorien i øvrigt. På mindre end et år sammenfattede han vitalstatistikker og en lang række vidnesbyrd fra blandt andre læger, og dette demonstrerede tilsammen, at den gryende kapitalisme var godt i gang med at udrydde det vigtigste grundlag for sin egen succes, nemlig arbejdsstyrken. Engels citerede fra en rapport om sundhedsforholdene blandt forskellige socialklasser i Liverpool, at »gennemsnitsalderen for de øverste klasser, lavadelen og de lærde var 33 år, for forretningsmænd og håndværkere var den 22 år, mens den var blot 15 år for arbejdere, daglejere og tjenestefolk« [4, s. 182,egen oversættelse].

 

Parlamentsrapporter fra den tid indeholder talrige lignende fakta. En dr. Francis Sharp fra Leeds gav ifølge Engels følgende vidnesbyrd:

»Jeg blev med det samme slået af det faktum, at børnenes generelle udseende var meget blegere og deres fremtoning mindre livskraftig end i Scarborough, hvor jeg kom fra. Jeg så også, at mange af børnene var ekstremt små af deres alder. Jeg har set talrige tilfælde med kirtelsyge, lungebesvær, tarmlidelser og dårlig fordøjelse, og som læge er jeg ikke i tvivl om, at de skyldes fabriksarbejde« [4, s. 244,egen oversættelse].

Engels skrev få år senere pamfletten »Det kommunistiske manifest« sammen med Karl Marx (1818-1883), og en politisk bevægelse for bedre arbejds- og levevilkår fik dermed et organiseret udtryk [5]. Begrænsninger i børns arbejde kom snart til både England og Tyskland. I Danmark blev Fabrikstilsynet (senere Arbejdstilsynet) oprettet i 1873, og samme år blev den første lov til beskyttelse af børnearbejdere vedtaget i Rigsdagen.

 

Arbejderbeskyttelse i USA

I begyndelsen af 1900-tallet blev den amerikanske økonomi verdens største, og USA blev kapitalismens stærkeste lokomotiv. Arbejdernes forhold var også her præget af lange arbejdsdage og dårlige arbejdsforhold. Tekstil- og beklædningsindustrien var ingen undtagelse, og arbejdet foregik hyppigst i såkaldte sweatshops (eller sweat factories), som var karakteriseret ved lave lønninger og uhumske eller direkte farlige arbejdsforhold for de unge arbejdere, som overvejende var immigrantkvinder fra Italien og østeuropæiske jøder.

The Triangle Waist Company var en typisk sweatshop, og den havde til huse under taget på Washington Square i hjertet af Manhattan, New York. I 1911 udbrød der brand i virksomheden, og arbejdslokalerne blev fuldstændigt raserede. Hele 146 ud af 500 arbejdere omkom, i mange tilfælde fordi dørene var låst, så de ikke kunne komme ud. Ulykken blev skelsættende. Hele byens arbejderbefolkning deltog i en sørgemarch, og protesten mod dårlige arbejdsforhold tog til, anført af den unge fagbevægelse. I de kommende år bredte protesterne sig til en række andre brancher [6].

 

En central person – som med rette omtales som »arbejdsmedicinens mor« – var lægen Alice Hamilton (1869-1970). Hamilton blev i 1911 direktør for the Occupational Disease Commission. Hun undersøgte i denne egenskab helbredseffekterne af eksponering for bly, arsen, kviksølv, forskellige organiske opløsningsmidler og radium, som blev brugt i produktionen af selvlysende urvisere. I 1919 blev Alice Hamilton tilbudt en stilling som lektor i industrimedicin (industrial medicine) ved Harvard Medical School i Boston. Fakultetet havde dog tre ufravigelige betingelser: Dr. Hamilton måtte ikke komme i The Faculty Club, hun ville ikke få gratis billetter til fodboldkampe, og hun måtte ikke gå med i processionen i forbindelse med dimissionsfesten. Hun accepterede modstræbende betingelserne og blev dermed lærerstabens første kvinde. Samtlige studerende var mænd, og først efter 2. verdenskrig fik kvinder adgang til at studere ved Harvard University. Alice Hamilton skrev flere banebrydende værker om toksikologi, og hendes interessante selvbiografi »Exploring the dangerous trades« udkom i 1943 [7]. Hun var i en lang årrække aktiv inden for arbejdsmedicinen og også inden for fredsbevægelsen. Hun døde kort efter sin 100-årsfødselsdag i 1970.

 

Arbejdsmedicin i litteraturen

Den tidlige arbejdsmedicin manifesterede sig også i litteraturen, både i den videnskabelige litteratur og i skønlitteraturen. Den unge skotske læge Archibald Joseph Cronin (1896-1981) var i 1920'erne ansat i en lægepraksis i Wales, nærmere bestemt i minebyen Aberalaw. Han undrede sig over, at mange af hans patienter blev lungesyge med åndenød, særligt dem, der arbejdede med en bestemt type stenkul med højt kulstofindhold kaldet antracit. Cronin påbegyndte en treårig, systematisk undersøgelse af alle ansatte ved antracitminen, og han sammenlignede dem med ansatte fra de øvrige miner i området. Cronin fandt lungefortætninger på røntgenbilleder, og ved mikroskopi af minearbejdernes opspyt fandt han en foruroligende høj forekomst af silica (siliciumdioxid) i makrofagerne. Cronin supplerede endog sine studier med dyreforsøg på marsvin. Af alle de lungesyge kom 90% fra antracitminen, og Cronin konstaterede, at dødeligheden var tre gange så høj blandt disse arbejdere som blandt andre minearbejdere.

 

Cronin kom i modvind, da han præsenterede resultaterne for den engelske lægeforening, men han blev senere anerkendt for sit arbejde, som blev publiceret i flere engelsksprogede lægetidsskrifter. Staten indførte efterfølgende kompensationer til de berørte minearbejdere. Cronins indsats var i realiteten et stykke velgennemført klinisk-epidemiologisk arbejde, og det er blandt de første systematiske beskrivelser af lungesygdommen silikose (stenlunger), en følgesygdom til den mere godartede antrakose (kulstøvlunger). Historien er fremragende beskrevet i Cronins autofiktive roman »The Citadel« (på dansk: »Borgen«) fra 1937 [8].

 

Dansk arbejdsmedicins spæde begyndelse

Der gik mere end 150 år efter udgivelsen af Ramazzinis lærebog, før man i Danmark så de første, spæde tiltag på det arbejdsmedicinske område. Her i landet var Emil Hornemann (1810-1890) en af de første læger, som havde blik for betydningen af både bolig- og arbejdsmiljøet. Hornemann var en del af en ny tids hygiejnisk bevægelse, som var aktiv fra århundredets midte og blandt andet stod for udgivelsen af tidsskriftet Hygieiniske Meddelelser og spillede en helt konkret rolle i bekæmpelsen af koleraepidemien i København i 1853. Dette førte til opførelsen af Lægeforeningens Boliger (i dag Brumleby), hvor man som et socialmedicinsk eksperiment flyttede arbejderfamilier fra Københavns usle lejekaserner til sunde boliger på Østre Fælled.

 

I 1872 blev Hornemann af myndighederne bedt om at beskrive helbredsfølgerne af børnearbejde. Han undersøgte 45 danske fabrikker, hvor i alt 2% af arbejderne var børn, flere af dem under ti år. Året efter blev de første skridt taget til etablering af et dansk arbejdstilsyn, og der blev lovgivet om børns og unge menneskers arbejdsvilkår. Lovene forbød bl.a. børn at arbejde, før de fyldte ti år, ligesom børn mellem ti og 14 år højst måtte arbejde seks timer dagligt. Grænsen for unge mennesker op til 18 år var højst ti timer dagligt. Sådan begyndte Arbejdstilsynet, som siden har udviklet sig betydeligt.

 

Industrielt arbejde betød nye eksponeringer og dermed nye sygdomme. Flere af disse erhvervssygdomme var i realiteten beskrevet af læger tidligere i historien, men pga. industrialiseringen forekom de nu med en langt højere incidens. Den islandske læge Skuli Guðjónsson (1903-1986) – som var uddannet i Island, men fra 1920’erne arbejdede videnskabeligt i Danmark – blev i 1934 ansat som overlæge i Direktoratet for Arbejds- og Fabrikstilsynet. På basis af indrapporteringer fra de omrejsende fabriksinspektører, embedslæger og lokale praktiserende læger iværksatte han små epidemiologiske undersøgelser af forskellige grupper af arbejdere.

 

På skurepulverfabrikkerne var grundprodukterne kvartssand, soda og sæbe, og et yderst støvende arbejdsmiljø betød en høj forekomst af silikose. Lignende problemstillinger gjaldt for mange andre af datidens virksomheder såsom jernstøberier, metalsliberier og porcelænsfabrikker. På kryolitfabrikken i København arbejdede man med kvartsholdig malm fra Grønland, og over en periode på tre år udviklede halvdelen af de ansatte silikose med ganske høj dødelighed. Guðjónsson, der ofte betragtes som Danmarks første »arbejdslæge«, iværksatte en ny type forebyggelse: helbredsovervågning med løbende røntgenundersøgelser af alle ansatte. Han blev den første lægelige sagkyndige i Direktoratet for Ulykkesforsikring (i dag: Arbejdsmarkedets Erhvervssikring) og var blandt initiativtagerne til erstatning i forbindelse med pneumokonioser (lungeforandringer efter udsættelse for organisk og uorganisk støv).

 

I 1938 blev Guðjónsson udnævnt til professor i hygiejne ved Aarhus Universitet. Faget hygiejne rummede helt op til slutningen af 1970'erne det arbejdsmedicinske fagområde. Guðjónsson blev afløst som overlæge i Arbejdstilsynet af den jævnaldrende Poul Bonnevie (1907-1990), der særligt interesserede sig for det kemiske arbejdsmiljø. Fra 1948 blev Bonnevie professor i socialmedicin og hygiejne ved Københavns Universitet. Han bibeholdt sideløbende en deltidsansættelse i Arbejdstilsynet og var en flittig rejsende rundt til landets arbejdspladser, hvilket der findes mange beskrivelser af. Bonnevie var en markant læge, også i den offentlige debat, både qua erfaringerne fra det praktiske arbejde i Arbejdstilsynet og qua sit professorat, hvor undervisningen af de lægestuderende dog kun havde et beskedent indhold af arbejdsmedicin. Bonnevie blev uden tvivl en pioner i udviklingen af dansk arbejdsmedicin.

 

Også læge Kaj Roholm (1902-1948) leverede et vigtigt bidrag til den tidlige danske arbejdsmedicin. Han blev også kendt uden for landets grænser for sine arbejder om flourose (kronisk fluorforgiftning) blandt danske kryolitarbejdere fra 1930’erne [9].

I 1930’erne opstod der en stigende (fag)politisk polarisering, også i Danmark. På initiativ af senere psykiatriprofessor Villars Lunn (1911-2005) blev Socialistisk Medicinergruppe stiftet i 1932 med senere neurologiprofessor Mogens Fog (1904-1990) som formand. Gruppen gik aktivt ind i en række praktiske sundhedsundersøgelser i Danmark, og dens medlemmer beskrev den langvarige arbejdsløsheds indflydelse på sundhedstilstanden og ernæringsvilkårene i danske arbejderhjem. Gruppen talte en række engagerede medicinstuderende og udførte et socialmedicinsk pionerarbejde, som omfattede mange aspekter af især arbejderbefolkningens sundhed og trivsel.

 

Også sygdomme efter udsættelse for kemiske stoffer begyndte at dukke op som et emne i mellemkrigstiden, og de blev efterhånden også beskrevet i lægelige tidsskrifter [10]. Beskrivelserne handlede bl.a. om forgiftning med opløsningsmidler som triklorætylen og tetraklorkulstof, anilin- og manganforgiftninger samt ikke mindst blyforgiftninger med skader på mange forskellige organsystemer. Der blev også givet en langt mere udtømmende karakteristik af lungesygdomme som silikose, asbestose og astma end tidligere.

 

Historien om asbest

Asbest er et naturligt forekommende bjergmineral, der er modstandsdygtigt over for syrer, baser, varme og ild. Det er tilmed et fremragende isoleringsmateriale. Allerede i 1930 advarede det engelske arbejdstilsyn mod asbestose, som på mange måder ligner silikose, men også viste sig at kunne relateres til en øget forekomst af særlige typer lunge- og lungehindekræft (mesoteliom). Asbestens mange tekniske egenskaber medførte dog en bred anvendelse som isolering i bygninger, tog og skibe, som bremsebelægning og som komponent i en lang række andre produkter. På eternitfabrikken i Aalborg begyndte man i 1928 at fremstille tagplader af asbest (eternit indeholdt ca. 10% asbest og 90% cement), og gennem mange år var produktet den mest anvendte tagbeklædning i Europa. Den dag i dag ligger der asbest på over en million bygninger i Danmark.

 

Historien om asbest er interessant i et medicinsk-historisk perspektiv. Allerede i slutningen af 1930’erne begyndte danske lungelæger sekunderet af Poul Bonnevie at blive opmærksomme på lungefibrose blandt danske asbestarbejdere. I løbet af 1960'erne viste en række robuste internationale epidemiologiske studier en markant overrisiko for udvikling af lunge- og lungehindekræft blandt disse arbejdere [11], og efterhånden var evidensen massiv og på niveau med evidensen for tobaksrelateret lungekræft, som blev afdækket i samme periode [12]. Alligevel blev asbest først forbudt i Danmark i 1987, og FN (herunder WHO) forsøgte gentagne gange uden held at få indført et internationalt forbud. De økonomiske interesser vandt hver gang over sundhedshensynet.

 

Asbest produceres fortsat, i dag med Rusland (750.000 tons) og Kasakhstan (200.000 tons) som de største producenter (2019-tal). Der ses forsat patienter med asbestrelaterede sygdomme på de arbejdsmedicinske klinikker i Danmark, primært lungekræft og mesoteliom med forsinket sygdomsfrembrud pga. lang latenstid. Mesoteliom, som har en høj dødelighed, har typisk en latenstid på 30-50 år. Der ses 80-100 nye tilfælde pr. år, og incidensen er først i de senere år begyndt at flade ud.

 

Fagområdet manifesterer sig 1930-1970

Som beskrevet ovenfor blev der i 1930'erne foretaget systematiske undersøgelser af de mest iøjnefaldende arbejdsmedicinske sygdomme af få, men markante personligheder fra den medicinske profession. Under 2. verdenskrig lå arbejdsmiljøarbejdet imidlertid underdrejet, og dette gjaldt også Arbejdstilsynet. Efter krigen blev der så småt introduceret nye amerikanske metoder til tilrettelæggelse af arbejdet. På bilfabrikkerne i USA havde man opnået betydeligt højere produktivitet ved indførelse af samlebånd og tidsstudier med opdeling af arbejdsprocessen i delprocesser. Et hovedformål med Marshallhjælpen var da også at øge den europæiske industris effektivitet.

 

De første danske virksomheder, der indførte de nye rationaliseringsprocesser, var metal-, skotøjs- og elektronikfabrikkerne. Udviklingen blev mødt med modstand fra arbejdere og fagforeninger, men affødte kun få egentlige konflikter. En af disse fandt sted på Philips fjernsynsfabrik i København i 1954, hvor arbejdstidsstudier betød, at man kunne øge produktionen fra ni til 16 tv-apparater pr. dag samtidig med en reduktion i arbejdsstyrken. En femugersstrejke rettet mod disse rationaliseringer betød dog ikke genansættelse af de fyrede arbejdere. Poul Bonnevie og andre læger advarede imod det, vi i dag kender som tempofyldt monotont repetitivt arbejde med risiko for muskellidelser, senebetændelse, neuroser og neurasteni. Sidstnævnte kan formentlig sidestilles med det, vi i dag kalder for arbejdsbetinget stress.

 

I 1946 blev Bonnevie overlæge og leder af den første arbejdsmedicinske klinik på Rigshospitalet, og han satte nu lægearbejdet i Arbejdstilsynet og patientarbejdet i system. Samtidig afdækkede han til stadighed helbredskonsekvenserne af nye risici i arbejdsmiljøet. Allerede i 1956 gik han i gang med at undersøge effekterne af skifteholdsarbejde. En undersøgelse af 600 skifteholdsarbejdere viste en større forekomst af mave-tarm-problemer og psykiske symptomer end hos dagarbejdere [14].

 

Bonnevie ophørte i 1955 som overlæge i Arbejdstilsynet og som chef for Rigshospitalets arbejdsmedicinske klinik. Fagområdet mistede dermed en vigtig ildsjæl, og de arbejdsmedicinske aktiviteter i sygehusvæsenet gik stort set i stå. Han videreførte dog sit universitetsprofessorat en del år endnu, og hans lærebog i hygiejne, forebyggelse og socialmedicin blev i mange år anvendt på landets medicinstudier [15]. Først med studenteroprøret og den nye alliance mellem medicinere og fagbevægelsen i begyndelsen af 1970’erne skete der igen noget. Og denne gang med virkning på hele samfundet.

 

Studenter og arbejdere

I slutningen af 1960'erne begyndte der at artikulere sig en kritisk faglighed på de danske universiteter. Det skete i form af en kritik af undervisningen, af de styrende organer og af samfundets generelle indretning. Omkring 1970 indledte også universitetslærerne en stærkt polariseret diskussion om forskningens rolle, herunder om vigtigheden af »forskning for folket«. De aktive lærere kom primært fra humaniora, men også enkelte fra de naturvidenskabelige og medicinske fakulteter deltog. Denne artikels forfattere læste medicin i Aarhus fra 1970 og har begge været aktive deltagere i den udvikling, der beskrives nedenfor. En tilsvarende udvikling fandt sted i København.

 

I Aarhus organiserede de kritiske studenter sig i Studenterfronten, en tværfaglig gruppe, som blev stiftet i 1968 med repræsentanter fra alle store faggrupper. I en række mindre arbejdsgrupper beskæftigede man sig med både teoretiske emner som kritisk kapitallæsning og mere praktiske dagsordner som beskrivelse af arbejdernes historie i Danmark. Blandt de kritiske lægestuderende begyndte man at interesse sig for arbejdernes vilkår på arbejdspladsen, i særdeleshed arbejdsmiljøet. I den forbindelse var det naturligt, at man kontaktede fagforeningerne, men der var ikke udelt tilfredshed med de traditionelle fagforeningers rolle, hverken de socialdemokratiske eller de kommunistiske, som man mente var styret af pampere og i for høj grad gik arbejdsgivernes ærinde.

 

I 1971 etablerede nogle studenter og universitetslærere en gruppe, der skulle komme med forslag til et »rigtigt arbejderparti«, som man fandt var en nødvendighed, før man kunne etablere et samarbejde med arbejdere og fagforeninger. Diskussionerne var mange, men man nåede ikke til enighed, og gruppen blev opløst. De første år af 1970'erne var præget af spændinger mellem moderate og venstreorienterede lærere og mellem moderate og venstreorienterede studenter, som igen var splittet mellem kommunistiske og forskellige andre venstreorienterede fraktioner. I 1972 indkaldte de mest handlingsorienterede dele af bevægelsen til et møde med deltagelse af de forskellige politiske fraktioner fra universitetsmiljøet og fagforeningerne. Heller ikke på dette møde nåede man til nogen fælles konklusion, og enden blev, at man vendte tilbage til egne grupper i begge lejre.

 

En af de førende figurer i Studenterfronten var stud.med. Bernard Jeune, som var af fransk oprindelse og havde haft kontakt til studentermiljøet under ungdomsoprøret i Paris i 1967-1968. I 1970 var han sammen med andre medicinstuderende initiativtagere til særnumre om arbejdsmiljø i bladet Stud.Med., et hæderkronet studenterblad, der blev udgivet af Foreningen af Danske Lægestuderende [16, 17]. Flere aktiviteter med fokus på arbejdsmiljø kom til, herunder de såkaldt »fagkritiske studenterrapporter«. Den første, skrevet af en gruppe lægestuderende i Aarhus, var »Malerrapporten« fra 1971 [18]. Den indeholdt dels interviews med 20 malersvende, dels en meget kritisk vurdering af forskellige instansers funktion på arbejdsmiljøområdet. Arbejdstilsynet fik følgende skudsmål: »Statens Arbejdstilsyn har en målsætning der er i overensstemmelse med statens funktion i det kapitaliske samfund: at tilsløre klassemodsætningerne« [18, s. 31]. Se et senere afsnit.

 

Også lægernes rolle blev beskrevet i »Malerrapporten«. Landets eneste overlæge i arbejdsmedicin var på dette tidspunkt Jørgen Frost (1908-1985) på Rigshospitalet, og han var tilsyneladende ikke bekymret for malerne. Han citeres i rapporten for at have sagt: »alkydmaling er bestemt ikke noget særligt, alt kan skade hvis man får nok af det« [18, s. 40]. Heller ikke fagbevægelsen gik ram forbi, og i rapporten hed det: »hvis fagbevægelsens top vil repræsentere arbejdernes interesser, må den lægge sin linje om fra femørepolitik og samarbejdstanker til klassekamp, i stedet for at tilsløre denne« [18, s. 59]. Den anden malerrapport udgik i 1972 fra det studenterpolitiske miljø i København, og den indeholdt bl.a. en spørgeskemaundersøgelse blandt 384 malere [19].

 

I 1973 blev Studenterfonten opdelt således, at de enkelte fag organiserede sig i Medicinerfronten, Jurafronten osv. Medicinerfrontens formål var at arbejde fagkritisk med undervisning og med forståelsen af lægens rolle i samfundet. Den kritiske vinkel var ofte inspireret af klassisk marxistisk teori, men der var også intentioner om at indarbejde nye og reviderede marxistiske forståelser af det aktuelle samfund. Midt i 1970’erne talte Medicinerfronten op imod 250 medicinstuderende.

 

Arbejdere og akademikere

I august 1972 blev sammenslutningen Samarbejdet mellem Arbejdere og Akademikere dannet. Initiativtagerne var nogle af de kommunistiske fagforeninger (som der var mange af i Aarhus på dette tidspunkt), en række universitetslærere fra humaniora og naturvidenskab samt nogle nyuddannede læger og lægestuderende. Det arbejde, der uden sammenligning gav størst gennemslagskraft, handlede om arbejdsmiljø. Yderligere en række fagkritiske studenterrapporter så nu dagens lys. I regi af sammenslutningen gjorde man en dyd ud af, at grupperne foruden studerende bestod af universitetslærere og folk fra arbejdspladserne. I København dannedes nogle år efter på lignende vis Aktionsgruppen Arbejdere Akademikere.

 

»Skæreolierapporten« fra 1975 var en af de rapporter, der fik en vis gennemslagskraft. I rapportens forord står der: »Formålet med rapporten er klart! At give skæreoliearbejderne og deres faglige tillidsfolk viden og argumenter i hænde i deres faglige kamp for sikkerhed og sundhed« [20, s. 7]. Gruppen bag rapporten bestod af en universitetslektor i kemi, en lægestuderende og to tillidsfolk fra århusianske arbejdspladser. Selve undersøgelsen blev gennemført af de to akademikere, og den omfattede besøg på otte metalfabrikker spredt over hele landet, en beskrivelse af arbejdsmiljøet, strukturerede interviews med 26 arbejdere, en gennemgang af skæreoliers toksikologi samt et litteraturinterview. Man gik således ret grundigt til værks og havde en ambition om, at arbejdet var publikationsværdigt. En artikel blev indsendt til det højt estimerede British Journal of Industrial Medicine – men den blev ikke antaget. Rapporten vakte alligevel en vis opmærksomhed. Således sendte det britiske firma BP og det amerikanske firma Esso deres cheftoksikologer til Aarhus for at deltage i et møde med rapportens akademiske forfattere.

 

Forfatterne af denne artikel var aktive i henholdsvis Medicinerfronten og i Samarbejdet mellem Arbejdere og Akademikere. De to organisationer havde stort set samme formål, men var i praksis ude af stand til at samarbejde. Der var bl.a. den forskel, at Medicinerfronten var mere teoretisk (og måske utopisk) og havde et tankesæt, som indebar et revolutionært sigte med alle forandringer, mens Samarbejdet mellem Arbejdere og Akademikere havde en mere pragmatisk (og måske mere realistisk) forståelse af betydningen af forandringer i samfundet.

 

I slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne udbrød der en lang række arbejdskonflikter i Danmark. Med udgangspunkt i konkrete fyringer – med modstanden mod akkordarbejdet som den underliggende baggrund – indledtes en lang række overenskomststridige arbejdsnedlæggelser på landets slagterier. Det begyndte med strejken på Schaub & Co. i Nyborg i 1970. Den konkrete anledning var fyringen af fire slagteriarbejdere og den efterfølgende fyring af tillidsmanden. Schaub-konflikten blev starten på en bølge af strejker på slagterierne – på Tulip i Vejle og senere otte andre slagterier. Strejken på Aalborg Værft i 1971-1972 havde ligeledes en fyringssag som umiddelbar anledning, men også her var det dybereliggende grundlag længere tids opsparet strid om akkorderne.

 

Herefter var det plattedamernes kamp på Den Kongelige Porcelænsfabrik 1972-1973, der tiltrak sig opmærksomhed (se faktaboks). I løbet af de følgende år var der konflikter på virksomhederne Hope-Computer i Hadsund, Skråen i Aalborg og Sabro ØB i Aarhus. Senere tilkom Ota, Storno, Lindø, Nilfisk, Uniprint, Bækkelund Papirfabrik, Den Kongelige Porcelænsfabrik (igen), Føtex, Skjold-Burne, HT og den lange konflikt blandt typograferne i det Berlingske Hus: »De 141 dage«.

 

I alle grene af industrien blev de højere lønninger i 1960’erne og 1970’erne ledsaget af et opskruet arbejdstempo. Akkordløn blev indført i de fleste brancher, men det blev med tiden klart, at de produktivitetsfremmende lønsystemer også var invaliditetsfremmende. Stress, ulykker og arbejdssygdomme fulgte i kølvandet på øget produktion og velstand. De studerende på universiteterne deltog aktivt i solidaritetsarbejdet i en række af de nævnte konflikter med informationsmateriale og indsamling af penge til støtte for de berørte arbejdere.

 

Institutionaliseringen af arbejdsmiljøkampen

I perioden 1973-1976 udgav Arbejdsmiljøgruppen af 1972 » Arbejdsmiljøundersøgelsen«. Undersøgelsen var en sammenfatning af ca. 7.000 spørgeskemasvar fra LO-ansatte om deres arbejdsmiljø, og den blev til i et samarbejde med Socialforskningsinstituttet, som var blevet oprettet i 1964. Gruppen var i 1971 udpeget af den socialdemokratiske arbejdsminister Erling Dinesen (1910-1986), og den var det officielle Danmarks svar på arbejdsmiljøproblemerne [21]. Undersøgelsen viste blandt andet, at 12% af LO-arbejderne oplevede, at deres hørelse var stærkt nedsat, mens 50% klagede over rygsmerter, 19% over smerter i håndled og arme og 8% over håndeksem.

 

Protester fra arbejdspladserne (ofte uden for fagbevægelsens kontrol), kritiske rapporter og officielle undersøgelser banede senere politisk vej for arbejdsmiljøloven af 1977. Arbejdsmiljøkampen blev institutionaliseret med etablering af sikkerhedsorganisationer på arbejdspladser, Bedriftssundhedstjenesten (BST) og Arbejdsmiljøinstituttet, i dag Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA). I 1977 udgav Sundhedsstyrelsen »Vejledende retningslinjer vedrørende sygehusvæsenets arbejdsmedicinske ambulatorier og klinikker«. Hidtil havde der kun været en enkelt arbejdsmedicinsk klinik i Danmark – klinikken på Rigshospitalet, som var oprettet i 1946. Fagbevægelsen og flere politiske partier pressede på, og klinik nummer to blev oprettet i Aarhus i 1977. Hurtigt fulgte de øvrige amter efter, og de etablerede alle arbejdsmedicinske kliniker i perioden 1977-1987.

Arbejdstilsynet blev oprustet med øgede muligheder for indgreb på arbejdspladserne. Bedriftssundhedstjenesten blev etableret i 1978 med talrige sundhedsfaglige medarbejdere, og tjenesten havde på et tidspunkt mere end 100 læger tilknyttet. Bedriftssundhedstjenesten, der var organiseret i centre ejet af de lokale arbejdsgivere, blev dog i det store og hele afviklet godt 20 år senere. Grunden fortaber sig, men reelt spillede arbejdsgivernes oplevelse af organisationens manglende værdi formentlig en afgørende rolle.

 

Institutionaliseringen af arbejdsmiljøkampen betød, at de kritiske røster blev opslugt af samfundet og så at sige fik »fast arbejde«. Man havde »sejret ad helvede til«, forstået på den måde, at professionaliseringen fjernede ansvaret og aktionerne fra arbejdspladserne og dermed fra de steder, hvor problemerne var opstået. Andre skulle nu tage sig af arbejdsmiljøproblemerne. Situationen afspejler et klassisk dilemma, der potentielt truer den folkelige og demokratiske indflydelse i velfærdsstaten. Der skal dog ikke herske tvivl om, at arbejdsmiljøet på de danske arbejdspladser er blevet markant forbedret over det seneste halve århundrede, når det drejer sig om støv, farlig kemi og tungt fysisk arbejde.

 

Fortsættelse følger ​​ i næste nummer af Kritisk Revy.

 

 

1. Ramazzini B. De morbis artificum diatriba. Modena: Antonii Capponi, 1700.

2. Hein HO, Gyntelberg F. Om sygdom og arbejde. Arbejdsmedicinsk klinik, Bispebjerg Hospital. København: Eget forlag, 2005.

3. Thackrah CT. The effects of arts, trades, and professions, and of civic states and habits of living, on health and longevity: with suggestions for the removal of many of the agents which produce disease, and shorten the duration of life. Leeds: Baines and Newsome, 1832.

4. Engels F. The Condition of the working class in England. London: The Electric Book Company Ltd., 2001.

5. Marx K, Engels F. Det kommunistiske manifest. Udvalgte skrifter, bind 1. København: Forlaget Tiden, 1973.

6. Drehle DV. Triangle: The fire that changed America. New York: Atlantic Monthly Press, 2003.

7. Hamilton A. Exploring the dangerous trades. Boston: Little, Brown, Atlantic Monthly Press Book, 1943.

8. Cronin AJ. The Citadel. London: Gollancz/Bello, 1937.

9. Roholm K. Fluorine intoxication: a clinical-hygienic study with a review of the literature and some experimental investigations. København: Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busck, 1937.

10. Bonnevie P. Physicians and occupational diseases. Nord Hyg Tidskr 1951;10-12:567-626.

11. Selikoff IJ. Asbestos and neoplasia. Am J Ind Med 1967;42:487-96.

12. Furuya S, Chimed-Ochiri O, Takahashi, K et al. Global asbestos disaster. Int j Environ Res Health 2018;15:e10.3390.

13. Jacobsen K. Velfærdens pris – arbejderbeskyttelse og arbejdsmiljø gennem 150 år. København: Gads Forlag, 2011.

14.Andersen JA. Treskiftsarbejde: En social-medicinsk undersøgelse. Socialforskningsinstituttet. København: Teknisk Forlag, 1970.

15. Bonnevie P. Hygiejne, præventiv og socialmedicin. København: Nyt Nordisk Forlag, 1974.

16. Jeune B, Christensen VN, Mikkelsen S et al. Arbejdersygdomme. Stud Med 1970:8.

17. Jansson P, Christensen VN, Jeune B et al. Arbejdersygdomme. Stud Med 1971:9.

18. Glud T, Jensen P, Nielsen N. Malerrapporten. Aarhus: Studenterfronten, 1971.

19. Andersen S, Andreasen H, Christensen B et al. Malerrapport København 1972. København: Malernes Fagforening, 1972.

20. Mikkelsen AB, Rasmussen K, Andersen B et al. Skæreolierapporten. Samarbejdet mellem Arbejdere og Akademikere. Aarhus: Modtryk, 1975.

21. Arbejdsmiljøgruppen af 1972. Arbejdsmiljøundersøgelsen, rapport no. 1-4. København: Arbejdsministeriet, 1973-75.

 ​​ ​​​​ 

Om skribenten

Johan Hviid Andersen og Kurt Rasmussen

Johan Hviid Andersen og Kurt Rasmussen

Læs mere