Arbejdspligten er hverken gennemtænkt eller gavnlig

Aftalen om 37 timers arbejdspligt for borgere på offentlige ydelser er både uholdbar og uforsvarlig. Den er præget af symbolpolitik snarere end reelle løsninger og rammer særligt nogle af samfundets mest sårbare grupper – mennesker, der enten er fysisk eller psykisk syge, samt mange kvinder med etnisk minoritetsbaggrund.

Der er en grundlæggende mangel på forståelse for, hvem disse mennesker er, og hvilke livsvilkår de lever under. For eksempel har mange etniske minoritetskvinder været igennem flere praktikforløb, uden at det har ført til et fast job. I stedet for at blive hjulpet videre fastholdes de i et system, hvor arbejdstræning bliver et mål i sig selv – uden realistisk udsigt til varig beskæftigelse.

Gør det, der virker

Hvis man reelt ønskede at hjælpe disse grupper ind på arbejdsmarkedet, burde man starte med at se på, hvad der faktisk virker. Under corona-krisen så vi en bemærkelsesværdig stigning i beskæftigelsen blandt ikke-vestlige indvandrere – særligt kvinder.

Det skete, fordi regeringen og kommunerne skabte konkrete job i social- og sundhedsvæsnet samt i rengøringssektoren. Det gjorde en forskel. Mange fandt ikke bare midlertidigt arbejde, men formåede at fastholde deres stillinger.

Ifølge en analyse udarbejdet af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, er beskæftigelsesfrekvensen for ikke-vestlige kvinder steget markant – fra før coronakrisen og frem til fjerde kvartal 2022, hvor den nåede 54,8 procent. Det viser, at investering i rigtige job – ikke pligtaktiviteter – skaber resultater.

Uretfærdigt og ineffektivt

Alligevel vælger man nu en modsatrettet strategi: at pålægge en arbejdspligt uden løn og uden garanti for fremtidig beskæftigelse. Det er ikke kun uretfærdigt – det er også ineffektivt. For nogle mennesker betyder reformen direkte økonomisk usikkerhed oven i deres i forvejen pressede livsvilkår. Det gælder både psykisk syge, kronisk syge og mennesker med traumer eller sproglige barrierer.

Jeg talte for nylig med en kvinde, som har været i over 30 praktikforløb gennem de seneste 20 år, og som nu er omfattet af arbejdspligten. Hun mødes af et system, der udelukkende vurderer hende ud fra hendes manglende tilknytning til arbejdsmarkedet, i stedet for at anerkende hendes værdi og bidrag på anden vis end gennem lønarbejde – f.eks. ved at være en engageret mor, som har opdraget to voksne børn, der i dag er akademikere.

I stedet for at tvinge mennesker ud i nyttesløse pligtjob, bør vi skabe rigtige arbejdspladser. Jobs, som imødekommer både samfundets behov og den enkeltes evner. Det er en investering – ikke en udgift. Og det er den eneste vej frem, hvis vi vil skabe et arbejdsmarked, hvor der er plads til alle.