Armenien og Azerbaijan: Fra fastfrossen konflikt til åben krig om Nagorno-Karabakh

En konflikt, der spænder over mere end 30 år, er nu igen blusset op imellem de to stridende lande i det sydlige Kaukasus.

Af Søren Riishøj

Siden 1994 har konflikten mellem Armenien og Azerbaijan over Nagorno Karabakh været fastfrossen, men en farlig cocktail af optrappet armensk krigsretorik og udtømning af Azerbaijans tålmodighed med konflikten har over de seneste år øget faren for regulær krig. Under debatten i FN’s generalforsamling i september sidste år() fremhævede Azerbaijans udenrigsministerMammadyarov, at forhandlingerne om fred, også via Minsk-fredsprocessen, ikke har gjort fremskridt. Han tilføjede, at ”forhandlingerne kan ikke vare ved i al evighed” – underforstået at udgangen let kan blive krig.  Den forudsigelse holdt stik. Den 27. september fik vi igen åben militær konflikt.

Fra optimisme til undtagelsestilstand

Da Serzh Sarsyan’s regering blev væltet i Armenien i 2018, blev der ellers udtrykt en vis optimisme. Eksempelvis blev der holdt et møde blev mellem Azerbaijans præsident Alham Aliev og Armeniens nye ministerpræsident Nikol Pashinyan i forbindelse med et topmøde inden for SNG, ”Sammenslutningen af Uafhængige Stater” (landene i det gamle Sovjetunionen, red.).

Armenien vs. Azerbaijan – 30 års konflikt i det sydlige Kaukasus

Nagorno-Karabakh er en bjergrig region på 4.400 km2 mellem Armenien og Azerbaijan. Ud af de 150.000 indbyggere er langt flest etniske armeniere. Siden 1994 har Nagorno-Karabakh de facto været en del af Armenien, kaldet en ”enklave” i Azerbaijan.

Krigen mellem de to lande startede i 1988 og fortsatte helt indtil 1994, hvor der langt om længe blev indgået våbenhvile. Siden da har det været en ”fastfrossen konflikt” med lejlighedsvise militære sammenstød. Mægling er forsøgt, fx via forhandlinger i Minsk, men de har højst bidraget til at udsætte militær konfrontation.

+

I marts i år mødtes de to ledere igen, denne gang i Wien, og efterfølgende afholdtes flere møder på udenrigsministerplan. Møderne blev kaldt ”konstruktive”, men ingen konkrete resultater, ikke det der ligner et politisk gennembrud blev det til. Ingen af parterne synes indstillet på at vige en tomme. Derfor fik vi en farlig ”post-forhandling” periode. Azerbaijan øgede bevillingerne til militæret og testede nye våben og kampformer uanset de voksende økonomiske problemer i landet på grund af lave priser på olie og gas. Højreekstreme grupper fik mere indflydelse. I 2016 oplevede vi de blodigste konfrontationer siden 1994 om Nagorno-Karabakh. Og som de sidste dage har vist, blev det ikke sidste gang. Både Azerbaijan og Armenien har indført undtagelsestilstand og mobiliseret.

Rusland i centrum

Som i Syrien har Rusland vitale interesser på spil omkring Nagorno-Karabakh. Putin ønsker bestemt ikke krig. Han bestræber sig på at fastholde et afspændt og tættest muligt forhold til både Armenien og Azerbaijan. Forholdet til Armenien er særligt tæt. Rusland har militærbaser i landet, Armenien er med i den russisk-ledede kollektive sikkerhedsorganisation, CSO, og i Den Eurasiske Union, et forum for økonomisk samarbejde. Der bor 1 mio. armeniere i Rusland. De fleste armeniere taler russisk. Armenien er dog utilfreds med, at Rusland sælger våben også til Azerbaijan.

Rusland har over årene søgt at mægle og tilbyder det igen. Som i Syrien blev Rusland en central aktør i bestræbelserne på  at undgå blodig krig. Når det gælder Nagorno-Karabakh, er Rusland og Vesten grundlæggende ikke særligt uenige. Som det russiske udenrigsministeriums talskvinde, Maria Zakharova formulerede det 30. september, er det internationale samfund, Rusland, Kina, FN og Vesten( )helt enige, når det kommer til Nagorno-Karabakh. Det krav lyder på våbenhvile og forhandlinger.

Fastfrossen konflikt

Der findes ikke bæredygtige alternativer til mægling og aktivt diplomati. Konflikten kan måske føre til alvorlige spændinger mellem Rusland og Tyrkiet. De to lande var tæt på krig for fem år siden efter nedskydning af et russisk militærfly. Siden er forholdet blevet bedre. Nu tales der om et ”fornuftsægteskab” og ”strategisk partnerskab”. NATO-landet Tyrkiet køber våben i Rusland. Tyrkiet deltager ikke i de vestlige sanktioner mod Rusland. De to lande har været i løbende dialog omkring konflikten i Syrien. Både Tyrkiet og Rusland har et anspændt forhold til EU og USA.

Meget er på spil. Rusland og Tyrkiet er som udgangspunkt næppe interesseret i kold krig på grund af Nagorno-Karabakh. Det ændrer dog ikke ved, at Tyrkiet klart står på Azerbaijans side. I årtier har der hersket kold krig mellem Tyrkiet og Armenien. En vigtig årsag er striden om det tyrkiske folkemord på armeniere omkring 1. verdenskrig. Armenien er  kristent ortodoks, mens Azerbaijan er muslimsk. Den 310 km lange grænsen mellem de to lande er stadig lukket. Om konflikten kan tø op inden for en overskuelig fremtid er tvivlsomt.

Indtil videre er konflikten frosset fast, ganske som konflikterne mellem Nord- og Sydkorea, Vestbredden i Mellemøsten og Transnistrien i Moldova.