Asbjørn Wahl: Elefanten i lokalet. Venstrefløjspartier og Den Europæiske Union

Europæiske venstrefløjspartier er gennem de seneste par årtier blevet stadig mere kritiske over for den politiske udvikling i den Europæiske Union – især som en reaktion på den nedskæringspolitik, der fulgte efter finanskrisen i 2007-08 og den efterfølgende Eurokrise. Nedskæringskravene blev ledsaget af høj og vedvarende arbejdsløshed og løfter om en social søjle, som aldrig materialiserede sig. Alt imens den nyliberale integration fortsatte på fuld kraft og bidrog til, at markedskræfterne fik mere magt over den sociale udvikling.

Selv om kritikken af Den Europæiske Union er blevet skærpet, er kritikken ikke blevet godt afspejlet i venstrefløjens politiske strategier. Sandt nok er der rejst nogle nye spørgsmål af betydelig vigtighed, især som reaktioner på krisen og den politiske udvikling i Grækenland. Dér opgav venstrefløjspartiet Syriza sit politiske program, efter at det vandt regeringsmagten i januar 2015. Regeringen blev mere eller mindre tvungent sat under EU-administration – eller som mange kritikere siger, Syriza-regeringen kapitulerede over for den Europæiske Union; en kapitulation som bliver forsvaret politisk ikke alene af repræsentanter fra Syriza selv, men også af de fleste andre venstrefløjspartier og inden for Transform! Europe.

Dette førte til spørgsmålet, rejst både af kritikere inden for Syriza og visse andre venstrefløjsgrupperinger i Europa – om den Europæiske Union kan reformeres indefra i det hele taget. De skridt, som EU (eller Troikaen, bestående af EU-kommissionen, den Europæiske Centralbank og IMF) har taget mod de andre stærkt kriseramte lande – Irland, Italien, Portugal og Spanien – aktualiserede det spørgsmål endnu mere. Skulle det at trække sig ud af ØMU’en og derved euroen og muligvis også EU, være en relevant politisk værktøjskasse for venstrefløjen – eller er erobringen af EU-reformering inde fra måden at skabe et socialt Europa?

Svaret på et sådan spørgsmål er – selvfølgelig – afgørende for venstrefløjens strategi i Europa. Der ser dog ud til at være en mangel på både evne og vilje til at indgå i denne diskussion i adskillige af de større venstrefløjspartier. Forholdet til EU er derved på mange måder blevet elefanten i rummet hos mange af de partier. Det omfatter også en diskussion af erfaringerne med Syriza-regeringen, som synes vanskelig at få på dagsordenen i venstrefløjsfora i Europa. Nedenunder denne modvilje og tilbageholdenhed ligger forskellige måder at forstå EU’s rolle og karakter på – og ikke mindst hvordan disse har udviklet sig over tid.

Europas kaotiske venstrefløj

Venstrekræfterne i Europa er svage – både kvantitativt og kvalitativt. De er karakteriseret ved den politiske og ideologiske krise, som har redet det politiske venstre gennem de seneste årtier – og forhindret dem i at blive en ledende kraft imod økonomiske kriser, angreb på velfærdsstaten og voksende ulighed og fattigdom. Det er primært det yderste højre, som er lykkedes med at udnytte folks stigende utilfredshed og misfornøjelse. I de nationale valg holdt i EU-medlemslande i 2017 og 2018 mere end fordoblede højrefløjspartier deres stemmetal, fra 10,3 til 22,1 millioner. I den samme periode stagnerede venstrefløjspartierne med omkring 10 mio. stemmer. Ved EU-parlamentsvalget i maj 2019 sank støtten til venstrepartierne endnu mere, mens støtten til det yderste højre igen steg.

Gennem de seneste årtier har der fundet en række omrokeringer sted på venstrefløjen i Europa.

I Italien er der knap nok noget som helst tilbage af de traditionelle venstrefløjspartier. De har mere eller mindre udslettet sig selv gennem forfejlede politiske manøvrer.

I Frankrig er der konfliktende tendenser. Jean-Luc Mélenchon har været den ledende figur på venstrefløjen, lige siden han brød med Socialistpartiet og dannede Party de Gauche (Venstrepartiet) i 2008. Baseret på dette parti stiftede han Front de Gauche (Venstrefronten) i 2009 som en valgalliance, omfattende Kommunistpartiet og andre. Alliancen mellem Mélenchons folk og Kommunistpartiet var dog skrøbelig og brød til sidst sammen. Venstrefronten blev derfor formelt opløst i 2018. Da havde Mélenchon dog allerede dannet sin næste politiske organisation, La France Insoumise (Det ukuelige Frankrig). Partiet, eller bevægelsen, havde først succes med Mélenchon som kandidat ved præsidentvalgene i 2017 (nær ved 20 % i den første runde), men mislykkedes med at mobilisere mere end 6,9 % ved EU-valget i 2019. Det traditionelle og historisk stærke PCF er på sit laveste punkt nogensinde, med kun 2,5 % af stemmerne ved de seneste valg – og er derved blevet udelukket fra EU-parlamentet for første gang siden 1979.

Tysklands Die Linke (Venstre) kom heller ikke godt igennem det seneste valg, og tabte endnu en fjerdedel af dets opbakning og endte med 5,5 % af stemmerne.

I Østeuropa er venstrefløjspartier få og spredte. Kun i den tjekkiske republik er det lykkedes det traditionelle kommunistparti at blive repræsenteret i EU-parlamentet ved valget i 2019. I Slovenien gjorde et nyt venstrefløjsparti Levica (Venstre) det godt ved det seneste parlamentsvalg på hjemmebane, men fejlede ved EU-valget.

I Belgien gik et transformeret, tidligere maoistisk parti, Parti du Travail de Belgique (Det belgiske arbejderparti) frem -14,5 % af stemmerne i den fransktalende del af Belgien – med en klasseorientering og et radikalt program.

I Grækenland havde Syriza stadig et højere resultat end de fleste andre kræfter på den europæiske venstrefløj (godt over 23 % af stemmerne ved de seneste EU-valg), selvom opbakningen til dem samlet set er faldet (de fik 36 % af stemmerne ved de nationale valg i 2015). Dette skete til trods for deres rolle som loyale bødler for Trojkaens brutale austerity-politik, som skabte store problemer for venstrefløjen i Grækenland såvel som mere bredt i Europa. 

Et rød-grønt kludetæppe

I EU-parlamentet hører de fleste venstrefløjspartier til EUL/Nordisk Grøn Venstre-gruppe, som nu består af 41 repræsentanter efter EU-valget i maj 2019 (en nedgang på 11 repræsentanter). Koalitionen består af en blandet forsamling af partier delt forskellige i tendenser, opdelinger som ikke altid er lige nemme at forstå. Nogle afviser, at de er partier i traditionel forstand – og andre endda at de er venstrefløj. Alliancer bliver dannet og skifter, og politikker bliver nogle gange opportunistisk justeret for at holde dem sammen.

Samtidig er der også en vedvarende kamp for venstre-hegemoni i Europa gennem nye alliancer og varierende initiativer, med nogle partier som ender med at være i mere end et af dem, tilsyneladende uden problemer. Forholdet til EU er, i en større eller mindre udstrækning, et essentielt element i den interne konkurrence, der finder sted mellem tre forskellige grupper af venstrefløjspartier.

Et antal partier (for tiden 26) er medlemmer af The Left (TL), som blev etableret i 2004 – og som har partistatus i EU-systemet. TL er mere lige som et netværk eller et koordinerende organ end et velorganiseret parti. Adskillige venstrefløjspartier er ikke medlem af TL. Udover TL arbejder to andre organisationer på at opbygge konkurrerende netværk eller alliancer blandt venstrefløjspartier i Europa: DiEM25 (Bevægelsen Demokrati i Europa 2025) og Mélenchons La France Insoumise (LFI er efter artiklens udgivelse blevet tilknyttet som observatør i European Left, red.).

“Mere end noget andet illustrerer ‘bonapartismen’ den nuværende dybe politiske krise hen over det politiske spektrum i Europa.”

Mélenchon begyndte at opbygge en alternativ alliance – fordi han var utilfreds med TL, var imod Syrizas kapitulation i Grækenland og ønskede en skarpere politisk profil. For nogle år siden trak han Parti de Gauche ud af TL på grund af en konflikt med Det Franske Kommunistparti. Hans nye parti, La France Insoumise, har ikke tilsluttet sig TL. Forud for EU-valget i 2019 arbejdede han aktivt på at opbygge en alternativ gruppering, fokuserende på EU’s kvælertag. Han lykkedes med at opnå støtte til dette perspektiv fra Bloco de Esquerda (‘Venstreblokken’, Portugal) og Podemos (‘Vi kan’, Spanien) – og i april 2018 lancerede disse partier en fælles erklæring kaldet: ”Lissabon-deklarationen for borgernes revolution i Europa: Nu folket!” Senere tilsluttede venstrefløjspartier i Danmark, Sverige og Finland sig denne Lissabon-deklaration.

Den tredje alliancebygger, Yanis Varoufakis, opbyggede med DiEM25 alliancer, der sigtede mod EU-valgene i 2019 under navnet Det Europæiske Forår. Centralt i dette program stod projektet A New Deal for Europe, inspireret af Franklin D. Roosevelts reformprogram for USA i 1930’erne. DiEM25 – som hverken definerer sig selv som et parti eller ser sig selv som en del af højre-venstre spektret – søgte at opbygge alliancer med en bredere række af organisationer end Bloco de Esquerda og Podemos – ofte små og relativt nye organisationer. Det afspejler også en vis skepsis over for Varoufakis blandt de større, traditionelle venstrefløjspartier. Skønt uden succes opstillede Varoufakis sig selv som kandidat i Tyskland, noget der vakte en vis irritation i Die Linke. Det slog fejl for DiEM25 med at vinde nogle pladser i EU-parlamentet ved valget i 2019.Ved det nationale valg i Grækenland kort derefter vandt den græske afdeling dog 9 pladser i parlamentet, inklusive et sæde til Varoufakis.

Det er også værd at notere sig, at ‘bonapartistiske’ tendenser dukker op i Europa – det er individers tendens til at bryde ud og danne partiorganisationer eller bevægelser med det sigte at vinde politiske positioner til dem selv. Mere end noget andet illustrerer det den nuværende dybe politiske krise hen over det politiske spektrum i Europa. På venstrefløjen kan både Varoufakis’ DiEM25 og Mélenchons La France Insoumise siges at have klare bonapartistiske karaktertræk – med løse organisationer der mangler demokratiske strukturer, som satser på elektronisk kommunikation, fokuserende primært på mediestrategi og ved at have ledere, der er kendte. Podemos er nok også mere kontrolleret af en klike af akademikere fra Madrids Universitet, som dannede partiet i 2014, end lederne er villige til at anerkende. Med den af-demokratisering som skete til sidst under Alexis Tsipras ledelse, har Syriza også vist tendenser i samme retning, om end det har en mere traditionel partistruktur.

EU-kritik i et historisk perspektiv

Socialdemokratier, såvel som de dominerende dele af de europæiske fagbevægelser, har vedvarende været entusiastiske tilhængere af EU – skønt særlige aspekter af EU-politikken til tider er blevet kritiseret. I mange lande – særligt i Skandinavien, men også f.eks. i Frankrig – kæmpede venstrefløjspartierne mod EU-medlemskab, da beslutningen om det var på bordet. Kravet om at forlade EU visnede dog efterhånden, som årene gik.

Hvad er det egentlig, som gør forholdet til EU så problematisk og næsten uforudsigeligt for mange venstrefløjspartier i Europa? Historisk set har to faktorer spillet en central rolle. Den første – det ideologiske narrativ som ledsagede etableringen af EU (eller Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, som det hed dengang) – bestod af to vigtige mål: EU skulle tilvejebringe fundamentet for en varig fred i Europa; og EU skulle være et værktøj for sociale fremskridt for dets befolkninger. Efter to ødelæggende verdenskrige, begge udløst mellem europæiske nationalstater, havde de politiske løfter om fred en meget stærk appel. Næsten hele det politiske spektrum fra højre til venstre støttede derfor, og støtter stadig, disse intentioner. I tillæg dertil, via udviklingen af velfærdsstaten i efterkrigstiden, følte de mennesker, at de sociale fremskridt allerede var i færd med at blive realiseret.

Den anden vigtige, historiske begivenhed var Francois Mitterands regeringsperiode fra 1981 – 1995. Mitterand tiltrådte med et radikalt, venstresocialdemokratisk program som inkluderede omfattende nationaliseringer, økonomisk omfordeling og videre politiske indgreb på mange områder. Dette blev af mange i arbejderbevægelsen set som starten på opbygningen af et socialistisk Europa. Efter mindre end to år blev Mitterands projekt dog droppet. Årsagerne til det politiske kollaps, såvel som muligheden for at efterstræbe en anden politik, er omdiskuteret. Her blev dog også krav fra EF (nu EU) indregnet, eftersom Frankrig allerede havde afgivet løfte om at tiltræde det europæiske valutasystem. Dengang som nu skabte dette grænserne for hvilken politik, der kunne blive ført.

Mitterand bøjede sig for EFs krav – og gjorde sin præsidentperiode til det sidste socialdemokratiske forsøg på at implementere et omfattende, socialistisk reformprogram i Europa (med den mulige undtagelse af den senere fiasko med lønmodtagerfonde i Sverige i 1980’erne). Mitterand konkluderede på basis af sine erfaringer, sammen med hans finansminister Jacques Delors – at en fremtidig socialistisk eller socialdemokratisk (keynesiansk) politik måtte kædes sammen med udviklingen af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab snarere end nationalstaterne. Derved blev det de franske socialisters politik, og senere hen de europæiske socialdemokratiers – at arbejde hen imod en øget økonomisk integration i Europa. Men som sociologen Martin Höpner ved Max Planck-Instituttet i Køln siger: ” Det er en myte at sige …. ’mere Europa’ vil bringe os nærmere et socialt Europa”.

Den Europæiske Union med fred og socialt fremskridt har tjent som den dominerende narrativ-fortælling indtil i dag. Både de franske socialister og andre begyndte dog gradvist at sættille spørgsmålstegn ved projektet. De så, at økonomierne blev integreret – og afreguleret – med få fremskridt med hensyn til det de kaldte Den Sociale Søjle. Mens det erklærede mål var at tøjle markedskræfterne gennem en øget politisk styring og regulering på europæisk plan, blev udviklingen reelt karakteriseret af øgede markedskræfter – mens den sociale dimension knap nok var synlig.

Det forbliver et åbent spørgsmål, hvordan socialistiske og socialdemokratiske politikere så nemt kunne tro, at en overnational konstruktion som EØU – grundlagt på de fire friheder (fri bevægelse for kapital, varer, tjenester og personer) som kerneelementerne i dets grundlæggelsestraktat (Rom-traktaten fra 1958) og med en total mangel på demokratiske strukturer – kunne blive et værktøj for et socialt Europa.  Endnu mere mystisk er det, hvordan den tro kunne blive fastholdt selv efter – tiltrædelsen af Single Act (som etablerede EU’s indre marked i 1986), Maastricht-traktaten (fra 1992, som førte til yderligere integration og dannelsen af Den Europæiske Union), Lissabon-traktaten (fra 2007, en friseret version af den udgave som var blevet forkastet ved folkeafstemninger i både Frankrig og Holland i 2005), og en hel serie af andre nyliberale lovtekster, overenskomster og traktater. 

EU efter finanskrise og Syriza

Der er to udviklinger, som er afgørende for at forstå den øgede kritik af EU inden for venstrepartierne i de seneste år. Den ene er udviklingen af EU’s institutioner og politik, i kølvandet på finanskrisen i 2008 og den efterfølgende Euro-krise i 2009. Den anden er EU’s rolle i at bekæmpe den venstreorienterede Syriza-regering i Grækenland efter valget i 2015.

“Nogle på venstrefløjen begyndte at stille spørgsmålet: Kan EU reformeres indefra? Hvad sker der, hvis venstrefløjen vinder et valg i vores land – og vi så bliver forhindret i at gennemføre vores politik? Syriza-regeringens kapitulation over for EU/Trojkaen bidrog stærkt til denne diskussion”

For at redde de finansielle markeder, og måske endda kapitalismen, fra den dybe finansielle og Euro-krise, har regeringer og EU hældt penge i de private banker. Det førte til store budgetunderskud og en massiv stigning i statsunderskud i mange medlemslande. Med Stabilitets- og Vækst-pagten i hånden krævede EU genetablering af økonomisk balance, som førte til massive nedskæringer i lønningerne inden for de offentlige sektorer, en eksplosiv stigning i arbejdsløsheden, og intense angreb på lønmodtager-rettigheder, pensioner og arbejdsvilkår (hvilket kaldes intern devaluering, i situation hvor Euro-landene ikke længere har mulighed for at devaluere deres valuta). EU’s sociale søjler blev ikke bare tilsidesat endnu en gang – de blev udsat for massive angreb, og kritikken fra venstre og befolkningernes utilfredshed steg.

Troikaens opførsel over for Syriza-regeringen førte til yderligere kritik fra venstrefløjen. Den kendsgerning – at Den Europæiske Centralbank benyttede dens monopol til at standse forsyningen af penge til de græske banker for at tvinge regeringen i knæ – viste klart, hvor magten lå, hvor brutalt den kunne udøves, og hvor magtesløst et enkelt (og lille) medlemsland kan stå over for en sådan magt. Det, at Tsipras-regeringen åbenlyst hverken havde evnen eller viljen – og heller ikke havde gjort nogen forberedelse dertil – til at konfrontere denne magt med deres eneste, gennemførlige værktøj, at trække sig ud Den Økonomiske og Monetære Union og derved fra Euro’en, førte til regeringens kapitulation.

Kan EU reformeres indefra?

Manges umiddelbare reaktion var den, at EU måtte ændres, og at det måtte blive realiseret gennem en kamp fra en forenet venstrefløj i Europa. Samtidigt begyndte nye modsætninger dog at udvikle sig. Nogle på venstrefløjen begyndte at stille dette afgørende spørgsmål: Kan EU reformeres indefra? Hvad sker der, hvis venstrefløjen vinder et valg i vores land – og vi så bliver forhindret i at gennemføre vores politik? Syriza-regeringens kapitulation over for EU/Trojkaen bidrog stærkt til denne diskussion – hvor udtræden af Euro’en og endda EU (Grexit) blev rejst som en mulig strategi.

Varoufakis var blevet en stærk talsmand for at reformere EU indefra. DiEM25s stiftelsesdokument, som han indledte efter sit brud med Syriza, omfattede følgende tre krav til EU-institutionerne: 1) Øjeblikkelig, fuld gennemsigtighed med hensyn til alle centrale EU-institutioners arbejde. 2) Tilbagegivelse af det fulde ansvar for offentlig gæld, banksektoren, investeringer, immigration og fordelingspolitik til de nationale parlamenter inden for et år, udført gennem eksisterende institutioner ved kreative fortolkninger af pagter og traktater. Og 3) Etableringen af en lovgivende forsamling inden for to år, med den opgave at transformere Europa til et reelt demokrati med et suverænt parlament, som respekterer national autonomi og deler magten med de nationale parlamenter, og regionalt og lokalt valgte forsamlinger i 2025.

I et interview med Jacobin sagde Varoufakis dette om sine og DiEM25s mål om at forandre EU indefra: ”Altså, vores pligt er at demonstrere for europæerne, at det er helt og aldeles muligt (omend ikke nemt, selvfølgelig) at overtage EU’s institutioner, rette deres politik og praksisser ind efter deres syn på det, som Europa skulle være, og indlede debatten på græsrodsniveau om hvilket slags demokratisk EU vi ønsker”.

Intet mindre end det! Det må erkendes, at dette lyder temmelig naivt, især når denne politik hverken understøttes af analyser af magtrelationer og magtstrukturer inden for EU, og heller ikke af udviklede strategier for, hvordan alt det kan kæmpes igennem i praksis – og af hvem? Nogle på venstrefløjen har en principiel, ideologisk afvisning af enhver strategi for at forlade EU. De opfatter EU, og endda ØMU’en, som repræsenterende en historisk progressiv udvikling – som har overvundet nationalstaten og derfor må forsvares. At trække sig fra ØMU’en eller at forlade EU bliver i denne sammenhæng betragtet som ikke kun futile, men også en farlig bevægelse hen mod at komme på linje med nationalistiske og autoritære kræfter på den yderste højrefløj. EU må forsvares i internationalismens navn, mens dens nyliberale politik må imødegås, siges det. Mange af disse ideers støtter er socialdemokrater, skønt der er set meget lidt til deres interne kamp mod nyliberalismen. Mange af disse ideer kan også findes på store del af venstrefløjen.

Costas Lapavitsas, økonomiprofessor ved Londons Universitet, som blev valgt til det græske parlament for Syriza i januar 2015, men som brød med partiet og Tsipras som følge af deres overgivelse til Troikaen, har engageret sig stærkt i debatten. Til dem som ser EU som et internationaliserende projekt, der behøver at blive støttet, erklærede han i bogen ‘The Left Case Against the EU (s. 129-30):

”Deri ligger problemet for venstrefløjen i Europa i dag. Dens hengivenhed over for, at EU skulle have en iboende progressiv udvikling i sig, forhindrer venstrefløjen i at være radikal, og integrerer virkelig venstrefløjen i den europæiske kapitalismes nyliberale strukturer. Venstrefløjen er i stigende grad blevet afskåret fra dens historiske vælgerskare, Europas arbejdere og fattige, som naturlig nok har søgt en politisk stemme andetsteds…. Det vakuum, venstrefløjen har skabt støt, er uundgåeligt blevet fyldt op af nogle af de værste politiske kræfter i den europæiske historie, inklusive det yderste højre”.

Lapavitsas, såvel som andre på venstrefløjen, ser nu EU som en forhindring for at gennemføre et progressivt, venstreorienteret program, ikke mindst set i lyset af det græske eksperiment. De erklærer, at både EU og EØMU har vidtrækkende strukturelle og institutionelle barrierer. I en tidligere artikel har jeg oplistet seks sådanne barrierer:

• Demokratisk underskud, som blevet forøget snarere end formindsket i de senere år.
• Forfatningsfastlagt nyliberalisme, som gør socialisme og keynesianisme ulovligt i EU.
• Uomstødelig lovgivning, hvor der kræves 100 % enighed for at kunne ændre og forbedre en traktat.
• Euro’en som en økonomisk spændetrøje – med en centralbank som er uden for demokratisk kontrol.
• Ulige udvikling mellem medlemslandene, som gør koordineret modstand vanskelig.
• Den Europæiske Court of Justice (Den Europæiske Unions Domstol) med den såkaldte Laval-kvartet som et illustrativt eksempel (i 2007 og 2008 afsagde retten fire vigtige domme, som svækkede fagbevægelsens rettigheder).

Og nu kan vi tilføje: Et omfattende system af finansielle sanktioner over for ethvert brud på traktater, selvom de mulige sanktioner i Stabilitets- og Vækstpagten er blevet midlertidigt suspenderet under Covid19-krisen.

Plan B: Bryd med traktaterne

Kampen for at reformere, for ikke at sige revolutionere, EU inde fra er dog stadig den position, som måske den største del af venstrefløjen indtager, i det mindste i praksis, som vejen til at skabe Et Andet Europa. En anden position har gradvist formet sig omkring den såkaldte Plan B, startet af Mélenchon. Denne strategi har måske varieret i nogen grad både i form og indhold, siden den blev lanceret. Forslaget blev udviklet baseret på erfaringen med Syrizas nederlag i Grækenland – med det sigte at forhindre noget sådant at ske igen.

Der er to elementer i denne politik. For det første udviklingen af en klar handlingsplan til at konfrontere EU-institutionerne i tilfælde af en venstrefløjsejr i et medlemsland. For det andet opbygningen af en europæisk alliance af partier, bevægelser og økonomer, som kunne udvikle en fælles strategi til at forfølge en sådan politik – en strategi der samler omkring mulig udtræden af Euroen, såvel som af aktuelle traktater, pagter og andre aftaler.

“En række venstrefløjspolitikere og aktivister – som oprindeligt var meget kritiske over for EU – har haft problemer med deres kritiske EU-standpunkt, på grund af det yderste højres voksendes modstand over for EU.”

Den første af en række Plan B-konferencer blev afholdt i Paris i januar 2016, og blev organiseret af Mélenchon sammen med blandt andet Varoufakis, den tidligere italienske finansminister, Stefano Fassina, og den tidligere socialdemokratiske, tyske finansminister og senere leder af Die Linke, Oskar Lafontaine. Varoufakis trak sig fra initiativet efter det første møde, da han lancerede DiEM25 – lige præcis med det formål at reformere EU indefra. Plan B har virket som et noget løst og fleksibelt netværk af organisationer, med skiftende deltagelse fra konference til konference.

I begyndelsen var konferencen en blanding af folk fra politiske partier på venstrefløjen, fagforeninger, sociale bevægelser og andre organisationer. Det er dog gradvist blevet et mere begrænset netværk for venstrefløjspartier.

Der er stadig en vis flertydighed om, hvordan initiativet skal forstås – og ikke mindst hvordan Plan B skulle blive gennemført, hvis den politiske situation gør det muligt.

De følgende punkter giver et indtryk af, hvad Plan B handler om:

• Plan B fokuserer på det, som kan og skal gøres, når venstrefløjen har vundet regeringsmagten i et eller flere medlemslande og begynder at gennemføre politik i konflikt med EU’s regler og regulativer.
• Det er intentionen at gennemføre Plan B, hvis Plan A afvises. Sidstnævnte er udtrykket for ordinære forhandlinger med EU-institutionerne, med et syn på at opnå enighed om hvilken politik der kan blive forfulgt inden for rammerne af EU-traktaterne og love.

Aktiveringen af Plan B vil betyde, at en venstrefløjsregering ikke vil acceptere de restriktioner, EU vil påføre, men åbent og bevidst vil advokere for at bryde de relevante traktater med sigte på at gennemføre dens egne økonomiske og politiske reformer nationalt – alt imens der bliver mobiliseret på europæisk niveau til støtte for et sådant projekt.

Nogle gange kan man måske få det indtryk, at Plan B først og fremmest er ment som et varselskud, eller et taktisk indslag i Plan A-forhandlingerne. Måske tror Mélenchon, at Frankrig er stort nok til at være i stand til gennemføre politik, der bryder med EU-reguleringer – bare ved truslen derom. Hvis det er tilfældet, er det højst muligt, at han undervurderer de enorme økonomiske og politiske kræfter, som en venstrefløjsregering – selv i Frankrig – vil stå overfor. De kapitalistiske kræfter har vundet enormt store positioner og institutionel magt gennem årtier. Med nyliberale angreb og etableringen af en i stigende grad autoritær, overnational, nyliberal statsdannelse gennem EU. Disse kræfter er næppe villige til at opgive noget af dette uden kamp.

Manglen på en analytisk og strategisk opfattelse af disse magtrelationer udgør en svaghed ved Plan B, som må indregne muligheden for en fuld konfrontation med EU – hvis en sådan strategi skulle blive gennemført. En regering, som tager et sådant skridt, må derfor være forberedt på at sætte både medlemskabet af ØMU’en (Euro’en) og EU på dagsordenen. Ikke mindst fordi EU, i kølvandet på finans- og Euro-krisen har indført et antal pagter og regulativer, der stærkt strammer dets greb om medlemslandene, inklusive ekstensive sanktioner over for ethvert brud. Plan B må derfor gøres meget mere konkret og offensiv, såvel som gøres mere kendt blandt folk, som en forudsætning for enhver potentiel fremtidig mobilisering.

Det er også et spørgsmål om, hvor dybt støtten til Plan B er funderet i mange partier. For nogle partier langt fra regeringsmagten synes den kun at være en teoretisk model. For andre er uoverensstemmelser om EU-spørgsmålet på spil, noget der blev meget godt illustreret ved Plan B-konferencen i Stockholm i april 2019, hvor repræsentanter fra det lille polske venstrefløjsparti Razem, det britiske Labour Party og det irske Sein Fein dukkede op som svorne EU-tilhængere. Deltagerne på konferencen diskuterede adskillige af de politiske udfordringer i Europa i dag, men selve Plan B-strategien var paradoksalt nok ikke et vigtigt tema, selvom kritikken af nyliberalismen i EU var udbredt.

”Kanonføde for racisterne og nationalisterne”

Mens venstrefløjen har skærpet sin kritik af EU, og nogle partier mere eller mindre helhjertet er enige i, at et brud med EU-traktaterne kan blive nødvendigt i visse situationer, peger en anden politisk udvikling i den anden retning. En række venstrefløjspolitikere og aktivister – som oprindeligt var meget kritiske over for EU – har haft problemer med deres kritiske EU-standpunkt, på grund af det yderste højres voksendes modstand over for EU. Dette var særligt bemærkelsesværdigt under Brexit-kampagnen i UK. Mens kampagnen foregik før folkeafstemningen 23. juni 2016, mødte jeg flere venstreorienterede, som normalt både ville have ført kampagne for og stemt for, at UK skulle forlade EU – men ikke gjorde det, fordi de ikke ville være kanonføde for racister og nationalister. Argumentet var dét, at partier og bevægelser på den yderste højrefløj kastede kræfter ind i Brexit-kampagnen, og derved blev racisme, xenofobi og højreorienteret nationalisme de dominerende positioner.

Denne frygt for at gå i spænd med det yderste højre i EU-fjendskab er blevet rejst i dele af det europæiske venstre, endda før Brexit-kampagnen. Som deltager i møder og konferencer i forskellige venstrefløjs-netværk og organisationer i Europa gennem mange år, har jeg ofte stødt på denne frygt. Udover at være bekymret for at blive sat i bås sammen med racister og nationalister, mener nogle, at enhver udtræden eller opdeling af EU kun vil styrke disse højrefløjskræfter, hvilket historien har vist er en farlig cocktail i Europa. Den logiske konklusion er så, at EU må ændres indefra gennem social kamp.

Vänsterpartiet: Et nyttigt skrækeksempel

Det svenske Venstreparti er er nyligt eksempel på, hvordan disse argumenter vinder fodfæste på venstrefløjen i Europa. På den ene side er partiet en del Plan B-netværket. På den anden side besluttede det ved en konference i februar 2019 at forlade dets tidligere holdning om, at Sverige skulle forlade EU. I et interview gav partilederen Jonas Sjöstedt tre grunde til ændringen. For det første opkomsten af højreorienteret ekstremisme. For det andet at Venstrepartiet ”vil ikke stå på samme side som racister og nationalister” – idet han refererede til Brexit-kampagnen. For det tredje at den europæiske venstrefløj er blevet EU-kritisk, så Venstrepartiet har fået flere allierede, der deler dets syn på EU. Derfor må Europas venstrefløj konfrontere dagens EU og arbejde for et bedre et, erklærer Sjöstedt. Det står ikke klart ud fra mediedækningen eller interviewet med Sjöstedt, hvorvidt tilbagetrækningen af ud-af-EU-politikken kun var en taktisk timet beslutning baseret på situationen i dag – eller om det var ment som en varig, principiel strategisk ændring. Forskellen mellem disse to positioner er kæmpestor, eftersom de er baseret på komplet forskellige opfattelser af muligheden for at reformere EU. Der er mange taktiske grunde til ikke at prioritere et slogan ”Ud af EU [nu]!” i – som situationen er i dagens Sverige. I en kontekst som den i Grækenland, hvor venstrefløjen vandt regeringsmagten, bliver spørgsmålet afgørende. Krav om at trække sig ud af Euro’en eller EU er da ikke længere teoretisk, de bestemmer vilkårene for en venstrefløjsregerings muligheder for at gennemføre dens politik – eller kapitulere.

Sjöstedt blev direkte spurgt, om det er ”en god strategi at opgive et politisk krav, fordi nogle du er uenig med deler det?”. Hans svar rejser nye spørgsmål: ”Jeg mener, at den progressive EU-kritik – som dominerer de nordiske lande – må trække en krystalklar streg over for nationalisme og racisme. Vi er ikke på samme side som UKIP [et UK højrefløjs-populistparti etableret først og fremmest til at agitere for Brexit]. Ikke på samme side som racister, der kritiserer EU. Der er en afgrund, som skiller os. Det må stå helt klart”.

Denne politiske logik er ikke let at forstå. Hvis der er en afgrund, som skiller Venstrepartiets kritik af EU fra racisters og nationalisters kritik, hvad er så problemet? Hvorfor behøver Venstrepartiet ændre dele af dets EU-politik for ikke blive set på samme hold som racister og nationalister? Ville det ikke være vigtigt, at Venstrepartiet promoverede dets velfunderede kritik af EU og dets politik – selv hvis det førte til et brud med EU, om nødvendigt for at forfølge en anderledes politik?

Den kendsgerning – at Brexit-kampagnen var domineret af en nationalistisk og xenofobisk dagsorden, som Sjöstedt påpeger, frembringer en solid basis for at kritisere det engelske Labour Party, Momentum (som støtter Labour ved valgene), fagbevægelsen – for ikke at have udtrykt deres egen kritik af både EU og det yderste højre. De kunne have opfanget folks berettigede utilfredshed med EU og dets politik, politiseret det – og vendt det til en kamp mod det i stigende grad autoritære og nyliberale EU.

Store dele af Labour og Momentum – og endda større dele af den engelske fagbevægelse – er dog svorne tilhængere af EU-projektet. På den måde fratager de sig selv muligheden for at repræsentere og være stemmen for den massive utilfredshed, som på fuldt legitim vis har bygget sig op mod det nyliberale EU gennem årene. Med andre ord gav de det yderste højre et monopol på den mest aggressive kritik af EU, og opgav derved også at sætte kampen ind for dets egen politiske og ideologiske ramme. Og så er det intet under – at Brexit-kampagnen blev karakteriseret af nationalisme og xenofobi. 

Klassekampens lave niveau

Den politiske udvikling i samfundet kan ikke ses isoleret fra klassekampens udvikling. Det er ikke nyt, at venstrefløjen og fagbevægelsen i Europa er i krise, selvom forholdene varierer meget fra land til land. Det som i særdeleshed lavede ridser i den europæiske fagbevægelses rolle og karakter i denne krise, var udviklingen fra keynesiansk til nyliberal hegemoni, politisk og økonomisk. Indførelsen af en enkelt valuta, Euro’en, og den måde det blev gjort på repræsenterede et afgørende skridt i den nyliberale transformation af EU. Dette gav også de kapitalistiske kræfter de bedste kort på hånden i deres kamp mod arbejderbevægelsen – hvilket selvfølgelig har påvirket venstrepartierne i Europa.

Efter finans- og Eurokrisen i 2007-09 blev den reaktionære nedskæringspolitik forstærket, mens den antog stadig mere autoritære former, som blev institutionaliseret gennem ny lovgivning (så som ”six-pack”, ”two-pack, det europæiske Semester, Finanspagten og så videre) og en mere fremtrædende rolle for European Court of Justice gennem Laval-kvartetten. Afmonteringen af velfærdsstaten og besejringen af fagbevægelsen er derved blevet integrerede dele af moderne EU-institutioner og politik, langt fra fortællingen om EU som et middel til sociale fremskridt.

Det har i høj grad svækket fagbevægelsen, som mistede halvdelen af dens medlemmer i Vesteuropa mellem 1980 og 2015. Faldet har været størst i den private sektor. Afindustrialiseringen eller udflytningen af industrivirksomheder til Asien og andre lavomkostnings-lande – kapitalens strategi for globalisering – har yderligere bidraget til svækkelsen af fagbevægelsen på områder, hvor den traditionelt var den stærkeste, mest velorganiserede og militante. Derudover har stigende arbejdsløshed svækket fagforeningernes forhandlingskraft, mens fagforeningers rettigheder er blevet undermineret ved ændringer i arbejdsmarkedslove – inklusive restriktioner over for forhandlingsret og retten til at strejke.

Udvidelse af EU østpå og etableringen af et fælles arbejdsmarked har spillet en særlig vigtig rolle. Det skyldes ikke mindst det gigantiske løngab, som eksisterer mellem medlemslande i Øst- og Vesteuropa – såvel som massearbejdsløshedstallet, som er steget til 30 % i de mest kriseramte lande (Grækenland, Spanien), hvor ungdomsarbejdsløsheden endda er fordoblet. Det har givet arbejdskøbere et ganske stort spillerum til at udbytte ikke-organiseret arbejdskraft, at sætte arbejdere op mod hinanden og fremme social dumping og lovløshed på arbejdsmarkedet.

I denne situation oplever vi en fagbevægelse i defensiven og i en dyb politisk og ideologisk krise. I særdeleshed har store dele af de institutionaliserede fagforeninger på europæisk plan i stigende grad distanceret sig fra de medlemmer, de skulle forsvare. De klynger sig stadig til det historiske kompromis mellem arbejde og kapital, som dannede den politiske basis for efterkrigstidens periode med vækst og velstand, men er blevet nedbrudt af arbejdskøberne – efterhånden som magten skiftede over i deres favør. EU’s brutale nedskæringspolitik bliver derved fortolket som en forkert politik, ikke som et udtryk for modstridende klasseinteresser. Opgaven bliver derfor at overbevise regeringer og arbejdskøberne, gennem social dialog, om at den aktuelle politik er forkert og skal rettes – snarere end at mobilisere og slås for at ændre balancen mellem klassekræfterne.

Det politiske venstres krise må ses i sammenhæng med disse udviklinger i klassekampen – med en fagbevægelse dybt rodfæstet i en socialpartnerskabs-ideologi og et generelt lavt kampniveau. Derved er der, forståeligt nok, heller ikke særligt pres på venstrepartierne udefra. Hvilket efterlader dem i fare for at blive endnu mere integreret i EU’s politisk-administrative apparat i Bruxelles.

Det europæiske venstre: en diagnose

Som vi har set, er venstrefløjen i Europa en mangfoldig gruppe af organisationer. Gennem det meste af det seneste århundrede har to politiske tendenser domineret inden for arbejderbevægelsen: kommunisme og socialdemokratisme. Med Østblokkens kollaps og sammenbruddet af klassekompromiset i Vesteuropa synes begge politiske projekter at være kommet til vejs ende. De traditionelle kommunistiske partier i Vesteuropa – fra de mest Moska-tro typer til de reformerede euro-kommunistiske afarter (som i Italien og Spanien) – er gradvist forsvundet. I de seneste få år har vi også oplevet det ene socialdemokrati efter det andet kollapse. De som stadig står op, omend reducerede, har mere eller mindre opgivet deres traditionelle ideologi – og i stort omfang adopteret en blød nyliberal politik.

Flere af de aktuelle venstrefløjspartier i Europa er mere nutidige, og omfatter sammenlægninger og omgrupperinger blandt forskellige smågrupper og partier, men opretholder ikke nødvendigvis stærke bånd til fortidens historiske traditioner. De fleste af dem er, set politisk, relativt moderate organisationer. Mange af dem er svagt forankret i arbejderklassen såvel som i fagbevægelsen. Meget få af partierne har nogen veludviklet socialistisk strategi eller analyser af økonomiske og magt-relationer. De har snarere en ganske god portion af socialliberale og socialdemokratiske tendenser – rummet til sådanne perspektiver er blevet udvidet i de seneste år, efterhånden som traditionelle partier med sådanne ideologier i stigende grad er blevet nyliberale.

“Dette politiske selvmord er svært at forstå, ikke mindst når vi finder, at venstrefløjspartier – som ikke træder ind i sådanne regeringer, men begrænser sig til at give kritisk støtte til en socialdemokratisk domineret regering, snarere end en regering af forskellige højrefløjspartier – klarer sig langt bedre.”

Med nogle undtagelser er partierne stærkt orienteret mod parlamenterne, fokuseret på et begrænset antal populære enkeltsager, som der søges opmærksomhed på gennem medierne, mens evnen til at mobilisere sociale kræfter nedefra er lavt. Derfor kan man sige, at vi er i midten af et gramsciansk øjeblik, hvor det gamle er døende… og det nye ikke kan blive født.

Wolfgang Streeck – sociologiprofessor, direktør for Max Planck-instituttet, og tidligere socialdemokrat – beskriver venstrefløjens svaghed og videre nedtur ved sidste års EU-valg således:

”Det er en tid med hastigt skiftende politisk trofasthed. Men hvornår skulle venstrefløjen forvente at få vælgerfremgang blandt europæiske arbejdere og de reformistiske dele af middelklassen, hvis ikke nu? Der et presserende behov for at forklare venstrefløjens katastrofale fiasko med at kunne få den fremgang. Den første og mest grundlæggende årsag er tilsyneladende det totale fravær af en realistisk anti-kapitalistisk, eller i det mindste anti-nyliberal, venstrefløjspolitisk strategi relateret til EU. Der er endda ingen debat om det afgørende spørgsmål – hvorvidt EU i det hele taget kan være en motor for anti-kapitalistisk politik.”

Målet for mange af de europæiske venstrefløjspartier er at komme i regering, oftest som en alliancepartner med et større og dominerende, nyliberalt socialdemokratisk parti. Langt de fleste venstrefløjspartier har prøvet dette – i Frankrig, Italien, Norge og Danmark – erfaringen har været alt fra negativ til katastrofal. Trods det ser det ud til, at uanset om de har været i sådanne regeringer eller ej, har de fleste venstrefløjspartier – så som det tyske og hollandske, såvel som de nordiske venstrefløjspartier (undtagen Enhedslisten) – stadig sådanne ambitioner. Det spanske Podemos – som blev dannet i 2014 som hverken højre eller venstre og i opposition til eliten og den politiske kaste (som de kaldte det) – indgik i en koalition med venstrefløjspartiet Izquierda Unida, rettede ind og tilsluttede sig en koalitionsregering med (det socialdemokratiske) Socialistpartiet.

Dette politiske selvmord er svært at forstå, ikke mindst når vi finder, at venstrefløjspartier – som ikke træder ind i sådanne regeringer, men begrænser sig til at give kritisk støtte til en socialdemokratisk domineret regering, snarere end en regering af forskellige højrefløjspartier – klarer sig langt bedre. Disse partier har vist, at de har meget bedre mulighed for at promovere deres egen politik, inklusive muligheden for at mobilisere pres nedefra – snarere end at kompromittere deres politik i parlamentets baglokaler. Den svenske historiker, avisredaktør og forfatter Åsa Linderborg har adresseret dette problem i en artikel om udviklingen i Venstrepartiet i Sverige:

”Det er ikke nemt at opsummere Venstrepartiets projekt. Det er det eneste parti, som har en anti-kapitalistisk magtkritik, men som også i 25 år har arbejdet for at opnå legitimitet som Socialdemokratiets samarbejdspartner. I årevis har partiet støttet et højreorienteret socialdemokratisk parti, som har sat skatten ned og svækket fordelingspolitikken. De har stemt til fordel for budgetregler, som er risikable for svensk økonomi. Resultatet har være dybere klasse-uligheder og en ekstrem koncentration af rigdom. Velfærd og demokrati blev dermed undermineret.”

Meget tyder på, at mange venstrefløjspartiers forhold til EU mangler konsistens. For eksempel støtter flere og flere partier på venstrefløjen Plan B-strategien, som både er krævende og konfrontatorisk. Samtidig bidrager de lidt til udviklingen af denne strategi, men forfølge snarere en politik i EU-parlamentet og på det nationale plan, som ikke afspejler en sådan konfrontatorisk politik, men som ved en forglemmelse eller på anden måde er en del af en strategi til at reformere EU indefra.

“At gå ind for at bryde EU-traktater i givne situationer betyder ikke, at ”Bryd traktaten!” behøver at være det primære krav fra de politiske venstrefløjspartier til alle tider. Det er et spørgsmål om strategi og taktik.”

At gå ind for at bryde EU-traktater i givne situationer betyder ikke, at ”Bryd traktaten!” behøver at være det primære krav fra de politiske venstrefløjspartier til alle tider. Det er et spørgsmål om strategi og taktik. En mobilisering til at styrke venstrekræfterne må, som udgangspunkt, være baseret på en konkret analyse af den konkrete situation, inklusive de aktuelle magtrelationer i samfundet. I en situation hvor klassekampene intensiveres, vil ethvert venstrefløjsparti opleve det, som Syriza gjorde – især det at EU-institutioner og traktater udgør en massiv barriere for progressiv udvikling.

Muligheden – eller nødvendigheden – af at forlade Euroen vil komme op, hvad enten vi kan lide det eller ej. Valget vil være brutalt: Enten at opgive kampen for social(istisk)e reformer og forblive i EU – eller bryde med EU for at fortsætte kampen. Kapitulation er næppe en meningsfuld vej for noget reelt venstrefløjsparti.

At bryde med EU-traktater, at melde sig ud af Eurosamarbejdet eller endda helt ud af Unionen er en kamp, som vil kræve massiv mobilisering nedefra – og solidaritet udefra – for at kunne lykkes. Både partiorganisationer og medlemmer, såvel som alliancepartnere, bliver nødt til at være forberedt på en sådan kamp. Det er desværre ikke tilfældet i dag.

Venstrefløjen skal radikalisere på egne vilkår

Venstrefløjens problem med dens EU-politik vil blive større, hvis partierne ikke ønsker at forfølge anti-EU-politik af frygt for at blive slået i hartkorn med racister og nationalister, selvom det generelle synspunkt måske er begrænset til den specifikke Brexit-folkeafstemning. I virkeligheden er det modsatte sandheden. Hvis venstrefløjen virkelig sigter mod at svække EU som det autoritære, nyliberale kraftcenter, det er blevet, så vil udtræden være et vigtigt og nødvendigt værktøj ved hånden. Det er ikke exit-bevægelsen, som har skabt og styrket partier på den yderste højrefløj i land efter land i Europa, og det er heller ikke det krav, der har ført sådanne partier til regeringsmagten i Italien, Østrig, Ungarn og Polen. Det er ikke radikal kritik af EU fra venstrefløjen, men derimod den gældende EU-politik, som har banet vejen for dem. Den har ødelagt livet for millioner af arbejdende mennesker, skabt voksende utilfredshed, og givet befolkningerne en voksende følelse af magtesløshed.

Den eneste vej gennem denne krise for venstrefløjen er at udvikle selve kampen mod (og kritikken af) det autoritære, nyliberale EU ved at fremme en internationalistisk, solidarisk og antiracistisk politik på den anden side af den afgrund, som det yderste højres kritik hviler på. Udviklingen af et internationalistisk, solidarisk og forenet Europa opbygget på basis af demokrati, solidaritet og selvbestemmelse.

For at komme dertil må den dybe politiske og ideologiske krise på Europas venstrefløj blive erkendt. EU’s rolle og karakter må studeres og analyseres, og en ægte antikapitalistisk strategi udvikles. Det vil kræve afklarende analyser og strategier – men hvis det bliver gjort rigtigt, kan en sådan proces også bidrage til en nødvendig radikalisering af den europæiske venstrefløj.

Første gang bragt i Monthly Review: The elephant in the room. Left Parties and the European Union.