Assad eller ej – Danmarks behandling af de syriske flygtninge er hyklerisk

En eftermiddag i maj 2021 samledes vi over 150 mennesker på Kirketorvet i Vejle. Gamle og gymnasieelever. Papskiltene, bannerne og tilråbene blev båret frem af forskellige mennesker – men budskabet på dem alle kunne koges ned til de samme fire ord: “Syrien er ikke sikkert”.

Den socialdemokratiske regering havde netop annonceret, at vi i Danmark – som det eneste vestlige land – skulle begynde at sende syriske flygtninge tilbage til det regime, de var flygtet fra. Et borgerforslag om at stoppe hjemsendelserne samlede 50.000 underskrifter, men hverken det eller vores demonstrationer rykkede ved ambitionen. 

Danske politikeres mangel på selverkendelse

Vi spoler frem til 9. december 2024. Der poppede notifikationen op på min telefon: “Minister om syriske flygtninge: ‘Jeg ville vende hjem´”. Blot to dage efter Assads rædselsregime var blevet væltet, udtalte udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad (S), at han forventede, at rigtig mange syrere frivilligt ville vende tilbage til landet.

På X havde Morten Messerschmidt allerede dagen forinden udtrykt forhåbninger om hurtige hjemrejser. Men hvorfor øjner højrefløjen og Socialdemokratiet muligheden for en masse hjemrejser til Syrien snart, når regimet ikke var en stopklods for at foretage hjemsendelser for dem dengang i 2021?

Selverkendelsen i de danske politikeres fejringer af Assads fald er mildest talt til at overse.

Det er svært at overdrive brutaliteten af Assads regime. Gennem de 24 år han knugede om magten, gassede han blandt andet 1400 af sine egne civile i byen Ghouta, fik på kun fem år foretaget over 13.000 hængninger i de syriske fængsler og undertrykte alt og alle i regionen.

Krigsforbrydelser. Målrettet udsultning af civile. Listen er gruopvækkende og lang. Det er på alle måder værd at fejre, at manden er flygtet i eksil til Kreml.

Men de selvsamme politikere, der nu er glade for hans exit, blåstemplede hjemsendelser til det diktatur i Syrien, han regerede over. Han var hverken mildere eller blidere i 2021, end han var, da oprørerne væltede ham i denne måned.

Lad os slå det fast også for borgerlige og socialdemokrater – Syrien er ikke sikkert

Og hvad sker der nu, hvor Bashar al-Assad ikke længere sidder ved magten? Jeg håber som så mange andre inderligt på, at Syrien nu får muligheden for at udvikle sig i en demokratisk retning med stærke institutioner og mindretalsbeskyttelse. Men håbet kan ikke stå alene som Danmarks strategi. Vi skal i verdenssamfundet, FN og EU gøre alt, hvad vi kan for at understøtte en retfærdig stabilisering og genopbygning af landet.

Men der er langt til, at situationen bare nærmer sig noget, der ligner stabilitet. Alt er oppe i luften nu. Lederen af den sejrende oprørsgruppe HTS har sin fortid i Al-Qaeda. Vi har ingen garantier for, at løfterne – om at minoriteter vil blive respekterede i det nye Syrien – bliver overholdt i praksis. Støvet er først lige ved at lægge sig.

Der er ingen danske myndigheder, som har vurderet, at det er sikkert at vende tilbage til landet endnu.

Debatten om hjemrejser er i gang

Der er i skrivende stund ingen politikere, som har fremsat lovforslag eller gjort mere end at udtrykke deres “forhåbninger” om frivillige hjemrejser. Men startskuddet i debatten om hjemrejser og hjemsendelser er nu fyret af.

I den kommende tid kommer vi til at høre de borgerlige og Socialdemokratiet med budskabet igen og igen: “Faren er jo ved at være drevet over, da diktatoren er væk. Nu er det ved at være sikkert at vende hjem igen”.

Men i de mange folketingstaler og SoMe-opslag kommer tanken med garanti ikke til at være tænkt til ende: Hvis Assad først skulle væltes, før det blev “sikkert” i Syrien igen, hvordan var Syrien så sikkert nok til hjemrejser, da han sad på magten for tre år siden?

Det kan Dybvad eller Messerschmidt i hvert fald ikke sige. For så kommer de unægtelig til at lyde som nogen, der tog til en demonstration eller skrev under på et borgerforslag i 2021.