Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
7. november. 2022

At bryde lænkerne i stor stil

Mathhew Hubers bog ”Climate Change as Class War” har vakt opsigt og har her I landet bl.a. været anmeldt i dagbladet Informations ModerneTider af Søren Mau og på netmediet Solidaritet af Esben Bøgh Sørensen. I bogen opfordrer Huber venstrefløjen til at orientere sig mod det, han kalder en socialistisk økomodernistisk omdannelse af produktionen i stedet for det han mener er utopier, herunder modvækst, degrowth på engelsk. I denne anmeldelse roser Kai Heroni bogens vægt på klassekamp, tænkning i stor skala, staten som et kampterræn og dynamikken i overgangen er værdifulde bidrag. Men han går til gengæld i rette med nogle af Hubers opfattelser, der fører til et falsk valg mellem en politik, der fokuserer på imperialistisk dominans, og en politik, der fokuserer på klassekamp, og troen på nødvendigheden af klimatiske “megaprojekter” – der involverer storstilet, statsstyret økologisk planlægning og forbundet hermed en antagelse af, at den kapitalistiske industrialisering er højdepunktet af teknologiske fremskridt og, at teknologien udvikler sig lineært fra ineffektive og arbejdskraftintensive systemer til effektive, energiintensive og arbejdskraftbesparende systemer – opfattelser der er blinde for, at teknologier ikke eksisterer uafhængigt af de sociale relationer, der har frembragt dem (og som de er med til at reproducere.)

 

 

At bryde lænkerne i stor stil

 

Af Kai Heron. Oversat fra engelsk af Niels Frølich med tilladelse fra The Great Unfettering, New Left Review, Sidecar, 7.september 2022

 

I et nyligt bidrag til Sidecar hævder Matthew Huber at præsentere et ’marxistisk alternativ’ til den ’miskmask-økologisme’ og ’utopisme-blindgyde’, som han siger, at dele af klima-venstrefløjen er ramt af. Huber finder beviser for disse sygdomme i to nyligt udgivne bøger - The Future is Degrowth af Aaron Vansintjan, Andrea Vetter og Matthias Schmelzer og Half-Earth Socialism af Drew Pendergrass og Troy Vettese - og han fremsætter en lidenskabelig opfordring til venstrefløjen om at fjerne sig fra utopier om et simpelt, fredeligt og harmonisk liv i landlig idyl og tage den mere realistiske mulighed for en ’socialistisk, økomodernistisk ... transformation af produktionen’ til sig.

 

Huber gentager i sit essay en kritik, som han har uddybet flere gange, og som finder sin mest systematiske form i hans nyligt udgivne bog, Climate Change as Class War. Som dels et argument for at appellere til arbejderklassens interesser for at vinde en grøn New Deal, dels som en polemik mod modvækst, som Huber forbinder med den ’professionelle lederklasses’ environmentalisme, har bogen til formål at fremme den såkaldte ’økomodernisme’.

 

Kort fortalt opfordrer fortalerne for modvækst til at gøre en ende på feticheringen af vækst i det moderne samfund, en reduktion i energiforbruget og den materielle omsætning i det globale nord og en retfærdig, global fordeling af rigdom og ressourcer. Dette er nødvendigt, hævder de, for at udfase fossile brændstoffer, genopbygge planetens ødelagte økosystemer og opnå en anstændig livskvalitet for alle. Et sådant program vil kræve, at mange i det globale nord reducerer deres ressource- og energiforbrug, men det behøver ikke føre til askese. Tilhængerne af programmet hævder, at det snarere vil gøre fællesskabsbaseret luksustilværelse mulig inden for økologiske grænser. Selv om der hersker uenighed inden for modvækst-bevægelsen, forestiller de fleste af dens tilhængere sig en fremtid, hvor fødevareproduktionen er lokal, hvor folk har demokratisk kontrol over spørgsmål, der berører dem, hvor infrastrukturen for vedvarende energi er decentraliseret og kollektivt ejet, og hvor offentlig transport er almindeligt udbredt.

 

For venstre-økomodernister som Huber og Leigh Phillips er dette en decideret middelklassedagsorden - en ’det mindres politik’, som ved at opfordre arbejderne til at reducere deres energi- og ressourceforbrug er forudbestemt til at være upopulær og uopnåelig. For Huber er problemet ikke forbrugsvanerne hos de proletariserede grupper i det globale nord, det er snarere aktiviteterne hos en kapitalistklasse, der forbruger for meget og drager fordel af de fossile brændstoffer, der ødelægger planeten. Som sådan er modgiften klassekamp, stærkere fagforeninger og en parlamentarisk vej til en grøn New Deal.

 

Ud fra dette perspektiv skaber modvækst-bevægelsens tilbøjelighed til det lokale og partikulære og dens relative tavshed om klassekampen uoverstigelige barrierer for en socialistisk frigørelse. I modsætning hertil foreslår økomodernisterne storstilede kerneenergiprojekter, vandkraftværker og et industrialiseret landbrug og hævder, at det er det, der ligger i at tænke og handle i den marxistiske tradition. Kapitalens stordrift og udbytning af verdens producenter lægger op til dens afskaffelse gennem arbejderklassens overtagelse af produktionsmidlerne. Med Hubers ord, "gør industrikapitalismen frigørelse og frihed mulig for hele samfundet. Denne vision om frihed ved hjælp af samfundsmæssig kontrol over den industrielle overflod er nøglen til at mobilisere masserne til den socialistiske kamp".

 

I sit indlæg i Sidecar tilføjer Huber, at samfundsmæssig kontrol med industrien vil fjerne den primære hindring for en grøn omstilling: kapitalens jagt på profit. "Alle kendte teknologiske veje til at standse miljøødelæggelsen" - Huber nævner her eksempler som vedvarende energi, ’grøn kvælstofproduktion’ og laboratorieproduceret kød - "er underkastet de samfundsmæssige produktionsforholds lænker". Han fortsætter med at forklare, at "mens de utopiske økosocialister sandsynligvis ville håne disse ’teknofix’ - teknologiske løsninger, der ikke udfordrer kapitalismens samfundsmæssige relationer - vil et økomoderne socialistisk perspektiv stå fast på, at disse teknologier ikke vil blive udviklet, medmindre vi udfordrer de kapitalismens samfundsmæssige relationer".

 

Hubers Climate Change as Class War er indtil videre højdepunktet af den økomoderne holdning i en debat, der har gjort meget for at fremme diskussionen om ønskværdige, postkapitalistiske fremtidsscenarier. Bogens vægt på klassekamp, tænkning i stor skala, staten som et kampterræn og dynamikken i overgangen er værdifulde bidrag. Hubers essay på Sidecar gentager mange af disse temaer og understreger behovet for at forestille sig en grøn overgang, der er forankret i en marxistisk undersøgelse af de "historiske økonomiske betingelser", snarere end i abstrakte, utopiske spekulationer.

 

Der er ingen tvivl om, at der kan fremsættes vigtig kritik af modvæksten fra et marxistisk perspektiv. Hvor marxismens kritik af kapitalismen udspringer af en undersøgelse af den historisk bestemte måde, hvorpå den realiserer værdi - gennem udbytningen af arbejdskraften og naturen - vælger modvæksten i stedet en abstrakt kritik af ’vækst’ som sådan. Dette er mere end blot en terminologisk forskel. Modvækst-bevægelsens forenklede begrebsapparat har sløret de politiske udfordringer ved en grøn omstilling i en sådan grad, at det er blevet overtaget af forskellige uforenelige traditioner: fra antikapitalister til dem, der forfølger en reformistisk politik, der går ud på omfordeling og reduceret forbrug. Men ved uigennemtænkt at koble marxismen med økomodernismen tilslører Huber de marxistiske alternativer til modvæksten, som ikke er økomodernistiske i deres orientering, men som ikke desto mindre stræber efter en revolutionær omvæltning af kapitalismen i sin stræben efter en planet, hvor alt menneskeligt og ikke-menneskeligt liv kan leve.

 

Kernen i Climate Change as Class War er påstanden om, at en vellykket klimapolitik skal vinde et flertal af verdens befolkning for sig. Som Huber med rette hævder, er dette flertal det ’globale proletariat’ i dets utallige former: produktionsarbejdere, servicearbejdere, uformelle arbejdere, landbrugsarbejde, ulønnet arbejde, reproduktivt arbejde og meget mere. Spørgsmålet om, hvordan verdens udbyttede og undertrykte kan forenes i kampen, er naturligvis afgørende for enhver venstreorienteret politik. Derfor er det så meget desto mere slående, at Huber ikke forsøger at besvare det. I en fodnote til Climate Change as Class War indsnævrer Huber udtrykkeligt omfanget af sin undersøgelse:

 

”Min analyse af klasse[-begrebet, o.a.] i denne bog vil hovedsageligt fokusere på den amerikanske kontekst... Selv om der intet grundlag er for at analysere klasse i territoriale termer - som om bestemte klasser kun findes inden for nationale grænser - er en grund til dette analytiske fokus den simple kendsgerning, at den amerikanske politiske kultur er den største barriere for klimaindsatsen globalt ... Jeg indrømmer også, at min egen videnskabelige (og personlige) ekspertise er baseret på amerikanske studier og amerikansk politik.”

 

Det svarer til at indrømme en metodologisk nationalisme. Hvis målet er at appellere til flertallet af verdens befolkning, burde det føre til en analyse af den globale arbejderklasse i al dens kompleksitet - ikke af det mindretal af denne klasse, der bor i USA. Hvis "USA's politiske kultur" virkelig er en af de største hindringer for klimaindsatsen, burde dette desuden indebære en undersøgelse af ikke blot USAs interne politiske økonomi, men også af USAs eksterne rolle som verdens førende imperialistiske magt og bagmand for krige, kup, sanktioner, ’udviklingsprogrammer’, ’menneskerettighedsinterventioner’, mord og våbensalg, som har ødelagt verdens arbejderklasser og de økologiske systemer, som deres liv afhænger af.

 

En grundig analyse af USAs klassepolitik bør også omfatte en overvejelse af, hvordan imperial rovdrift i periferien former klasseinteresser og -kampe i USA. Men i sin kritik af den politik, der drejer sig om klima-retfærdighed, udelukker Huber kategorisk denne undersøgelsesretning: "Klima-retfærdighedspolitikken placerer ofte kampen i territoriale termer som en kamp mellem det globale nord og det globale syd og ikke som en global klassekamp mellem kapitalen og en international arbejderklasse". Han fortsætter med at citere Jason Hickels arbejde om værdioverførsler og ulige økologisk udveksling som et eksempel på et modvækst-paradigme, der undlader at "skelne mellem ’indkomst’ baseret på løn og den, der er baseret på kapitalbesiddelse", og han skriver, at disse forskere fejlagtigt "antager, at al indkomst - uanset om den tilfalder kapital eller arbejdskraft - er en form for økologisk imperialisme".

 

Denne tilgang fører Huber til et falsk valg mellem en politik, der fokuserer på imperialistisk dominans, og en politik, der fokuserer på klassekamp. Som anti-kolonialistiske marxister som Walter Rodney, Samir Amin og Sam Moyo længe har argumenteret for, er det at ignorere et af de grundlæggende spørgsmål i arbejderklassens politik i dag: de undertrykte folks nationale selvbestemmelse. Som Enrique Dussel forklarer, antydede Marx gentagne gange i sine skrifter, at en analyse af den globale kapitalisme må undersøge både konkurrenceforhold mellem ’kapitalistiske nationer’, som er defineret af ’afhængighed’ og ’den stærkere kapitals tilegnelse af merværdi’, og forholdene i klassekampen eller ’en klasses udbytning af en anden, af kapitalens af arbejdskraften’.

 

Hubers kritik af Hickel overser også megen forskning i, hvordan værdioverførsler og ulige økologisk udveksling bruges til at nedbringe arbejdsløshed i den kapitalistiske kerne. Utsa og Prabhat Patnaik beskriver for eksempel, hvordan det imperialistiske verdenssystem hviler på devaluering af valutaer i periferien for at styrke valutaerne og øge levestandarden for både kapitalister og arbejdere i det globale nord, mens Gurminder Bhambra sporer de euroamerikanske velfærdssystemers genealogi tilbage til deres oprindelse i udplyndring og udbytning af kolonierne. Dette ikke for at sige, at arbejdstagerne i kerneområderne ikke bliver udbyttet, men blot for at påpege, at de nyder godt af et kapitalistisk system, der sætter dem op imod deres kolleger i periferien. Hvis man drikker kaffe i USA eller Europa, spiser chokolade, ejer en telefon eller går med tøj, deltager man efter al sandsynlighed i overudbytningen af jord og arbejdskraft i periferien. At erkende dette er en forudsætning for en meningsfuld internationalisme. Da det globale nords energi- og ressourceforbrug ikke kan udvides til resten af verden uden at overskride planetens biofysiske grænser, kræver en antiimperialistisk politik, at de, der bor i kernen - herunder mange arbejdere - reducerer deres samlede forbrug.

 

I 1848 skrev Marx og Engels, at "proletariatet i hvert land naturligvis først og fremmest gøre op med sit eget bourgeoisi". Jeg vil vove at påstå, at det er dette, der besjæler Hubers tilgang til marxistisk politik. Men i 1869 var Marx blevet klar over, at for arbejderne i kolonilandene ville dette være umuligt uden først at tage fat på det kolonispørgsmål, der delte verdens arbejderklasser i "fjendtlige lejre". Som Marx argumenterede, og som historien har bekræftet, har arbejdere ofte modstridende interesser, der udgør en udfordring for den form for massemobilisering, som Huber forestiller sig. Hans billede af det "planetariske proletariat" har ikke øje for, hvordan modstridende interesser, kvindehad, racisme og chauvinisme driver en kile ind mellem arbejderne. Det nægter at indse, at fælles interesser langt fra er en objektiv realitet, men at de må opstå i og gennem kamp. Det er faktisk særligt bekymrende, at Hubers forslag om at gennemføre en grøn New Deal i det imperialistiske kerneland overser disse mudrede realiteter. Som kritikere af den grønne New Deal har hævdet, vil en grøn omstilling, der ikke tager hensyn til disse skel, blot befæste uholdbare neokolonialistiske og økologisk forhold, når det gælder arbejdskraft, jord og ressourceudnyttelse.

 

Hubers tro på nødvendigheden af klimatiske ’megaprojekter’ - der involverer storstilet, statsstyret økologisk planlægning - fører ham til at irettesætte dem på venstrefløjen, der har "forkærlighed for at trække sig tilbage til små landbrug", som han siger "fører til sult, hvis ikke hungersnød, i verdens megaslumområder”. I en sigende sidebemærkning bemærker han, at "som Ruslands invasion af Ukraine viser, er byhaver ikke en erstatning for industrielt landbrug". Dette afslører et stort problem med den øko-modernistiske mentalitet. Langt fra at miskreditere byhaver taler konflikten i Ukraine for lokale, modstandsdygtige og forskelligartede fødevaresystemer. Den globale afhængighed af nogle få udvalgte afgrøder, der produceres af industrialiserede, monokulturelle systemer, som er sårbare over for geopolitiske modsætninger - og uforudsigelige vejrbegivenheder som oversvømmelser, tørke og skovbrande - ser nu totalt uholdbar ud i lyset af krigen. Det vigtige er her, at Huber som alle økomodernister antager, at den kapitalistiske industrialisering er højdepunktet af teknologiske fremskridt. De antager, at teknologien udvikler sig lineært fra ineffektive og arbejdskraft-intensive systemer til effektive, energi-intensive og arbejdskraft-besparende systemer. Derfor bliver målet for Huber som for Phillips "at overtage maskinen, ikke at slukke den!”

 

Men tingene er ikke så enkle, som denne, næsten whigske historieteori [en historieopfattelse, hvor historien skrider frem i etaper fra en mørk og undertrykkende fortid til en smuk nutid, o.a.], antyder. David Noble og Langdon Winner har argumenteret for, at teknologier ikke eksisterer uafhængigt af de sociale relationer, der har frembragt dem (og som de er med til at reproducere). Andreas Malms Fossil Capital beretter om, hvordan indførelsen af fossile brændstoffer i begyndelsen af det 19. århundrede var et resultat af klassekampen snarere end af en lineær udvikling. Mølleejerne på landet overgik fra at bruge vandkraft til kul - en dyrere energikilde - fordi det gav dem adgang til en mere disciplineret og pålidelig arbejdskraft i de industrialiserede byer. I Carbon Democracy forklarer Timothy Mitchell, hvordan det endegyldige skift fra kul til olie på samme måde gav kapitalisterne mulighed for at disciplinere arbejdskraften ved at begrænse arbejdernes mulighed for at konspirere og organisere sig for at forstyrre produktionen. Med andre ord er en given teknologi og de sociale relationer, som den indfører, ud fra et klassekamps-perspektiv måske ikke at foretrække frem for den teknologi, som den erstatter. Overgangen fra arbejds-intensive landbrugssystemer til centraliserede, industrielle systemer baner måske ikke, som Huber antager, vejen for socialismen.

 

Teknologi skal også forstås i en bredere forstand, end øko-modernisterne tillader. Anti-kolonialistiske marxister har beskrevet, hvordan kolonialismen har udviklet og fortrængt mere økologisk bæredygtige teknologier i periferien, lige fra lokal arkitektur med brug af lokale materialer og i lokal tradition til agro-økologiske landbrugssystemer. For blot at tage et eksempel fra Climate Change as Class War hævder Huber, at syntetisk kvælstofproduktion førte til en hidtil uset landbrugsproduktivitet - men denne påstand holder ikke ved et nærmere eftersyn. Eric Ross og Glenn Stone har vist, at den grønne revolution i 1950erne og 60erne var helt unødvendig for at brødføde verden. Dens vigtigste resultater var kronisk overproduktion, profit for inputproducenter i kernen, tab af småbrugernes uafhængighed og undertrykkelse af kommunisters og bønders kamp for jordreformer. Ironisk nok fremskyndede den også - ved at fortrænge producenterne fra jorden - fremvæksten af de megaslumområder, som Huber nævner som et argument mod et landbrug baseret på småbrug. Alt dette tyder på, at kapitalistismens teknologiske fremskridt måske ikke tjener verdens producerende klassers interesser. Historisk set har de ofte været i konflikt med grønnere produktionsformer.

 

I stedet for at se kapitalens afskaffelse som en frigørelse af produktivkræfterne er det bedre at se den som en frigørelse af verdens producenter, så de kan vælge mellem en rigere og mere forskelligartet vifte af teknologier og socio-økologiske relationer, end den kapitalistiske industrialisering kan tilbyde. Det ville naturligvis være uklogt at forkaste moderne medicinske fremskridt, grøn stålproduktion eller lithiumbatterier, men vi vil måske gerne undgå atomkraft i en verden, der er på vej til vandmangel, uforudsigelige vejrforhold og geopolitisk ustabilitet. Og i stedet for at bruge ’grøn brint’ til at producere syntetisk gødning kunne vi overveje at støtte og udvide agro-økologiske landbrugssystemer, som allerede nu leverer mellem 50 % og 70 % af de kalorier, der forbruges globalt, med færre energirige input, der hentes uden for landbruget, og større biodiversitet og klimarobusthed end industrialiseret landbrug.

 

Spørgsmålet er altså ikke, hvorvidt man er for eller imod teknologi - som om det var muligt. Det handler om at bruge passende teknologier og kollektivt forvalte energi- og fødevaresystemer i relevant skala. Et lovende alternativ til Hubers vision ligger i en anti-imperialistisk øko-kommunisme, der forstår, hvordan afhængighedsforhold og ulige økologisk udveksling ødelægger økologiske systemer og udbytter arbejdere i både kerneområder og periferi. En sådan politik må gøre det svære arbejde, det er, at udvikle strategier for kampen og en økologisk overgang, der opfylder behovene hos de udbyttede og undertrykte i det globale nord på måder, der er forenelige med krav om erstatninger for kolonitiden, teknologioverførsler, fødevaresuverænitet, tilbagelevering af jord, ophævelse af sanktioner, afslutning af besættelser og atmosfærisk plads til at udvikle sig frit og uafhængigt. Dette knudrede problem kan hverken ønskes væk eller udskydes, til den amerikanske arbejderklasse har vundet en grøn New Deal. Huber har ret i, at kapitalens jagt på profit er en hæmsko for vores kollektive frigørelse. Det, han overser, er, at øko-modernismen på samme måde er en hæmsko for en verden, hvor alle kan blomstre.

 

Om skribenten

Kai Heron

Kai Heron

Læs mere