Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
1. april. 2021

Replik: At have værdi eller ikke have værdi – og hvorfor? Det er spørgsmålet

Kapitalen er fuldstændigt afhængig af staten, der garanterer pengenes værdi og sikrer ejendomsretten. Derfor ligger problemet i, at venstrefløjen har for ringe magt over den, skriver Ulf Olsen i et svar til Per Bregengaard.

Det er stadig staterne, der trykker pengene, og bestemmer hvor meget der skal trykkes. Venstrefløjen bør tage den magt seriøst, mener dagens kronikør. Stockfoto / Pixabay.
Artiklen tager cirka 13 minutter at læse.

Når man taler forbi hinanden, kan det ofte udarte til frugtesløse diskussioner om, hvem der er skyld i misforståelsen. Så jeg skal gerne påtage mig skylden for, at Per Bregengaard og jeg taler forbi hinanden. Men samtidig er det for mig at se åbenlyst, at vi faktisk taler forbi hinanden.

Per Bregengaard skriver i en artikel i Solidaritet – der ellers mest er en debat med Ivan Breinholt Leth – følgende:

Det er også svaret til UVO, når han med MMT-teoretikeren Warren Mosler hævder, at dét, der sikrer pengene værdi, er, at de opkræves i skat. Historisk set er det rigtigt, at pengeudstedelse hænger nøje sammen med beskatning, men at hævde, at det er beskatning der sikrer pengenes værdi, er økonomisk set forkert, og rent historisk er der god dokumentation for, at stater ikke pr. definition kan sikre deres valutaers værd.”

Men en ting er, hvad der er årsagen til, at noget har værdi – hvilket var det, som jeg var optaget af at påpege i min artikel. En anden ting er spørgsmålet om – hvilken (bytte-)værdi en ting har i forhold til andre ting, der også har værdi – hvilket er dét, PB forholder sig til i ovenstående citat.

Det er jo nu en gang sådan, at en tings værdi afgøres af dens bytteforhold i forhold til andre ting, der også har værdi. PB nævner ovenfor, at valutaers værdi kan variere målt med andre valutaers værdi, og at staten ikke kan afgøre, hvilken værdi dens valuta har målt med en anden valuta, udstedt af en anden stat. En påstand, der indlysende er rigtig: For kunne stat A suverænt afgøre sin valutas værdi i stat Bs valuta, må det nødvendigvis indebære, at Stat B IKKE kan afgøre sin valutas værdi målt i Stat As valuta. Man behøver således kun elementær logik og hverken historiekundskab eller empiri for at kunne konkludere, at PB har ret.

Min lokale Fakta giver Bregengaard ret

Det vender jeg tilbage til, men først vil jeg vise et andet og mere oplagt eksempel på, at PB har ret. Et eksempel, der er endnu mere oplagt end det, han selv henter fra valutamarkedet. Nemlig min lokale Fakta:

I min lokale Fakta er det sådan, at priserne varierer. Det gør de hele tiden. Nogle gange er der tilbud på rugbrød. Andre gange på skyr. Atter andre på øl. Osv. Rugbrødets værdi målt i danske kroner varierer således fra den ene dag til den anden. Men det betyder jo omvendt også, at danske kroners værdi målt i rugbrød (eller skyr eller øl eller…) varierer fra den ene dag til den anden. Heraf kan vi altså udlede, at det ikke er staten, men derimod butikschefen i min lokale Fakta, der bestemmer danske kroners værdi. I det mindste i min lokale Fakta…

Ethvert køb er ret beset et salg og omvendt. Når vi bytter penge for varer i Fakta, taler vi oftest om, at det er Fakta, der sælger varer til os. Og os, der køber varer af Fakta. Men det vil være lige så rigtigt at vende det om og sige, at det er Fakta, der køber penge af os. Og os der sælger penge til Fakta.

Når jeg går ned i Fakta, er jeg interesseret i mange forskellige varer. Og det er forskelligt fra gang til gang, hvilke varer jeg er interesseret i. Omvendt med Fakta. Det eneste, Fakta er interesseret i at få fra mig, er penge, dvs. danske kroner udstedt af den danske stat. Og det er det samme hver gang!

Jeg kan godt forstå Fakta. For når jeg går på arbejde og sælger min arbejdskraft, er der kun en ting, jeg er interesseret i at købe af min arbejdsgiver: Danske kroner.

Statsmagten giver penge deres værdi

Penge har altså en helt særlig status i økonomien i forhold til alle mulige andre ting med værdi. Deres værdi varierer ganske vist – målt i rugbrød, skyr, øl eller arbejdstimer. Men det ændrer ikke på, at når både Fakta og jeg – og alle andre virksomheder, lønmodtagere etc. i dette land – er interesseret i at købe danske kroner, så skyldes det at de har værdi. Og det at værdien varierer modbeviser jo ikke det forhold.

“Ethvert køb er ret beset et salg og omvendt. Når vi bytter penge for varer i Fakta, taler vi oftest om, at det er Fakta, der sælger varer til os. Og os, der køber varer af Fakta. Men det vil være lige så rigtigt at vende det om og sige, at det er Fakta, der køber penge af os.”

Det ændrer heller ikke på den kendsgerning, at de spiller en langt mere strukturerende rolle for vores økonomiske adfærd end noget andet, der udveksles i handler mellem os. Som Marx belærer os om, er der det særlige ved penge, at de er ”almene ækvivalenter”. De er det, alt andet udveksles med. Og de er det, alt andets værdi måles med. Og de er tilmed ofte dét, værdi opbevares i.

Værdien af pengene varierer (som værdien af alt andet), men det ændrer ikke på, at de har værdi. Det ændrer heller ikke på, at de har en særstatus i forhold til alt muligt andet, der (også) har varierende værdi.

Og det har de til trods for, at de som ‘fiat-penge’ ikke er bundet op på anden værdi, men kun har den værdi, en regering opretholder. Der findes principielt en uendelig mængde af penge, der ingen brugsværdi har i sig selv, da de jo bare er tal i en database, og de kræver ikke menneskelig arbejdskraft at fremstille, udover et par fingertryk på et tastatur.

Penge har altså værdi til trods for, at de ikke opfylder et eneste af de kriterier, der ellers skal være opfyldt, for at ting (materielle som immaterielle) kan opnå (bytte)værdi. Så hvordan opnår de ikke blot at have værdi, men tilmed at indtage en så central rolle i økonomien?

Her kan jeg kun gentage, at det skyldes statsmagt. Så længe en stat har magt til at pålægge nogle mennesker at betale skat i en valuta, den selv udsteder, så vil denne valuta have værdi for alle, der er pålagt at betale skat i denne valuta. Og det vil valutaen følgelig også have for alle, der måtte ønske at udveksle andre goder med dem, der er pålagt at betale skat i denne valuta.

Det vil den, fordi en stat – der har magt til at gennemtvinge beskatning – jo netop vil kunne ekspropriere andre – reelle brugsværdier – fra de folk, der ikke betaler skatten. Således var det netop beskatning i imperiernes valutaer, der i sin tid tvang de koloniserede til at søge lønarbejde, som aflønnedes i disse valutaer, eller sælge afgrøder formedelst disses valutaer. Kolonimagtens beskatning var således det, der fremtvang såvel ”lysten” til lønarbejde som selve den moderne markedsøkonomi i koloniserede lande kloden over.

Dermed være også sagt, at det ikke er selve skatten, men derimod magten til at gennemtvinge beskatningen, der sikrer pengene værdi. Og derfor er der i øvrigt også en sammenhæng mellem en valutas status på de internationale valutamarkeder – og så den styrke, den stat, der har udstedt den, har på den internationale arena. Dollarens status som reservevaluta, eller verdensvaluta om man vil, er tæt forbundet med det faktum, at den er udstedt af verdens mægtigste statsmagt. Så staters magt varierer, og valutaers status i verdenshandlen varierer med deres magt.

For keynesianske økonomer som MMT-fortaleren Warren Mosler handler det om at “redde kapitalen fra sig selv.” Foto fra youtube.

Kapitalens statsmagt styrer showet

Men selv små stater som Danmark kan sikre sin valuta værdi, fordi den opkræves i skat af næsten 6 millioner borgere bosat i et af verdens rigeste lande af en stat, der har magten (om end ikke altid tilstrækkelig vilje) til at gøre det. Og selvom Danmark har ført næsten 40 års ubrudt fastkurspolitik i forhold til først D-mark og siden Euro, er det selvfølgelig rigtigt, at kronens værdi på valutamarkedet varierer (sammen med først D-mark og siden euro) i forhold til andre valutaer (f.eks. Yen og dollar) og det er måske ovenikøbet muligt, at den vil kunne spekuleres ud af fastkursen ligesom pundet eksempelvis i sin tid blev spekuleret ud af EMS´en. Fyrre års fastkurs vidner dog om, at staten ikke kun sikrer, at penge har værdi, men i et vist omfang også har indflydelse på, hvilken værdi pengene har målt i andres valutaer. Selve forekomsten af fænomenet valutakurspolitik bevidner jo i øvrigt, at det generelt er tilfældet.

Danske kroners kurs målt i rugbrød i min lokale Fakta er langt mere svingende end danske kroners kurs i euro. Men generelt har staten, og nationalbanken, jo også mulighed for at påvirke udviklingen i forbrugerpriserne, altså inflationen – og dermed pengenes værdi målt i varer og tjenester generelt. Dette gøres som bekendt ved at regulere efterspørgslen i økonomien ved brug af finans- og pengepolitik.

Jeg er altså grundlæggende enig med Bregengaard i, at staten selvfølgelig ikke afgør, hvilken værdi penge har, målt med en hvilken som helst anden vare. Det har jeg nu heller aldrig påstået eller ment.

Men når penge overhovedet har værdi og vedbliver med at have det – trods variationerne – så skyldes det statsmagt. Det er en vigtig pointe og erkendelse. I hvert fald hvis vi skal have brudt venstrefløjens evindelige vilje til afmagt.

Tilføjes kan det, at staten ikke blot spiller en central rolle i økonomien ved at sikre, at penge har værdi. Uden statens sikring af ejendomsret (herunder som vi helt aktuelt gøres kraftigt opmærksom på med patentrettigheder) ville kapitalen ikke kunne eksistere. Kapitalen er fuldstændigt afhængig af staten. Og det ved den også godt selv. For ellers brugte den eksempelvis næppe så enorme summer på lobbyisme, som netop sikrer den betydelig indflydelse på staten og dennes politik.

Det er derfor vigtigt, at venstrefløjen erkender, at stater ikke er afmægtige, men at problemet består i, at venstrefløjen har for ringe magt over staten, og kapitalen for stor. Skal vi ændre det, må det starte med, at vi selv tror på, at det er muligt.

Om de sympatiske keynesianske redningsplanker

Jeg har stor sympati for mange keynesianere, og dermed også for moderne pengeteori (MMT), der i betydelig udstrækning blot er en ny variant af keynesianisme. Jeg er ikke i tvivl om, at mange keynesianere er optaget af at gøre verden til et bedre sted for fattige og arbejdsløse mennesker eller om, at de reelt ønsker at gennemføre en grøn omstilling. Men jeg er ikke keynesianer, fordi keynesianisme – incl. i hvert fald de fleste MMT-folk, deriblandt uden tvivl Mosler – har som projekt at redde kapitalismen fra den selv. Mit projekt er at gøre en ende på kapitalismen.

Fra MMT henter jeg grundlæggende to pointer. For det første, at det er statsmagt, der sikrer, at penge har værdi. For det andet, at det ikke er sådan, at stater er nødt til at opkræve skat for at kunne bruge penge. Tværtimod forholder det sig omvendt: Stater skal bruge penge, for at vi kan betale skat. Jeg betragter begge dele som simple kendsgerninger. Men også som politisk nyttige erkendelser. I hvert fald for venstreorienterede.  

I forhold til finansieringen af Corona-hjælpepakker har jeg dog forsøgt at rejse en diskussion om, hvorvidt det var en god ide at gældsætte staten til kapitalen, når man alternativt kunne have valgt at finansiere hjælpepakkerne monetært. Dette i lyset af, at det selvsagt er overordentlig vanskeligt at skaffe flere 100 mia. kr. i ekstraordinære skatteindtægter med få ugers varsel midt i en recession! Modsat mange andre på venstrefløjen, som er tydeligt keynesiansk inspirerede (sic!), er jeg – belært af Klein, Piketty, Yarofakis m.fl.  – af den opfattelse, at statslig gældsætning er noget rigtig skidt. I hvert fald hvis man vil bekæmpe kapitalisme, ulighed, ufrihed og blind økonomisk vækst! Netop derfor synes jeg, at monetær finansiering af hjælpepakker ville være at foretrække, frem for statslig gældsætning. Og jeg synes i hvert fald, det er trist, at vi overhovedet ikke diskuterer det.

Nationalisering, ikke monetær finansiering

Generelt tror jeg ikke på monetær finansiering som en vej til mere velfærd og grøn omstilling i Danmark. Det gør jeg ikke, fordi monetær finansiering kun giver mening i økonomier med stor ledig kapacitet – altså samfund hvor der forefindes et stort reservoir af ledige ressourcer dvs. først og fremmest arbejdskraft (kaldet outputgab på økonom-sprog). Når vi ser bort fra corona-recessionen er det ikke min opfattelse, at det danske samfund er et sådan samfund. Beskæftigelsen slår rekorder gennem stor import af udenlandsk arbejdskraft.

En monetær finansiering – men såmænd også en lånefinansiering! – af øget velfærd og grøn omstilling, vil derfor meget nemt kunne udløse inflation, fordi økonomiens kapacitetsgrænse nås. Derfor må enhver forøgelse af det offentlige forbrug og offentlige investeringer nødvendigvis indebære, at man dæmper det private forbrug og private investeringer tilsvarende. Og enhver forøgelse af de fattiges privatforbrug må ligeledes indebære, at man dæmper de riges privatforbrug tilsvarende. Derfor er jeg også en varm tilhænger af øget beskatning, som netop tjener til at dæmpe private investeringer og privat forbrug hos de rigeste. Og da de rige som bekendt har en lavere forbrugskvote end de fattige, vil man faktisk være nødt til at opkræve flere penge i skat fra de rige, end man kan give til de fattige. Hver krone til de fattige skal altså ”finansieres” med mere end en krone fra de rige. Og det synes jeg da endelig, vi skal gøre.

Når det er sagt, er jeg dog ikke enig med Per Bregengaard i, at inflation pr. definition er skidt for arbejderklassen og de fattige. Løninflation er isoleret set en fordel for lønmodtagere. Og inflation er først og fremmest skidt for folk med formuer, og godt for folk (og stater) med gæld. Som Piketty har vist, var inflationen efter verdenskrigene en af forklaringerne på, at samfundene blev mere lige i efterkrigstiden. Der er en grund til, at neoliberale med Friedman i spidsen er hysterisk optaget af at holde inflationen lav –  og det er, at inflation er en trussel mod kapitalen!

Når det kommer til den finansielle sektor, nærmere bestemt de såkaldte SIFI-banker (de systemisk vigtige, finansielle institutioner. I Danmark: Danske Bank, Nykredit Realkredit, Nordea Kredit, Jyske Bank, Sydbank, DLR Kredit og Spar Nord, red.), vil jeg blot gentage det spørgsmål, der efterhånden er blevet mit motto: Hvorfor nationaliserer vi ikke bankerne?


Om skribenten

Ulf V. Olsen

Ulf V. Olsen

Ulf V. Olsen er medlem af Enhedslisten, og har tidligere været medlem af partiets hovedbestyrelse og rejsesekretær i partiet. Læs mere