At leve for Gud og for hinanden. Anmeldelse af Jonas Eika: “Åben Himmel”

Ofte hører man, at middelalderen var en verden gennemsyret af kristendommen og af magisk tænkning på en måde, vi nærmest ikke kan forestille os i dag, en verden så forflyttet fra vores egen, at vi ikke kan trække ret mange tråde mellem de menneskelige horisonter dengang og nu – at det nærmest er omsonst at prøve at tænke sig ind i den verden, at ”forstå, hvordan de levede”.

Måske er det rigtigt, men det er ikke desto mindre den kløft, Jonas Eika i sin nyeste ambitiøse og syrede roman Åben Himmel forsøger at bygge en form for bro over, en drømmebro af tankespind og kropsvæsker, af begær og magtkritik.

En antipatriarkalsk fantasi

Eika beskriver selv Åben himmel som en historisk inspireret ”informeret fantasi”. En stærk og dragende fantasi, må man sige, der tager sit udspring i de fascinerende og lidt mystiske beginer, en religiøs bevægelse af kvinder i middelalderens Europa. Åben himmel foregår i og omkring byen Liège i det, som i dag er det fransktalende Belgien, hvor bevægelsen havde sit udspring sidst i 1100-tallet.

Kvinderne, der blev beginer, søgte et alternativ til patriarkatets snævre rum – ægtestanden og klosterløftet, begge strukturer der udgjorde potentielt uudholdelige spændetrøjer til disciplinering af kvindens legeme.

Vi møder romanens persongalleri, den centrale kreds af beginer: Ida, Halene, Jacomyne, Clarisse, Nina og Oda, samt et væld af andre kvindeliv (eller liv, der ikke falder ind under den maskuline orden). Alle er de endt i et beginehus, et arbejds- og bofællesskab for kvinder, der ønsker at ”leve for Gud”.

Alle har de søgt tilflugt fra større eller mindre katastrofer og traumer, fra den sociale plads, der var tildelt dem: Ida er født til et nyt liv efter et knusende brud på det tætte bånd til sin søster og en fremprovokeret abort.

Halene er en oprørsk sjæl fra bondestanden, drevet af solidaritet med de svageste og af ønsket om at udøve den lægekunst, hun har lært af en klog kone på kant med samfundet. Den unge, idealistiske og indadvendte Jacomyne kvæles af familiehjemmets omklamrende atmosfære, larm og hensynsløshed og af sin velhavende fars materielle stræben. Oda, Idas søster, har udfyldt en uønsket rolle som hustru og søger ly, da hendes ægtemand dør.

Nina tilhører en forfulgt religiøs og kulturel minoritet og lever med traumet om sin tabte barndom, der blev udslettet i gløderne af korstogene på det europæiske territorium. Den mere og mere egenrådige Clarisse tilhører den tidlige generation af beginer, der smed deres arbejde og pligter fra sig og fulgte nye forbilleder for at skabe deres egne betingelser for tro, liv og arbejde.

Dette kvindekollektiv har noget sværmerisk over sig på trods af deres ublegede, enkle klæder og asketiske liv. Mange feminister – eller oprørske sjæle i bred forstand – kender følelsen af at ”opdage” dem, der i en fjern fortid skabte sig et helle, noget andet, et liv, der kunne leves. Det kan føles som et ekko på tværs af tiden, en forsikring om, at der er hænder at gribe. At man ikke blot hver især svæver i verdensrummet i nogle minutters flygtighed.

Begine-huset er på en måde rødstrømpernes vision for alt det, kvinder kan, når de lever sammen, ikke blot i venskab, men i solidaritet; når de bygger noget sammen, måske til at begynde med som et bolværk mod mænds institutioner, mod deres trusler og deres blikke, men siden for og med hinanden; for det, de selv skaber, befriet fra patriarkatets skæbner.

Den opildnende følelse af, at man selv i de mest snævre rammer kan bygge noget, man selv definerer – noget, der måske endda kan ende med at blive en form for modmagt til det bestående – er en bærende struktur i romanen.

Og den revolutionære åre ligger lige så meget i skildringen af forholdene beginerne imellem som i de middelalderlige samfundsdynamikker, vi møder: Deres oprigtige og mangetydige længsel efter hinanden. Fraværet af hierarki i deres indbyrdes forhold (familie, romantisk, seksuel, platonisk), opmærksomheden på detaljer i de andres uperfekte kroppe, som er smukke, fordi de er skabt til at leve for Gud på Jorden. Deres androgyne blikke på verden, når deres udsyn udvider sig til den åbne himmel.

Fanatikerne

Denne måde at kunne betragte andre på bunder i en materiel struktur, der prøver at ophæve hierarkierne. Da Clarisses nærmest erotiske besættelse af ”Kristi legeme” begynder at tære på ligheden og solidariteten, forlader hun beginehuset, og de yngre beginer samler sig om en ny husorden:

Et. Vi ejer ikke noget hver for sig, og har man ejendele eller formue … må man give det fra sig, give det til os alle i fællesskab. …

To. Vi har ikke nogen frue eller noget overhoved, og ingen af os er hendes underordnede. …

Tre. Så længe vi bor her, er vi kyske. …

Fem. Gud og Guds kærlighed er absolut uudtømmelig. Han kan elskes og bruges af alle på én gang, uden at blive formindsket af det.

På den måde begynder de at forme deres liv efter radikale idéer om lighed, der står i stærk kontrast til det stejle hierarki, som kendetegner hele middelalderens verden. En radikal, dybt kristen lighedsfilosofi, en social modfortælling.

Det bliver endnu mere udtalt, da Kirken sætter en plan i værk for at neutralisere beginehusene, der er ved at opnå en vis popularitet i området. Man bygger en stor, fælles beginegård, som skal give ”beskyttelse” og fast arbejde til beginerne – og på den måde selvfølgelig gøre det nemmere at føre kontrol med levemåden og navnlig indlemme beginernes arbejde – der ellers gik til selvforsyning og en beskeden handel på markedet – i en større, centraliseret produktion.

De, der siger nej til det ”tilbud”, vil snart befinde sig midt i noget, der ligner optakten til en lokal religionskrig. Og religionskrige er altid i bund og grund klassekrige, sociale krige.

I en forstand er Åben himmel også en fortælling om, hvad nogle moderne udlægninger ville kalde religiøse ”ekstremister” eller ”fanatikere”.

Mange kender til middelalderkirkens altdominerende rolle, og hvordan den berigede en hel klasse af gejstlige. Men det er værd at hæfte sig ved, hvordan taberne ofte bliver ”ekstremisterne” på den ene eller anden måde – og i det hele taget hvordan socialt oprør ser ud i samfund, der er gennemsyret af religion.

Kirken i Åben himmel er en enorm magtfaktor, som beginerne kun flygtigt får et helle fra, og da Kirkens folk begynder at udvælge sig individuelle fjender blandt beginerne, bliver dens undertrykkelse brutal. Vi læsere finder Kirken ekstrem, men primært fordi vi ved, hvad vi ser med et moderne, sekulært blik, og fordi vi tildeler beginerne det blik og deres livsførelse en moderne intention.

Men hvad er det moderne? Den store, centraliserende institution, der understøtter og optimerer den materielle produktion og udstikker og normaliserer det værdisæt, der bedst understøtter institutionens magt? Eller en perifær gruppe, der prædiker radikal lighed, afståelse af privat ejendom, og at dette er forberedelse til Gud riges snarlige komme? Heltene i denne historie er ”ekstremisterne”.

Den verden, vi som læsere skal finde os til rette i i Åben himmel, er en verden, hvor for folk får visioner og åbenbaringer, hvor kvinder lader sig indemure, og hvor fromme mennesker drikker de spedalskes vaskevand for at komme tættere på Gud. At ”leve for Gud” og ikke for hverken en herremand, en familiepatriark, et kirkeligt overhoved eller hvilken figur, der ellers kunne indsættes som mægler, er det ypperste revolutionære udtryk. Oprøret er ikke mod religionen; det er mere religion, det er retten til en anden tolkning af Gud, af den fælles mening.

Ida træder gradvist frem som en åndelig leder blandt beginerne og begynder at prædike til et stadig større følge. Og da dem med magt forsøger at knække oprøret med vold, fødes hun blot på ny. Som af en grav træder hun ud med fluerne sværmende om sit hoved og en ensporet og fanatisk vilje til at bryde med det bestående. Kan hun og de andre udbrede beginernes husorden til samfundet?

Ordet

Eikas roman er en stor mundfuld  – godt 700 sider – men hvis man har mod på det, er den en oplevelse at læse. Måske mere end noget andet handler den om ordet – om at finde ordene, om at bemægtige sig ordet, om at finde sprog for det ubeskrevne og om at finde frem til den materielle sandhed (eller manglen på den?) bag de ord, der findes.

I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud, som der står i indledningen til Johannes-evangeliet. Kristus er Guds ord legemliggjort på Jorden. Hvem der beskriver og forstår Jesus, har ordet i sin magt, kan formulere hvordan man ”lever for Gud”.

Gennem romanen følger vi Ida, der så at sige tager ordet og ved kollektivets kraft træder ind i sin rolle som profet. Ida er først og fremmest forfatter. Alt sættes i bevægelse, da hun på Clarisses opfordring begynder at skrive om livet i beginehuset, og siden om Clarisses og de andres liv.

Det begynder som dokumentation, bliver til undren og spørgsmål, så til en spirende erkendelse af, at de gennem deres praksis er ved at forme en anden udlægning af Skriften og endelig til en filosofi, der forener moderen og sønnen, blander mælken og blodet, der vender Gud mod selve det patriarkat, der mener at få sin autoritet fra Ham.

Måske sættes det allerede i bevægelse, da en ung og rådvild Ida på flugt fra skam og undergang først finder beginerne, der lærer hende at læse. Mens hun forhandler om forholdet mellem tegnene på pergamentet, sprogets lyde og den materie, hun selv og verden består af, bliver det klart, at hun har en særlig følsomhed.

Men denne læsning ville næsten være for skæbnesvanger. Der er intet udvalgt over Ida. Hun er ikke den fødte leder eller martyr. Hun er noget så skræmmende som en almindelig kvinde, der tager ordet og bruger det. Næsten hvem som helst kunne have været den, der trådte frem.

I en verden, hvor Gud ikke så meget er ’Herren’, men nærmere det ’fælles tredje’ – på en og samme tid en kilde til og afspejling af al fælles menings-skabelse – er kunsten ikke at forkaste Gud. Det er at tage Ham, bruge Ham i erkendelsen af, at ’han’ ikke er et nulsumsspil, at Han ikke er en han. At faderen er sønnen er moderen. At solskin og brød og ånd ejes af alle.

At fornemmelsen af forbindelsen mellem moderskødet og Jesus’ sår, mellem Jesu legeme og moderens livgivende kraft og det, at vi hver dag giver liv til hinanden, kan være sand. Sårbarhed, søsterskab og solidaritet er ikke blot et bolværk og en trøst over for en verden, hvis beskaffenhed er ude af vores hænder. Det er en højere erkendelse.

Jonas Eika: Åben Himmel
Forlaget Basilisk, 2024
712 sider
Vejledende pris: 290 kr.