Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
10. juli. 2025

Babylon København

Den politiske undergrundsverden i 1930’erne er som født til dramatisering. Mange har allerede stiftet bekendtskab med den i tv-serien ”Babylon Berlin”. Nu er der kommet en dansk version med krimien ”Komintern”

Kustodiev_-_Congress_of_Comintern
Boris Kustodiev: Kominterns Kongres (1921). Wikimedia Commons

Bogens hovedperson er privatdetektiven Johannes Borum. Netop hjemvendt fra den spanske borgerkrig, desillusioneret og opsat på at lægge sit hidtidige liv bag sig. Men ligesom for så mange andre af samme kaliber, går det ikke som planlagt. Hurtigt hvirvles han ind i en politisk mordsag med tråde til toppen af det danske nazistparti.

Mellem insisterende journalister, lurvede gangstere og en Gestapo-forstående politistyrke kastes Borum rundt i et kalejdoskopisk København. Efterforskningen fører ham ind på storbyens natklubber og ned i den politiske undergrund, hvor mord og terror hører til dagens orden.

En hårdkogt krimi krydret med politisk historie

Midt i det hele dukker en kvinde fra fortiden op. Det er den estiske flygtning Marika Rebane, men kan han stole på hende? Kan de genfinde kærligheden, eller forfølger hun blindt den kommunistiske sag?

”Jeg havde været forelsket før, men med hende havde det været anderledes. Hun var yngre end mig, men så uendelig mere erfaren. For Marika var parolerne og slagordene blodig alvor. For hende betød partiet muligheden for at kæmpe for en bedre verden, men det betød også afsavn og lidelser. Hvordan kunne jeg andet end blive forført af det mod og den passion?

Da Marika dengang forsvandt fra den ene dag til den anden, var jeg selv for længst blevet en brik i det store illegale spil, men jeg havde svært ved at acceptere, at hun bare var væk. Jeg begyndte at stille spørgsmål. Ubekvemme spørgsmål i et miljø, hvor det gjaldt om at tie og adlyde.”

Der er tale om en hårdkogt krimi, hvor der bliver drukket tæt, bandet og svovlet, slået en proper næve, skudt til højre og venstre og krammet med damerne – men samtidigt begavet krydret med politisk historie.

Hemmelig kommunistisk virksomhed

En anden vigtig birolle indtages af Severin Jensen – alias søfyrbødernes formand, Richard Jensen. Han står i spidsen for det kommunistiske undergrundsapparat med base i byens internationale sømandsklub i Gothersgade, og her ledes Borum selvsagt også ind:

”Billardspillerne standsede op midt i et stød og holdt afventende deres køer i hånden, og rundtom ved bordene forstummede snakken. Hårde blikke fløj gennem luften, og oven i den babylonske forvirring af sprog hørte jeg også en stemme, der på dansk hvislede ”renegat”.”

Bogen støtter sig til faglitteraturen, ikke mindst Den røde underverden. Hemmelig kommunistisk virksomhed i Skandinavien mellem to verdenskrige (2019) af Morten Møller, Niels Erik Rosenfeldt og Jesper Jørgensen og De glemtes hær. Danske frivillige i den spanske borgerkrig af Morten Møller (2017).   

Komintern er første bind af en trilogi, hvor de næste bind udkommer i 2025 og 2026.


Benni Bødker: Komintern
Politikens Forlag, 2024
320 sider
Vejledende pris: 225 kr.

Om skribenten

Jesper Jørgensen

Jesper Jørgensen

Jesper Jørgensen er historiker og ansat som arkivar på Arbejdermuseet.   Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER