Badiou: En lille film om en stor personlighed

5 min. læsetid

Gorav og Rohan Kalyan har skabt en fin dokumentar om den franske filosof Alain Badiou, som blev vist på filmfestivalen CPH:DOX i år.


Af Mathias Rølle

Den årlige dokumentarfilmfestival CPH:DOX løb af stablen de sidste uger af marts, og blandt de mange gode film var en lille perle af en dokumentar om den franske filosof Alain Badiou, der er en stor intellektuel skikkelse i Frankrig og internationalt, men stadig kun er kendt i smallere kredse herhjemme.

Filosofiens Prins Henrik

Badiou er franskmand med stort F. Som dansker med en dansk referenceramme er den første association, man får, når man ser og hører Badiou tale, Prins Henrik: en ældre herre med tyk, fransk accent, stor vom og lige dele fransk livsglæde og selvtillid, der får en til at tænke, at denne mand tilbringer hele dagen på en vingård i Sydfrankrig.

I dokumentarens første kvarter grines der da også flere gange højt i salen. Vi ser Badiou gå rundt med maven forrest og se på moderne kunst, mens han peger og fortæller, hvad der er godt og skidt. Eller vi hører ham fortælle, med vanlig selvsikkerhed, at han altid var den bedste i skolen. Som figur optræder han komisk, men altid med et glimt i øjet. Han ved, hvad vi tænker om ham.

Snapshot fra dokumentarfilmen ‘Badiou’, som blev vist på CPH:DOX

Nogle vil mene, at det er ærgerligt, at vi griner – at Filosoffen ikke æres, som Filosoffen bør. Men det virker tilsigtet, både fra filmskabernes og Badious side. Det er næsten som om, vi skal have lov til at grine af, før filmen kan gå rigtigt i gang.

Badiou er ikke bare stereotyp franskmand. Badiou er også kommunist, maoist, filosof og matematiker. Han har skrevet tykke bøger om forholdet mellem den matematiske mængdelære og subjektet, filosofien og politiske begivenheder. Og så er han er en af få moderne filosoffer i den franske tradition, der står fast på eksistensen af Sandheden med stort S.

Sandheden og kommunismen

Sandheden er den betingelse, som det kommunistiske projekt står og falder på, siger han i dokumentaren. Ejendomsret til produktionsmidlerne og andre kommunistiske mål er i sidste ende bare konsekvenser af denne præmis. Ja, der findes i dag forskellige verdenssyn og kulturer, som er radikalt forskellige, men kommunismen beror ifølge Badiou på troen på muligheden for, at mennesker, trods forskellige kulturer, kan forenes under et fælles politisk projekt. Derfor er relativismen kommunismens største fjende.

Et sympatisk fossil?

Badiou er gammel – 82 år – og har oplevet lidt af hvert. Han blev født i Marokko, dengang det stadig var fransk, og han var ung, da Jean-Paul Sartre var den største filosof. Han var med under strukturalismens opgør med Sartre og fænomenologerne i 50’erne. Han var politisk aktiv i det, han kalder »de røde år«, der tæller studenteroprøret i Paris, Kulturrevolutionen i Kina osv.; han var i Bolivia da Che Guevara blev dræbt; og han var en del af den franske filosofis guldalder i 60’erne og 70’erne, hvor han diskuterede med Michel Foucault og ikke mindst Gilles Deleuze, der var hans største rival. Og så er han en af de sidste erklærede maoister i Vesten i dag.

Det sidste kan få ham til at fremstå som et levn fra en svunden tid. Han er en stædig forsvarer af Kulturrevolutionen, hvilket han ofte får hug for. Men som Gorav Kalyan, den ene af filmens to instruktører, har udtalt til Journal of Narrative Politics:

»Jeg så ham som et slags sympatisk fossil. Det var først senere, efter mange flere timer tilbragt med læsning, med at se forelæsninger online, med at diskutere med Rohan (Goravs bror og medinstruktør, red.), hvor vi forsøgte at forstå hans filosofi, mens vi forberedte os på at tage til Paris og færdiggøre optagelserne med ham, at jeg begyndte at se hans ideer som nogle, der ikke var levn, men var samtidige og relevante.«

Snapshot fra dokumentarfilmen ‘Badiou’, som blev vist på CPH:DOX

Et simpelt fokus på mennesket

Brødrene Kalyans film er simpelt komponeret. Lydsporet består af interviews med Badiou og klip fra forskellige forelæsninger og foredrag, som han har holdt. Noget er på fransk, men det meste er på et engelsk med så tyk en fransk accent, at der er undertekster på, når Badiou taler.

Billedsiden skifter fra Badiou, der fortæller, til mere abstrakte dækbilleder af togkørsel, en landingsplads og andet. Det er tydeligt, at filmen ikke har haft et stort budget, men det gør ikke noget, for der er tænkt over billeder og klipning, så de understøtter Badious fortælling. Et fast skelet i filmen er de gamle familiebilleder, Badiou viser frem til kameraet undervejs.

Badiou– som filmen ganske rammende hedder – er et fint portræt af en fransk filosof, der længe har fortjent en film. Den lader tilskueren snuse til Badious filosofi, men mest af alt er den et portræt af mennesket Alain Badiou, der også spiller rollen som fortæller i sin egen film. Der er biografiske detaljer, men ikke for mange – med et portræt af mennesket Badiou forstås mest af alt en skildring af personligheden Badiou, af hans fastholdenhed på sit livsprojekt, hans »stædige tro på kommunismen«, som Gorav Kalyan udtrykker det. Og det er rigtigt set, at det er den type film, der skulle laves – det andet kan bøger klare. Og det behøver man ikke et Hollywood-budget for at opnå.

»Badiou« (instr.: Gorav og Rohan Kalyan, Nonetheless Productions) blev vist på CPH:DOX 2019. Fremtidige screeninger annonceres på filmens hjemmeside.


Mathias Rølle er kandidatstuderende i filosofi ved Københavns Universitet.