Bahrain: Dansk statsborger stadig fængslet ti år efter

Den 9. april 2011 blev menneskerets-forkæmperen Abdulhadi al-Khawaja arresteret i Bahrain. Han blev fængslet og udsat for voldsomme fysiske overgreb i myndighedernes varetægt. Det blev starten på nu foreløbig 10 års fangenskab. Al-Khawaja er på den måde blevet et levende symbol på den skæbne, som er overgået en del af dem, der forberedte og bar Det arabiske Forår i 2011.

Den umiddelbare ramme for al-Khawajas fængsling var den opstand og modsvarende statslige reaktion, der prægede Bahrain i perioden fra midten af februar 2011 og frem til slutningen af marts. Ligesom i en række andre mellemøstlige stater som Tunesien, Egypten, Libyen og Syrien var utilfredsheden med det autoritære styre så stor i landet, at især den yngre befolkning trodsede frygten for sikkerhedsapparaterne og gik på gaderne med krav om demokratisering.

Men hvordan blev en dansker indblandet så direkte i denne politiske styrkeprøve?

(Også) en dansk historie

Abdulhadi al-Khawaja blev født 5. april 1962 i Bahrain. I 1977 flyttede han til London for at studere, og her blev han engageret i menneskerettighedsbevægelsen. Senere gik turen til Syrien, hvortil han flyttede i.

Han fik i 1989 politisk asyl i Danmark, med baggrund i at hans menneskerettighedsarbejde havde betydet, at han var efterlyst i Bahrain. Flere af hans tidligere samarbejdspartnere var blevet fængslet ved hjemkomst til Bahrain. Han blev også dansk statsborger, selvom han samtidig beholdt sit statsborgerskab i Bahrain. Fra den danske base var han aktiv i oprettelsen af Bahraincenter for Menneskerettigheder (Bahrain Center for Human Rights).

Under den relative tryghed i Danmark lykkedes det Abdulhadi at få en kongelig benådning i Bahrain. Han vendte tilbage dertil i 2001, men ophørte ikke med sine politiske aktiviteter. Styret reagerede på dem i flere omgange. Første gang var 2004, hvor han blev arresteret efter en tale, der var kritisk over for kongen og regeringen. Det blev takseret til et års fængsel, men han blev dog benådet efter to måneder. Imidlertid blev han allerede i 2007 igen arresteret – denne gang for ’undergravende virksomhed’. Efter en forholdsvist kort tilbageholdelse, blev han dog løsladt igen.

Den virkelige reaktion kom efter opstanden i 2011, da Abdulhadi blev arresteret for tredje gang. Han blev udsat for vold i fængslet og i det store og hele isoleret. Selv om den danske regering søgte at gøre sin indflydelse gældende, og sendte en henvendelse i maj måned fra den daværende justitsminister Lene Espersen, blev han 22. juni idømt fængsel på livstid. Det gjorde ingen forskel, at udenrigsminister Villy Søvndal efter regeringsskiftet gik aktivt ind i sagen senere på året.

I 2012 sultestrejkede Al-Khawaja flere gange i forbindelse med et forsøg på at få omstødt hans dom. Imidlertid endte det med, at han blev tvangsfodret, og forsøget på ny retssag blev opgivet af helbredshensyn. I Danmark overtalte formanden for Udenrigspolitisk Nævn, Jeppe Kofod, samme år de danske partier til at støtte en henvendelse til Bahrain om hans løsladelse.

At Abdelhadi blev mishandlet, blev bekræftet af en uafhængig rapport fra 2014, som regeringen i Bahrain anerkendte. Rapporten konkluderede, at al-Khawaja – som hævdet af familie og venner – var blevet tortureret og havde lidt voldsom fysisk skade under anholdelsen og det senere fængselsophold. Senere på året søgte en gruppe EU-parlamentarikere, med blandt andre Morten Helveg Petersen i spidsen, at få ham frigivet eller i det mindste skabe opmærksomhed om hans sag.

Først i april 2018 rejste Lars Aslan (folketingsmedlem for Socialdemokratiet) til Bahrain for at træffe al-Khawaja. Aslan blev i stedet tilbageholdt af Bahrains myndigheder i 25 timer, hvor han var frataget sit pas. Trods den behandling var hans kommentar holdt i diplomatiske vendinger: ”Man må formode, at det er korrekt, at han (al-Khawaja, red) bliver behandlet dårligt, ellers burde det have været en smal sag at lukke mig ind i landet. Man forsøger at skjule noget og generer dem, der påtaler den kritisable menneskerettighedssituation i Bahrain”.

I januar i år skrev over hundrede humanitære organisationer fra hele verden til udenrigsminister Jeppe Kofod for at få ham til at gå mere aktivt ind i sagen.

Et politisk symbol

Abdulhadi blev ikke kun fængslet som privatperson. Han blev også fængslet som et af symbolerne på opstanden. Dermed var han også en af den, som styret kunne bruge til at vise, at det ikke ville give sig i demokrati-spørgsmålet. Derfor er det ikke blot Abdulhadis egen historie, der forklarer fængslingen og styrets håndtering af den, men også Bahrains nyere politiske historie.

Oppositionen i Bahrain begyndte under inspiration fra opstandene i Tunesien og Egypten at komme på gaden i februar 2011. Den 14. i måneden var blevet udpeget til ’Vredens dag’, hvor man med sloganet fra Cairo og Tunis – ’Folket kræver styrets afgang’ – ville mobilisere de utilfredse. 14. februar var 10-året for kongens offentliggørelse af en såkaldt ’National handlingsplan’ fra 2001, der havde lovet politiske reformer og demokratisering. Demonstrationerne skulle påpege den manglende på realisering af de fremskridt, som planen havde lovet. Aktivisterne krævede opløsning af parlamentet, direkte valg af premierminister (dvs. politisk leder af landet) og en regering, der var under folkelig kontrol.

“De politiske forhandlinger forekom efterfølgende at have været et forsøg fra styrets side på at vinde pusterum og udmatte demonstranterne. Hvad de større krav om demokratisering angår, kom de ingen vegne, men nogle politiske fanger blev dog løsladt.”

Demonstrationerne var til dels lokalt organiseret, men de blev mødt af meget voldsomme reaktioner fra styrets politi, hvilket fremprovokerede endnu større demonstrationer. Begravelsen af et offer for politiets voldelige reaktioner fremprovokerede reaktioner, der udkrystalliserede sig i besættelse af den såkaldte ’Perlerundkørsel’. Det vil sige en offentlig plads i hovedstaden Manama, der havde et stort og karakteristisk monument, der kunne fungere som samlingspunkt.

Omkring denne plads eskalerede konflikterne mellem de utilfredse og styret i de følgende dage. Begravelser af ofre for politibrutalitet skabte endnu større manifestationer af utilfredshed. Kongen valgte imidlertid på et tidspunkt at forsøge at bryde denne spiral ved at trække de væbnede korps tilbage, for i stedet at indbyde til forhandlinger.

De politiske forhandlinger forekom efterfølgende at have været et forsøg fra styrets side på at vinde pusterum og udmatte demonstranterne. Hvad de større krav om demokratisering angår, kom de ingen vegne, men nogle politiske fanger blev dog løsladt.

Kongens initiativer fik ikke umiddelbart de protesterende til at fjerne sig fra gaden. I stedet blev resultatet endnu større demonstrationer. I et forsøg på at udvikle protesterne konstruktivt begyndte nogle demonstranter at gå fra generelle krav til mere specifikke, hvilket gjorde det naturligt at gå demonstrationsmarcher til enkelte offentlige myndigheders bygninger.

Brutal vending

Den 8. marts 2011 blev der således arrangeret en demonstration mod immigrationskontoret, hvor det blev krævet, at indvandrere – der havde fået statsborgerskab af myndighederne – skulle udvises. Baggrunden herfor var, at det angiveligt var en statslig strategi at søge at styrke styrets sociale basis ved at importere arbejdskraft fra sunni-lande eller ikke arabiske lande. Den shia-dominerede del af oppositionen(,) ville med kravet om stop for naturalisering og udvisning modarbejde dette forsøg. Bahrains myndigheder ville til forskel fra fx i Kuwait og Qatar – hvor befolkningen var mere religiøst homogen – med ’importen’ af borgere ude fra prøve at forrykke tyngden i den samlede befolkning væk fra shia-islam.

Den følgende uge blev en demonstration mødt med lokale protester til støtte for regeringen – og i konfrontationerne heromkring blandede sig politi og sikkerhedsstyrker sig. Herefter blev myndighedernes reaktioner skarpere, da en demonstration den 13. marts havde Manama-finansdistriktet som sit mål. Kronprinsen sagde i en TV-tale, at ’krav skal stilles inden for rammer, der er forenelige med sikkerhed’. Dette blev læst som en advarsel om kursskifte, og allerede næste dag greb saudi-arabiske sikkerhedsstyrker og politi fra De forenede arabiske Emirater da også ind i situationen.

Med deres indsats blev Perlepladsen ryddet ligesom forsøg på moddemonstrationer blev mødt med politivold. I de følgende måneder blev en række af oppositionens centrale talspersoner, og altså også al-Khawaja, fængslet. Deres fængsling og behandling blev gjort til symboler på styrets vilje til at modstå reformkrav.

Frygt for iransk indflydelse

Det er en udfordring i forsøgene på at få frigivet de politiske fanger i Bahrain, at styret ikke alene selv ønsker at fastholde magten, men at landet også ligger i en region, hvor der er stærke kræfter, som holder øje med dets politiske udvikling.

Bahrain er genbo til Iran, der ligger på den anden side af Den arabiske Golf. Det gør det svært at få en del lande til at støtte Bahrains regering med krav om respekt for politiske modstandere og fx frigivelse af politiske fanger. Logikken i den påstand er, at en del lande er bekymrede for, om Bahrain kunne tænkes at vende sig i retning af Iran, der har udtrykt ønske om at få kontrol med Bahrain, der opfattes som en tidligere del af Iran. USA, som har en militærbase i landet, men i øvrigt støttede demokratiske reformer, er fx bekymret for en forrykkelse i retning af Iran.

Samtidig frygtes det, at den del af den bahrainske befolkning, som al-Khawaja tilhører, skulle ønske tættere kontakter til Iran. Hvis en person som al-Khawaja, der har været en fremtrædende kritikker af styret i Bahrain, fik sine fulde sociale og politiske rettigheder tilbage, ville han måske igen kunne blive en politisk frontfigur og et aktivt symbol for regeringsmodstanden. På den baggrund vil kongemagten i Bahrain formodentlig gå meget langt for ikke at løslade al-Khawaja.

Den saudiske storebror

I samme retning trækker det også, at Bahrain er nabo til Saudi-Arabien. Bahrain er et meget lille land, der er meget afhængigt af Saudi-Arabien. Det gør det svært at få Bahrains regering til at gøre noget, der ville støde Saudierne. Og det ville en frigivelse af al-Khawaja gøre. Saudiernes regering og militær var en aktiv del af bekæmpelsen af opstanden. De viste krystalklart, at de ikke ønskede demokratisering i den lille nabostat, og da slet ikke en demokratisering, hvor shia-muslimer ville få mere indflydelse. Saudi-Arabien er en stat, hvor lederne klart har valgt side i skellet mellem shia- og sunni-islam; de har valgt en konservativ variant af sunni-tilgangen som den religiøse retfærdiggørelse af deres styre.

“Kongemagten i Bahrain er blevet fange af sin egen politik i forhold til oppositionen tilbage i 2011.”

Saudierne har desuden vist med deres indsats i borgerkrigen i Yemen, der foregår syd for dem, at de ikke viger tilbage for væbnet indblanding i andre staters forhold. De har også tydeligt vist, hvilken side de står på, for de bekæmper den shia-orienterede houthi-bevægelse fra luften. I Bahrain kan man sagtens se, hvilken vej den vind blæser, der kommer fra den store nabo. Indrømmelser til oppositionen og den internationale opinion, som fx frigivelse af al-Khawaja, vil per automatik blive opfattet negativt af Saudierne, og dermed som en politik, der både kortsigtet og langsigtet kan true Bahrains nationale uafhængighed og sikkerhed.

Kongemagten i Bahrain er på den måde blevet fange af sin egen politik i forhold til oppositionen tilbage i 2011. Dengang prøvede regeringen med det samme at italesætte krav, der i udgangspunktet var politisk-demokratiske som udtryk for et religiøst betinget oprør: ’shiaerne vil tage magten fra os sunnier. Vi må stå sammen mod disse religiøse fanatikere’. Men når man først har sat politiske forskelle i tale som religiøse, er det svært at gøre det om. Man fremstillede demokratibevægelsen som ’shiaer’ og omtalte den som en ’naturlig’ allieret af Iran og modstander af Saudi-Arabien. Og den retorik hænger styret nu på i dag. Det indskrænker dets handlerum, og gør det sværere at imødekomme demokratiske og internationale krav.

Selv om han nu har siddet fanget i 10 år, er det bestemt ikke umuligt stadig at få al-Khawaja frigivet. Der skal dog arbejdes noget hårdere fra de politiske aktørers side – herunder de danskes – hvis menneskerettighedsaktivisten igen skal komme på fri fod.